fredag den 31. august 2012

Efterår

Om en lille time er det helt officielt ... efterår og sådan. Ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Elsker normalt efteråret, når naturen smider sin kåbe og står blottet og klar til at iklæde sig vinterens tykke snedyne. Elsker raslen af blade under fodsålerne. De røde, violete, purpurfarvede nuancer. Kastanjesamling. Æbleplukning. Året første frost. Dagene der bliver mørkere udenfor vinduerne; og stearinlysene, der gør stuen varmere og blødere. Jeg er efterårsbarn. Måske er det derfor, efteråret altid har stået mit hjerte nær?


Men i år har jeg ikke fået nok. Jeg er ikke færdig med sommeren; jeg er ikke klar til vinterhi! I dag havde jeg for første gang tørklæde og læderjakke på. Folk gik rundt i gaderne, stangforvirrede, lige så tummelumske som vejret. Nogle var i shorts. Andre i frakker. Nogle i vinterstøvler, nogle i sandaler. Ikke engang vejret kan beslutte sig for, hvad de vil. Torden og tung, vammel luft det ene øjeblik - skybrud og skarp kulde det næste. 

Jeg forsøger at indstille mig. På varmetæpper og stearinlys. Sofahygge og varm kakao. Sipzap med vinterpels, så hun ligner en løve, der er blevet tørretumblet. Betontunge bøger og dynehygge. Fede romaner, der sluges under de uldne tæpper. Hjemmestrikkede sokker, varme supper ... vinter.


I dag har været en dag, der har vendt helt på hovedet. Klokken var over fem i morges, før jeg faldt i søvn. Skrigeren (læs: Samsara) skulle partout baldre op hele natten, mens hun stirrede ud i intetheden med fjernt blik. Hvor blev min uskyldsrene killing af? Daffede til sidst ind på sofaen til Cleo. Hun forlod gyngestolen og puttede sig frydefuldt ind til mig. Hun spandt og til sidst døsede jeg væk til den herligste lyd ever - tilfreds kat. Klokken elleve larmede vækkeuret. Op og i gang. Mine forældre hjalp til med at få bund i skidt og rod. Nu er her helt hæderligt til min fødselsdag. Så ud og handle til gildet. Måtte først til Allinge, så til Rønne. Og så hjem til Rø, der ligger midt imellem. Klokken var over syv, før vi var hjemme og havde fået pakket ud. 

Jeg arbejder stadig på at få 'Cleo'-fanen færdig. Og på en salgsblog. Samtidig med at jeg jonglerer med en masse andre spændende planer - jeg håber, I holder ved. Hvis bare planerne bliver halvt så gode som håbet er, bliver det fantastisk.

Nu er jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Mit ansigt ligner noget, der er punkteret, min krop føles som en oldings. Nu vil jeg læse og sove, sove, sove. Og når jeg vågner, er det efterår.

Med varmetæpper, tørklæde og trætte øjne bag fede briller.

torsdag den 30. august 2012

Når Alfons Åberg og Spøgejørgen bliver gift

Jeg har lige haft taget et par computerfri dage. Og hold da kæft, hvor kan der nå at ske meget på to dage! Overfyldt mail; Facebookliste, der går amok; interne beskeder på Fyldepennen, der skal besvares ... gid det var sådan i det virkelige liv. Der kan gå fire dage uden jeg tømmer postkassen, og når jeg så endelig får taget mig sammen, er der ikke andet end en edderkop, der virker fornærmet over at se dagslys.

Er træt i dag. Træt som et ondt år. Vi har haft nogle dage med sindssyge-vejr. Måtte tage ekstra medicin. Fik tre Stesolid den ene dag, for at holde muskelkramper i ave. ZzzZzzZzz ...! Væmmeligt stof at rende rundt med i kroppen. Men trods alt bedre end kramper.

Har forsøgt at få styr på hjemmekaos. Er endelig færdig med rodebutikken i soveværelset. Mangler nu bare de billeder, jeg har skullet have hængt op i hundrede år. Det er snart et år siden, jeg rammede dem ind og stillede dem klar. MÅ se at få det gjort.

Vågnede ved et styks Samsara, der gik amok. Har aldrig hørt en kat gale sådan! Så kunne den lille lakridspastil åbenbart alligevel godt komme i løbetid. Mand, hvor jeg glæder mig til, det er ovre! Et styks heksehyl, tjek! Nå, nu kan vi da endelig få bestilt sterilisation og øremærkning til the late bloomer. Dyrlægen anbefalede, vi ventede med neutralisering til hun havde været i den første løbetid. Hun er jo ret nervøst anlagt, og han sagde, det ville styrke hende, hvis hun blev voksen og får mere selvtillid, før man steriliserer hende. Havde glemt, hvor slemt det kan være. Alle de andre er blevet steriliseret før de fik den første løbetid. Da vi fik Vips, var hun ca. ni mdr., så hun nåede at komme i løbetid, før vi fik hende neutraliseret. Det virker helt som den omvendte verden ... så står min lille killing (hun er stadig bare tiny i forhold til Myrle, der kun er få mdr. ældre) dér og skriger liderligt ... med en lille, lys killingestemme. 

Kunne godt mærke i morges, jeg ikke magtede det helt store i dag. Blev vækket alt for tidligt af skrigeren, men kunne ikke falde i søvn igen. Fik lokket HG til at lave mig morgenmad. Og så var det, det gik op for mig, at jeg har giftet mig med Spørgejørgen!

HG: "Hvad vil du have?"
Mig: "Havregrød."
HG: "Hvordan skal den være?"
Mig: "Bare som den plejer, skat."
HG: "Hvordan er det?"
Mig: "En deciliter havregryn, to deciliter skummetmælk, en deciliter vand, lidt salt, en teske vanillesukker, en håndfuld rosiner og en håndfuld hasselnødder."
HG: "Sådan var den ikke sidst." (Jahrmen, hvorfor SPØRGER du så?).
Mig (nu knap så overbærende): "Nå, men sådan skal den være nu."

HG går ud i køkkenet. To sekunder senere står han i døren igen.

HG: "Lugter denne her frisk?" Rækker mig skummetmælken.
Mig: "Ej, men, HG, denne her er jo to dage for gammel. Og der er næsten intet i. Åben dog en ny!"

Lidt senere ude fra køkkenet:

HG: "Hvor er havregrynene?"
Mig (nu lettere vrissende): "Hvor de plejer at være!"
HG: "Hvor er det?"
Mig (nu MEGET surt): "I glasbeholderen for ... da osse!"
HG: "Hvilken hylde?"
Mig: "KIG!!!"
HG: "Hvor er hasselnødderne?"
Mig (nu på grådens rand): "Hvor de plejer ..."
HG: "Nej, dåsen er tom!"
Mig: "Nåh ja ... du sagde, de så 'suspekte ud'. Så du smed dem ud og købte nye."
HG: "Hvor er de?"
Mig (nu emmende af raseri): "Hvor skulle jeg vide det fra?! Jeg var ikke med på dét indkøb."
HG: "Hvad skal jeg røre med?"
Mig: "Det må du da selv om!"
HG: "Hvad er bedst?"
Mig (er nødt til at svare, ellers får dette aldrig ende): "Et piskeris." (Krydser fingrer for, det er rent!).
HG: "Vil du have en skål eller en tallerken?"
Mig (nu på nippet til at skære mine egne håndled over). "Skål!" (Gid jeg havde et glas i hånden, mens jeg sagde det!).
HG: "Hvilken ske?"
Mig: *Lidende lyd*
HG: *Står i døren med såret udtryk* "Jeg vil jo bare gøre det så godt."

Mig: Ligger på sengen med pil gennem hjertet. Manden har jo ret. Og måske er jeg gift med Spørgejørgen. Til gengæld har han ægtet Alfons Åberg. "Jeg skal lige ...!" er mit motto. 


Det ironiske i denne historie er, at jeg lige havde siddet og læst højt fra '1001 tårs tøsetanker', hvor Space er på ferie med sin familie. HG morede sig særligt over Spaces spørgelystne morfar (der minder en del om HGs hedengange). I flere dage gik vi konstant og sagde indforstået til hinanden: "Hvor er din bror?"

Må nu begynde at sige: "Men hvilken ske? Hvilken skål? Hvad er bedst?". 

Argh, nej altså ... Nu begynder det liderlige lille krapyl sgu forfra på sit skråleri. What a day! Myrle i samtlige potteplanter (sorte poter overalt), Cleo, der - af ukendte årsager - beslutter sig for at pisse på gulvet, Heksehylet fra Stripperkongens piger, der ikke kan hyle færdig og Spørgejørgen i gentagelsesmode. 

Overvejer om jeg skal gå i seng med verdens største ørepropper og tage Sipzappen - min eneste trofaste støtte - med. Eller om jeg skal dyrke højlydt sex med HG ligesom Samsara skal til at falde i søvn og imens konstant spørge: "Kommer du? Kommer du? Kommer du?" 

Eller om jeg bare skal pakke min negativitet væk og være glad for, de allesammen er i mit liv ... fordi jeg trods alt ikke kunne leve uden dem. :)



mandag den 27. august 2012

Hulubuluuu, Marlene, hvor er du henne?

Vil bare lige lave et hurtigt opråb: En præmie søger sin ejermand. Har stadig en giveaway liggende, der venter på at blive sendt ud.

Marlene Høj blev den heldige vinder. Men jeg har hverken mail eller andre kontaktoplysning på dig, Marlene.

Hvis én af jer kender Marlene, må I meget gerne prikke hende på skulderen. :)


Om at have VIP-status

Jeg er en dårlig blogger for tiden. Ikke at jeg ikke får opdateret sådan rimelig jævnligt, men jeg får ikke rigtig læst andres. Får ikke fulgt op på egne indlæg. Mig, som altid har så god tid til alle mulige (og umulige) overspringshandlinger i hverdagen, oplever pludselig det dér med ikke at have timer nok i døgnet.

Skulle egentlig have haft en stilledag. Stilledage er dage, hvor alting foregår i roligt tempo. Hvor der er tid til TV, til at læse blog, til at læse bøger, til at snakke i telefon, at stene på Facebook, at rydde op og slappe af.

Eksempler på stilledage
Den startede allerede klokken halv fire i morges, hvor Sipzappen kom ind for at meddele os, at hun var svært utilfreds ... på den humpende måde. Måtte have hende op, gnide søvn ud af øjnene, løfte op i den milliard hudflapper, der forsøgte at begrave mine natteblinde øjne og studere poten. Intet synligt. Men hun var altså bare heller ikke lade mig undersøge da! Det eneste jeg kunne finde, var en præstelus. Blev enig med HG om at gå i seng og vente til i dag og se, hvordan det så ud - måske hun bare havde stødt den og alt ville være fint?

Vågnede så først klokken 13:30. HG kunne meddele, at Zappepoten ikke var bedre ... faktisk lidt værre. Undersøgte hende - på den vrangvillige måde. Mens HG kom igennem til dyrlægen og fik akuttid. Ind med Zap i kasse. Ud af garage med Ewald. Ned med makeup og tøjstykker i tasken, og af sted. Mens HG kørte, forsøgte jeg at male ansigt på og få styr på tøjet, samtidig med jeg spiste (eller drak (Nupo igen!)) morgenmad.

Vel ankommen hos dyrlægen blev vi modtaget med åbne arme må man sige. Jeg gik syngende ind i klinikken på Kurt Thorsen-måden: "Så har I os tilbage!" (Jeg har aldrig påstået at være normal!). Et par klienter kiggede mærkeligt, én kom hen og beundrende den handicappede, men stadigt lige kønne Zappepige. Sekretær grinede og spurgte, om det var den afhøvlede Sipzap, der ankom. Jep, et styks poteplaget dyr til tjeneste. En af dyrlægerne, Pia, kom valsende forbi. Fortalte, hun ville lade os komme ind hos Carsten, der gerne lige ville tale med os. Fik knus og kys. Har åbenbart totalt VIP-status hos dyrlægen. Lige før de rullede den røde løber ud. c",) Så ved man da, man behandler sine dyr godt. 

Zappen og mandagsrod
Carsten kom grinende ud. "I kunne ikke undvære os?" Spurgte til Samsara og penicillinen - og det går jo fint. Han nåede også at spotte min plasterfinger, grine og spørge om jeg nu var stivkrampevaccineret? (Jo tak - det fik Myrledyret i dén grad sikret sig, jeg blev!). 

Heldigvis intet galt med poten. Vi var bange for, der kunne sidde en brod fra en bi, at den kunne være brækket eller andet. Ingen grund til panik - endnu et af mine neurotiske tilfælde. Må lære at slå håndbremsen til! Hun fik et skud forebyggende penicillin (skulle have spurgt, om jeg også kunne have fået ét! c",)) og smertestillende. Vel hjemme igen blev poten grundigt vasket og studeret, som var den et fremmedlegeme, hun ikke ville kendes ved. Hun støtter dog på den igen efter at have fået smertestillende.

En vred patient - bemærk killer-blikket!
På vej til dyrlægen bemærkede HG: "Så er det ved at være efterår." Neeeeeeiiiiiiiij! Mere sommer. Mere sommer! Ignorerede bladene, der raslede rundt om mine fødder. Vel hjemme trodsede jeg ham og lagde mig ud på vores nyerhvervede 'efterårsudsalgs'-solsengs-vidunder. Indenfor lå Cleo lige så lang (eller kort) hun var og nød en enlig solstråle i karnappen. Ved siden af mig lå Lilleræv (Phoeba). Fodvorten (Frik) røg hurtigt ind pga. usømmelig opførsel (gøen og mooning ud mod gadeareal). 


Er egentlig lidt stolt af mig selv og hvad jeg har formået at nå i dag - med HGs hjælp. Når man starter så sent at den halve dag allerede er gået, og først kommer hjem fra dyrlæge ved halvfiretiden, synes man, det er begrænset, hvad der er tilbage. Har dog fået rettet op på et par hængepartier.

Har fået ryddet op i alle mine smykker - øreringe og ringe lå spredt for alle vinde. Fik sat nye clips på dem, der lå til reparation og taget smykker fra, jeg ikke bruger længere. (Overvejer at oprette salgsblog. Har SÅ meget fedt tøj i str. x-small og small, 34 og 36, som jeg aldrig kommer i igen). 

Fik også ryddet op i en del af mit bogrod, sat vask og opvask over. Taget noget af den opvask, der ikke var plads til i maskinen i hånden og lagt rent sengetøj på (HG stod for to tredjedele af arbejdet). Elsker 'rent-sengetøj's-dage; ingen pels, duften af skyllemiddel og frisk luft. Luksus!

Nu vil jeg slange mig i det rene sengetøj, knuseelske Zappen, der ligger her og er rask og intet alvorligt fejler, læse i den bog, jeg lige er påbegyndt og fortrænge alle tanker om, at sommeren er ved at gå på hæld.

Måske dør sommeren, men masser af andre ting får liv: På torsdag starter mit lille arveforskud, Ludde (mine forældres vaps) til hundetræning (skal ud og se med!). I oktober starter de nye foredrag på folkeuniversitetet (min nye skoletaske er kommet og den er så fiiiiin!) og ældste lillebror kommer snart hjem på efterårsbesøg for at gense øen i de røde og purpuragtige farver og hjælpe momoen med at få klippet hæk. Og 'Vild med dans' er snart tilbage, yay! :)

Livet er skønt!

Beviser for, det stadig er sommer: Høsten er kun knap overstået. Der er stadig vandmeloner. Min 'triplet' solsikker står noget så fint. Offerhøj er smukkere end nogensinde. Der går stadig kvæg på markerne. Nogle steder er der stadig en enkelt valmue eller to.

søndag den 26. august 2012

Groft overfald!

Arhmen altså, man kan da snart heller ikke gå i fred på gaden længere! Hvad ligner det? Havde ellers haft meget fredelig søndag hos momoen (mormor) med mine forældre. Spilleklub, hygge og afslapning. Skulle på vej hjem lige indenom Brugsen, så vi kan starte mandagen uden panik, fordi køleskabet er tomt.

Og hvad sker der så? Man bliver overfaldet på det gro-ve-ste af et Malacotilbud! Har ellers været så flink mht. min slankekur. Tre uger næsten uden 'uheld'. Og pludselig sidder man så der, som en udhungret KZ-lejrfange og gnasker lakridsstænger så hurtigt at kæberne er ved at gå af led. Fik øje på mig selv i sidespejlet på vej hjem. Fik et chok! Lignede én, der stillede op i konkurrence for majskolbespisning (bortset fra at kolben var skiftet ud med lakridsstang) - med psykotisk udtryk i øjnene og det hele. 'Rata-rata-rata-DING! Rata-rata-rata-DING!'.

... Men fik min velfortjente straf: Den ledeste kvalme og luft i maven! 



lørdag den 25. august 2012

Der skete det, der ikke måtte ske ...! - En neurotikers bekendelser.

Har haft verdens værste døgn - i går that is. Startede allerede kort efter midnat, hvor der pludselig lød et skræmmende skrig udenfor stuevinduet. Lød nærmest som Myrledyret. Fór op af sofaen og løb ud, hvor et lille styks Supaya sad med store runde øjne og diverse buskads i den hvide pels. What the fuck?!? Hvordan fanden i helvede er hun smuttet ud?! Og det endnu større spørgsmål: Hvorfor gik hun ikke ind ad kattelemmen? Nu har vi i et halvt år øvet med hende; haft hende ude i snor i haven og på terrassen, så hun kender området, i tilfælde af, at ovennævnte skulle ske. Og derefter smække hende ind ad kattelemmen, så hun ved, hvad den er til. Sluttet af med godbid, så hun forbinder kattelem med noget positivt. Og hun har da også forstået princippet: I hvert fald skraber hun på lemmen og skriger, når Sipzap er ude (kattelemmen står låst, så man kun kan komme ind og ikke ud).

Hun må være smuttet, mens jeg havde vinduet i stuen åbent. Sad ellers, så jeg ikke kunne undgå at bemærke, hvis nogen skulle hoppe op. Har jeg sovet? Er jeg gået ud for at tisse og har glemt det? Er jeg blevet dement?

Hun må have været ude mindst seks timer! Syntes godt nok, her var så stille ... På et tidspunkt i løbet af aftenen lød der et sært brag fra taget. Som om en kæmperotte var faldet ned fra himlen. Har siden da haft diverse fantasier om Myrledyret som rotten (mors lille Ratatouille!), der er drattet ned fra et træ og ramt taget. Eller er kravlet derop i forsøget på at kure ned til vinduet og komme ind samme vej, som hun kom ud.

Har den sorteste samvittighed! Og føler mig som ravnemor. Kunne ikke sove pga. bebrejdende tanker. Havde endnu ikke lukket et øje klokken fire. Skulle op halv otte, ringe til læge for svar på urinprøve, til dyrlæge og bestille penicillin til Samsara med bronkitis og videre til Rønne, hvor der var havevareudsalg. Først på sommeren kiggede vi på en dobbelt solvogn, da vores gamle plastikvrag knækkede under snemængden i vinters (der var ikke lige plads til at få dem på loftet, så et styks evnesvag her tænkte, at de nok ikke tog skade af en vinter ... bumbum! Remember last year, mrs. Line?). Endte med at stille vækkeuret to timer frem og håbede, jeg ville være frisk nok.

Vågnede klokken halv ti, så træt at jeg var skeløje og ikke kunne huske mit eget navn. Måtte nærmest sætte tændstikker fast for at holde øjenlåg oppe. Fik ringet til lægen. Givtig samtale! (Sagt på den stærkt sarkastiske måde). "Sig mig, Line, får du penicillin?" Øh nej - hvorfor skulle jeg så aflevere en prøve? Duh! Hun lød i høj grad som én, der mistænkte mig for at opbevare apotek i lommerne. Hvorfor bliver jeg altid spurgt om det, når jeg er i kontakt med lægen? Bare fordi ens far er pensioneret apoteker ... tror de, han stadig har adgang til apotekets lager efter pension? Lagernøgle i stedet for gyldent håndtryk? Følte mig lusket ... som én der bliver taget i spritkørsel og prøver at bortforklare brandert ved at jeg 'bare' er lidt bagstiv. Føler mig altid skyldig, når folk spørger mig om noget - også selvom jeg intet har gjort. Får lyst til at bryde sammen og tilstå: "Ja, hr. politibetjent. Jeg spiste et stykke fyldt chokolade ... for tre år siden! Og jeg drømmer nogle gange våde drømme". Kunne slet ikke koncentrere mig om resten hun sagde. Også fordi jeg sad og spekulerede på, hvorfor de tror det? Lugter min urin specielt anderledes end andres? Og er det farligt? Fejler jeg i virkeligheden noget vildt eksotisk, de ikke kan finde ud af? (Har jeg nævnt, jeg er lettere neurotisk?). Fik dog fat i, at der var vækst i prøven, men 'ikke så meget.' Og at mit immunforsvar burde kunne slå det ned. Aaaaaaaghediaaaaargh! Hvor mange gange har vi ikke haft den diskussion?! Jeg HAR intet immunforsvar! Ville ønske, jeg virkelig havde lagernøgle. Så ville jeg aldrig mere gå til lægen. Har lige siden følt, jeg pissede glasskår. Ved nu ikke, om det er bakterier, der er boltrer sig lystigt i mit indre, eller neurotiske hjerne i selvsving. Jeg fik engang at vide af en psykolog, at det med at være neurotisk og lettere paranoid egentlig tydede på stort ego: At man tror, man er så interessant, at alle gider tale om én bag ens ryg. Det er muligt, damen havde ret. Der er vel en grund til, at en af de etiketter, der har flest indslag er 'mig'. Men jeg forestillede mig nu alligevel alle lægehusets sekretærer sidde og vælte sig lystigt i min sygdomshistorie over frokosten.

Ej, er simpelthen nødt til at lade denne hænge som en amerikansk cliffhanger og fortsætte senere. MÅ i seng igen og have søvn. Ser dobbelt og føler mig som badedyr, hvor luften er sivet ud. Kan. Ikke. Holde. Øjne. Åbne.

Udbryderkongen!

Vinderen er ...

Så er dagen kommet. Vinderen skal findes.

Udtrækningshatten med deltagernes navne med præmierne som nabo. Det er min egen bog, der ligger under lakridserne, derfor det lidt slidte look (det er bare et forsøg på at kreere et bedre billede). c",) De rigtige bøger ligger hjemme hos Charlotte og venter på at blive signeret.

Fra mit hoved ...

... til udtrækningsudstyr.


Kigger HG i den skønne hasselnøddefarvede øjne og plopper pølsefingrene i hatten (beklager mine lidet charmerende, afskallede negle; har haft helvedesdøgn - but that's another story - og MAGTEDE ikke lige at gøre noget ud af mig selv!).



Og vinderen blev: Marlene Høj. Tillykke med det. :) HG overværede, at det hele gik retfærdigt til (hans retfærdighedssans er meget udtalt. Gik - på eget initiativ - i gang med at tjekke, at alle navne var i hatten og at intet blev overladt til tilfældighederne. :)).

Marie, tillykke endnu engang, og hvis du vil være sød at kontakte mig, så jeg kan få din adresse og sende dig præmierne, da jeg ikke har din mail.

Tak til alle jer, der gad lege med og til Charlotte for at ville sponsorere sine skønne bøger. Det har været en fornøjelse. :)


torsdag den 23. august 2012

Hvad er nu det for noget?!

Puha, for en dag. Er helt rundtosset ... og det på trods af, jeg stadig sidder her i nattøj som en dementpatient, der er glemt af plejepersonalet. Nogle gange går mine 'Jeg skal liiige'-projekter altså lidt for meget amok. Kald mig bare Alfons Åberg!

Sad til klokken fire i morges og læste blog, før jeg fik rubbet mig i seng. Men kender I ikke det, at man falder over en ny blog, der er heeeelt vildt go' og så vil man bare lige læse lidt tilbage, og pludselig har man læst, hvad der svarer til en hel roman.


Nå, men vil gerne lige selv komme med en kort forklaring her, hvis du synes, noget virker galt. Den skarpe har måske bemærket, at der er kommet en ny fane, der hedder 'Cleo-the-cat'. Den er stadig under opførelse. Planen er at samle Cleo-materialet, så folk, der ikke gider læse om dyr (okay, de ville måske så ikke være på min blog c",)), samt folk, der ikke interesserer sig for resten af min blog, men kun Cleo, kan gå ind og læse dét, eller springe over, hvis de ønsker det. Sådan en slags fanside. Med tiden vil der komme fuld bio, artiklerne og videoen fra TV2 om hende. Derefter vil jeg bestræbe mig på jævnligt at opdatere med billeder og nyheder. Det er dog et noget omfattende arbejde, så der går nok lidt tid, før den er helt færdig.

Ellers har den faktisk også stået på blog siden klokken 13. Planen var at starte med et bad, få strøget lidt tøj, og tage mig af bloggen. Jeg er så aldrig noget længere end til bloggen - ɯoʞ lıʇ ʇɐ ǝpuǝʌ ǝuɹǝuɐld ʇpıl åd ʇǝpǝʌoɥ. Jeg er i gang med et indslag, som er planen skal på d. 1., når efteråret officielt er skudt i gang. Det er dog også et af de lidt mere omfattende projekter ...

Nu er jeg totalt smadret, selvom jeg kun har siddet på min flade hele dagen. Er stadig ikke rask, men føler dog, der er bedring. HG har afleveret kontrolprøve hos lægen for mig. Krydser fingre for at dette sygdomsvanvid snart er ovre.  


Sofaen over and out ... badet kalder!

Nr. 5/5 - om bæ-bæver og blege baller

For nogen tid siden, blev jeg tagget af Rikke fra Believe in Butterflies i bloglegen "Nr. fem og nr. fem".

Reglerne var:

- Find din mappe med billeder på computeren
- Vælg mappe nr. fem
- Find billede nr. fem
- Smid den på din blog med en beskrivelse
- Tag fem andre bloggere 

Jeg må indrømme, jeg fik lidt sommerfugle i maven. For mine billedmapper er ét stort rod! Lidt ala min taske (og mit liv). Nogle mapper har ligesom 'delt' sig, så de samme billeder ligger i flere mapper - nogle kun med ét billede i hver. Mapper med billeder til bloggen, sjove billeder fra nettet og private billeder er rodet sammen. Slørede billeder, der bare skulle slettes ligger der stadig, og ikke mindst har jeg mange pinlige - som i RIGTIG pinlige - billeder liggende. F.eks. har HG og hans bror en eller anden mani med at tage billeder af f.eks. ... æh, ja toiletbesøg! Jeg beder altid HG om at slette de billeder. Hvis min mormor klager over skinnebenssår, sorte baller eller andet, stiller han også altid op som fotograf. Hvis han skal undersøge noget på sin krop ("Tænk, hvis det var en flåt!") og han ikke lige har adgang til området, kommer kamera og zoom også frem. Med tiden har jeg næsten udviklet en fobi for det kamera! Engang mine forældre købte en pakke minifrikadeller i Netto til deres hund (de passede perfekt til at putte hendes piller i) var der en LORT i pakken. Den blev også lige knipset! (Senere viste det sig, at det heldigvis ikke var en lort - selvom den havde formen (rigtig kringleformet med fin top og det hele) og lugten til det. Det var åbenbart noget kødmasse, der havde samlet sig i en maskindel, var rådnet og kommet med i pakken (tør jeg sige, en lort havde været bedre?). Aldrig har familien haft større forståelse for, at jeg har valgt vegetarlivet. Min mor var i flere uger ude af sig selv. Hun har det med altid at komme hjem med de indkøb, der er noget i vejen med. Mangen gang - også i min barndom - har hun måtte i Netto, Kvickly eller SuperBrugsen og klage over varer. Engang vi skulle have gæster, blev der smidt en særlig fin - og dyr - steg i ovnen. Midt i processen med madlavning kom teenager mig ud i køkkenet og spurgte, om ikke kattebakken trængte til at blive tømt? Min mor stak hovedet ud i bryggerset - den var da helt ren! "Jamen, her lugter da af lort!" Udbrød jeg. Min mors næsebor gav sig til at vibrere. "Tænk ... jeg synes pludselig, du har ret!" Alle husets beboer blev beordret til at tjekke fodtøj for eventuelle gevinster under sålen. Mindstemandens ble blev tjekket. Husets dyr blev tjekke i bagsmækken. Intet var at finde ... før min mor åbnede ovnlåget for at tjekke stegen og den værste stank bredte sig! Fordærvet steg. Jeg husker ikke, hvad nødløsningen blev. Men jeg husker dagen efter, hvor vi var i Netto. Min mor kan være en ret så bestemt dame, der ikke finder sig i noget. Og så har hun verdens lyseste stemme, som er en fryd at lave parodi på (jaja, jeg har også arvet den dér tegneserieklang). Mit talent for at opsnuse spænding har aldrig fejlet noget. Når noget er ved at gå i svang, er jeg der med det vuns. Så jeg var med i Netto og stod frydefuldt bag min mors ryg, mens hun med sin tegneseriestemme fortalte uddeleren: "Og jeg kan godt fortælle dig, der lugtede af æggefims i HELE huset!" Min bror og jeg stod bag hendes ryg og var ved at dø af grin. "Nej, føj da!" udbrød manden (hvad skal man ellers sige?) og derefter: "Vil du have en ny?" Min mor: "Nej, det KAN jeg godt fortælle dig, det har jeg SANDLIG ikke lyst til!" Selv nu - over 16 år senere, kan jeg ikke skrive om episoden uden at hoppe af grin foran tastaturet. Min mor står for mange mindeværdige citater hjemme hos os. Hendes store, dådyrøjne, den lyse stemme, det hidsige temperament og så alle disse guldkorn ... livet ville være SÅ kedeligt uden min mor!
     Det sker også at HG bliver sat til at knipse billeder af min skæve ryg, min fede røv, (så jeg kan finde ud af, hvilke stillinger jeg skal undgå flashe den i) og meget, meget andet charmerende. Sidste år, skulle vi aflevere en kopi af de billeder, HG havde taget til min svoger og svigerindes bryllup. En dag vi alligevel var i byen, og HG havde kameraet med, kørte vi inden om. Og nu sker det pinlige ... Billederne lå i samme mappe som nogle af mine fedmebilleder! Spørg mig lige, om jeg kunne have gravet mig ned! Fniste ukontrollabelt og hikstede nervøst op om, at det da var godt, min mormors baller og skinnebenssår ikke var med. Bare sådan lige for at kaste søgelyset over på en anden. Svoger er dog ikke sart. Han kunne tilmed fortælle underholdende historie om engang, hvor han ikke lige havde fået tømt kameraet for lokumsbilleder. Min svigerinde skulle så uploade billeder, og pludselig lyder det: "Ad for helvede ... hvad fanden er nu det for noget?!" Kan lige se hende for mig. Min svigerinde med sin fine, lyse stemme, det yndige ansigt, men også rappe kæft. Ville SÅ godt have været en flue på væggen. Ingen kan sige ting så underholdende som hende. 
     Nå, men i hvert fald frygtede jeg lidt at det var sådan et billede, der var fem af fem. Jeg må dog også indrømme, at jeg har snydt lidt. For i min mappe nr. fem, var der kun to billeder! Så jeg tog mit Picasaalbum nr. fem af fem, og det er dette:


Det er taget af HG på en af hans mange vandreture med kameraet. Her kom han forbi en valmuemark. Jeg kan jo ikke se valmuer på marken, fordi jeg er farveblind. Så det røde forsvinder for mig, når det drukner i alt det grønne fra marken. Men her faldt HG altså over marken en tåget dag, hvor det røde rigtig slog igennem (hvilket man jo så ikke ser lige ser her). Jeg kan godt lide detaljerne med edderkoppen, det fine spind, den røde valmue, man fornemmer nerderst i billede og tågen bagved det hele. Der er en sarthed over billede, jeg rigtig godt kan lide.

Ja, det var måske ikke verdens mest ophidsende indlæg. Og som sædvanlig har jeg svært ved at fatte mig i korthed. :)

Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal tagge. Så jeg vil egentlig lade udfordringen være åben, for dem, der kunne tænke sig at lege med.  

onsdag den 22. august 2012

'Du forsvinder' ... og det gjorde gårdagen også

Så så man lige mig vågne op og have misset en hel dag. Pludselig var det onsdag ... hvor fanden blev tirsdagen af?!

Det dér legen Speedy Gonzales har åbentbart hævnet sig. Jeg troede jeg kunne snige lidt hyperaktivitet ind i hverdagen. Men straks lå jeg vandret med stængerne i vejret og genopblusset blære- og bihulebetændelse. Jamen altså!

Kan stort set ikke huske noget af tirsdagen. Vågnede (ifølge min kalender) klokken 06.25 og fik medicin. Og igen 17:35 (for stort spring! Må max. gå otte timer!). Og 00:35. Husker svagt noget om, at jeg havde febergennemsvedt hele dynen, så vinduerne i rummet duggede og HG måtte hjælpe mig i tørt tøj og tvinge ekstra væske ned i halsen på mig. Ellers husker jeg kun diverse forstyrrede drømme.


Havde en ret intens drøm, hvor jeg var hos en ny læge. Hun så ret så nervøs ud (hey, det er mit job!) og kiggede på mine fødder. "Jeg kan se, din venstre fod har tendens til at vende ud af," sagde hun (det er altså kun i drømme, den gør det!). Det havde jeg nu ikke selv bemærket. Pludselig begyndte hun at snakke om en ny neurologisk sygdom, der hed GERD (sygdommen er sådan set rigtig nok, og jeg har den også, men i virkeligheden, er det problemer med mavesyre. Det har sikkert været vævet ind i min drøm, fordi penicillin generer maven, så mavesyren går helt amok og symptomerne flammer op). I hjørnet af lægens værelse sad min mor og så nervøs ud. I drømmen undrer jeg mig over, hvad hun laver dér? Men åbenbart er jeg - i drømmen - ung teenager og ikke den 26årige ... Okay, 30årige! ... jeg i virkeligheden er. Det viser sig så, at GERD (i min drøm that is!) er en neurologisk sygdom, der rammer hele kroppen og giver en spastiske lammelser. Fødder og hænder vil langsomt komme ud af min kontrol, jeg vil begynde at skele på øjnene og langsomt vil jeg miste mit sprog. I drømmen sidder jeg langsomt og tænker over, hvilke centre i hjernen, der bliver ramt (den dér bog jeg lige har færdiggjort, ik? Den har vist sat sig godt fast!). Så spørger hun, om hun må tage en test på mig og sende til undersøgelse. Den kan afsløre, hvorvidt jeg har sygdommen eller ej. Min mor ser nu decideret dårlig ud. Jeg sidder bare og virker sært fjern og lalleglad. Lægen forklarer, det foregår ved, at man skærer toppen af den højre tommelfinger, for at få fat i de nervebaner, der løber under huden. Det vil gro ud igen. Samtidig beder hun mig kigge væk, så det ikke skal gøre ondt. Hun forklarer, at hvis jeg har GERD, vil nerverne så langt ude være døde, så jeg intet mærker. Men hjernen kan stadig spille mig puds - så hvis jeg ser hende gøre det, kan hjernen sende falske smerteimpulser - lidt ligesom ved fantomsmerter. Jeg kigger bare med et dumt grin på ud ad vinduet. Foran klinikken er der en stor plæne, hvor der sidder en masse studerende spredt rundt og læser til eksamen. "Så er vi færdige," siger hun, og jeg kigger på min højre hånd. Og så mangler hele tomlen! Hun forklarer, at hun var nødt til at lyve - de fleste reagerer voldsomt, når de hører, at hele fingeren skal amputeres, og at det ikke vil vokse ud igen. Hun forbinder såret, lægger min afskårne tommel i en konvolut og beder sekretæren sende den til laboratoriet. Min mor græder stille tårer. Jeg griner bare dumt.


*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg står på plænen og kigger på alle de studerende, der ligger i græsset med bøger, kuglepenne, drikkeflasker og vildt blik. Får øje på HGs bedste ven og spørger ham, om han ved, hvor HG er. Han er til undervisning. Vennen kan se, at noget er galt ... Til sidst får jeg samlet vennerne, HG, min svoger og svigerinde, der alle lå med hver deres pensumliste og læste (selvom de i virkelighedens verden for længst er færdiguddannede og har jobs). Og da jeg så skal fortælle det, ramler det for mig. Endelig går det op for mig, at jeg er meget syg. Jeg løfter hånden med den manglende finger og forsøger at fortælle, hvad der venter mig - og dem.


*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg har fået bekræftet diagnosen. HG og jeg er flyttet hjem til mine forældre, der hjælper med at passe mig. Jeg sidder trodsigt på sengen med lange savltråde ud af munden og arme og ben i akavet stilling, helt fordrejede i spastiske anfald. Jeg er trodsig. Lægen har fortalt min mor, at mit hår skal klippes af. Jeg er begyndt at få problemer med ikke at kunne bevæge mig i sengen. Jeg har fået at vide at mit hår er så langt, at jeg risikere at blive kvalt i det under søvnen. Jeg forsøger at forhandle med min mor; kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare til natten kan flette det og sætte det op. "Det er mig, der skal passe det!" vrisser min mor. "Jeg er træt af det hår, der både skal vaskes og tørres og glattes - det tager mig over to timer om dagen!". "Du forstår det ikke!" skriger jeg med en stemme, der ikke er min. "Det er alt jeg har tilbage! Til sidst vil jeg bare sidde her som en tom skal uden at kunne kommunikere. Min krop er ikke længere min - jeg ligner én, der er syg i hovedet, selvom intelligensen intet fejler. Hvorfor må jeg ikke i det mindste beholde min værdighed?!" "Og din værdighed sidder i håret?" spørger hun. "Ja," vræler jeg. "Og i min makeup, i pænt tøj, i velplejede negle ... du forstår det ikke! Ingen af jer gør!" "Men du risikere at DØ af det, Line! Er du villig til at dø for din forfængelighed?" "Åh, mor, se på mig. Jeg er allerede død!"


*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg er blevet korthåret. Men ikke helt kort. Åbenbart er vi nået frem til et kompromis. Mit hår er faktisk rigtig pænt. Det er blevet lysnet og er klippet i en lang page, der er løst flettet. Min far er begyndt at studere i min sygdom. Han har fundet ud af, at patienter i Grønland, på Island og Færøerne pludselig er begyndt at komme i bedring. Jeg er begyndt at læse alt der er om emnet og sidder nu på Island hos en familie, hvis søn er ramt. Familien sejler meget, og de har fundet ud af, at når de er på havet, er sønnen i bedring. De mener, det er noget med undervandsstrømme. Eller energier fra havet. "Er der mange hvaler her i området?" spøger jeg faderen. Det er tydeligt, at jeg også er inde i en god periode. Mine lemmer vender ikke i sindssyge retninger og jeg skeler kun på det ene øje. "Ja, det er sjovt, du skal spørge," svarer han. "Forskere har opdaget en forøget aktivitet af hvaler her i området og områder nær Grønland og Færøerne. Der er også tale om en helt ny hvalart, man ikke før er stødt på." Pludselig løber tankerne løbsk. Familien og jeg laver skemaer over, hvornår hvalaktiviteten er på sit højeste. Hver dag, når den er højest tager vi på havet, og både deres søn - der er betydeligt mere syg end jeg - og mig selv oplever forbedringer. Mine spastiske lammelser har næsten fortaget sig. En dag får jeg en idé: Hvad hvis vi dykker ned i havet? Hvis det er en energi fra hvalerne, vi reagerer på, burde det blive bedre, jo tættere vi er på dem. Til sidst har vi samlet et helt lille hold af sygdomsramte og deres familier. Vi eksperimenter med forskellige dykkerprojekter og finder ud af, at det både er en energi fra hvalerne, men også energier fra visse steder på havbunden i sig selv, vi reagerer på ...


Meget mærkelig drøm. Og meget detaljeret. Jeg kan sagtens analysere den, så den giver mening. Når jeg er teenager i drømmen, er det sikkert fordi, det var der jeg fik min neurologiske sygdom. Når jeg drømmer, jeg sikkert har en anden og værre neurologisk sygdom end den jeg reelt har, er det fordi mine symptomer er blevet værre det sidste år. I drømmen er det de spastiske lammelser. I virkeligheden er det krampeanfaldene, der har en svag lighed med dem. Hvor min krop begynder at sitre, jeg mister kontrollen over den og kan ryste og krampe i timer. Den ene gang ramte det også stemmen, så jeg havde svært ved at snakke og udstødte svage lyde, der minder om dem der kommer fra en med spastiske lammelser, under et anfald. Når jeg i drømmen ikke kan vende mig i sengen, er det virkeligheden, der spiller ind. Jeg vågnede nogle gange op og ville vende mig, men kunne ikke pga. smerter. Jeg forsøgte at vågne nok til at få mine piller eller kalde på HG, men jeg strejfede kun overfladen til denne verden, og dykkede så ned i søvnen igen. Håret ... det har generet mig længe. Jeg er ikke blevet klippet i 1½ år! Andre elsker at gå til frisør, jeg hader det. Det er ligesom med tandlægen - det er bare noget, der skal overståes. Mit hår når efterhånden langt nedover taljen og min nakke bliver tvunget tilbage pga. dets vægt. Hver dag tænker jeg, at nu må jeg se at få ringet til den frisør. Men så er jeg syg, så er der noget vigtigere (dyrlægen) og så glemmer jeg det igen. Vandet ... i drømme symboliserer vandet følelser. Vi kan drukne i dem. De kan overvælde os. Koldt vand er negative følelser, varmt vand positive. I drømmen dykker jeg ned i vandet (mine følelser), men er alligevel adskilt fra dem af båden. Jeg står inde og betragter dem og forsøger at finde ud af, hvad de gør ved mig.


Al min forskning i drømmen og tankerne om hjernen, kommer selvfølgelig fra bogen ("Du forsvinder" af Christian Jungersen). Da jeg læste psykologi, for snart hundrede år siden, havde vi også et langt afsnit om hjernen - det var det mest interessante. Jeg har tænkt endnu mere over det, fordi min mormor har forandret sig sådan. Selvom hendes egen læge (pfff!) påstår, hun ikke er dement, er det tydeligt for os andre, at der er noget galt og har været det i mindst ti år. Og hun har haft flere små blodpropper i hjernen. På hospitalet taler de også til hende som om hun er dement - og ringer konstant min mor op, fordi min mormor skaber problemer. De sidste to gange hun har været indlagt, er hun havnet på enestue, fordi hun gjorde sig uvenner med de andre patienter. Det er svært at se på. Man bliver så irriteret på hende, når hun sidder dér ved bordet om søndagen, forklædt som min mormor og siger upassende ting og opfører sig som en femårig. Når hun siger "Aaad! Det kan jeg ikke li'!" og vrænger af maden - og samtidig klandrer alle andre for at være kræsne. Når hun brister i gråd uden synlig grund, hver gang hun ser min mor. Når hun græder over sit liv, fordi det ikke blev som hun ønskede, men hun ikke kan forklare, hvad hun ville gøre anderledes. Når hun kalder os forkerte navne, ikke kan huske, hvem der er ældst, fortæller de samme historier hver søndag i træk. Når hun græder over at mine oldemor var uretfærdig, da hun var barn, fordi hendes storebror fik skinkesalat og hun kun fik russisk salat (det sidste sagt mens hun storbrøler!). Så ved man godt, der er noget galt. Og man har lyst til at køre ned til hendes læge og tæske ham i hovedet med én af de store opslagsbøger fra reolen. Hvordan kan han sige, der ikke er noget galt? Hvordan kan han forny hendes kørekort, når hun dårligt kan finde ud af at sætte bilnøglen i det rigtige sted?! Hvordan kan han undgå at se, at det ikke er hende - navnet på journalen - der sidder over for ham, men et hylster, hvor hjernen er brændt sammen? Den stive mimik, hendes barnlige fnisen, hendes grådudbrud ... I søndags var den helt gal. Hun kunne dårligt blande kortene, kunne ikke fordele dem til os uden at starte forfra tre gange (og kun når vi sad helt stille og ikke snakkede lykkedes det). Hun blev ved med at spørge til Cleo (som bare er 'den tyske kat') og annoncen og Tove, der interviewede mig. Selvom hun har stillet nøjagtig de samme spørgsmål de sidste tre søndage. Og jeg har givet de samme svar. Det har sat mange tanker om hjernen i gang. OM det, at vi mennesker kun er en omgang kemi. Dét vi troede var vores sjæl, vores jeg, er slet ikke bestandigt, men tværtimod meget flygtigt. Én lille skade og vi er ændret for altid. Ligesom jeg heller ikke er den samme, som jeg var for ti år siden. ("Livet har hærdet mig, du!" som Olsen siger i 'Huset på Christianshavn'). Buddhisterne har ret. Vi ændrer os hele tiden. I dag er jeg ikke den samme, som den jeg var i går. Vi flytter os hele tiden et skridt længere væk fra den, som vi blev født som. På nogle måder er det jo godt - når vi forandrer os, fordi vi lærer, bliver mere tolerante, vokser af vores fejl. Men når vi udvikler os den forkerte vej, mister viden og færdigheder, glider mere og mere væk fra ikke bare nogle af vores egenskaber, men alle, er vi er vokset eller forandre, men forsvundet.


... Jeg synes forøvrigt, det var lettere interessant, at jeg - da jeg vågnede op - var iført HGs sygeplejerske T-shirt. Han hjalp mig jo ud af de febervåde gevandter og af alle garderobens T-shirts, var det altså lige den jeg havnede.



mandag den 20. august 2012

Pis mig i ... skoene?!

Puha, for en dag! Vidste godt, den kunne blive anstrengende med tre gange tumlinger til dyrlæge, men alligevel ...

Allerede i morges ved titiden dannede varmen hedebølger i horisonten. Så ved man ligesom godt, det bliver en af de dér dage, hvor det eneste, der burde været på programmet er dette:


Det var der jo så ikke. Tværtimod ventede indfangelse af tre katte; en køretur på sammenlagt 1½-2 timer med indlagt kattejammer-musik; klipning af kløer og potepels på Fodvorten (vores Cavalier, Frik) samt massiv oprydning og rengøring.

Cleo har aldrig tidligere været besværlig at have med i bur. Hverken da vi fandt hende og slæbte hende med hjem fra havnen, eller da hun efterfølgende skulle til dyrlæge, eller da vi hentede hende i Hasle, hvor hendes tyske forældre lå med deres båd og vi hentede hende hjem til os igen. Så HG fandt hendes bur frem ... hvorefter hun fór ind under sofaen! Hun skulle da ikke hjem til Tyskland, nahaj! Måtte lokke hende ud med frisk foder i skålen, hvorpå jeg snuppede hende, før hun kunne nå at få så meget som én mundfuld. Det hævnede hun dog - hun lod simpelthen bunden gå, så der drev pis ned ad mine bare ben, ned i sofaen og helt ned i mine nye Stylesnob! Måtte i gang med panikrengøring af mig selv og omgivelser, mens HG fik de to andre indfanget og sikkert lastet i Ewald (vores bil). Og så ellers af sted med en snert af pisselugt mellem lårene, stress-sved mellem ballerne og myoser i nakken.

Og så er det, jeg næsten takker guderne for, at Skodaben (vores forrige bil) brød sammen sidste år. For Ewald har aircondition! Selv kattene holdt op med at gale helt så ynkeligt, da de kunne mærke den kolde brise.

Lige en hjælp til nye læsere: Familiegalleriet.

Nåede dyrlægen til tiden og var sveddryppende, da vi gik derfra. HG sveder aldrig. Dyrlægen gjorde heller ikke (og deres klinik er såååå varm - selvom vinteren er der kogende!), Myrledyret og Samsara virkede også fattede. Men Cleo satte fede svedaftryk fra sine poter på dyrlægens bord. Der var et helt speedmark efter hende, da vi åbnede buret og hun kunne drøne ind igen. Denne gang uden problemer (det var lige før, hun selv smækkede lågen i!), hun skulle ikke engang hjælpes på vej - hun skulle bare med hjem da! Mens de to andre blev undersøgt, kunne jeg mærke, hvordan sveden bare begyndte at pible ud af alle porer. Må have lignet hedeslagsramt kvinde i overgangsalderen ... efter et styrtebad. Ved ikke, om det er PCOS, der giver mig disse hedeture (godt nok er jeg aldrende, men der skulle MEGET gerne være mindst 15 år til overgangsalderen!), min medicin eller min sygdom. Men et eller andet funger i hvert fald tydeligvis ikke. SÅ flovt at stå dét som smeltende snemand i højsol. 

Kunne slet ikke køle ned på vejen hjem. Dampede så man skulle tro det var løgn. Endte med at køre om en tankstation og købe sodavandsis trods slankekur.

Vel hjemme var det så tid til, at den lille fodvorte skulle ordnes. Det startede også fint, selvom hun er hys. Hun skriger altid op ved den mindste ting. Så hun skreg selvfølgelig også da jeg klippede hendes kløer. Måtte til sidst opgive den allersidste. Og hvad sker der, da jeg rejser mig? Et eller andet siler ned af mine lår - dog ikke pis denne gang. "Det er lort! Hun har sgu skræk-skidt på mig!" hylede jeg op. HG pegede på min arm, der også var dækket. "Nope, hun har blødt på dig!" 

Åh gud, hvor frygteligt. Har aldrig haft det så skidt med mig selv. På hendes sidste klo kom jeg til at klippe for tæt. Holdt hende i mine arme, mens HG fandt papirer for at redde mig og druknende sofa. Var næsten allerede på vej til dyrlæge igen i tankerne, da HG fik manet mig til besindighed (et svært job). Phoeba, der er meget overbeskyttende, slikkede, slikkede og slikkede hende, indtil hun havde helt koslik-frisure. Og så kom jeg altså til det, jeg ellers aldrig gør. Hun sad jo dér på gulvet, Frik, med sine kæmpestore brune øjne, der kiggede på mig - nærmest med forundring - som om hun forsøgte at forstå, hvorfor jeg havde straffet hende. Og Phoeba kiggede på mig med sit bebrejdende Hitler-blik, mens hun lænede sig beskyttende indover sin lille artsfælle. Begge gispede de af varme og chok. Og jeg kom til at hælde en lille bitte, bitte smule vanilleis op til dem hver ...

... Okay okay - med flødeskum. 

Men hvordan modstår man dette her:


NU er jeg altså også bare udmattet. På 'puuuuha'-måden, hvor man tager sig til håret og stønner lidende, mens man hører sengen kalde.



 

Om tolv timer ...






Jep, det skal nok blive ... udfordrende! Wish me luck. c",)

søndag den 19. august 2012

Jeg korser mig!

Jep, jeg er vild med dem for tiden, korsene (eller for tiden og for tiden ... har jo altid haft noget med religiøse symboler) og det samme er moden heldigvis. Dog er der ét smykke i min garderobe, der ikke er en nyere sag. Tværtimod faktisk. Jeg fik det i dåbsgave af min farmor og farfar. Præcis, hvor det stammer fra, har mine forældre ikke kunnet fortælle - og min farmor og farfar er forlængst under mulde. Men det har været min farmors og i familien meget længe. En del af mine forfædre i den gren af familien var præster, så måske er det et, de har fået lavet? Der er dog noget katolsk over det. I protestantismen er det mere Dagmarkorset man ser - sådan et fik jeg da også i dåbsgave. Men der er nu noget helt, helt specielt over mit store sølvkors. Det har så mange fine detaljer, at man bare kan stirre på det i timevis. Pt. ligger det på min stak af Bibler og salmebøger (også arvestykker) og venter på, jeg får sat det på en ny kæde.



lørdag den 18. august 2012

Tak!

Det er SÅ overvældende at være væk fra bloggen et halvt døgn og komme ind til mere end dobbelt så mange faste læsere og en masse tilmeldinger til konkurrencen. Jeg er jer allesammen så taknemmelig! (Åh gud, begynder at lyde lidt som Dronning Margrethe ... 'Af hjertet tak!'). Samtidig gør det mig også glad at se, at der er rift om Charlottes bøger, som hun så sødt har sponsoreret. Er pt. i gang med at genlæse "1001 tårs tøsetanker" og jeg elsker bare stadig; uanset hvor mange gange jeg læser den. Til de nye læsere vil jeg også lige gøre opmærksom på fanen med 'bogmaraton', hvor der selvfølgelig kommer anmeldelse af bogen, når jeg er færdig med den. :) Jeg ved godt, I nok ikke alle hænger ved, når konkurrencen er slut, men hvis bare én af jer læser med med mellemrum, vil det varme mit hjerte. Dog er jeg også taknemmelig for at lære nye mennesker at kende. En del af jer (og jeres blogs), kender jeg i forvejen, men man har det med at gro fast ... kender I det? Så man får læst det man plejer, men ikke lige ledt efter nye seværdige blogs. Nu dukker der denne helt utrolige mulighed op for at finde nye blogs at følge. Bare de sidste par timer har jeg fundet så mange gode!


Ellers flyver tiden - for en gangs skyld - så stærkt, at jeg ikke kan følge med. De sidste par dage har været så fortravlede. I morgen er der vores spilleklub, og mandag er det dyrlæge med størstedelen af slænget. Tre gange katte: Samsara (gennemtjek før øremærkning og sterilisation), Myrledyret/Supaya (øremider igen igen!) og Cleo, der skal vaccineres og registreres i vores navn ... hvor er det vildt. Endelig bliver min Clicker Clacker også på papiret min. Den eneste af kattene, der går fri i denne omgang, er min Sipzap-pige, som I ser på billedet.

Til nye læsere kan jeg kort berette, at HG (min bedre halvdel) og jeg fandt Cleo på havnen i januar i år. Vi tog hende med til dyrlæge - regnede med, hun var hjemløs. Hun viste sig så at have en chip ... en TYSK chip! Og ikke nok med det. Hun var slet ikke den unge kat vi troede, men en ældre dame år 14 år. Hun har i mange år rejst med sine ejere, når de har været Danmark rundt i båd. Men i Allinge stak hun altså fra borde og gik på strejf. Hun havde været væk et halvt år da vi fandt hende. Vi havde hende i pleje til marts, hvor hun blev hentet hjem til Tyskland. Men hun ville åbenbart bare være dansk! Så nu er hun fastboende hos os. Hun har været meget omtalt i øens avis og TV (ja, Bornholm er lille c",)), så hun er nærmest hele øens kat. For de der vil læse mere (hele historien), har hun sin egen etiket. Jeg arbejder også på en fane alene til hende, hvor avisartikler og TV-klip vil blive lagt ind samt løbende updates. Dette er også af hensyn til hendes tyske familie, så de kan følge med. 

Så jo, her er lidt at arbejde på. Jeg har også stadig en del noveller og blandede tekster, jeg arbejder på til Fyldepennen (har jeg fortalt, jeg har fået pengene fra Copydan? Det blev sgu til 3587,- for min lille egoistklumme! Tak som byder). Det var meningen, jeg skulle have updateret derinde i dag, men tiden er løbet fra mig. Det gør også, at indlæggene indtil starten af næste uge muligvis bliver lidt vandede. Også fordi jeg arbejder på et større projekt til jer, med efteråret vintertrends - collager med fede sæt fra mine faste tøjpushere, tips til gode tilbud m.m.

Jeg arbejder faktisk også på to indlæg, som jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt skulle herind. Jeg har længe overveje at smide resten af anonymiteten (der bliver pillet flere og flere lag af, hva?) og bare røbe mit efternavn også. Min blog er ikke længere en hemmelighed og mange der kender mig følger allerede med på sidelinjen. Jeg vil stadig holde familien ude af bloggen (selvom folk der kender mig selvfølgelig kender dem) og kun have billeder af HG. Men anonymiteten har bare visse hæmsko - og jeg er alligevel SÅ let at finde frem til, hvis man gider. Det havde måske været lettere, hvis jeg havde et almindeligt efternavn som 'Hansen' eller sådan noget. Men jeg er den eneste med mit navn, så hvis jeg løfter sløret, vil ALLE kunne finde min blog via google - også folk jeg ikke har kontakt med. Men mange ting jeg gerne vil dele med jer, min læsere, bliver også nemmere.

Jeg håber, I har tålmodighed med mig og de småkedelige indlæg, der nok vil komme indtil tirsdag, og at svar på kommentarer nok bliver forsinkede. Men bare rolig - der er altså spændende ting på vej. :) 

torsdag den 16. august 2012

Konkurrence!! :)

Så, mine venner, nu sker det endeligt: Konkurrencen bliver skudt i gang og I kan godt glæde jer, for jeg har fundet den fedeste præmie (kan man melde sig til sin egen give away?). 


Hvad kan man vinde? Spacemermaid aka Charlotte Heje Haase har været så sød at bortlodde sine to weblogs-bøger: "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" med en privat hilsen til vinderen. Da jeg selv er meget litteraturinteresseret, syntes jeg, gaven skulle være en bog. Og da vi er i blogland, findes der da ikke bedre. :) Men jeg lovede jer jo også et produkt fra denne skønne ø og det bliver en dåse lakrids fra Johan Bülow - hvis I ikke skulle have smagt hans produkt kan jeg (som passioneret slik- og især) lakridselsker fortælle at bedre findes ikke! (Jeg vil lige for god ordens skyld understrege, at Lakrids by Johan Bülow ikke på nogen måde sponsorerer indlægget).

Hvordan kan man vinde? For at deltage i konkurrence, skal du være fast læser af bloggen. Dvs. at du skal være at finde under 'Trofaste følgesvende - medlemmer'. Hvis du ikke er medlem, men gerne vil deltage, kan du godt melde dig til nu - bare det sker, før jeg trækker vinderen. Du deltager ved at skrive en kommentar til dette indlæg. Skriv evt. lidt om dig selv, en henvisning til din egen blog (hvis du har en og gerne vil dele den) og også gerne, hvor længe du har læst med - især, hvis du længe har læst med i det skjulte. Det er også nok bare at skrive dit navn og email, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder. 

Om præmierne: Charlotte Heje Haase startede sit forfatterskab via Fyldepennen, hvor hun skrev under pseudonymet Spacemermaid og jeg 'lærte' hende at kende. For sådan føles det, når man sidder og læser alt om en andens liv. Man følger deres tanker, familie, venner, job samt op- og nedture. En dag blev hun kontaktet af et forlag, der ville udgive hendes blog - hvilket aldrig havde været meningen! Efter et års betænkningstid sagde hun imidlertid (og gudskelov!) ja, hvilket der er kommet de to skønne bøger "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" ud af. Hun er simpelthen den rigtige Bridget Jones - dog i en meget mere smuk og yndefuld indpakning. Senere er det så blevet til "Generation Multiorgasme", der er en samling af klummer. Når Charlotte (og hendes bøger) er så let at komme til at holde af, er det fordi hun er sådan vi alle kender og gerne vil være. Hun er den kloge, humoristiske kvinde, som man kan se op til, men samtidig også typen, der bare aldrig kan dreje den rigtig vej til aerobic og kommer til at sige de forkerte ting på de forkert tidspunkter, hvilket gør hende menneskelig. Og derfor kan man relatere til hende og holde af hende. Hendes weblogs omhandler alt fra familie, job, venner, kærlighed og til branderter. Jeg har ved dette indlæg i stor latter gennemgået '1001 tårs tøsetanker' for at finde et par citater til indlægget her og give jer (der måske ikke kender bøgerne) et indtryk af, hvor skønne de er. Det har været et stort underholdningsmoment for både mig og HG, der blev sat til at citere. Her kommer, efter svære overvejelser, et par af mine yndligscitater fra bogen:

Om det med sexlivet: [... Kondomet var nemlig pludselig piiiiist borte. Det er bare løgn, tænkte jeg! Nej, det var det ikke. Jeg er ikke i så meget i kontakt med mit underliv. Må indrømme, at jeg blev lettere panisk. Overvejede at bruge pincet. Følte mig som den bundløse sø og tænkte med rædsel på, at mit første barn ville komme ud som gangster med gennemsigtig maske.]

På jobbet: [... Efter det kunne jeg SLET ikke koncentrere mig. Hvorfor har jeg sådan en tøsestemme? FOLKESKOLEN. Kunne han ikke i det mindste have sagt gymnasiet? 

Hvis jeg spurgte en tyk dame om hendes vægt, og hun svarede 133 kg, så ville jeg da ALDRIG sige: "Gud, undskyld, jeg troede du vejede mindst 200 kg!" Eller til en pygmæ: "Er du SÅ høj? Jeg troede, du var under en halv meter, du virker MEGET, MEGET lille."

Bør jeg tage hævn over manden? Skrive: "Udtaler Preben, der har kone og to unge børn, trods et ansigt, der vidner om mange somre passeret. Dybe furer pryder hans pande og ..." Eller: "Konstaterer Preben med en stemme, der er så intetsigende, at man er ved at slumre hen i tanker om morgendagens vejrudsigt!"].

Det med familien: [... Så er juleaften vel overstået. Skøn aften med de obligatoriske uheld! Min far måtte køre hjem efter glemte gaver. Desværre havde min mor stadig husnøglerne. Min moster havde to forskellige sølvsko på osv.

Min kusines lille, hvide hund var ved at vælte juletræet et par gange. "Det værste ville næsten være, hvis der gik ild i den," sagde min onkel. Jeg fik et saligt smil på læberne.]

Bloggeren over dem alle: Den smukke Charlotte Heje Haase.
Jeg håber, I vil tage godt imod konkurrence og deltage. Jeg har længe overvejet en give away, men det er min store skræk og rædsel at ingen melder sig, så jeg håber virkelig, virkelig I vil deltage. :)

Jeg vil udtrække vinderen om ti dage - lørdag d. 25. august. Der vil komme et indlæg, når vedkommende er fundet, og hun vil få besked både her og via mail - så husk at skrive dine kontaktoplysninger (altså mail). :)

Tilbage er kun at sige: Held og lykke!

Læs mere om Lakrids by Johan Bülow her
Læs mere om Charlotte Heje Haase her 

 

 

onsdag den 15. august 2012

Hudløs

Nogle dage er man on top of the world, andre dage ligesom helt hudløs, som om hver sætning, der bliver sagt er personlig og strejfer den nøgne hud som skærver. Og typisk bliver første del afløst af anden. 

I dag er en af de dage. I går var jeg flyvende og i dag er jeg hudløs. Min infektion er blusset op igen, måske er det dét, der giver den bratte opvågning. Fra de store højder til den hårde landing. Realiteten med sygdom og hverdag, som altid rammer mig som et chok efter en optur. 


Jeg sov til klokken ti i morges, og blev liggende i sengen med Samsara, der spandt. Hendes lille krop snoede sig om mit håndled, med besvær fik jeg vendt siderne i min bog. Morgensolen lyste gennem de tynde gardiner og spaltedes og verden var egentlig ganske smuk. Jeg spiste min morgenmad, mens morgenen spiste natten, og jeg stadig lå på siden i sengen med kat og bog og stort besvær. 

Den daglige penicillin og de smertestillende blev skyllet ned og jeg var ligesom alene i verden med Samsara og min bog. Alle andre sov - ja, også Samsara - og til sidst faldt jeg også i søvn igen, faldt ind i en virvarsverden med brudstykker af flere drømme flettet sammen til ét. Med elevatorer, der gled opad og opad, hjemløse dyr og børn, der havde brug for min hjælp, et hus (min krop?), der skulle istandsættes fra bunden, og støv og puds, der gled ned fra loftet som tryllestøv fra himmelen. Og så denne træthed, usigelig træthed. Og et sted i virkeligheden, hvor en bankelyd insisterer på at trænge ind i min søvn, ind i hjernebarken og virkeligheden og vække Tornerose, selvom der endnu ikke er gået hundrede år. Og jeg hører HG, der står op og hundene, der går. Zappen, der kommer ind ad kattelemmen fra nattens jagt og putter sig i min fodende. 


Men i min indre verden fortsætter udmarvelsen, og trætheden gør kroppen mere og mere tung. Vips besøger mig fra et sted i sin himmel, og jeg kan høre min egen gråd et sted i den virkelige verden, der adskiller drømmene med et tyndt gardin, som det foran vores soveværelsesvindue. Og jeg vil vågne og glemme, men kan ikke slå øjnene op. Kroppen bliver vendt med besvær, som et tungt dyr, og jeg tænker 'om lidt vil jeg vågne og du vil være her i nærheden og du kan gøre hvad du vil', for jeg har læst "Kontinuum" før jeg faldt i søvn med Samsara i favnen. Men det var alligevel ikke sådan den var, sætningen, og da jeg vågner er ingen i nærheden, huset er tomt og jeg er alene med min smerte. 


Jeg hader disse dage, hvor sygdommen trækker mig så langt ind i søvnen, at jeg nogle gange føler, jeg danser på grænsen til dødens land. For en søvn kan da ikke være så dyb? Og når jeg vågner igen er det med smerten som følgesvend, og tiden, der bare forsvandt. Og jeg får lyst til at sætte mig på det bare gulv, med de nøgne fodsåler fast plantet; skyde håret ind foran ansigtet som et gardin og bare lukke hele verden ude, som et barn. 


Klokken er over otte om aftenen, HG går i haven med hundene og alt er stilhed. Men så snart jeg står op, er de om mig; som møl om en flamme og deres nærhed gør ondt. Mit sind er stadig inde i søvnen, min krop i dødens land og jeg kan ikke klare kærlighed og omsorg, og ord, der rammer mig som projektiler. For selv om det bare er 'godmorgen' eller 'her', ord, der ikke engang er sætninger, gør de ondt på kroppen, der sender de neurologiske impulser alle de forkerte steder hen. 

Og de gør ondt på ham, de ord, jeg (ikke) returner ved ikke at svare, men være som en stum. De gør ham hudløs på samme måde, som jeg selv er, når jeg beder ham om at gå og lade mig være i fred. Når jeg fejer hunden ned af skødet og sukker som en døende og ser glæden, der slukkes i hans øjne, fordi jeg dræbte den. Jeg vil ikke gøre dig ondt, skat, men når kroppen gør ondt, gør alting ondt, og jeg vil bare være alene til jeg igen er mig selv.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...