mandag den 5. maj 2014

Hvad siger man på et (muligt) dødsleje?

[Advarsel: Voldsom galgenhumor kan forekomme!]

Blev vækket kl. halvni i morges af telefonen. Kunne ikke sove i nat. Fik giga angstanfald og var bange for, jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad HG sagde eller finde ud af, hvordan man snakker. WTF?! Hvor kom det lige fra? Normalt knytter min angst sig til noget 'rationelt' (som f.eks. at være bange for at få et nyt krampeanfald, at benene forsvinder under mig, mens jeg daffer rundt in public eller lign). Desuden er det mange år siden, jeg virkelig har været plaget af angst. Der har dog været lidt de sidste par måneder efter lang tid med stress (mormors sygdom og flytning, Cleos død, HGs retssag (der forøvrigt skal op igen allerede til august - YAIKS!), mine mærkelig spasmer m.v. Da klokken var ca. 2.30, fik jeg endelig ro og kunne sove. Det havde irriteret mig VILDT at være søvnløs, fordi jeg dels havde været træt hele dagen og dels skulle op i dag og have taget blodprøver, så svarene kan være klar inden min opfølgende aftale fredag. Kl. halvni vågnede jeg så ved at HG snakkede i telefon. Og var ikke i tvivl om, hvem han snakkede med: Plejehjemmet. Sygeplejersken havde i morges fundet min mormor, der lå underligt på tværs i sengen og havde kastet op. Hun var ukontaktbar og de havde ringet til hendes læge, der havde sendt en ambulance. De synes ikke, det så godt ud, da hun var lam i den ene side (så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået).


Jeg fik fusserne ud af sengen og ringet til min mor. Vi aftalte at jeg skulle smutte ned og få taget blodprøver på lægehuset, mens hun kom i tøjet, fik morgenmad og luftet hund. Og selvfølgelig skulle HG skide, da vi skulle ud ad døren. Selvfølgelig var der vejarbejde. Og selvfølgelig sinkede en besværlig patient hele dagsordenen i lægehuset. Men jeg kom da endelig op i Draculastolen, klar til at blive tappet. Min læge (som også er min mormors læge) står i rummet og analyserer en prøve. Da han ser, det er mig, ligger han blidt hånden på min skulder og siger skånsomt: "Jeg synes lige, du skulle vide, jeg lige har indlagt din mormor. Jeg har ringet til din mor." Hvor sødt er det ikke lige? Heldigvis vidste vi det jo så og jeg kunne fortælle, hospitalet var næste stop.

 Mine forældre var dog også blevet forsinket, så den nåede at blive knap 11 (eller var det 12?), før vi nåede sygehuset. Min mormor lå i dyb komalignende søvn. Hun reagerede ikke på vores stemmer og virkede irriteret over berøring. Klokken to fik vi at vide, der nok ville komme en læge på stuegang om tre kvarter/en time. Klokken endte dog med at blive fire (men vi skulle jo heller ikke noget). Lille Mumi har fået en GIGA blodprop i hjernen, der fylder hele venstre hjernehalvdel. Og resten af hjernen er i forvejen skadet af diverse mindre propper gennem årene. Desuden havde hun slugt noget af sit opkast, så hun er i fare for lungebetændelse og pga. hendes hjerte, der slår forkert, har hun væske i lungerne, så hun er hårdt ramt. Sygeplejersken havde snakket om genoptræning, mens vi kiggede på hende med 'are-you-stupid-much?'-blikket. Hallo! Damen er i forvejen svært hjerneskadet og hele hendes højre side er nu lammet. Hun er nærmest i koma, tror du virkelig selv, hun vågner og spjætter af begejstring for at lære at gå? Vi troede ikke på, hun ville vågne! - En ting, lægen til dels bekræftede. Overlever hun 5-7 døgn, vil hun sandsynligvis vågne, men være meget, MEGET syg. Hun kan ikke længere snakke eller forstå sprog (det ville være som hvis vi snakkede russisk til hende)! På det tidspunkt løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på mit mærkelige angstanfald aftenen før. Sidste hun fik en blodprop vågnede jeg og tænkte: "Det er mærkeligt, Mumi snart skal dø ..." Hvorfor tænker man pludselig sådan? Vidste, at når jeg tænkte sådan, var der sket noget. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge til Mumi, var en ambulance på vej.


 Vi tror ikke på, hun vågner op. Hvis hun gør, vil hun ikke kunne synke, spise, drikke selv og skulle suges for at komme af med slim. Hvis man ikke kan snakke, ikke kan forstå hvad folk siger, ikke kan bruge sin højre side, ikke kan huske, hvem man er og hvor man er, hvad er der så tilbage? Måske lyder det kynisk, men jeg håber virkelig, hun får fred nu! Hun har ikke fortjent dette her.
 
Jeg synes, det er svært at håndtere situationen ved deadbeds (har været der to gange før). Jeg mangler et eller andet 'mor/forælder'-gen. Synes også, det var svært at snakke til hende i dag, når hun bare lå dér. Hvad siger man lige som afsked? - Og især, når det ikke er sikkert, hun er på vej væk. 'Hej hej' (for kækt). 'Vi ses' (muligvis løgn), 'sov godt' (for sentimentalt) 'god kamp' (for overgearet). Endte med et totalt lam 'hundeklap' på hånden og noget lamt i retning af 'så deeeet' (WTF?!). Men hvis hun vågner vil hun jo alligevel ikke kunne huske det ... Har haft det på samme måde, når vi stod ved dyrlægen med vores dyr. Hvis de er alvorligt syge kan jeg tackle det, men hvis det er en mulig afsked, står jeg bare dumt og tripper og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med mig selv, udover at knuge dem. Er ikke god til dead beds. På mit eget kommer jeg garanteret til at indrømme diverse svinestreger, bare for at sige noget, der lyder deadbed-agtigt! Er sikker på, jeg tilstår diverse uopklarede mord samt at være mor til flere af Peter Lundins uægte børn. Desuden er jeg ikke god til menneskekontakt. Jeg er ikke krammetypen; jeg bryder mig ikke om kropskontakt. Kunne man dyrke sex med tre meter mellem sig, var det en stilling for mig. ;) Jeg rører ikke ved andre og vil ikke røres ved. Jeg bruger ikke store ord som 'jeg elsker dig' og gør jeg, lyder det enten som en trussel eller noget jeg bliver tvunget til at sige at gunpoint. Selv på skrift er jeg ikke god til at skrive 'kram', 'knus' m.v., selvom jeg bliver glad, når folk skriver det til mig. Når jeg siger "jeg elsker dig" til HG siger jeg det med tegneseriestemme. Siger folk det til mig, bliver jeg gerne forlegen, svarer 'ditto' eller (endnu værre) "tak". Selv det at bruge folks navne i sætninger har jeg svært ved, fordi jeg føler, det bliver for familiært og tæt på - selvom det beroliger mig, når folk gør det med mig.


Hele dagen har vi fyret latterlige jokes af ... Da HGs mormor i sin tid røg ind med en massiv hjerneblødning, var der flere der gloede, når de overhørte vores grove samtale. Vi har vist bare ikke så svært ved at tale om døden - den kommer uanset om man venter den eller ej.

Når Mumi løftede hånden røg der bare ord ud som: "Mod det uendelige ... UNIVERS!" Da vi snakkede om, hvad der sker, hvis hun dør (mine forældre og onkel skal rejse udenlands d. 15. og min ene bror sidder i eksamen), sagde jeg: "Så må hun på køl imens", hvortil HG svarer: "Hun kan tids nok få varmen!" (Hun skal brændes). Det gode ved et hospital er, at de ansatte tit er lige så syge i roen, så de tager ikke én ilde op.

I'm fiiiiine. Men jeg er træt. Og jeg håber ikke hun overlever, for det ... 'ville hun ikke overleve', havde jeg nær sagt. Åh, hvor jeg håber, hun får fred. Det sidste halve år, skulle hun have været foruden. Der er muligvis livskvalitet i mange og meget små ting. Men ikke i dette. Ikke for min Mumi.



1 kommentar:

  1. Kæreste smukke Line, hvor gør det mig ondt for dig, at du skal opleve din Mumi sådan. Det er så hårdt at se sin kære ligge sådan. Min mormor lå¨også sådan, og i den tid skiftedes min mor og jeg til at sidde ved hende døgnet rundt. Det var en underlig, men også god oplevelse, for jeg begyndte at tale til min mormor om alle de gode minder, jeg havde med hende. Jeg fik også sagt, hvor meget jeg elskede hende. Det var en god måde for mig at tage afsked med hende på. Jeg håber for jer alle, at din Mumi får fred nu, for der vil ikke være meget mening i andet. Sender dig mine varmeste tanker og kram <3

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...