Her på det sidste har jeg set så mange mennesker, så mange medier og så mange sociale sites, der nærmest hylder cannabis. Det kurere kræft, det giver en rus, der nærmest er sund, der giver smertelindring - der er ingen ende på hyldestsangen. Er der ingen ende på, hvad dette vidundermiddel kan? Er der slet ingen bagside af medaljen?
JO! Her kommer
min historie og min erfaring med cannabis ...
 |
| Et ud af elleve billeder pro-cannabis, der dukkede op på min Facebookside i dag |
Ja, nu bliver du nok skuffet. For jeg har
aldrig røget, spist eller gumlet og gnasket cannabis i nogen form. Jeg har aldrig taget stoffet af nogen slags. Det værste jeg har forurenet min krop med er cigaretter og spiritus. Cigaretterne røg jeg i en kort periode i mine teenageår. Og mest fordi mine forældre var så meget imod det, tror jeg. Det var
mit oprør. Mit forbrug fik et brat stop, da det gik op for mig, at det stinker, at det misfarver væggene og at mine penge bogstavlig talt gik op i røg. Ligeledes har det også altid været et meget minimalt alkoholforbrug jeg har. Det bliver aldrig mere end maks ti genstande ... på et år!
Så who am I to say no, spørger du måske. Og hvorfor er jeg så så meget imod cannabis? Skal man ikke prøve det for at have en mening?
Mange har spurgt mig, om jeg har prøvet det mod smerter - "Det er da bedre end det kemiske lort, du fylder dig med!" lyder kommentaren. Men ikke i min verden.
I mine forældres omgangskreds, var der en kvinde med en forfærdelig historie. Da hun i dag er død, er jeg så fræk at fortælle den for hende:
Hun udlevede den drøm, så mange andre har: Blev gift og fik med sin mand tre skønne drenge. Men drømmen blev et mareridt, da manden begyndte at ryge hash og udviklede skizofreni. Men så var hendes dejlige drenge jo en trøst! De viste sig alle tre at være yderst intelligente - den ene er i dag læge ... De to andre sidder på den lukkede afdeling og savler.
Efter et hashmisbrug udvikler den ene søn, ligesom sin far, skizofreni. I en lang periode tror han, han er Jesus. Moren kan ikke have ham med nogen steder. I sine mest
velfungerende perioder, smider han møbler ud ad vinduet, pisser i hjørnet af en bagerbutik og bliver anholdt, fordi han truer sin underbo. Ellers ligger han på den lukkede og visner væk.
Kort tid efter begynder en af de andre sønner at ryge hash, trods det at faderen og broren udvikler skizofreni efter kort tids brug. Og det samme sker ...
I dag er der ikke meget tilbage af den familie, der skulle være så lykkelig. Kvinden døde af kræft, manden begik selvmord, to sønner visner væk på psykiatrisk afdeling. Tilbage er den søn, der holdt sig for stofferne.
 |
| Og endnu et ... Hvornår blev det for øvrigt OK at undskylde sine laster med, at man laver så meget andet lort, at verden alligevel er så fuld af shit m.v.? |
Så når jeg ser den forherligelse af cannabis, går det lige i hjertet. Jeg ser for mig drømmen om kernefamilien, der smuldrede væk pga. et øjebliks rus.
Så kære unge mennesker, midaldrende mennesker og ældre mennesker: Lad nu være! Det lyder måske til at være et være så uskyldigt, men det kan ende tragisk. Dette er det mest grelle eksempel jeg kender, men der er også de mere milde, hvor folk 'kun' har mistet år af deres liv: Depressioner, år i rus, år der tikker væk.
Hvornår kom den regel, der sagde, at vi absolut skal være høje på noget? Og kan vi ikke bare være høje af livet? Hvorfor gøre ting, fordi det '
nok ikke går galt' i stedet for at lade være, fordi det
kan gå galt?
Er livet ikke for dyrebart?