I disse dage kan man ikke bryde ud i et spontant smil, uden man flækker henover krydderen. Vejret i disse dage er simpelthen så hårdt ved hud og hår, at man ligner noget der er løgn. Læberne flækker, håret stritter som har man stukket tommefingeren i stikkontakten og huden falder nærmest af på samme måde som hos en slange, der skifter ham. Så nu kommer vi ind i et problemområde, for jeg. Hader. Cremer! Og pomader. Og al deres væsen. Jeg føler mig fedtet og klistret som en bussemand, der er skrabet ud af bihulerne af en barnehånd. Og jeg har faktisk aldrig rigtig fundet en bodylotion, jeg er glad for. Jeg er ikke lige typen, der gider sidde og stritte med stængerne i fem timer, før cremen er trængt ind. Og tager jeg den på efter bad, føler jeg, mine jeans omklamrer mig på en familiær måde, jeg bare ikke bryder mig om. Ved sengetide skal jeg kaste mig i dynerne med to hunde og fire katte - heraf er en langpelset maine coon med særdeles sunde hårrødder og en hund, der fæller, som var hun betalt for det. Og hvad er pointen i at barbere ben, hvis man får pels i stedet?
Så er der det med læberne ... Jeg plejede bare at bruge Lypsyl fra Netto, selvom jeg synes den har en bismag af toiletrens (ja, altså ikke at jeg sådan går og bæller den slags, men ... you get my drift). Men den var billig og gjorde sit job. Den fik min mormor så ødelagt, da hun mens vi sad om kaffebordet for nogle år siden følte trang til at dele et godt råd med selskabet: Hun brugte nemlig Lypsyl som afføringsmiddel! (TAK, mormor!).
[I swear to God, it's true!]. Det er åbenbart billigere at stikke en Lypsyl skråt op end at købe en omgang Klyx på apoteket. Så mens jeg sad dér med flødeost klistrende til ganen og sur galde skyllende op i spiserøret, forsvor jeg, at Lypsyl aldrig kommer nær mit ansigt igen. Den historie sammen med lugten af toiletrens gør, jeg ikke kan have den i min nærhed! For nogle uger siden voksede min mistænksomhed mod produktet yderligere, da jeg så en Lypsyl på min mormors stuebord. Universalmiddel? Perhaps, men både i hoved og i røv? Nej tak!
Sjovt nok var det også min mormor, der i sin tid fratog mig fornøjelsen ved Kløvervaseline. Jeg elskede ellers den gule dåse med trekløveren på, fordi den mindede mig om laboratoriet på apoteket, hvor min far regerede som alkymist eller DAK-laboratoriet, hvor min mor arbejdede i mine tidlige barndomsår. Så dåsen var ganske velkendt. Dog var den ofte forbundet med et mere ubehageligt ritual: Når der skulle tages temperatur (det var mens endetermometeret var det eneste rigtige!), kom den gule dåse nemlig frem.
Derfor blev jeg endnu mere vrangvillig end normalt måske er, når min mormor nærmede sig med
den gule dåse - jeg turde ikke forsværge noget (slet ikke med en dame, der bruger
Lypsyl i dén ende!). Når vi besøgte hende i ferierne, følte min mormor det åbenbart som sin pligt at smøre os børn ind i alle ender og kanter med cremer og vaseliner. Kløvervaselinen fik vi på i et lag, der var så tykt, at man vågnede med nullernemænd så store som en mindre kennelbestand på læberne. Var man heldig, nåede man lige af få pillet de sidste hundehår af læberne, før ugen var omme og vi skulle hjem igen.
I mange år var Labello et hit, men desværre smagte den mig så godt, at jeg en dag kom til at æde det meste af sådan en stang. Der lægger et eller andet underligt gen gemt i Find-børnene - i hvert fald når de blev blandet med min mors gener. Alt skulle nemlig puttes i munden og tygges på. I mit baghoved ekkoer det stadig fra min barndom: "Nej Sune - SPYT UD! ... Morten, nej! Jeg sagde NEJ!" Da min yngste bror ti år senere kom til, kunne vi konstatere, at generne stadig blev videregivet til nyankomne. Han nåede at gnaske sig gennem adskillige Ludospil, Matadorbiler, tændstikker ... Modsat mine to ældste brødre, åd han dog byttet. Så vi måtte finde os i at bruge knapper, når vi skulle spille Dam eller bruge skakbrikker til Ludo i en snæver vending.
Jeg lignede nok mest min yngste bror. Jeg sad nemlig heller ikke og gnaskede kuglepenne, radioantenner eller sofaben, for derefter at spytte savspåner ud. Jeg gik, som min yngste bror, grudigere til værks og åd mig gennem bøtter med tandpasta, shampoo eller cremer, der duftede særlig godt. Det har dog medført, jeg kun i kortere perioder kan bruge Labello uden at blive overdoseret. Det samme gælder mærker som Zendium Tandpasta og LDB Bodylotion.
Men i disse dage må jeg altså give fortabt. Mit legeme er ved at tørre ind til en mumie. Jeg har brug for en god læbepomade og en creme, der ikke varer tre timer om at trænge ind huden. Det må også gerne være produkter, der står på Netto eller Lidls hylder, det gør mig intet - bare lortet virker.
Så har du et tip til en god læbepomade eller creme, så smid meget gerne en kommentar. :) Gør mig kysseklar til foråret.
