★ Cleo-the-cat



Denne side er tilegnet vores lille mirakel: Cleo Clicker Clacker.

Biografi:

Fulde navn: Cleopatra Scully Van Helsing
Fødseldag: 14. maj 1998
Fødeland: Tyskland
Historie: Cleo blev født i Tyskland. Ifølge, hvad vi har forstået af hendes tyske forældre, har Cleo haft en lidt hård start på livet, og blev reddet af sin tyske mor, fra en familie, der ikke var helt sød ved hende. Hendes tyske mor lagde meget arbejde i Cleo, så hun skulle føle sig tryg. Men Cleo er altså en forsigtig pige ... Samtidig er hun dog også en dame med sine egne, bestemte meninger, og kan hun ikke lide lugten i bageriet, er hun den, der er skredet! Og Cleo skred da også et par gange. Mens hendes familie boede i Berlin, forsvandt Cleo over en måned. En dag vendte hun dog hjem igen, som var det det naturligste i verden - hun havde da bare været på en lille strejf! 
     Cleos familie sejler hver sommer og har deres egen båd. Cleo er vant til at stå til søs - en rigtig lille søulk. Hun har sine egne områder på båden og er vant til, at tingene skal gå efter hendes hoved. En dag var der dog noget, der ikke helt gik, som hun havde bestemt sig for. For Cleos forældre fik pludselig rejseselskab. P. hoppede med om bord, og tog Cleo på armen, for at vise hende båden og glæden ved at stå til søs. Men ingen skal komme og lære Cleo noget. Og da slet ikke om at stå til søs! Meget fornærmet over, at hendes private kahyt blev indtaget - og at nogen vovede at løfte hende op (dét er hun altså ikke meget for! Kan hun komme af sted med det, lader hun bunden gå og piler ind under det nærmeste møblement), krøb hun indunder sengen og blev liggende der i de uger, P. var med. Den dag han atter gik i land, krøb hun op på dækket og kiggede hånligt efter ham - med let skadefro i øjnene. Endelig fik hun sin familie og båd i fred.


En dag, mens familien lå til i Sverige, blev Cleo dog uventet landkrabbe. Præcis, hvorfor hun pludselig besluttede sig for at gå i land, vides ikke, men i land gik hun. Og der forblev hun. Til sidst måtte hendes tyske forældre drage hjem - uden Cleo. 
     Cleo har det dog med at tiltrække folk. Hun har katte X-factor! En familie tog hende med hjem og det endte med, at P. - til Cleos store fortrydelse - blev sendt til Sverige med sin taske (en af de rigtige 'kattetasker' forstås) og klemte Cleo ned i den. Som om Cleo ikke var vred nok på P. i forvejen! Men Cleo kom dog hjem, og alt var igen fryd og gammen. 

I juli 2011 var Cleos forældre så igen på havet. Og Cleo var selvfølgelig med. Men min lille Clicker Clacker er åbenbart en free spirit, så mens båden lå i Allinge havn, gik hun fra borde. Hun syntes åbenbart, at Allinge virkede som et dejligt sted. Og det er det da også. Men hendes tyske forældre havde altså ikke lige planlagt at blive der længere end sommerferien tillod det. Og da den var slut, var Cleo stadig ikke vendt hjem fra sit nyeste eventyr. Så endnu engang måtte de vende hjem til Tyskland uden Cleo.

Fredag d. 6. januar 2012 havde min far fødselsdag. HG og jeg tog til Allinge for at fejre ham sammen med resten af familien, men skulle lige et smut indenom Netto, der ligger på Allinge havn. Mens vi er i butikken, bliver jeg småsløj ... Jeg vil bare ud og have frisk luft. Jeg sætter mig ud i bilen, men denne uro fortsætter.
     I nogen tid har der været en sag i medierne om, at der har været forsvundet mange katte fra Allinge. En lokal mand er under mistanke for at 'hjælpe' kattene med at forsvinde. Og jeg sidder dér i bilen og er glad for, at vi ikke længere bor i byen.
     Da jeg stadig føler mig omtumlet, går jeg ud af bilen for at få frisk luft. Pludselig ser jeg en mand, der render og fløjter med en kat i hælene. Nysgerrigheden - og kattesagen - får mig til at opsøge ham. Jeg spørger, om det er hans kat og om han skal have hjælp til at indfange hende, da jeg har et godt tag på katte. Han er ikke sikker, men mener, det måske kan være svigerindens forsvundne kat - og hun kom nemlig, når man fløjtede. Mens han ringer sin svigerinde op, henter jeg nogle hundegodbidder, vi har i bilen. Jeg sætter mig på det iskolde fortov under skroget af en båd, og den lille kat kommer trofast hen og begynder at spise. Og der er ingen tvivl om, at hun er sulten! Da manden kommer tilbage, kan han oplyse, at kattens beskrivelse ikke stemte overens med denne. Vi snakker lidt og han siger, det da kan være, katten skal være røbo? 
     Da HG kommer ud, får jeg slæbt ham med mig. Vi må helst ikke løfte katten, så jeg er bange for, hun er kommet til skade. Hun virker også meget oppustet. HGs blik flakker og skriger nærmest: 'Åh nej, ikke igen! Hvordan kan hun blive ved med at finde katte?!'. Vi bliver dog enige om, hun ser så ... sund ud. Og kælen og snakkesaglig er hun helt tydlig. Da vi jo ikke kan blive stående i januarkulden på Allinge havn og har en far, der står og venter med kaffebord, kører vi. Jeg fortæller mine forældre om katten, glemmer næsten at ønske min far tillykke og kan ikke hurtigt nok tygge mig gennem lagkagen. Det eneste jeg kan tænke på, er de store runde øjne! Jeg spørger, om jeg må låne deres kattebur? Og beredt med bur og godbidder tager vi tilbage til havnen. Min lillebror er, bedredt med kamera, taget med os. Da vi kommer ligger p-pladsen øde hen. Jeg kalder lidt, og pludselig piler et sort lyn henover pladsen. Og det er den store gensynsglæde. Jeg er ved at tude af lykke. HG er sikker på, hun bor hos nogen i nærheden. Brormand er i tvivl. En dame kommer ud af Netto og ser optrinnet. Jeg kan se på hende, at hun kender til katten, så jeg spørger hende, hvad hun ved? Hun fortæller, hun har bemærket katten siden før jul.
     Dét er det. Mændene kan ikke bestemme mig, men jeg snupper resolut katten, mens HG skriger: "Er du gal?! Hvad hvis vi er ved at stjæle en kat?"
     Hjemme hos mine forældre, ryger hun på badeværelset med en kattebakke, vand og tørkost. Da jeg kigger til hende, ligger hun og sover i kattebakken! Jeg tænker: 'Nå, så ved hun ikke, hvordan man bruger sådan én'. Jeg har svært ved at bedømme hendes alder. Hun er meget lille af en voksen kat at være. Hun mangler en kindtand. Som regel mister katte gerne en kindtand, når de er omkring syv år. Men så gammel kan hun ikke være ... måske er hun kun en stor killing, der er ved at skifte tænder? Men nej, det er hun alligevel for stor til! Hun har allerede tømt vandskålen, så jeg hælder mere op.
     Da det bliver tid til aftensmad kigger jeg ud med en kæmpe portion steg. Hun hviner af fryd, hopper op af bakken og gufler løs. Jeg fylder igen vandskålen. Da vi skal hjem, ligger hun bare lige så stille i sit bur og sover.

På det tidspunkt havde vi selv tre katte - Supaya, Shiloh og Sipzap. Da vi ikke kender noget til katten, ved vi ikke om hun evt. kan være syg. Så jeg finder en helt ny hundekurv vi har købt. En stor, blød én i læder. Vi ligger den ud på badeværelset sammen med mad, vand og kattebakke. Straks hopper hun op i 'reden', spinder og vil kæles. Og falder i søvn.

Mandag morgen ringer vi straks til vores dyrlægeklinik i Aakirkeby. Det er altså bare verdens bedste klinik! Vi er kommet der siden 2000, hvor vi fik vores første kæledyr, katten Shiloh. Vi har efterhånden været inde hos alle klinikkens forskellige dyrlæger og hver og en er de fantastiske på deres egen måde. 
     I løbet af weekenden, har jeg forelsket mig hovedkuls i den lille uldtot. Vi aner dog intet om hende, og jeg er så bange for, at hun er syg og skal aflives. Vi er blevet enige om, at hun ikke skal forlade denne jord navnløs og uønsket og bliver enige om, at kalde hende Alley - efter Alley Cat. Tidligt om morgenen kører vi af sted. 
     Hos dyrlægen er det Carsten, vi er kommet ind hos. Han undersøger Alley og konstaterer - ligesom os - at der hverken er halsbånd eller øremærke på hende. Men der kunne jo være en chip (som om!). Så Carsten, scanner hende. Og så er er sgu en chip! Tilmed en tysk chip. Hele mit hoved er fuld af spørgsmål. Carsten lover at undersøge, om han kan finde frem til hendes ejere - han kan dog godt se, jeg ser lidt fladtrådt ud. I september 2010 mistede vi vores kat, Vips, der var min lille pige. Hun var helt speciel, og Alley har mange træk, der minder mig om Vips (der for øvrigt også var 'hittebarn'). 
     Alley fejler dog heldigvis intet alvorligt. I løbet af weekenden har hendes oppustethed, som gjorde mig nervøs, fortaget sig. Det har højst sandsynligt været en lort på tværs - hun var SÅ dehydreret ... men vi har da fundet ud af, hun alligevel vidste, hvad kattebakken skulle bruges til! 

Senere den eftermiddag ringer Carsten tilbage med nyt. Og der er flere overraskelser. han fortæller om hendes sejltur, og hvordan hun har været alene på havnen siden juli! Han kan også fortælle, at hun næsten er 14 år! Jeg er ved at trille baglæns ned ad sofaen. Hvordan i al videste verden har den gamle pige klaret sig gennem de kolde vintermåneder på den måde? Og helt alene ...
     Jeg sender en kærlig tanken til spritterne på havnen. De har et hjørne, hvor de mødes, snakker og hygger sig. De har oftest deres hunde med. Det må være dem, der har fodret hende, så hun ikke omkom. Anden gang vi tog ned for at finde hende, kom hun også ovre fra det hjørne.
     om aftenen ringer en meget glad kattefar til os. Han fortæller, at denne gang havde de opgivet at få hende hjem igen. Ja, faktisk har de fået en ny kat, Monty ... gad vide, hvordan det nu skal gå med de to? 
     Han spørger, om vi er villige til at tage hende i pleje indtil videre? Om vi vil! Hun er allerede samme eftermiddag rykket ind i stuen. Allerede i løbet af lørdagen, hvor hun havde sovet igennem, fået spist og drukket, viste hun interesse for at komme ud til menneskelig kontakt. Det er tydeligt, hun hungrer efter kærlighed og kontakt. Nu, hvor Carsten har clearet hende for alvorlige sygdomme (hun slap med bronkitis), er der ingen grund til at hun skal være i karantæne. Indtil videre er dørene til stuen dog lukket, så hun ikke skal 'belastes' med husets øvrige firbenede beboer, mens hun restituerer sig. De står dog alle i lag i glasdøren og glor, som er hun en fisk i et akvarium.


Cleo i rede

Cleo får dog ikke lov at restituere sig længe, før der er gæster til hende. Bornholms Tidende har nemlig fået nys om sagen, og vil gerne vide mere. Så jeg bliver - på Cleos vegne - interviewet over telefonen. Og tidligt næste dag stiller en fotograf for at få billeder. Det er hun dog ikke meget for, min lille berømthed! Hun vil helst ikke forholde sig til andre end sin plejemor. Selv plejefar ses der skævt til ... jo, hun kan godt huske, han ikke ville have hende med hjem.
     Dagen efter ringer TV2 Bornholm pludselig. De har læst om sagen, må de få et interview ... om en time! Jeg ligger ellers syg, men når at rulle mit legeme ud over sofakanten og ud i bad. Imens panikhopper HG rundt i stuen og fjerner penicillinpakker (både mine og Cleos), smårod og støvsuger. Cleo krabber sig ind under sofaen. Nu lå man lige og legede patient hos plejemor - både med dyne og varmetæppe - og så kommer der larm og panik. Hvad ligner nu det?
     Glad bliver hun da heller ikke, da en TV2-ansat møder op med mikrofoner, lys og diverse stativer. Interviewet kommer til at tage over en time og i flere ryk, da vi forsøger ihærdigt at få hovedpersonen ud i rampelyset. Imens hvæser den allergiramte journalist - et hjem med fire katte og to hunde og et timelangt interview kræver sit når man har husdyrsallergi.

Ugerne går og Cleo fylder - trods sit beskedne hylster - mere og mere i vort hjem ... og mit hjerte. Skæbnen har villet, vi fandt hende lige op til et af mine sygdomsattack. Jeg er gået ned med blære- og bihulebetændelse, har underlige krampeanfald (vi når lige at klemme en ambulancetur ind i kalenderen!) og voldsomme gennembrudssmerter. Mange nætter sover jeg i stuen hos Cleo - både for ikke at vække HG, når jeg ligger søvnløs og ser TV, men også for at Cleo får selskab. Hun putter hos mig, våger over mig, og synes at forstå, hvad jeg gennemgår. I løbet af de stillet morgentimer, får vi hver vores dosis medicin og ser "Huset på Christianshavn". Hun ruller sig sammen i min fodende og spinder. Når jeg endelig falder i søvn, slumrer hun også hen. Da jeg vågner igen, ligger hun på min brystkasse og kigger på mig. Som om hun vil være sikker på, jeg har det godt.

Mailene mellem Danmark og Tyskland fiser frem og tilbage i lind strøm. Vi finder ud af mere og mere om Cleo. Mysteriet opklares. Når hun konstant går med kløerne ude, så hun lyder som en dame i høje hæle, er det ikke fordi der er noget fysisk galt. Sådan går hun bare. Vi kalder hende 'Clicker Clacker' fordi man altid kan høre, når hun kommer drønende rundt om hjørnet. Når hun hører madskålen, lyder det 'clickclackclickclackclickclackclick!'. Hvis man kalder, fordi hun skal have penicillin, kommer det tøvende '... click ... clack ... click ... clack ... click clack ... click'.

En dag ringer telefonen. Det er P., der spørger om vi er hjemme d. 1. marts, for så vil han komme og hente Cleo. Mit hjerte synker. Jeg har hele tiden vidst at dagen ville komme, men nu hvor det sker, er det stadig helt uvirkeligt. Hun er blevet 'Cleo min Cleo', og pludselig skal jeg give slip. Hun har sat dybe (pote)spor i mit hjerte ... kan jeg give slip?

'Cleo-collage' med billeder fra de to måneder hun var hos os.
Dengang hun vendte hjem, skrev jeg:

"Cleo er kommet hjem nu. Og pludselig er her mærkelig tomt ... Sjovt, som en lille kat kan fylde så meget. Men sådan er det med de store personligheder - og det må hun siges at være i besiddelse af. Jeg savner hendes nærhed. Savner hendes spinden fra sofahjørnet. Madskålen, der skulle stå lige ved siden af sofahjørnet, så hun kunne fare i skjul, hvis nogen så meget som kiggede forkert på hende. Savner det glade skrig, man blev mødt med om morgenen, når man kom ind i stuen, for at give hende mad og en frisk kattebakke (især førstnævnte var en vigtig begivenhed!). Sjovt, som man udvikler et forhold til et andet væsen så hurtigt. Knap to måneder var hun her. Og gik fra at være den efterlyste, ukendte ’Alley’ til at være ’min’ lille tyske ’Cleo Clicker Clacker’ og ’Cleo min Cleo’. Ligesom jeg til gengæld var hendes tryghed, redningsmand og madmor.




De sidste par måneder med hende har været helt fantastiske. Godt nok var hun ikke udelt begejstret for de andre firbenede på adressen her, men hun lærte at tolerere dem - og Supaya endte med rent faktisk at måtte nærme sig hende, spise ved siden af hende, sove ved siden af hende! Hun var ikke meget for at forlade stuen - det gjorde hun faktisk kun én gang. Det eventyr endte med, hun kom til at sidde og gemme sig bag fyret i bryggerset, hvor hun ventede på, vi skulle komme og hente hende, så hun kunne blive båret i sikkerhed i stuen ... eller nærmere bestemt: Sofaen! Og var der tegn til den mindste smule støj eller kom nogle af husets øvrige beboere for tæt på, var det bare med at lægge sig under sofaen. Et par gange kravlede Supaya ind til hende. Så lå de dér side om side og kiggede ud, som to børn, der leger gemmeleg.

For nogle uger siden blev vi så ringet op af, P., en ven af hendes tyske ejere. Han ville bare høre, hvornår det ville passe os, at han hentede hende. Og mit hjerte sank ... for hvad vender hun hjem til? Er det nu nogen søde mennesker? Hvordan skal det gå hende? Og kommer vi nogensinde til at se hende igen?

Men kender I det, at lige som man har opgivet håbet om, at der er en mening med alting og at tingene som oftest har det med at ordne sig, så dumper der et mirakel lige ned i skødet på én? Her startede miraklet med Cleo i sig selv. Denne lille, udsultede uldtot, der var dér på havnen ligesom jeg kom derned. Det, at jeg kunne mærke, at jeg bare skulle gå ud på den p-plads, hvorefter jeg finder hende dér under skroget fra en båd, hvorfra hun kigger ud med sine store grønne øjne. Og det at vi fik tjekket, om hun rent faktisk havde en chip. Det har katte jo aldrig! Da mine forældre fandt deres kat, bad de dyrlægen (de har en anden end vores) om at scanne ham, for at se om der skulle være en chip – det mente dyrlægen slet ikke, der var grund til, men endte med alligevel at gøre det, når nu de insisterede. Det at hun nu har en familie både i Tyskland og her i Danmark som holder af hende. Det andet mirakel kom, da vi begyndte at maile med Cleos far … pludselig fik vi et indblik i, hvem den lille dame i sofahjørnet var. Og mysteriet om Cleo blev opklaret. Cleo er en meget elsket kat. Hun har haft en hård start på livet, men er – igen som ved et mirakel – havnet hos de rigtige mennesker. Pludselig forstod vi, at denne lille sky Cleo ikke var sky pga. sin udflugt på havnen gennem de mange måneder. Det stammer fra tidligere i hendes liv, før hun havnede hos de rigtige mennesker. Og når hun går med kløerne ude, så det lyder som en dame i høje hæle, er det ikke fordi der er noget galt med hendes poter. Sådan er hun bare – hun er min lille Cleo Clicker Clacker. Og min lille Askepot er åbenbart også født under en heldig stjerne. For ikke alene har hun overlevet denne springtur. Også tidligere er hun blevet hentet af P. efter hun har været stukket af fra båden. Og i Berlin drog hun en sommer på opdagelse i otte uger. Cleo min Cleo – the free spirit! Men hver gang har hun fundet hjem. Hvis ikke det er et mirakel ...!


Men stadig bekymrer man sig. Man aner ikke, hvem disse mennesker, Cleos forældre, virkelig er. Og de aner ikke hvem vi er. Men som mailene tikker ind i inboxen, går det op for én, at her er nogle mennesker, som bare er fantastiske … det lyder måske sentimentalt og som ord taget ud af en dårlig dyreværnskampagne. Men så må det være sådan. Også da P. kom, faldt brikkerne på plads. Dette menneske med strålende øjne og fantastisk smil vandrer ind i stuen og udbryder med tydelig kærlighed og lettelse ”Cleo!”, og man kan høre både den tavse bebrejdelse ’din lille vandrer, altså!’ og lettelsen ’tænk, du er i live og er vel!’. Og man ved bare, han er ovenud lykkelig for at kunne bringe denne lille pelsklump hjem – så må de mennesker jo være gode!
          P. kan desuden åbne endnu en låge til Cleos historie ved at fortælle, hun havde tilbragt uger under sengen, mens han og Cleos forældre sejlede rundt på de danske have. Den dag han pakkede sine ting og gik fra borde, hoppede hun op på dækket, og kiggede triumferende på ham. Som i: Denne gang vandt jeg kampen, makker! Jep, hun er en dame med sine egne meninger og holdninger. Og selvom hun kender P. og har boet sammen med ham, vil hun vist helst have sine forældre for sig selv. Ligesom hun ikke har kunnet lide, hvis vi fik gæster. Eller hvis HG kom for tæt på - hun var moars kat ... hun kunne godt huske, det var mig, der havde haft mad med til hende og hev hende med herhjem til den varme sofa. Og at HG ikke havde været uden forbeholdt. Så det er intet under, Cleo og jeg endte da også med at være meget glade for hinanden. Hun mindede mig om min dejlige, elskede Vips - samtidig med at hun havde sine helt egne og specielle karaktertræk. Sjovt, som dyr er forskellige ... Og at nogle mennesker ikke kan se det ... Én kat er 'sgu sin egen' og vender røven til med høj haleføring, hvis man forsøger at snakke med dem. Andre kaster sig ubetinget i favnen på én og forlanger kærlighed.
          De nætter, hvor jeg ikke kunne sove pga. smerter gik jeg ind til hende i stuen med min dyne. Om natten lukkede vi dørene, så hun kunne være i fred og sove, uden at tænke på, om der sprang en legelysten killing på hende - eller en drillesyg hankat. Så lå vi dér med dyne og grønt the (og Whiskas godbidder) og så tv, Cleo og jeg. Og når jeg endelig faldt i søvn, lagde hun sig ovenpå mig og 'vågede' ligesom Vips gjorde, når jeg var syg eller havde ondt. Og det første jeg så, når jeg slog øjnene op, var en morgenfrisk Cleo, der spandt og hyggesnakkede, fordi det var tid til morgenmad.

Cleo studerer frokost fra menukortet
Så det var lidt hårdt, da P. skrev, at nu tog han toget fra København. Planen var, han skulle være her ved middagstid, hjem med færge igen om eftermiddagen, overnatte i Sverige og så videre til Tyskland dagen efter. 

Måske er jeg bare sentimental for tiden. Måske har jeg bare set (og reddet!) for mange eksempler på, hvordan mange mennesker behandler deres dyr. Men det rørte mig sgu, at en ung mand drager hele den lange tur fra København, via Sverige, til Bornholm, for at hente sine venners kat hjem til Tyskland. Hvor mange ville gøre det for en kat? Eller for sine venner for den sags skyld? Og hvor mange ejere ville ikke have opgivet hende og ladet hende blive her i Danmark? For selvom vi tilbød, hun kunne blive, skulle hun hjem. Det lyder sært, at man kan blive lettet over det, for inderst inde, ville jeg jo helst have beholdt min Clicker Clacker, men at de stadig vil have hende hjem, betaler hendes (ikke helt ubetydelige) dyrlægeregning og med dages mellemrum skriver opdateringer til os om, hvordan hun har det og hvordan hun går i spænd med deres nye kat – hvor mange ville give sig tid til det?
Jeg husker ikke, om det var P. eller Cleos far, der på et tidspunkt sagde at ”Cleo forstår at bringe mennesker sammen” – men uanset hvem af dem det var, havde han ret. Cleo bringer ikke bare eventyret med sig. Hun er det!"

Se nyhedsindlægget om Cleo her 


1 kommentar:

  1. Hvor er det dog en rørende og gribende beretning om Cleo. Jeg venter spændt på at høre, hvordan det videre gik, og hvordan Cleo kom hjem til dig igen :-)

    Cleo minder af udseende meget om min elskede kat, Balder, jeg var så heldig at bo sammen med i 10 år. Han døde desværre midt i januar - en naturlig død, og hvor jeg dog stadig savner det lille væsen. Det er utroligt så meget, en kat kan komme til at betyde for en - de bliver jo et kært og elsket familiemedlem :-)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...