Lige et ord om vagtlæger, eggåz!

Manner. ZzzZzzZzz! Hvorfor er det lige, jeg altid får en af følgende vagtlæger i røret:

1) Den sindssyge ("Hva' bilder du dig ind a' ringe, huh?!").
2) Den ligegyldige ("Gå til læge på mandag!" 'Men jeg har o...' dut, dut, dut!).
3) Den regelrette ("Ja, men så må du kommer herud og blive undersøgt!" 'Jam...' "Det kan godt være, dine ben er faldet af og armene er lammet, men så må du kommer herud!").

I går rendte jeg så ind i en blanding af 2 og 3. Lægen i røret virkede ekstremt irriteret over, jeg ringede og valgte at reagere med tavshed. Jeg reagerede så ved at speedsnakke indtil jeg nåede et punkt, hvor jeg havde så ondt af mig selv, at jeg begyndte at småtude. Og jeg VED godt, det var fredag og at jeg BURDE være gået til egen læge om formiddagen, men for det første vil min egen læge ikke gøre noget fredag, fordi de ikke kan dyrke prøven og for det andet blev det meget slemt henad aften. Det er ligesom ikke noget, jeg planlægger.
          Anyway, hun insisterede på, jeg forlod mit sygeleje og indfandt mig på lægevagten, selvom hun skulle gå fem minutter senere, så det ikke ville være hende, der skulle tilse mig. Hun fik så ikke liiiige tilføjet, der ikke kom nogen ny vagtlæge (eller også var jeg for omtåget til at fatte det). Så efter verdens hurtigste bad i verdens koldeste vand (fyr slukket), puttede vi gumpefisen og drønede mod hospitalet. Skadestuen og vagtlægens afdeling er kun delt af en glasvæg og jeg ringede på klokken og satte mig pænt til at vente. Der kom så bare ikke nogen læge ... Efter ca. tyve minutter besluttede jeg (eller rettere sagt: Beordrede HG til at undersøge), hvad der liiige foregik (begyndte at føle det som en horrormovie, hvor alle var ædt at zombier eller lignende Tomme senge på gangen med plastik over og ingen lyde af mennesker what so ever).
          Fandt så ud af, jeg altså nu hørte under skadestuen, da der ikke længere var nogen vagtlæge (how de what de how ...?). Nå, no problem - kun to patienter, hvoraf den ene var på vej til røntgen og den anden kort efter blev kaldt ind. Men der skete så heller ikke mere ... Efter yderligere en time var jeg træt, kold, tørstig og tissetrængende (turde ikke tisse, da jeg regnede med, jeg skulle aflevere prøve). Der var kun en colaautomat og vi havde kun sedler (ville det være for meget forlangt at de satte et par plastikbægre frem? Var så desperat at jeg overvejede at fylde varmt vand fra hanen i en brækpose!). Så HG gik ind og bad om et glas til mig, så jeg kunne få mine piller. Intet problem, fik tilmed afleveret glas til prøven samtidig med (og fik vand med isklumper og det hele, yes sir). Men så gik der endnu en time. HG spurgte, hvor længe endnu det ville vare og fik det vrissende svar, de havde MEGET travlt (hvor? Patienterne må være kommet ind via bagindgangen for ambulancerne, men vi hørte ingen) og at der ville gå MINDST et kvarter endnu.

Til sidst følte jeg mig lidt således: "Er det min tur nu?"

Okay, jamen jeg har da heller ingen andre steder, jeg gerne vil være en fredag nat (og slet ikke hjemme i min seng!).
         
Efter en halv time endnu var jeg ikke bare klar til at tage hjem, men havde også opførsel som en femårig på bagsædet ("Jeg er træææææt! Jeg har ooooondt! Jeg er tøøøørstig! Hvor længe gååååår der?" I am not proud! Line tre år). Da klokken var kvart over et (jeg ringede til vagtlægen omkring kl. 22) gik jeg ud til skranken og sagde pænt, at jeg vidste, de havde travlt, men jeg magtede altså ikke at sidde der længere (smertepatient på udbrudsaften kombineret med lavbudgets træstole - no go!) og vi havde en flaskekilling derhjemme, der ret beset skulle have haft sin flaske (okay, er I klar over, hvor det stresser?! Forestillede mig, han lå og skreg og ledte efter Moar ... da vi kom hjem sov han sødt og gad dårligt tage imod flasken! (Leave me alone - sleeeping!)). Anyway - SÅ kunne jeg godt komme til. Og thank god, THANK GOD var der leucocytter i prøven, så jeg fik både penicilling og recept med. Så fire timer i helvedes forgår (okay, måske slightly overkill) kastede da  noget af sig. De finder jo ellers aldrig leucocytter i mine prøver, kun blod. Når de så dyrker dem er de dog alligevel spækkede, men nogen har da holdt hånden over mig. Havde ikke magtet at skulle vente til tirsdag med penicillin. Føler mig ligeså overkørt som et trafikoffer! :(

Så i dag står dette på programmet:

Nupo-challenge dag #4 (med smagstest!)

Ja, beklager, jeg ikke fik tjekket ind i går, men jeg håber, der kommer mere om det senere. Nu mangler jeg jo to dage og vil foreløbig tage mandag og så håbe, jeg når at smække tirsdag på senere.

Dag 4 forløb meget let. Fik kun nuppet en shake og en bar (ingen hovedpine eller følelser af mathed) - fik således testet de til formålet indkøbte. Jeg delte barene op i bidder, så jeg fik det, der svarede til én, men fik prøvesmagt alle.

Jeg har valgt at sætte hver op med de vigtigste informationer; via link (som åbner i ny fane) kommer du direkte til det nævnte produkt og kan læse mere om det - bl.a. den fulde næringsdeklaration. Jeg har givet produkterne stjerner (mellem 1-5, hvor 1 er dårligst), hvad smag og konsistens angår.

* - Uspiselig/umulig at bryde igennem med selv professionelt værktøj
** - Kan med vold tvinges ned/kræver ulvebid
*** - Intetsigende/hård i konsistensen
**** - Fin/dejligt bid, ikke hård
***** - Virkelig god/perfekt konsistens


Vi starter med Nupo:

Jeg er ret vild med denne nye Nupobar - især da jeg i forvejen er ret vild med kombinationen mint/chokolade. Her er de rigtig fint flettet ind i hinanden uden at minten bliver for dominerende og tandpasta-agtig. Konsistensen er dejlig blød og jeg ville ikke have noget problem med at spise mig gennem sådan en bar. Stort set ingen kemisk bismag. En høj bar, der af udseende minder om en mørk Yankeebar.
Find den her

(Overall følelse):

Næste produkt er også Nupo:

Denne variation med jordbær/solbær er overtrukket med 'hvid chokolade'. 'Chokoladen' smager, ligesom på deres myslibar, ikke rigtig af noget. Baren her har også en lidt mysliagtig konsistens og meget mere bid end den forrige. Dog måske lidt for meget. Synes, den var meget hård at bide igennem, men om det bare er pga. min TMJ, skal jeg ikke kunne sige. Der skal bruges lidt samme styrke som ved rå gulerødder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret vild med Nupos myslibarer og at denne mindede meget om - dog uden lige så kraftig kemisk bismag - gjorde mig meget begejstret. Solbærsmagen synes jeg stort set ikke var til stede, men jordbærsmagen var. Jeg spiste den samtidig med jeg drak min daglige skummetmælk og det var en rigtig god kombination. Selvom den i smag har fået 5 stjerner ligesom sin forgænger, foretrækker jeg nok denne. De er begge til UG, men med sin friske jordbærsmag vinder denne - trods den hårde konsistens. En høj bar, der som den forrige kunne minde om en (hvid) Yankeebar.
Find den her

(Overall følelse):

Næste produkt er Nutrilett, som jeg aldrig før har kastet mig ud i:

If it ain't broke ... og sådan. Det er faktisk grunden til, jeg aldrig har haft kastet mig ud i produkter som Nutrilett og Allévo, som ellers er ved godt og grundigt få mast rumpen ind på markedet; men Nupo har bare altid fungeret for mig, jeg ved, hvad deres produkter står for, det var derfor også med den største skepsis, jeg kastede mig ud i dette forsøg. Nutriletts design virker mere ... 'billigt' på mig end Nupo og det, selvom prisforskellen kun er 1 kr. Nutriletts bar har også en anelse højere kalorieindhold. Smagen er fin, min lidt om en kedelig udgave af en Yankeebar. Hvis man gumler for længe, får den en kemisk bismag, men den er ret neutral, hvis ikke man gumler løs for længe. Der er god bid i. Man skal ikke tvinge kæberne igennem med vold og magt, men den er heller ikke så blød, at man føler, tænderne mangler udfordringer. En bar, der er meget flad i forhold til Nupos. Da jeg er så træt af Nupos caramelbar (overdosis under sidste kur), ville jeg nok foretrække denne. Men stod valget mellem denne og de to ovennævnte, ville jeg klart vælge Nupo. Jeg ville dog meget gerne smage Nutriletts pastaprodukt - det er lidt mere tiltalende, for mig, end Nupos supper, jeg stadig ikke har smagt.
Find den her

(Overall følelse):

Sidste produkt er Allévo:

Her er ikke alverden at råbe hurra for. Jeg har ikke engang rigtig noget at sige ... Den er intetsigende! Der er stort set ingen smag - udover en bismag af kemi, der er mere udtalt end ved de andre produkter. Konsistensen er okay, lidt hårdere end Nutriletts, blødere end Nupos jordbærbar. Prisen er en anelse lavere end de andre to producenters, men indeholder til gengæld 3 g. mindre og indeholder en del mere kalorier. Fedtindholdet er dog det samme. Et produkt jeg nok ikke ville vælge, med mindre det var eneste valgmulighed. Dog bestemt ikke uspiselig. En meget flad bar med det design, der på mig virker 'billigst'.
Find den her

(Overall følelse):

Konklusion:

Alt i alt ville jeg nok vælge Nupos jordbær/solbærbar, hvis jeg skulle vælge mellem et af disse produkter - det på trods af konsistensen. Jeg ville gerne have givet en smagsstjerne mere, men synes ikke, den anden Nupobar fortjener mindre end maksimum. Det er og bliver en smagssans om man er til frugt eller chokolade/mint. Opført efter min præferance, ville vinderrækkefølgen være:

1) Nupo jordbær/solbær
2) Nupo mint
3) Nutrilett caramel/toffee
4) Allévo milk chocolate

Dette er når jeg tager højde for både smag, pris og kalorieindhold. Bemærk dog, at det er fire produkter med hver sin smagsvariant. Når jeg valgte disse, var det fordi, det var to Nupoprodukter, jeg ikke havde smagt, samt hvad jeg kunne få i den lokale biks af de øvrige mærker.

For god orden skyld vil jeg lige tilføje, at dette indlæg ikke er sponsoreret (sponsorerede indlæg er markeret med denne oplysning), men blot min personlige mening.

Dagens fanbillede - nu også med striber!

Så kom vores lille Mis(s) Vips på som dagens fanbillede hos Best Friend.

Det er tredje gang, et af vores billeder bliver dagens. De to andre gange har det været Zappen, der har hentet titlen hjem, men det varmer ekstra meget at det er min Vipsepige, der døde d. 11. september 2011, præcis ti år efter, hun var kommet ind i mit liv, der i dag bliver mindet med denne titel. Vips var meget speciel og hende og jeg havde et forhold, der ikke kan beskrives. Hun var min lille pige, og jeg synes, hun er den smukkeste kat, jeg nogensinde har set! Jeg reddede hende fra kvarteret blandt nogle studenterboliger, hvor kun rendte rundt mellem ølflasker og (ja sgu!) kanyler og ledte efter mad.
          Hele vejen hjem i bilen, knugede hun sig ind til mig, som vidste hun, at her var en redningsplanke - et liv med mad, varme og kærlighed. HG var meget imod mit projekt, da vi lige havde fået en lejlighed, hvor vi ikke måtte have dyr, men jeg var urokkelig. Det var mig og Vips eller intet overhovedet. Vi havde ellers undtagelsesvis fået lov at beholde vores kat, Shiloh, og kanin, Lurifax, da vi flyttede ind i den 104 m2 store lejlighed med tag, der var fløjet af under orkanen i '00, rådne vinduer med indbyggede maddiker (der åbenbart var den eneste slags husdyrhold, der var tilladt i nr. 19), en skizofren i underetagen, der flere gange dagligt bankede på døren og på skift bad om tilladelse til at få foretræde for borgmesteren, der åbenbart formodedes at bo i vores entréskab og HG, der i kraft af sin stilling som farmakonom åbenbart forventedes at skulle lægge ører til hendes forhåndenværende fortrædeligheder og dårligdomme der som oftest (til HGs store fortrydelse) syntes at involvere intime ting som skedesvamp eller underlivsbetændelse, og psykopat udlejer, der elskede at finde på måder, hvorpå han kunne få sine lejere til at betale ekstra, mens han plirrede med sine små stikkende øjne og gned sig begærligt i hænderne.
          Men jeg påtog mig personligt at snakke med udlejer og var han imod min Vipsepige, kunne han tage sin lejlighed og stikke skråt op. HG var også urolig for Shiloh, der dog fra første snif af den underdejlige Vips blev ellevild for en legekammerat (de var næsten jævnaldrende) og dame til sit ønskede harem.
          Det havde nær kostet vores forhold, da HG var imod projekt Vips, der både var syg og uønsket (fra udlejers side), men jeg fortalte, at såvel han som udlejer og Shiloh kunne pakke sig (på Tante Møhge-måden), hvis de ikke ville tage mod min lille stribepige med henholdsvis åbne arme og poter. Det endte med, at Vips blev højt elsket af såvel HG som Shiloh - udlejer blev dog aldrig helt glad for Vips og endte med at lægge sag an mod os og forlange skyhøj erstatning da vi flyttede, fordi Vips havde pisset i garderobens skab. Således er der i dag iskoldt luft mellem mig og udlejer, når vi af vanvare mødes i Netto eller på det lokale lægehus. Han kan ikke tilgive os at vi vandt sagen - OG fik penge retur fra vores indskud (han kendte desværre for ham ikke boligloven ligesom som os. Jeg tror ikke, han havde drømt om at en velanset og respekteret forretningsmand som han, kunne blive taget i røven af en kontanthjælpsmodtager og en ung knøs fra det lokale apotek, begge kun trådt ud af teenageårene. Men ikke alene havde vi sat sig ind i boligloven OG læst de papirer, vi havde underskrevet ved indflytning i stridens kerne, lejligheden 19C, vi havde også mine forældre, der gav os det gode råd af melde os ind i LLO, der bistod os, da vi flyttede ud af skizofren- og maddikehelvede og gerne ville have vores tilskud retur).
          Jeg kan ikke tilgive ham hans had og gerrighed. Da vi engang, ved et frygteligt uheld, kom til at sidde ved siden af hinanden i et overfyldt venteværelse, var det helt så HG dirrede af frygt for, at jeg skulle finde på at daske til ham med min medbragte stok og derved få endnu et sagsanlæg på nakken. Når det ikke skete, er det til dels af den grund, at jeg pga. feber og lægeskræk ikke magtede at udgyde mit had i form af andet end onde blikke og berøvelse af begge armlæn, så han således måtte finde sig i at sidde pænt med hænderne presset ind mod kroppens sider og i frygt for min stok, der stod lænet betænkeligt tæt op ad hans armlæn. Det frydede mig desuden, at den 'sygdom', som han med afsky kaldte det, at jeg havde tilladt at anskaffe mig og som havde anbragt mig i det kommunale system (hvilket åbenbart fik ham til at anse mig for en paria), nu også havde sneget sig ind på hans kone og medført så grelt et handicap, at han nu var stikirenddreng for hende, når der skulle fornys recepter.
          Skadefro er ikke pænt ... men jeg skammer mig alligevel ingenlunde over at indrømme, at det er hvad jeg føler, hver gang jeg tænker på disse afskyelige mennesker, der forpestede et par år af mine sidste teenageår, mens jeg selv havde ringe kræfter til at kæmpe og ikke havde brug for den ekstra modstand, de tilførte vores liv.

Jeg har vænnet mig til, hun ikke er mere, min Vipseprinsesse som dette indlæg egentlig skulle have handlet om, men jeg kommer mig aldrig over det og jeg tror aldrig, jeg vil kunne tænke på hende uden at tårerne spiller i øjenkrogene, fordi det gør så ondt, hun er væk. Hver dag skal Sipzap - der også var meget, meget glad for Vips - en tur i haven, hvor hun ligger sig på Vips' grav. Jeg sværger, hun ved, det er Vips' opholdssted nu! I dagene efter hendes død, sad Sipzap fra morgen til aften på havelågen og spejdede. Hun kunne ikke forstå, hvor Vips var. Efter timers forgæves venten, gik hun ind ad kattelemmen, spiste lidt mad og kravlede op til mig i sengen, hvor hun ledte under dynen, hvor Vips plejede at ligge og vogte, så snart moar lå der. Efter en del uger på den måde, kom jeg ud i haven en morgen og blev helt kold indeni, da lågen var tom og ingen Kæmpekat (som Sipzap hedder blandt områdets børn) sad og spejdede. Efter at have endevendt haven, fandt jeg hende og bror Shiloh side om side på Vips' grav. I dag er Shiloh, der blev 12 år og overlevede Vips med ca. et halvt år, også død og ligger side om side med Vips i haven. Og Sipzap besøger dagligt gravstedet, hvor der er et helt hul i græsset, fordi hun har lavet sig en hule.

Trioen, før tiden indhentede dem og tog Vips og Shiloh med til himmerig, mens den ca. fem år yngre Zap blev tilbage. Fra venstre er det Shiloh, Sipzap og Vips.

♫♪♪♫ Hjælp mig lige med at sende, nanana-nananana, stiften op i mormors ende ... ♫♪♪♫

I disse dage kan man ikke bryde ud i et spontant smil, uden man flækker henover krydderen. Vejret i disse dage er simpelthen så hårdt ved hud og hår, at man ligner noget der er løgn. Læberne flækker, håret stritter som har man stukket tommefingeren i stikkontakten og huden falder nærmest af på samme måde som hos en slange, der skifter ham. Så nu kommer vi ind i et problemområde, for jeg. Hader. Cremer! Og pomader. Og al deres væsen. Jeg føler mig fedtet og klistret som en bussemand, der er skrabet ud af bihulerne af en barnehånd. Og jeg har faktisk aldrig rigtig fundet en bodylotion, jeg er glad for. Jeg er ikke lige typen, der gider sidde og stritte med stængerne i fem timer, før cremen er trængt ind. Og tager jeg den på efter bad, føler jeg, mine jeans omklamrer mig på en familiær måde, jeg bare ikke bryder mig om. Ved sengetide skal jeg kaste mig i dynerne med to hunde og fire katte - heraf er en langpelset maine coon med særdeles sunde hårrødder og en hund, der fæller, som var hun betalt for det. Og hvad er pointen i at barbere ben, hvis man får pels i stedet?

Så er der det med læberne ... Jeg plejede bare at bruge Lypsyl fra Netto, selvom jeg synes den har en bismag af toiletrens (ja, altså ikke at jeg sådan går og bæller den slags, men ... you get my drift). Men den var billig og gjorde sit job. Den fik min mormor så ødelagt, da hun mens vi sad om kaffebordet for nogle år siden følte trang til at dele et godt råd med selskabet: Hun brugte nemlig Lypsyl som afføringsmiddel! (TAK, mormor!). [I swear to God, it's true!]. Det er åbenbart billigere at stikke en Lypsyl skråt op end at købe en omgang Klyx på apoteket. Så mens jeg sad dér med flødeost klistrende til ganen og sur galde skyllende op i spiserøret, forsvor jeg, at Lypsyl aldrig kommer nær mit ansigt igen. Den historie sammen med lugten af toiletrens gør, jeg ikke kan have den i min nærhed! For nogle uger siden voksede min mistænksomhed mod produktet yderligere, da jeg så en Lypsyl på min mormors stuebord. Universalmiddel? Perhaps, men både i hoved og i røv? Nej tak!

Sjovt nok var det også min mormor, der i sin tid fratog mig fornøjelsen ved Kløvervaseline. Jeg elskede ellers den gule dåse med trekløveren på, fordi den mindede mig om laboratoriet på apoteket, hvor min far regerede som alkymist eller DAK-laboratoriet, hvor min mor arbejdede i mine tidlige barndomsår. Så dåsen var ganske velkendt. Dog var den ofte forbundet med et mere ubehageligt ritual: Når der skulle tages temperatur (det var mens endetermometeret var det eneste rigtige!), kom den gule dåse nemlig frem.
          Derfor blev jeg endnu mere vrangvillig end normalt måske er, når min mormor nærmede sig med den gule dåse - jeg turde ikke forsværge noget (slet ikke med en dame, der bruger Lypsyl i dén ende!). Når vi besøgte hende i ferierne, følte min mormor det åbenbart som sin pligt at smøre os børn ind i alle ender og kanter med cremer og vaseliner.  Kløvervaselinen fik vi på i et lag, der var så tykt, at man vågnede med nullernemænd så store som en mindre kennelbestand på læberne. Var man heldig, nåede man lige af få pillet de sidste hundehår af læberne, før ugen var omme og vi skulle hjem igen.

I mange år var Labello et hit, men desværre smagte den mig så godt, at jeg en dag kom til at æde det meste af sådan en stang. Der lægger et eller andet underligt gen gemt i Find-børnene - i hvert fald når de blev blandet med min mors gener. Alt skulle nemlig puttes i munden og tygges på. I mit baghoved ekkoer det stadig fra min barndom: "Nej Sune - SPYT UD! ... Morten, nej! Jeg sagde NEJ!" Da min yngste bror ti år senere kom til, kunne vi konstatere, at generne stadig blev videregivet til nyankomne. Han nåede at gnaske sig gennem adskillige Ludospil, Matadorbiler, tændstikker ... Modsat mine to ældste brødre, åd han dog byttet. Så vi måtte finde os i at bruge knapper, når vi skulle spille Dam eller bruge skakbrikker til Ludo i en snæver vending. 
          Jeg lignede nok mest min yngste bror. Jeg sad nemlig heller ikke og gnaskede kuglepenne, radioantenner eller sofaben, for derefter at spytte savspåner ud. Jeg gik, som min yngste bror, grudigere til værks og åd mig gennem bøtter med tandpasta, shampoo eller cremer, der duftede særlig godt. Det har dog medført, jeg kun i kortere perioder kan bruge Labello uden at blive overdoseret. Det samme gælder mærker som Zendium Tandpasta og LDB Bodylotion.

Men i disse dage må jeg altså give fortabt. Mit legeme er ved at tørre ind til en mumie. Jeg har brug for en god læbepomade og en creme, der ikke varer tre timer om at trænge ind huden. Det må også gerne være produkter, der står på Netto eller Lidls hylder, det gør mig intet - bare lortet virker.

Så har du et tip til en god læbepomade eller creme, så smid meget gerne en kommentar. :) Gør mig kysseklar til foråret.

Hormonella-opklaringen

For helvede da også! Hvad fanden er det med mig? Sidder her i nattens mulm og mørke, alene hjemme på bøhlandet. Naboer og genboer er gået i seng og alt er mørkt og ånder ro. Og hvad laver jeg? Sniger mig rundt som et rovdyr i mørket, på jagt efter hvad som helst, der indeholder sukker. Er som en kæderyger, der støvsuger askebægret for skodder! (Been there, done that, got the T-shirt - not proud!). Havde man udbyttet 'skod' med 'lakrids' sværger jeg, at jeg havde ædt den, selvom en anden havde pattet lidt på den først. Tja, sværger tilmed, at havde der været en skumbanan under sofahynden havde jeg ædt den (og nej, desværre er det ikke hynden, jeg taler om!) uanset, hvor gammel den havde været og hvor mange nullermænd, der havde klynget sig til den.

Har haft en yderst produktiv dag (ha!). Vågnede kl. 18(!!) ved  at HG meddelte, han tog ud til sin bror, til manbonding. Spiste nogenlunden fornuftig (omend alt for meget) aftensmad og har ligget og læst næsten hele andet bind af "Borte med blæsten", som jeg er i gang med at genlæse. Men midt i krig og udsultning, følte jeg altså en stærk trang til at vise Taras beboere min sympati ... ved at flæske mig i småkager og kokosmakroner. Har ædt mig den ledeste kvalme (og dårlige samvittighed) til. Beder virkelig til, det er dette her hormonella-noget, der er den skyldige. And please make it go away! Fuck altså. Hvor er min moral, min selvbeherskelse og min anstændighed blevet af?! Ferierer de med min gamle, slanke krop? Får næsten lyst til at give helt op, æde mig virkelig fed og få en gastric bypass. Men veeeed jo godt, at selv de patienter har kæmpet som sindssyge for deres vægttab.

OMG - nu ved jeg, hvad der foregår! Den ekstra kropsbehåring, appetitten, småkagerne ... jeg er ved at udvikle mig til Cookie freaking Monster!

Cookie Monster over and out ... of reacht.

Dagens ...

decembergrin.

Jeg vil prøve at oppe mig lidt - har haft travlt og bloggen har lidt under det. Vil bestræbe mig på at få lavet et indlæg hver dag og gerne ét, der er særlig decemberpræget - gode tips til julegaver, fede dekorationer, søde billeder m.v. Og nej, jeg har ikke glemt den lovede giveaway - den skal nok komme på. Men I kender mig jo - jeg er Line-Atterdag; det jeg ikke når i dag, når jeg i morgen ... eller næste år.

I dag bliver det dette billede, jeg bare ikke kunne stå for. c",)

Glædelig 4. december til jer derude, der måtte falde forbi. :)

Ten to ...

warch, watch, watch!

Ja, nu har jeg stenet dyrevideoer hele aftenen og her kommer ti, du bare må se:

Hvilken er din favorit?

Når man taber sine lykkepiller ...

Soooooo ... skulle lige lave ugens nye pilleæsker her til aften. Samtidig med, at jeg så "Biggest loser". Og tænkte over et mystisk problem i Dream Chronicle 5 (fucking lortespil, som låser!). OG læste beskeder på Facebook Det skal man så ikke gøre, for pludselig kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde lagt blistret med en halv Cipramil i. Den var ikke i min pillekurv. Ikke i sin æske. Ikke i dynen (I knoooow - skal sidde ved et bord uden rod!) ... hvor fa'en er den skide pille?! Så, når nu jeg vågner i morgen tidlig, regner jeg med, der sidder en kat på min brystkasse og ser således ud:

Historien om gærtabletterne ... en satirisk fremstilling

Ten to ...

Define me:


1)

2)

3)

4)

5)

6)

7)

8)

9)

10)

Når Alfons Åberg og Spøgejørgen bliver gift

Jeg har lige haft taget et par computerfri dage. Og hold da kæft, hvor kan der nå at ske meget på to dage! Overfyldt mail; Facebookliste, der går amok; interne beskeder på Fyldepennen, der skal besvares ... gid det var sådan i det virkelige liv. Der kan gå fire dage uden jeg tømmer postkassen, og når jeg så endelig får taget mig sammen, er der ikke andet end en edderkop, der virker fornærmet over at se dagslys.

Er træt i dag. Træt som et ondt år. Vi har haft nogle dage med sindssyge-vejr. Måtte tage ekstra medicin. Fik tre Stesolid den ene dag, for at holde muskelkramper i ave. ZzzZzzZzz ...! Væmmeligt stof at rende rundt med i kroppen. Men trods alt bedre end kramper.

Har forsøgt at få styr på hjemmekaos. Er endelig færdig med rodebutikken i soveværelset. Mangler nu bare de billeder, jeg har skullet have hængt op i hundrede år. Det er snart et år siden, jeg rammede dem ind og stillede dem klar. MÅ se at få det gjort.

Vågnede ved et styks Samsara, der gik amok. Har aldrig hørt en kat gale sådan! Så kunne den lille lakridspastil åbenbart alligevel godt komme i løbetid. Mand, hvor jeg glæder mig til, det er ovre! Et styks heksehyl, tjek! Nå, nu kan vi da endelig få bestilt sterilisation og øremærkning til the late bloomer. Dyrlægen anbefalede, vi ventede med neutralisering til hun havde været i den første løbetid. Hun er jo ret nervøst anlagt, og han sagde, det ville styrke hende, hvis hun blev voksen og får mere selvtillid, før man steriliserer hende. Havde glemt, hvor slemt det kan være. Alle de andre er blevet steriliseret før de fik den første løbetid. Da vi fik Vips, var hun ca. ni mdr., så hun nåede at komme i løbetid, før vi fik hende neutraliseret. Det virker helt som den omvendte verden ... så står min lille killing (hun er stadig bare tiny i forhold til Myrle, der kun er få mdr. ældre) dér og skriger liderligt ... med en lille, lys killingestemme. 

Kunne godt mærke i morges, jeg ikke magtede det helt store i dag. Blev vækket alt for tidligt af skrigeren, men kunne ikke falde i søvn igen. Fik lokket HG til at lave mig morgenmad. Og så var det, det gik op for mig, at jeg har giftet mig med Spørgejørgen!

HG: "Hvad vil du have?"
Mig: "Havregrød."
HG: "Hvordan skal den være?"
Mig: "Bare som den plejer, skat."
HG: "Hvordan er det?"
Mig: "En deciliter havregryn, to deciliter skummetmælk, en deciliter vand, lidt salt, en teske vanillesukker, en håndfuld rosiner og en håndfuld hasselnødder."
HG: "Sådan var den ikke sidst." (Jahrmen, hvorfor SPØRGER du så?).
Mig (nu knap så overbærende): "Nå, men sådan skal den være nu."

HG går ud i køkkenet. To sekunder senere står han i døren igen.

HG: "Lugter denne her frisk?" Rækker mig skummetmælken.
Mig: "Ej, men, HG, denne her er jo to dage for gammel. Og der er næsten intet i. Åben dog en ny!"

Lidt senere ude fra køkkenet:

HG: "Hvor er havregrynene?"
Mig (nu lettere vrissende): "Hvor de plejer at være!"
HG: "Hvor er det?"
Mig (nu MEGET surt): "I glasbeholderen for ... da osse!"
HG: "Hvilken hylde?"
Mig: "KIG!!!"
HG: "Hvor er hasselnødderne?"
Mig (nu på grådens rand): "Hvor de plejer ..."
HG: "Nej, dåsen er tom!"
Mig: "Nåh ja ... du sagde, de så 'suspekte ud'. Så du smed dem ud og købte nye."
HG: "Hvor er de?"
Mig (nu emmende af raseri): "Hvor skulle jeg vide det fra?! Jeg var ikke med på dét indkøb."
HG: "Hvad skal jeg røre med?"
Mig: "Det må du da selv om!"
HG: "Hvad er bedst?"
Mig (er nødt til at svare, ellers får dette aldrig ende): "Et piskeris." (Krydser fingrer for, det er rent!).
HG: "Vil du have en skål eller en tallerken?"
Mig (nu på nippet til at skære mine egne håndled over). "Skål!" (Gid jeg havde et glas i hånden, mens jeg sagde det!).
HG: "Hvilken ske?"
Mig: *Lidende lyd*
HG: *Står i døren med såret udtryk* "Jeg vil jo bare gøre det så godt."

Mig: Ligger på sengen med pil gennem hjertet. Manden har jo ret. Og måske er jeg gift med Spørgejørgen. Til gengæld har han ægtet Alfons Åberg. "Jeg skal lige ...!" er mit motto. 

Det ironiske i denne historie er, at jeg lige havde siddet og læst højt fra '1001 tårs tøsetanker', hvor Space er på ferie med sin familie. HG morede sig særligt over Spaces spørgelystne morfar (der minder en del om HGs hedengange). I flere dage gik vi konstant og sagde indforstået til hinanden: "Hvor er din bror?"

Må nu begynde at sige: "Men hvilken ske? Hvilken skål? Hvad er bedst?". 

Argh, nej altså ... Nu begynder det liderlige lille krapyl sgu forfra på sit skråleri. What a day! Myrle i samtlige potteplanter (sorte poter overalt), Cleo, der - af ukendte årsager - beslutter sig for at pisse på gulvet, Heksehylet fra Stripperkongens piger, der ikke kan hyle færdig og Spørgejørgen i gentagelsesmode. 

Overvejer om jeg skal gå i seng med verdens største ørepropper og tage Sipzappen - min eneste trofaste støtte - med. Eller om jeg skal dyrke højlydt sex med HG ligesom Samsara skal til at falde i søvn og imens konstant spørge: "Kommer du? Kommer du? Kommer du?" 

Eller om jeg bare skal pakke min negativitet væk og være glad for, de allesammen er i mit liv ... fordi jeg trods alt ikke kunne leve uden dem. :)

Pis mig i ... skoene?!

Puha, for en dag! Vidste godt, den kunne blive anstrengende med tre gange tumlinger til dyrlæge, men alligevel ...

Allerede i morges ved titiden dannede varmen hedebølger i horisonten. Så ved man ligesom godt, det bliver en af de dér dage, hvor det eneste, der burde været på programmet er dette:

Det var der jo så ikke. Tværtimod ventede indfangelse af tre katte; en køretur på sammenlagt 1½-2 timer med indlagt kattejammer-musik; klipning af kløer og potepels på Fodvorten (vores Cavalier, Frik) samt massiv oprydning og rengøring.

Cleo har aldrig tidligere været besværlig at have med i bur. Hverken da vi fandt hende og slæbte hende med hjem fra havnen, eller da hun efterfølgende skulle til dyrlæge, eller da vi hentede hende i Hasle, hvor hendes tyske forældre lå med deres båd og vi hentede hende hjem til os igen. Så HG fandt hendes bur frem ... hvorefter hun fór ind under sofaen! Hun skulle da ikke hjem til Tyskland, nahaj! Måtte lokke hende ud med frisk foder i skålen, hvorpå jeg snuppede hende, før hun kunne nå at få så meget som én mundfuld. Det hævnede hun dog - hun lod simpelthen bunden gå, så der drev pis ned ad mine bare ben, ned i sofaen og helt ned i mine nye Stylesnob! Måtte i gang med panikrengøring af mig selv og omgivelser, mens HG fik de to andre indfanget og sikkert lastet i Ewald (vores bil). Og så ellers af sted med en snert af pisselugt mellem lårene, stress-sved mellem ballerne og myoser i nakken.

Og så er det, jeg næsten takker guderne for, at Skodaben (vores forrige bil) brød sammen sidste år. For Ewald har aircondition! Selv kattene holdt op med at gale helt så ynkeligt, da de kunne mærke den kolde brise.

Lige en hjælp til nye læsere: Familiegalleriet.

Nåede dyrlægen til tiden og var sveddryppende, da vi gik derfra. HG sveder aldrig. Dyrlægen gjorde heller ikke (og deres klinik er såååå varm - selvom vinteren er der kogende!), Myrledyret og Samsara virkede også fattede. Men Cleo satte fede svedaftryk fra sine poter på dyrlægens bord. Der var et helt speedmark efter hende, da vi åbnede buret og hun kunne drøne ind igen. Denne gang uden problemer (det var lige før, hun selv smækkede lågen i!), hun skulle ikke engang hjælpes på vej - hun skulle bare med hjem da! Mens de to andre blev undersøgt, kunne jeg mærke, hvordan sveden bare begyndte at pible ud af alle porer. Må have lignet hedeslagsramt kvinde i overgangsalderen ... efter et styrtebad. Ved ikke, om det er PCOS, der giver mig disse hedeture (godt nok er jeg aldrende, men der skulle MEGET gerne være mindst 15 år til overgangsalderen!), min medicin eller min sygdom. Men et eller andet funger i hvert fald tydeligvis ikke. SÅ flovt at stå dét som smeltende snemand i højsol. 

Kunne slet ikke køle ned på vejen hjem. Dampede så man skulle tro det var løgn. Endte med at køre om en tankstation og købe sodavandsis trods slankekur.

Vel hjemme var det så tid til, at den lille fodvorte skulle ordnes. Det startede også fint, selvom hun er hys. Hun skriger altid op ved den mindste ting. Så hun skreg selvfølgelig også da jeg klippede hendes kløer. Måtte til sidst opgive den allersidste. Og hvad sker der, da jeg rejser mig? Et eller andet siler ned af mine lår - dog ikke pis denne gang. "Det er lort! Hun har sgu skræk-skidt på mig!" hylede jeg op. HG pegede på min arm, der også var dækket. "Nope, hun har blødt på dig!" 

Åh gud, hvor frygteligt. Har aldrig haft det så skidt med mig selv. På hendes sidste klo kom jeg til at klippe for tæt. Holdt hende i mine arme, mens HG fandt papirer for at redde mig og druknende sofa. Var næsten allerede på vej til dyrlæge igen i tankerne, da HG fik manet mig til besindighed (et svært job). Phoeba, der er meget overbeskyttende, slikkede, slikkede og slikkede hende, indtil hun havde helt koslik-frisure. Og så kom jeg altså til det, jeg ellers aldrig gør. Hun sad jo dér på gulvet, Frik, med sine kæmpestore brune øjne, der kiggede på mig - nærmest med forundring - som om hun forsøgte at forstå, hvorfor jeg havde straffet hende. Og Phoeba kiggede på mig med sit bebrejdende Hitler-blik, mens hun lænede sig beskyttende indover sin lille artsfælle. Begge gispede de af varme og chok. Og jeg kom til at hælde en lille bitte, bitte smule vanilleis op til dem hver ...

... Okay okay - med flødeskum. 

Men hvordan modstår man dette her:

NU er jeg altså også bare udmattet. På 'puuuuha'-måden, hvor man tager sig til håret og stønner lidende, mens man hører sengen kalde.

 

Om tolv timer ...

Jep, det skal nok blive ... udfordrende! Wish me luck. c",)