Test af Pure Argan Oil fra Perfect-Body

Pga. al den sygdom, der har været inde over det sidste halve år, har min selvtillid været absolut i bund; min hud er grim, skællende og bleg, jeg har taget på, mit hår er glansløst og mine negle flækker for et godt ord. Derfor har jeg været lidt på jagt efter skønhedspleje, der er let og hurtig at bruge i hverdagen, men som stadig gør en forskel og ikke koster en bondegård. I laaaaang tid har jeg hørt om, hvor revolutionerende Argan Oil er og hvordan folk ikke kan undvære den, når først den er prøvet.

Indtil videre har jeg kun haft prøvet en billig kropsolie fra Netto, som da er udmærket, men ikke lige forandrede mit liv på nogen måde. ;) Faktisk står den bare i badet uden at blive brugt. Men så tilbød http://perfect-body.dk/ at jeg kunne få lov at prøve deres Pure Argan Oil.

Ifølge http://perfect-body.dk/ kan Moroccan Argan Oil bruges på både hårspidser og hud. HER kan du læse, hvad Perfect-Body skriver om anvendelsen.

Jeg har nu brugt olien i to uger. Den kommer i en fin glasflaske, der beskytter olien mod sollys og som ser noget mere eksklusiv ud end en billig kropsolie i plastikflaske fra Netto. Duften er lidt tung parfumeret, hvilket er det eneste minus i min bog; duften hænger egentlig pænt sammen med produktets udseende, men jeg foretrækker bare personligt en mere frisk duft.

Jeg har brugt olien på mine hårspidser samt kroppen, når jeg er i bad. Flaskens pumpesystem gør det let at få den ønskede mængde, så man ikke står og fedter med glatte hænder og taber alt. Da jeg er ekstremt dårlig til at bruge creme (dovenskaben længe leve) har det været lidt en aha-oplevelse for mig. Jeg skal ikke sidde og vente på creme, der skal tørre og jeg føler mig ikke som en pelsmagnet efterfølgende. Min hud er normalt ekstremt tør, men føles meget mere lækker ved brug af olien. Derudover masserer jeg hver aften en smule olie ind i hver negl og de sidste to uger har jeg kun flækket én negl.

Olien koster normalt 149 kr., men er pt på tilbud for 99,- og at finde HER. Firmaet service har været upåklagelig med hurtigt svar og hurtig forsendelse.

Argan Oil er dog ikke det eneste produkt fra Perfect-Body, jeg har testet. Men hvad tror I, jeg ellers har testet? Tag et kig på deres sortiment og kom med et bud.

Perfect-Body er også at finde på facebook HER

[Pure Argan Oil er venligst sponsoreret af Perfect-Body til test og omtale her på bloggen.]

A Rira returns

Rira er hjemme!! De sidste dage har været så crazy og forstyrrende, at jeg slet ikke kan finde hoved og hale på noget.

I mandags, da vi kom hjem fra dyrlægen med Sekhmet, var HG ude med hundene og hørte miaven, kigger op og ser Samsara i vinduet på loftet! Vi har været deroppe hundrede gange og kalde - en dag sad jeg deroppe i timer, fordi jeg tænkte, at hvis hun var der, kom hun frem.

          Da vi nu gik derop, havde hun gemt sig igen! Men vi så kattepoter i noget træstøv ved vinduet. HG sad der fem timer, vi tog Sipzap med derop, da Rira er så glad for hende, forskellige former for mad og vand, men hun ville bare ikke komme frem! Vi kunne se, hun har rendt rundt nede under isoleringen, men hun kunne komme op, da hun havde siddet i vinduet og sat spor rundt omkring. Mit hjerte varr knust ... hvordan har hun overlevet tre uger?! Der er hverken mad eller vand. Hun må have levet af de mange mus, der heldigvis er og de er, som HG siger, 60-70 % væske, men jeg var stadig så bange. Bange for, at få hende frem og hun skulle dø i mine arme. Bange for, hun var ødelagt på organerne af sult og tørst. Og jeg følte mig så skyldig - hun VAR deroppe, selvom vi har været deroppe og lede næsten hver dag. HG ville ikke stille mad pga. rotterne og musene (de æder isoleringen) og fordi vi var SIKRE på, hun ikke var der, når nu hun ikke kom frem, når vi kaldte og lokkede med tun. Jeg kunne overhovedet ikke sove, sad bare og ventede. HG sad deroppe deroppe hele natten, men ville ikke have mig op i kulden, fordi jeg har blære- og bihulebetændelse. Jeg havde alligevel sneget mig til at kunne sidde lidt deroppe af nogle omgang - tog varmetæppe og dyner med.

Tror aldrig, jeg har oplevet noget så ubehageligt. Følte mig som jordens største røvhul! Har totalt svigtet min lille pige.
          Samtidig kom vi ind til en dum dyrlæge med Sekhmet, hvilket også kørte i hovedet på mig. Det var også hende, der i sin tid anbefalede, vi fik aflivet Zazen, fordi man ikke må flaske op. Hun spurgte, om vi ikke ville indlægge Sekhmet til sterilisation med det samme, da hun i princippet kan være drægtig. Jam... så dør fostrene jo! Men det var så netop hendes pointe. At de var uønskede! Blev så vred. Ingen af mine katte, hitter eller ej, er uønskede og får hun killinger, vil jeg nyde at få lov at opleve den fase og finde rigtig gode hjem til dem. Ved ikke, om jeg er nærtagende, men følte, hun overskred en personlig grænse hos mig. Og hvis Sekhmet ikke er drægtig (hun kunne ikke mærke liv, men synes, hun virkede tyk om maven), hvad bilder hun sig så ind at foreslå at lægge en kat med øjenbyld og lungebetændelse i narkose til en større operation?! Øv, hvor er hun væmmelig. Forstår slet ikke, hvorfor hun er i det fag, hun er. Når jeg skal derud fremover, vil jeg forlange kun at komme ind til en af de tre dyrlæger, vi er så glade for.
          Anyway, havde bare brug for at dele det hele med nogen. Det var kun min mor der vidste det med Rira, da vi ikke vidste, om hun ville overleve, men da jeg havde brug for at dele mine tanker, angst og frustration med nogen, skrev jeg til Heidi. Vidste, at hvis nogen ville forstå, var det hende. Og Heidi har været fantastisk! Tror ikke, jeg var kommet gennem de sidste dage, hvis ikke jeg havde haft hende at skrive med.

Da Samsara ikke kom ned i løbet af natten, ringede jeg til et dyreinternat og spurgte, om de havde en fælde, vi kunne låne. Jeg håbede, at hvis vi satte maden derind, ville hun måske gå i den. HG ville prøve at gå ned og lade hende få lidt fred. Vi lod loftslemmen være åben og der var mad og vand til hende, samt tæpper, hun kunne ligge på.

Forstår stadig ingenting af det hele - hvorfor og hvordan hun er gået derop, hvordan kan hun leve endnu og hvorfor hun har gemt, når vi har været deroppe og kalde og lede.

Tirsdag eftermiddag fik vi endelig (efter opkald land og rige rundt) fat i en fælde og satte den op. Men hun gik ikke i den! Onsdag (d. 11/12-13, præcis 22 dage efter, hun forsvandt), fandt jeg på at strø lidt godbidder hen ad loftsgulvet og ind i fælden og på selve fældens klap ligge lidt vådkost, som hun elsker. Kl. 20 lød der pludselig et brag og hun var i fælden!

Har aldrig oplevet hele følelsesregistret udspillet på én gang på den måde: Angst, lettelse, glæde ... Rystede over hele kroppen! Regnede med, hun ville være skræmt og ødelagt på både krop og sjæl. Men hun var bare Rira, min Rira! Hun er tynd og lettere dehydreret, men løb rundt i hele huset og skreg af glæde over at gense os allesammen. Hun ville lege med sin fiskestang, sove på TV'et som hun plejer og have mad i sin skål.

22 dage og min Rira er hjemme, hvor hun hører til! Har aldrig været så lykkelig, men hele denne uge, har vi næsten ikke fået søvn, så jeg er også træt og drøn udmattet. Men hun er hjemme!

Bag facaden

Adr, kender I den dér følelse, at i et karbad, bliver man aldrig rigtig ren? At man bare sidder og bobler i sit eget skidt? Alligevel er det luksus lige nu ... første bad i 11 dage! Ikke bare etageklatteri i sengen og tørshampoo i håret. Men nøj, hvor gør det ondt nu! Har de sidste uger haft mega attak med spasmer og smerter. Med infektion oveni er det bare bæ! Det er SÅ ydmygende at ens kæreste skal se én sådan. At han skal hjælpe én med at børste tænder, rejse sig fra lokummet, få redt hår ... alt! De muskler der ikke kramper, er sært døde. Har det med at savle, når jeg skal tale og når jeg drikker pisser det ned i skødet på mig. Mine lymfekirtler under armene gør SÅ naller pga. infektion, at jeg ikke har kunnet bruge antiperspirant. Én gang om dagen har det været op med armene, vifte fluerne væk og pifte deo på. Alt gør bare ondt - armene er det eneste, der ikke er vildt ramt, så jeg kan skrive og på den måde føle, jeg alligevel er lidt i live.

Selvom jeg savner et brusebad, føler jeg lige nu, det ville være at sammenligne med at få skraldet huden af. Jeg savner at stige dampende ud af brusebadet, nulrer de døde hudceller af med håndklædet, barbere ben, rede hår ... alt det, jeg glemmer at sætte pris på, når jeg har det godt. Men lige nu er det umuligt, fordi hele kroppen er et, stort, blåt mærke. Det har bare været SÅ meget lortedag, at jeg må have afløb. Jeg har tit ondt på den måde, men det varer sjældent så længe. I dag, hvor HG så har været væk en del timer, bliver jeg endnu mere hudløs.

Jeg tager mig i at spekulere på, hvad der er rigtigt her? Jeg ved, jeg har ME. Fair nok. Men jeg har svært ved at have en diagnose som 'fibromyalgi', når jeg samtidig får at vide, mine symptomer går ud over, hvad der hører til sygdommen og hvad der er normalt. Og så samtidig får at vide at det ikke tyder på MS. Jeg har fået rygmarvsprøve og hjernescanning og fik at vide, der ikke var klassiske tegn på MS. Men når jeg samtidig får at vide, det ikke er normalt fibro ... garh, så bliver jeg træt, træt til døde. Min læge har halveret mine stesolid mod muskelkramperne. Egentlig ville hun fjerne dem, men da jeg påpegede, det ikke var mit problem, at lægerne får påbud om at udskrive mindre, begyndte hun at give sig. Hvad havde hun regnet med? Det skete mindre end et halvt år efter, jeg blev hentet med ambulance, fordi fuldt styrke stesolid ikke kunne stoppe spasmerne! Jeg tænker også på, hvad der gør ved HG? At have en kæreste, der ligger nøgen (kan ikke have tøj på pga. smerter) med fedtet hår og ligner en eldrevet spastiker, fordi musklerne ikke kan kontrolleres.

Normalt føler jeg mig rimelig munter og tilfreds med mit liv. I dag er tingene bare blevet for meget. Jeg er SÅ træt af soveværelsets fire vægge. Samsara er væk, Mumi er døende, min krop dur ikke, HGs retssag venter om hjørnet og vi er fattige som kirkerotter pga. alle de skide psykiaterregninger, der har været i forbindelse med sagen.

Jeg håber, I bærer over med mig og mine udbrud. Jeg ved godt, mange har problemer, der er større og værre end mine. Min lige nu, hvor jeg bare kan ligge og tælle timerne til næste gang jeg må få medicin, har jeg svært ved at rumme noget ud over min egen boble. Dette er desværre også en del af mit liv. Selvom jeg sjældent (eller hvad? For ofte?) deler det med jer.

... Det er lige før, jeg glæder mig til, jeg kan færdes IRL igen og møder folk, der siger: "Du ser jo kernesund ud - man kan ikke se, du er syg!" Normalt gemmer jeg mig bag Nettos nærmeste hylde eller en af gadens lygtepæle, når én af de typer, der altid smækker den i mit hoved, kommer daffende ned ad gaden, med brystet skudt frem og brillen hvilende på næsetippen - på jagt efter et offer, der kan trynes på en måde, der får det til at lyde som om, de egentlig giver en kompliment. Med lige nu gad jeg godt have den i  hoved. 'Hvor ser du godt ud!' ... tja, det er nogle dage siden.

Mandagsmemoirer #1

Jeg har længe tænkt på at starte denne nye kategori på bloggen og nu skal det være! Med mellemrum vil jeg skrive ud fra et tilfældigt ord; trigge minder og skrive, lige hvad der falder mig ind. Måske bliver de til to linjer, måske bliver det til en halv roman. Jeg håber, du vil følge med!

I denne uge slog jeg op i min igangværende roman, "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl, på en tilfældig side og lagde min finger et vilkårligt sted på siden. Her er hvad, jeg fandt:

Du gav mig bogen "Jonathan Livingstone Havmåge" og jeg fortabte mig ... jeg forsvandt ind i det univers, der indtil da kun havde eksisteret i mine drømme, drømmene, hvor jeg er både fugl og fisk; jeg svæver over havene, hvori den anden del af mig bor, jeg mærker luften mod mine vinger og denne uendelig frihed der er, ved livet som fugl. Alting er så enkelt, når man svæver over Jorden og ser, hvor lille den er! Pludselig er man selv så stor.
          Jeg fortsætte mod den uendelige horisont, med de eksploderende farver. Solen, der ligner en dryppende blodappelsin, sænker sig ned i havet, tilbage i skødet på Moder Jord. Jeg dykker med den, dykker ned i havet, hvor livet startede og den uendelig dybde åbner sig under mig, som et altfortærende gab. Jeg forsvinder i det skummende blå, der slår koldt mod mine flanker. Hvor fuglen er fri, er fisken bunden. Er det sådan det er? Hvad hvis jeg er delfinen, der skyder gennem havoverfladen og letter for at få en bid af himmelen? 'Fisken med livmoder', det var det, de kaldte mig dengang, hvor livet startede.   
          Havde Jonathan ret? Har vi alle potentialet i os og muligheden for at nå drømmene? Skal vi bare fortsætte opad, opad mod drømmen? Og er den oppe? Kan den ikke være nede? Kan den ikke gemme sig et sted i dybet? Vores eget dyb, havets dyb, livets ... Rødderne ligger i dybden og skyder opad mod varmen og højderne. Sådan vokser livets træ frem og breder sine grene ud. Med ligger træet viden i bladene eller rødderne?
          Vi er alle på forskellige stadier af den samme rejse, siger han. Er det sandt? Og hvor er jeg så? Og hvor skal jeg hen? Kan vi tage andet med os end kærlighed og viden? Og hvis det kommer til et valg, hvad er så vigtigst? Kærlighed. Eller viden. Skal jeg vide for at elske? Eller elske for at kunne vide? Fra højderne til dybderne, sådan er livet og ikke kun mit. Vi er alle ens, siger han. Mit livs synes at være sådan, evigt på kanten. Fra de svævende højder til de tunge dybder. Altid balacegangen; på den tynde linje ...

Måske endte det med ikke at have meget med 'trækfugle' at gøre. Jeg håber, du vil tilgive mig og lide teksten alligevel. :)

Hvis du skulle være blevet interesseret i bogen, kan du læse mere om den her. Denne bog er bedre end Disney, smukkere end eventyr, dybere end selvhjælpsbøger. Med fare for at lyde sentimental, kan det blive en bog, der ændrer dit liv.

Giv også dig selv tid til at se dette lille uddrag fra filmen:

"Don't believe what your eyes are telling you. All they show is limitation. Look with your understanding."

Møde med fortiden

Louise har uforvarende åbnet Pandoras æske. Hun postede en video af Meat Loaf på Facebook og pludselig dukkede en masse billeder op ...

(Lad evt. videoen kører, mens du læser, da den linker sig til indlægget).

Jeg er 15 år. Vi er i sommeren 1997 og jeg går i 9. klasse på en privatskole. Det er et ret ensomt år for mig. Min bedste veninde dolkede mig i ryggen, da klassen var på skoletur i Prag. Da vi står i kantinen og jeg ikke vil have noget at spise råber hun min dybeste hemmelighed udover hele kantinen: "Så lad du være med det. JEG har bare ikke tænkt mig at dø af anoreksi!" Aldrig har jeg følt mig så afklædt. 39 elever (en elev mere end kilo på min krop!) glor på mig, som jeg står dér helt nøgen og sårbar. Aldrig har jeg været så ydmyget! Siden da har vi ikke snakket sammen. Vi ænser ikke hinanden selvom vi kører med samme bus, går i samme klasse, ved alt om hinanden. Hun er for mig, som en udstødt fra Jehovas Vidner ... hun er død, hun er luft, hun er intet. Hullet fra kniven er åbent endnu og tyk materie flyder ned langs min markerede rygrad, selvom det er et halvt år siden.

          De andre i klassen snakker jeg heller ikke rigtig med. Der kan gå uger, hvor jeg ikke engang hører et "g'morgen". Jeg ved godt, det er min egen skyld. Jeg magter ikke mennesker og social omgang. Hvert frikvarter skynder jeg mig ud ad bagdøren i klassen. Går gader og stræder tynde indtil sålerne i mine Dr. Martens næsten er slidt ud. Jeg skutter mig i mine slidte Levi's og tykke læderjakke. Selvom det er forsommer og høj temperatur, fryser jeg. Jeg fryser hele tiden. Min ryg er dækket af et tykt lag pels, fordi min krop desperat forsøger at pakke mig og min sårbarhed ind. Mens de andre fra klassen drager af sted til bageren efter kakaomælk og romkugler, går jeg og tænker. Fra 10. klassen, brager hvert frikvarter Meat Loafs "I'd lie for you" ud ad de åbne vinduer. Den er dårligt slut, før den bliver genstartet. Som er det den eneste sang på cd'en.
          Drengene fra min klasse kører den spinkle Jesper af sted i en af Nettos vogne ned ad gaden, af sted mod bageren. I fuld fart. Jeg drejer ned ad en anden gade, afpasser skridtene så de passer til melodien, der bliver svagere og svagere. Jeg gider ikke blive i klassen, selvom jeg kan sidde lige dér ved radiatoren og mærke en svag varme. Magter ikke at høre 'Tæskeholdet' og pibende drengestemmer i overgang. Magter ikke de fnisende piger, der hele tiden rører ved hinanden, sætter hår, er i kontakt. Der er ingen, der skal røre ved mig!
          Jeg tænker på dig som jeg snart skal se igen. Den eneste jævnaldrende (og dog - du er to år ældre og går i gymnasiet!) jeg har kontakt med. Det er dig, der får æren af at kende alle mine hemmeligheder ... bortset fra det med anoreksien. Du ved ikke, jeg vejer 38 kilo og går til vægtkontrol. Du ved ikke, jeg kan gå dagevis uden at spise, hvordan jeg er mester i at skubbe aftensmaden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om, der er spist af det. Selvom du er social, opdager du ikke, hvordan jeg lukker andre mennesker ude. Det er så let at undgå. Når vi er sammen, er der alligevel ikke plads til andre.
          Om få måneder er der sommerferie og jeg skal væk fra dette helvede, videre til gymnasiet, hvor jeg bare kan gå, hvis jeg vil. Gå ud ad døren, sejle ned ad gaden, vifte med mine udstikkende skulderblade og flakse mod himmelen, flyve som mine tanker og drømme. Inden da skal vi tre uger til Kreta, min familie og jeg. Tre uger i frihed, før jeg spreder vingerne og starter et nyt sted, et nyt liv. Ryster skårene af den gamle Line af og basker videre. Desværre er det ikke samme gymnasie som dig ... du bor flere hundrede kilometer væk. Man skal over vand for at komme til dig. Alligevel er du så nær, lige her i mit hjerte og lige her, i mit hovedet, mine tanker hele tiden. Men når jeg er til auditions eller job, kan vi ses. Du ved det ikke engang, at jeg arbejder som model ved siden af skolen. Hvorfor du ikke må vide det, kan jeg ikke svare dig på. På en måde er det en hemmelighed, ligesom anoreksien ... det hører en anden Line til. Hende, der går her i de tunge støvler og den tunge jakke, der næsten vejer mere end kroppen. Den rigtig Line hader makeup og dullegrej. Når jeg ikke er på job eller til castings (hvilket trods alt er det meste af tiden) går jeg her med mit glatte ansigt og i unisexoutfit. Håret er den eneste feminine kontrast til det mere maskuline ydre. Det og de lange negle. Mit ansigt er feminint nok uden jeg behøver at understrege at jeg (trods min knoglede, drengede krop) er en pige.
          Mit liv er foran mig. Men samtidig er jeg svært gammelklog. Jeg kender alt til verden og har prøvet det hele. Livet har intet at lære mig ...

Kære Line i den unge, drengede krop. Lille Line med det glatte ansigt, der endnu ikke har antydning af rynker. Line med den tykke, mørkebrune manke uden et eneste gråt skær. Lille, gammelkloge pige. Hvor blev du klogere. Hvor blev du ældre ... Hvor blev du af? 
          Der er sket så meget. Du har set så meget, oplevet så meget, jeg godt kunne have undt dig at være foruden. Der kom mange regndråber i dit liv og der var ingen, der flyttede bjerge for dig, du måtte flytte dem selv. For det er livet! Og den ild du kom til at gå på, var på mange måder mere håndgribelig end du nok havde forventet. Men det var med til at skabe dig, gøre dig til den du er i dag. Hvor vidste du lidt om livet! Og hvor forandret var din tilværelse ikke, bare et år senere? Det var sjovt at møde dig igen, 16 år senere ... 16 år - det er mere end du var da. Og jeg vil ikke lyve for dig ... Hvor er livet flygtigt.

Tak til Louise, der uforvarende medførte dette møde med fortiden. Det har været lærerigt.

Nupo Challenge dag #1

Ja, i dag er egentlig anden dag, men I får indlæggene med en dags forsinkelse, da jeg så er sikker på, at få det hele med. :)

Dagen i går gik ... lala. Efter et par uger i sukkerhimlen (eller -helvede?) gik min krop totalt i chok. Hovedpine, mathedsfølelse (IKKE mæthedsfølelse!) og forværring af neurologiske symptomer. Om det egentlig bare er min sygdom, der går amok, aner jeg ikke. Jeg følte mig så elendig, jeg kun fik drukket to shakes. Til gengæld overfaldt jeg en skive rugbrød - uden pålæg - som var der hungersnød over landet. Så kuren holdt ikke helt.

I dag er gået bedre. Føler mig knap så mat og har indtil videre klaret mig med shakene, men nu må vi se ... der er jo endnu et par timer til sengetid. c",)

Mig som 17-årig med drømmekroppen - dengang synes jeg dog, jeg var fed. Jeg har dog ingen forhåbninger om at nå ned i den vægtklasse (49 kg og en talje på 61 cm). Men jeg skal jo heller ikke leve op til modelmål mere - thank God! :)

I morgen er jeg spændt på, da det er vores spilledag. Vil føle det akavet, hvis jeg takker nej til theboller, kage og aftensmad, når der er gjort anstalter for vores skyld. Måske tager jeg mig lidt grønt til aften og en skive rugbrød, mens de andre gnasker kage. Kan ikke helt tage stilling til det lige nu.

Min hjerne funger virkelig ikke. Føler mig ret ved siden af mig selv. Men er også stadig på den store penicillindosis. I morgen skal jeg ned på en tablet daglig i stedet for fire. Men min blære føles stadig auch og jeg pisser stadig blod. Not. Nice.

Jeg tror, at for hver dag jeg ikke overholder min 'kun shakes'-kur, vil jeg forlænge den i den anden ende. En uge burde jo være overkommeligt.

Mit håb for denne kur er, at jeg få kickstartet det vægttab, der gerne skulle resultere i en reduktion af mit fedtdepot med min. 4 kg, rigtig gerne8-9. Please God, lad det lykkes denne gang! Nu har jeg i to år rendt rundt i en krop, jeg ikke kan forlige mig med.

Nå, vil stoppe her. Kan ikke styre min hjerneceller og føler jeg rabler derudaf. Til sidst en billedcollage over mig i den vægtklasse, jeg håber at vende tilbage til. På det tredje billede foroven, hvor jeg slænger mig på sofaen med en cola light, er jeg ca. 4-6 kg lettere end nu. På de andre 9 eller mere.

Sidder btw. og ser "Hal's store kærlighed" og føler mig som en kæmpe i forhold til Gwynneth Palthrow ... også når hun er i fedmedragt! c",)

Take care derude og spis en masse japanstænger for mig!

Hormonella-opklaringen

For helvede da også! Hvad fanden er det med mig? Sidder her i nattens mulm og mørke, alene hjemme på bøhlandet. Naboer og genboer er gået i seng og alt er mørkt og ånder ro. Og hvad laver jeg? Sniger mig rundt som et rovdyr i mørket, på jagt efter hvad som helst, der indeholder sukker. Er som en kæderyger, der støvsuger askebægret for skodder! (Been there, done that, got the T-shirt - not proud!). Havde man udbyttet 'skod' med 'lakrids' sværger jeg, at jeg havde ædt den, selvom en anden havde pattet lidt på den først. Tja, sværger tilmed, at havde der været en skumbanan under sofahynden havde jeg ædt den (og nej, desværre er det ikke hynden, jeg taler om!) uanset, hvor gammel den havde været og hvor mange nullermænd, der havde klynget sig til den.

Har haft en yderst produktiv dag (ha!). Vågnede kl. 18(!!) ved  at HG meddelte, han tog ud til sin bror, til manbonding. Spiste nogenlunden fornuftig (omend alt for meget) aftensmad og har ligget og læst næsten hele andet bind af "Borte med blæsten", som jeg er i gang med at genlæse. Men midt i krig og udsultning, følte jeg altså en stærk trang til at vise Taras beboere min sympati ... ved at flæske mig i småkager og kokosmakroner. Har ædt mig den ledeste kvalme (og dårlige samvittighed) til. Beder virkelig til, det er dette her hormonella-noget, der er den skyldige. And please make it go away! Fuck altså. Hvor er min moral, min selvbeherskelse og min anstændighed blevet af?! Ferierer de med min gamle, slanke krop? Får næsten lyst til at give helt op, æde mig virkelig fed og få en gastric bypass. Men veeeed jo godt, at selv de patienter har kæmpet som sindssyge for deres vægttab.

OMG - nu ved jeg, hvad der foregår! Den ekstra kropsbehåring, appetitten, småkagerne ... jeg er ved at udvikle mig til Cookie freaking Monster!

Cookie Monster over and out ... of reacht.

Nåle, Nupo og nervøsitet

Først og fremmest tak til alle jer, der har sendt søde beskeder til mig - både her, på Facebook og på min mail; det varmer mere end i drømmer om, i denne (på alle måder) kolde tid. Jeg håber, jeg får svaret jer alle på et tidspunkt, men har stadig lidt dette 'Jeg MAGTER det ikke'-humør kørende. Jeg synes dog, jeg fik det bedre af at skrive forrige indlæg på bloggen. Pludselig var det ude, og også indrømmet for mig selv: Noget er HELT galt! Nu håber jeg bare, de kan finde ud af, hvad det er, og ikke bare ryger i glemmekassen med etiketten 'one of those things, e can't explain!'

I dag fik jeg overstået den første, og letteste, hurdle Blodprøverne. Var ellers tæt på ikke at komme af sted. Har ikke sovet i to nætter og stort set ikke spist i fire-fem dage (ca. seks Nuposhakes og en skive rugbrød). Har det svært med at spise pga. humøret, men det går fremad - også fordi, jeg ikke har haft episoder siden torsdag. Har til gengæld virkelig fået kickstartet vægttabet - otte kilo er røget siden 1. oktober; mit delmål er nået! To kilo endnu og mit mål er nået. Seks-syv kilo og idealvægten er der. 

Det er dog lidt svært med medicinen - skal tage mindst muligt, for at udelukke, det er dén, der gør mig syg. Need I say: AAAAAAAV FOR HELVEDE!? Skal virkelig vænne mig til, at opleve smerterne mere intenst og prøve at fokuseret på noget andet. Jeg har beholdt mine Amitriptylin (gammelt antidepressivt middel, der gives som lavdosis mod smerter), Diclofenac (smertestillende), Trimopan (mod blærebetædelsen) og Cipramil (antidepressiva). Kodipar (Kodein og Paracetamol) skal jeg tages mindst muligt af. Er vant til otte piller dagligt. Mine pilleæsker ser så sært tomme ud nu.

Jeg frygter stadig torsdag (også fordi det er min hadedato - d. 22!). Kan ikke vandre ind hos en læge, uden at sitre af angst. Jeg er ikke bange for prøver eller smerter, men selve lægen, det, ikke at blive troet på, ikke at blive taget seriøst. Da jeg var dernede i torsdags, så jeg i min journal, at min egen læge havde skrevet noget i retning af: "Pt. virker depressiv, men benægter selv at føle sig sådan. Klager over kramper (?). Psykosomatisk?".

Oh God, here we go again. Jeg kan godt huske dén konsultation - jeg var helt flad pga. 39 i feber, ubehandlet blærebetændelse, giga blødning fra underlivet og sindssyge smerter. JA, gu virkede jeg ked - men det var ren udmattelse! (Samt hendes uforskammede holdning over for mig!). Ligesom når man har influenza og bliver så oversensitiv, at man græder over Mercireklamerne og den gamle dame fra Nyhederne, der ikke kan få hjemmehjælp. Jeg har tilgengæld nedture, når jeg får mine anfald - men er det så underligt?! Så nu er weekenden gået med at udspørge mine nærmeste, om jeg virker depressiv. Tæller det som et nej, når ens mor bryder sammen i krampegråd? ;) Oh well - nogle gange er der jo ting, man ikke selv kan se. Men depressiv, som dengang for ni år siden, hvor jeg havde en regulær depression - hell no.

Nu må vi ses, hvad der sker.

Jeg havde faktisk samlet lidt julerier sammen til en ny giveaway (betalt udelukkende af mig denne gang), men nu må jeg lige se, hvordan det går. En dag ad gange, små skridt, dyb vejrtrækning, positive tanker.

At blive sparket i nosserne!

Ingen J-dag her. Bare øv-dag. Har lige gjort den opdagelse, at man ikke behøver at være mand for at blive sparket så hårdt i bollerne, at man mister vejret. Loggede på Facebook for at finde dette billede:

Så når jeg i fremtiden har det sådan her:

Så vil jeg huske på, at det er min egen skyld ...! Jeg har gjort dette ved min krop. Til alle jer med MS, Fibromyalgi, CFS, ALS, Parkinsons, psykiske sygdomme m.v.: Det er jeres egen skyld. Er der ikke en trøst, når du ligger på ambulancebåren med smerter, spasmer eller lammelser, når du får en depressiv periode, fordi du ikke har været ude i verden og mærke den friske luft og det livgivende lys i over en måned, en trøst at vide at et selvbestaltet sundhedsorakel ved navn Mike Adams kan fortælle dig, det er DIN skyld. DIN. Og en endnu større trøst, at folk på din venneliste reposter dette og giver manden ret.

Dine valg. DIN skyld.

... Jeg græmmes!

Ud af skabet

*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*

Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. 

Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe.

Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål.

Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".

_______________________________________________________________________

[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].

Goodmorning Vietnam

[Advarsel: Uudholdelig brok og selvmedlidenhed kan forekomme i dette indlæg! Kloge hoveder og folk i weekendhumør bør klikke væk med det samme.]

Wow - how to make fifty shades of mess, mand! Her ser ud ... man skulle tro, jeg var vågnet op i Sodoma og Gomorra. On this battlefield, there's only dusty and/or eight-legged survivors!

Jeg føler mig som 'the pig' i "friends" (kan I huske det afsnit, hvor Ross kommer sammen med en pige, der bare bor i verdens vildeste svinesti? "You know how you throw your jacket on a chair after a long day at work? Well, it's like that ... only in stead of a jacket, it's a pile of garbage. And instead of a chair, it's a pile of garbage. And instead of the end of the day, it's the end of time, and garbage is all that has survived!").

Okay, det er måske lettere overdrevet. Har trods alt ikke toiletbørster i stuen og madrester under sofahynderne. Men her trænger i dén grad til en støveklud og en støvsuger.  

Har haft en off-uge. Har haft mega søvnforstyrrelser. Har tre dage i træk ligget til klokken 5-6 stykker om morgenen! Min krop er vist bare broken (down). Skal snart til lægen ... igen. Normalt er jeg måske hos lægen et par gange om året - og gerne for at blive vaccineret. Godt nok har jeg en kronisk sygdom, men det hjælper jo ikke rigtig noget at komme rendende. Men dette år er alt bare gået amok. Har haft mange episoder med delvis lammelser. Forleden følte jeg, noget var galt, da jeg skulle ud og hente et glas vand. Opdagede efter nogle meter, jeg slet ikke løftede venstre ben! What the fuck?! Det slæbte bare efter mig, som en vingeskudt fugl. Da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg godt bruge det, men jeg skulle koncentrere mig om hvert skridt og det at løfte foden. For nogle uger siden, var det mit venstre øre, den var gal med. Hver morgen var jeg næsten døv på det; det kunne vare en halvtimestid, hvorefter det forsvandt. I princippet kan der være flere forklaringer: Prop af ørevoks (har godt nok aldrig haft det problem før), at have ligget forkert m.v. Min blærebetændelse er også stadig i lys lue - leukocytter, blod, protein og hele lortet. Og for høj PH trods dobbelt dosis tranebær og æblecidereddike. Får ellers pt. fast penicillin (Trimopan). Men hvor dosis mod akut blærebetændelse er fire piller daglig, er den ved kronisk kun én. Og det er åbenbart bare ikke nok. Kan dog godt mærke, jeg skal tage mig sammen til at få bestilt den tid. Min læge henviste mig til Frederiksberg Hospital for ... et halvt år siden(?), fordi jeg er begyndt at få stærkere smerter og voldsommere symptomer. Nu er jeg så ca. fire-fem gange blevet indkaldt ... til en udredning! Altså HALLO - jeg HAR en diagnose! Har så kontaktet dem telefonisk omkring syv gange. Enten får jeg bare det samme brev igen, eller også får jeg at vide, at vedkommende jeg skal snakke med er sygemeldt/på ferie/til frokost. I går fik jeg så nyt brev ... denne gange om, at de havde givet mig en tid hos en reumatolog. En reumatolog?! Hvad fanden skal jeg dér? Jeg har altså ikke gigt (udover slidgigt i højre knæ)! Det er lissom en neurolog jeg har brug for! Åååårh, bliver vanvittig! Føler, jeg bruger så mange ressourcer (som jeg ikke har) på at ringe rundt og rette diverse afdelinger, der sender forkerte breve ud. Nu regner jeg så lidt med, det bliver til en ny rygmarvsprøve, neurologisk undersøgelse og muligvis ny hjernescanning - forhåbentlig alt sammen noget, der kan ordnes herovre. Har aldrig kunnet se, hvad jeg skulle på Frederiksberg - det er kun fordi, det er dér, de i sin tid stillede diagnosen. Men det er sgu da snart 11 år siden! Hvorfor skal kommunen bruge penge på at sende mig og ledsager til Frederiksberg, når alt kan ordnes herovre?

Havde forresten lavet en video til jer (er I stadig derude?) om min sygdom. Det er lettere for mig, at fortælle min historie på dén måde - en blanding af skrift og illustrationer. Jeg tror, det vil være lettere, at få forstå på den måde. Tror jeg brugte tolv timer på den. Og hvad sker så? Jeg har glemt halvdelen - og er ikke tilfreds. Så nu starter jeg forfra. Havde for øvrigt også HG ind over, der også rådede mig til at droppe den og starte forfra.

Nå, er vist meget negativ for tiden. Det er også derfor, jeg har holdt mig fra bloggen. Troede ellers, jeg var færdig med at forpeste luften omkring mig, men det var jeg åbenbart ikke. Kan også godt mærke, jeg stresser lidt for tiden. Min far skal på Riget på onsdag og hjerteopereres. Ville godt have været med ... jeg ved godt, mine brødre er derovre og at det ikke er en voldsom operation, men føler alligevel, jeg svigter på et eller andet plan.

Har I forresten bemærket bloggens nye design og header? Og hvad synes I ... helt ærligt! For jeg er nemlig overhovedet ikke tilfreds! For det første er farverne anderledes end dem jeg valgte, da jeg designede den (why?). Og computeren crashede to gange undervejs. Og selvom jeg troede, jeg havde gemt alle indstillingerne, er det åbenbart ikke tilfældet. Leger lidt med tanken om at lave det om, til et helt enkelt og hvidt design. Men det føles også bare forkert - jeg  ER jo bare en 'farverig' person. Det er meget sjældent, det enkle og stilfulde passer til mig, og bloggen skulle jo gerne afspejle mig. Jeg er også i gang med at slå nogle af etiketterne sammen, så der ikke er så mange - synes, de forvirrer øjet, og nogle har jeg tilmed flere af.

Nå ... alt det brok! Måske jeg også skulle ændre navnet på bloggen til 'brok-blog'. Eller 'FlatLined'. Høhø.

Nu vil jeg prøve at hanke lidt op i mig selv and paint on a smile. Min svigerinde og nevø er på efterårsferie, så HG er taget til hygge hos storebror. Han skulle alligevel til 'storbyen' efter kattemad og ugens storindkøb. Jeg er blevet færdig med min anden murstensroman, Jordens børn 5, og modsat 4'eren, var jeg ret begejstret. Er nu i gang med Haruki Murakamis "Sputnik min elskede". Efter to bøger i træk på over 1600 sider til sammen, er det meget underligt at sidde med en roman, der kun er på 225 sider. Så når "Vild med dans" har sparket endnu et par hjem, vil jeg smide mig med min roman og håbe på, jeg får sovet i nat. Jeg håber på, i morgen kommer til at stå i rengøringens tegn og at vi måske får kattesikret vinduerne (ved godt, vi ikke når alle vinduerne, men bare det at komme i gang).

Over and out for verdens kedeligste indlæg. God weekend til jer, der måtte læse med.

Erstat 'Facebook' med 'blog' og dette kunne meget vel blive en passende kommentar på dette indlæg. c",)

Lige lidt bonusinfo, så der trods alt er lidt til lattermusklerne: Trods det, ikke at have edderkoppeskræk, kan det ikke anbefales, at man går ind i giga-web ... især ikke, når man kun er iført undertøj! Freaker totalt ud ved tanken om, der kan kravle en edderkop i kavalergangen eller mellem ballerne ... *UF*

Dagens joke:

Ringede til lægen for at få svar på urinprøve. Lægesekretæren: "Ja, der var vækst og *læge* har udskrevet Selexid ... kan du tåle penicillin?" Altså HALLO! Nu har jeg være på penicillin 95 % af tiden siden januar pga. blærebetændelse. Du fornyede min recept for nogle uger siden, da jeg havde været der med den sidste prøve ... do you know me?!

Jep, så er vi på den igen.

Nu er det også officielt med vandet. DER' LORT I VANDET! Og det er mere omfattende end bare mine forældres karré - faktisk er det en stor del af Nordbornholm. Er glad for, jeg ikke skal stå og koge vand til alle vores husdyr!

Min far er blevet sendt hjem igen, selvom han stadig kaster op og har svært ved at spise. Min mor tog ham vist kun med hjem, fordi han gerne selv ville hjem (hvor fedt er det lige at ligge i isolation uden TV og nogen at snakke med?) - hun lod dog lægerne vide, at deres tag om denne sag har været helt henne i vejret ... Fra rumdragter og isolation til hasta la vista! Håber lidt, de får det halve af Nordbornholm med Exocistopkastninger ind. Hvordan kan man sende en ældre mand med dårligt hjerte og en legemsvægt under 60 kg hjem, når han kaster mere op end det samlede antal patienter i dansk bulimiforening?! (Okay at joke med, når man selv har haft bulimi!).  Sagen er så også først kommet i medierne efter han røg retur.
     Da hans drop blev fjernet, kunne de ikke standse blødningen og kunne min mor få hjælp? Næh, nej de havde for travlt med kaffepause! (Ville være fryyyyyd, hvis vandet var kommet fra Nordbornholm!). Lidt øv, at man skal skrige: "Hjææææælp!" før der kommer nogen! Jeg ved godt, der muligvis kan sidde nogle og føle sig stødt på manchetterne over dette indlæg. Men jeg synes det er lidt i orden, når HG selv har været under uddannelse til sygeplejerske og jeg har flere veninder, der er det. Jeg VED godt, der er travlt, men nogle gange ... I'll keep my mouth shut! Åbenbart er der mere service på Bornholms Hospital, når de har et kamera i nakken. Man mister ligesom også troen på dét system, når først man har oplevet, at min far har ligget hundrede år i en bunke og kunne have fået bommesislag af flere omgange, før det blev opdaget, at noget var galt!

Billedet er tyvstjålet fra TV2s hjemmeside, men passede ligesom godt ind ...

Nå, kan godt mærke, jeg ikke kan bidrage med det store festfyrværkeri i dag. Udover alt det med min far, har jeg selv feber pga. UVI'en og ligger bare og glor op i loftet eller falder i søvn ned i min bog. Har også opdaget, jeg er begyndt at få vorter på flere af mine fingre (WTF?!) samt et lækkert forkølelsessår. At tale om immunforsvar, that's gone down. Hvis I finder det, eller kan undvære en del af jeres eget, modtages det gerne her på adressen. Ville slå ihjel for at have overskud til et bad!

Jeg håber, I derude har en bedre onsdag (... right?) end mig. c",)

... så er jeg hende i hjørnet med sækken over hovedet!

Dagene løber lidt hurtigere end mig for tiden ... de løber faktisk helt fra mig! HGs computer er stadig sammenbrændt og til reparation, så det er ikke meget jeg ser til min egen - også derfor den noget hullede opdatering. Han er i fuld gang med at få undersøgt mulighederne for efterisolering af huset - et projekt, der har taget noget mere tid end lige antaget. Pt. hænger det mig langt ud af halsen ... magter slet ikke tanken om håndværkere i hele hjemmet og de mange uger, det kan tage. Vi skal også have skiftet olietanken inden årets udgang. Faktisk synes alt at gå på skift i disse dage. Vores dvd-afspiller tog også lige sin død her i dag.

Så har jeg stadig mit hængeparti med Frederiksberg Hospital. Tror jeg skal via min egen læge og få hende til at ruske op i dem (men så skal JEG jo ruske op i hende, og det magter jeg heller ikke!). Så er min far blevet syg. Dvs. det har han været et lille års tid. Men åbenbart mere end vi lige kunne gennemskue. Jeg ved da godt, han begynder at være oppe i årene (69), men han har bare altid været så frisk og så rask! Så da han intet hørte fra lægen, troede vi, han intet fejlede. Så havde de sgu glemt ham i en bunke! Og ikke nok med det, men det er slemt nok til, at han skal på Riget og opereres. Det magter jeg slet, slet ikke! Leger lidt med tanken om at tage med ham - selvfølgelig alt efter hvornår det bliver. Så kan min mor blive hjemme og passe deres nye hvalp.

Jeg er træt af mig selv i disse dage. Føler mig fed, flad og færdig. Har nu snart været syg med blæren ét år! Bør også få sparket lægen i røven mht. det. Men det betyder endnu flere undersøgelser. Er også blevet så fed på det sidste. Dette års megen sengeleje har virkelig sat sine spor. Har aldrig været så fed som nu! Og mangler samtidig TOTALT motivation. Har leget med tanken om at starte et nyt slankeprojekt op og køre det her på bloggen, ligesom sidst. Jeg ved, det glipper, hvis jeg kun skal holde regnskab overfor mig selv. Føler mig SÅ usund i disse dage. Trænger virkelig til at føle mig slank, lækker, sexet og RASK igen. Troede faktisk, jeg var sluppet helt af med blærebetændelsen. Fem dage uden penicillin og symptomer ... og så i dag: Feber og symptomer. Har ellers haft nogle uger, hvor jeg har følt mig rimelig på og rask. Ingen infektioner, ingen sygdomsattacks, ingen gennembrudssmerter. Og så i dag: BANG! En XVD-dag ( 'an exstra Vicodin kind of day', som vi kalder det i min online support group. Ja, nu er det jo ikke Viciodin, jeg får, men ... you get the gist).

Nå, nu vil jeg lade HG få puteren retur, finde en god bog og smide mig i dynerne med varmetæpperne. Hvis I skulle få brug for mig, er jeg hende den energiløse med sækken over hovedet henne i hjørnet! c",)

Groft overfald!

Arhmen altså, man kan da snart heller ikke gå i fred på gaden længere! Hvad ligner det? Havde ellers haft meget fredelig søndag hos momoen (mormor) med mine forældre. Spilleklub, hygge og afslapning. Skulle på vej hjem lige indenom Brugsen, så vi kan starte mandagen uden panik, fordi køleskabet er tomt.

Og hvad sker der så? Man bliver overfaldet på det gro-ve-ste af et Malacotilbud! Har ellers været så flink mht. min slankekur. Tre uger næsten uden 'uheld'. Og pludselig sidder man så der, som en udhungret KZ-lejrfange og gnasker lakridsstænger så hurtigt at kæberne er ved at gå af led. Fik øje på mig selv i sidespejlet på vej hjem. Fik et chok! Lignede én, der stillede op i konkurrence for majskolbespisning (bortset fra at kolben var skiftet ud med lakridsstang) - med psykotisk udtryk i øjnene og det hele. 'Rata-rata-rata-DING! Rata-rata-rata-DING!'.

... Men fik min velfortjente straf: Den ledeste kvalme og luft i maven! 

Der skete det, der ikke måtte ske ...! - En neurotikers bekendelser.

Har haft verdens værste døgn - i går that is. Startede allerede kort efter midnat, hvor der pludselig lød et skræmmende skrig udenfor stuevinduet. Lød nærmest som Myrledyret. Fór op af sofaen og løb ud, hvor et lille styks Supaya sad med store runde øjne og diverse buskads i den hvide pels. What the fuck?!? Hvordan fanden i helvede er hun smuttet ud?! Og det endnu større spørgsmål: Hvorfor gik hun ikke ind ad kattelemmen? Nu har vi i et halvt år øvet med hende; haft hende ude i snor i haven og på terrassen, så hun kender området, i tilfælde af, at ovennævnte skulle ske. Og derefter smække hende ind ad kattelemmen, så hun ved, hvad den er til. Sluttet af med godbid, så hun forbinder kattelem med noget positivt. Og hun har da også forstået princippet: I hvert fald skraber hun på lemmen og skriger, når Sipzap er ude (kattelemmen står låst, så man kun kan komme ind og ikke ud).

Hun må være smuttet, mens jeg havde vinduet i stuen åbent. Sad ellers, så jeg ikke kunne undgå at bemærke, hvis nogen skulle hoppe op. Har jeg sovet? Er jeg gået ud for at tisse og har glemt det? Er jeg blevet dement?

Hun må have været ude mindst seks timer! Syntes godt nok, her var så stille ... På et tidspunkt i løbet af aftenen lød der et sært brag fra taget. Som om en kæmperotte var faldet ned fra himlen. Har siden da haft diverse fantasier om Myrledyret som rotten (mors lille Ratatouille!), der er drattet ned fra et træ og ramt taget. Eller er kravlet derop i forsøget på at kure ned til vinduet og komme ind samme vej, som hun kom ud.

Har den sorteste samvittighed! Og føler mig som ravnemor. Kunne ikke sove pga. bebrejdende tanker. Havde endnu ikke lukket et øje klokken fire. Skulle op halv otte, ringe til læge for svar på urinprøve, til dyrlæge og bestille penicillin til Samsara med bronkitis og videre til Rønne, hvor der var havevareudsalg. Først på sommeren kiggede vi på en dobbelt solvogn, da vores gamle plastikvrag knækkede under snemængden i vinters (der var ikke lige plads til at få dem på loftet, så et styks evnesvag her tænkte, at de nok ikke tog skade af en vinter ... bumbum! Remember last year, mrs. Line?). Endte med at stille vækkeuret to timer frem og håbede, jeg ville være frisk nok.

Vågnede klokken halv ti, så træt at jeg var skeløje og ikke kunne huske mit eget navn. Måtte nærmest sætte tændstikker fast for at holde øjenlåg oppe. Fik ringet til lægen. Givtig samtale! (Sagt på den stærkt sarkastiske måde). "Sig mig, Line, får du penicillin?" Øh nej - hvorfor skulle jeg så aflevere en prøve? Duh! Hun lød i høj grad som én, der mistænkte mig for at opbevare apotek i lommerne. Hvorfor bliver jeg altid spurgt om det, når jeg er i kontakt med lægen? Bare fordi ens far er pensioneret apoteker ... tror de, han stadig har adgang til apotekets lager efter pension? Lagernøgle i stedet for gyldent håndtryk? Følte mig SÅ lusket ... som én der bliver taget i spritkørsel og prøver at bortforklare brandert ved at jeg 'bare' er lidt bagstiv. Føler mig altid skyldig, når folk spørger mig om noget - også selvom jeg intet har gjort. Får lyst til at bryde sammen og tilstå: "Ja, hr. politibetjent. Jeg spiste et stykke fyldt chokolade ... for tre år siden! Og jeg drømmer nogle gange våde drømme". Kunne slet ikke koncentrere mig om resten hun sagde. Også fordi jeg sad og spekulerede på, hvorfor de tror det? Lugter min urin specielt anderledes end andres? Og er det farligt? Fejler jeg i virkeligheden noget vildt eksotisk, de ikke kan finde ud af? (Har jeg nævnt, jeg er lettere neurotisk?). Fik dog fat i, at der var vækst i prøven, men 'ikke så meget.' Og at mit immunforsvar burde kunne slå det ned. Aaaaaaaghediaaaaargh! Hvor mange gange har vi ikke haft den diskussion?! Jeg HAR intet immunforsvar! Ville ønske, jeg virkelig havde lagernøgle. Så ville jeg aldrig mere gå til lægen. Har lige siden følt, jeg pissede glasskår. Ved nu ikke, om det er bakterier, der er boltrer sig lystigt i mit indre, eller neurotiske hjerne i selvsving. Jeg fik engang at vide af en psykolog, at det med at være neurotisk og lettere paranoid egentlig tydede på stort ego: At man tror, man er så interessant, at alle gider tale om én bag ens ryg. Det er muligt, damen havde ret. Der er vel en grund til, at en af de etiketter, der har flest indslag er 'mig'. Men jeg forestillede mig nu alligevel alle lægehusets sekretærer sidde og vælte sig lystigt i min sygdomshistorie over frokosten.

Ej, er simpelthen nødt til at lade denne hænge som en amerikansk cliffhanger og fortsætte senere. MÅ i seng igen og have søvn. Ser dobbelt og føler mig som badedyr, hvor luften er sivet ud. Kan. Ikke. Holde. Øjne. Åbne.

Udbryderkongen!

Konkurrence!! :)

Så, mine venner, nu sker det endeligt: Konkurrencen bliver skudt i gang og I kan godt glæde jer, for jeg har fundet den fedeste præmie (kan man melde sig til sin egen give away?). 

Hvad kan man vinde? Spacemermaid aka Charlotte Heje Haase har været så sød at bortlodde sine to weblogs-bøger: "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" med en privat hilsen til vinderen. Da jeg selv er meget litteraturinteresseret, syntes jeg, gaven skulle være en bog. Og da vi er i blogland, findes der da ikke bedre. :) Men jeg lovede jer jo også et produkt fra denne skønne ø og det bliver en dåse lakrids fra Johan Bülow - hvis I ikke skulle have smagt hans produkt kan jeg (som passioneret slik- og især) lakridselsker fortælle at bedre findes ikke! (Jeg vil lige for god ordens skyld understrege, at Lakrids by Johan Bülow ikke på nogen måde sponsorerer indlægget).

Hvordan kan man vinde? For at deltage i konkurrence, skal du være fast læser af bloggen. Dvs. at du skal være at finde under 'Trofaste følgesvende - medlemmer'. Hvis du ikke er medlem, men gerne vil deltage, kan du godt melde dig til nu - bare det sker, før jeg trækker vinderen. Du deltager ved at skrive en kommentar til dette indlæg. Skriv evt. lidt om dig selv, en henvisning til din egen blog (hvis du har en og gerne vil dele den) og også gerne, hvor længe du har læst med - især, hvis du længe har læst med i det skjulte. Det er også nok bare at skrive dit navn og email, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder. 

Om præmierne: Charlotte Heje Haase startede sit forfatterskab via Fyldepennen, hvor hun skrev under pseudonymet Spacemermaid og jeg 'lærte' hende at kende. For sådan føles det, når man sidder og læser alt om en andens liv. Man følger deres tanker, familie, venner, job samt op- og nedture. En dag blev hun kontaktet af et forlag, der ville udgive hendes blog - hvilket aldrig havde været meningen! Efter et års betænkningstid sagde hun imidlertid (og gudskelov!) ja, hvilket der er kommet de to skønne bøger "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" ud af. Hun er simpelthen den rigtige Bridget Jones - dog i en meget mere smuk og yndefuld indpakning. Senere er det så blevet til "Generation Multiorgasme", der er en samling af klummer. Når Charlotte (og hendes bøger) er så let at komme til at holde af, er det fordi hun er sådan vi alle kender og gerne vil være. Hun er den kloge, humoristiske kvinde, som man kan se op til, men samtidig også typen, der bare aldrig kan dreje den rigtig vej til aerobic og kommer til at sige de forkerte ting på de forkert tidspunkter, hvilket gør hende menneskelig. Og derfor kan man relatere til hende og holde af hende. Hendes weblogs omhandler alt fra familie, job, venner, kærlighed og til branderter. Jeg har ved dette indlæg i stor latter gennemgået '1001 tårs tøsetanker' for at finde et par citater til indlægget her og give jer (der måske ikke kender bøgerne) et indtryk af, hvor skønne de er. Det har været et stort underholdningsmoment for både mig og HG, der blev sat til at citere. Her kommer, efter svære overvejelser, et par af mine yndligscitater fra bogen:

Om det med sexlivet: [... Kondomet var nemlig pludselig piiiiist borte. Det er bare løgn, tænkte jeg! Nej, det var det ikke. Jeg er ikke i så meget i kontakt med mit underliv. Må indrømme, at jeg blev lettere panisk. Overvejede at bruge pincet. Følte mig som den bundløse sø og tænkte med rædsel på, at mit første barn ville komme ud som gangster med gennemsigtig maske.]

På jobbet: [... Efter det kunne jeg SLET ikke koncentrere mig. Hvorfor har jeg sådan en tøsestemme? FOLKESKOLEN. Kunne han ikke i det mindste have sagt gymnasiet? 

Hvis jeg spurgte en tyk dame om hendes vægt, og hun svarede 133 kg, så ville jeg da ALDRIG sige: "Gud, undskyld, jeg troede du vejede mindst 200 kg!" Eller til en pygmæ: "Er du SÅ høj? Jeg troede, du var under en halv meter, du virker MEGET, MEGET lille."

Bør jeg tage hævn over manden? Skrive: "Udtaler Preben, der har kone og to unge børn, trods et ansigt, der vidner om mange somre passeret. Dybe furer pryder hans pande og ..." Eller: "Konstaterer Preben med en stemme, der er så intetsigende, at man er ved at slumre hen i tanker om morgendagens vejrudsigt!"].

Det med familien: [... Så er juleaften vel overstået. Skøn aften med de obligatoriske uheld! Min far måtte køre hjem efter glemte gaver. Desværre havde min mor stadig husnøglerne. Min moster havde to forskellige sølvsko på osv.

Min kusines lille, hvide hund var ved at vælte juletræet et par gange. "Det værste ville næsten være, hvis der gik ild i den," sagde min onkel. Jeg fik et saligt smil på læberne.]

Bloggeren over dem alle: Den smukke Charlotte Heje Haase.

Jeg håber, I vil tage godt imod konkurrence og deltage. Jeg har længe overvejet en give away, men det er min store skræk og rædsel at ingen melder sig, så jeg håber virkelig, virkelig I vil deltage. :)

Jeg vil udtrække vinderen om ti dage - lørdag d. 25. august. Der vil komme et indlæg, når vedkommende er fundet, og hun vil få besked både her og via mail - så husk at skrive dine kontaktoplysninger (altså mail). :)

Tilbage er kun at sige: Held og lykke!

Læs mere om Lakrids by Johan Bülow her
Læs mere om Charlotte Heje Haase her 

 

 

Hudløs

Nogle dage er man on top of the world, andre dage ligesom helt hudløs, som om hver sætning, der bliver sagt er personlig og strejfer den nøgne hud som skærver. Og typisk bliver første del afløst af anden. 

I dag er en af de dage. I går var jeg flyvende og i dag er jeg hudløs. Min infektion er blusset op igen, måske er det dét, der giver den bratte opvågning. Fra de store højder til den hårde landing. Realiteten med sygdom og hverdag, som altid rammer mig som et chok efter en optur. 

Jeg sov til klokken ti i morges, og blev liggende i sengen med Samsara, der spandt. Hendes lille krop snoede sig om mit håndled, med besvær fik jeg vendt siderne i min bog. Morgensolen lyste gennem de tynde gardiner og spaltedes og verden var egentlig ganske smuk. Jeg spiste min morgenmad, mens morgenen spiste natten, og jeg stadig lå på siden i sengen med kat og bog og stort besvær. 

Den daglige penicillin og de smertestillende blev skyllet ned og jeg var ligesom alene i verden med Samsara og min bog. Alle andre sov - ja, også Samsara - og til sidst faldt jeg også i søvn igen, faldt ind i en virvarsverden med brudstykker af flere drømme flettet sammen til ét. Med elevatorer, der gled opad og opad, hjemløse dyr og børn, der havde brug for min hjælp, et hus (min krop?), der skulle istandsættes fra bunden, og støv og puds, der gled ned fra loftet som tryllestøv fra himmelen. Og så denne træthed, usigelig træthed. Og et sted i virkeligheden, hvor en bankelyd insisterer på at trænge ind i min søvn, ind i hjernebarken og virkeligheden og vække Tornerose, selvom der endnu ikke er gået hundrede år. Og jeg hører HG, der står op og hundene, der går. Zappen, der kommer ind ad kattelemmen fra nattens jagt og putter sig i min fodende. 

Men i min indre verden fortsætter udmarvelsen, og trætheden gør kroppen mere og mere tung. Vips besøger mig fra et sted i sin himmel, og jeg kan høre min egen gråd et sted i den virkelige verden, der adskiller drømmene med et tyndt gardin, som det foran vores soveværelsesvindue. Og jeg vil vågne og glemme, men kan ikke slå øjnene op. Kroppen bliver vendt med besvær, som et tungt dyr, og jeg tænker 'om lidt vil jeg vågne og du vil være her i nærheden og du kan gøre hvad du vil', for jeg har læst "Kontinuum" før jeg faldt i søvn med Samsara i favnen. Men det var alligevel ikke sådan den var, sætningen, og da jeg vågner er ingen i nærheden, huset er tomt og jeg er alene med min smerte. 

Jeg hader disse dage, hvor sygdommen trækker mig så langt ind i søvnen, at jeg nogle gange føler, jeg danser på grænsen til dødens land. For en søvn kan da ikke være så dyb? Og når jeg vågner igen er det med smerten som følgesvend, og tiden, der bare forsvandt. Og jeg får lyst til at sætte mig på det bare gulv, med de nøgne fodsåler fast plantet; skyde håret ind foran ansigtet som et gardin og bare lukke hele verden ude, som et barn. 

Klokken er over otte om aftenen, HG går i haven med hundene og alt er stilhed. Men så snart jeg står op, er de om mig; som møl om en flamme og deres nærhed gør ondt. Mit sind er stadig inde i søvnen, min krop i dødens land og jeg kan ikke klare kærlighed og omsorg, og ord, der rammer mig som projektiler. For selv om det bare er 'godmorgen' eller 'her', ord, der ikke engang er sætninger, gør de ondt på kroppen, der sender de neurologiske impulser alle de forkerte steder hen. 

Og de gør ondt på ham, de ord, jeg (ikke) returner ved ikke at svare, men være som en stum. De gør ham hudløs på samme måde, som jeg selv er, når jeg beder ham om at gå og lade mig være i fred. Når jeg fejer hunden ned af skødet og sukker som en døende og ser glæden, der slukkes i hans øjne, fordi jeg dræbte den. Jeg vil ikke gøre dig ondt, skat, men når kroppen gør ondt, gør alting ondt, og jeg vil bare være alene til jeg igen er mig selv.

Ydmyg

Jeg har oplevet noget sært de sidste par dage ... En aften sad jeg og legede med nogle ord og lagde det, sådan lidt for sjov, ind på Fyldepennen. Det tog mig kun nogle minutter at skrive, måske en halv time. Jeg fik heller ikke rettet det ordentligt igennem. Faktisk finder jeg, at jeg oftere og oftere får læst henover egne fejl. Også her på bloggen finder jeg de særeste tryk- og stavefejl. Eller ord, jeg simpelthen får opdigtet. Det er som om alle de ord, der har ligget derinde de sidste mange år bare vælter ud over det hele. Og fejlene med. Jeg tager også mig selv i at have glemt nogle af de gyldne regler og teknikker. Og jeg finder pinlige fejl, der får mig til at græmmes - folk må tro, jeg bare trykker 'upload' og slet ikke gennemlæser, hvad jeg egentlig har fået på tryk. 

Nu vælter det så ind med kommentarer. Positive tilbagemeldinger - også trods fejlene. Jeg er ellers selv en streng betalæser, og de fleste der kender mig, ved at jeg godt kan tage (negativ) kritik. Hvis det er noget lort, vil jeg gerne vide det - også selvom jeg selvfølgelig bliver såret. Men er det ikke værre at være til grin? Er det ikke værre med falske skulderklap? De værste kommentarer er de, der ikke er ment. 'Rigtig sødt digt'. 'Jeg smilede'. 'Den var god'. Hvad kan man bruge det til? Hellere vide, hvorfor en tekst er god eller præcis hvad der er (særlig) godt. Det kan også gøre det svært, at være den, der skal give kommentarer. Jeg er god til at fortælle, hvad der ikke fungerer. Men når noget bare fungerer, når jeg flyver gennem teksten og føler mig helt høj på poesiens vinger, så er det svært for mig at beskrive. Især uden at virke falsk. Så skal jeg ofte bruge nogle dage til at tænke over, hvad præcis, jeg vil sige.

Her er boganmeldelser også en god hjælp. Jeg læser også en bog på en anden måde, hvis jeg ved, jeg skal anmelde den. Jeg bemærker de særligt gode steder, hvilke teknikker der fungerer, hvorfor de fungerer. Jeg tager teksten ind på en helt anden måde. Det er noget, jeg ellers ikke er god til. Jeg er blevet sådan én, der zapper fra den ene til andet, har tusinde ting i hovedet og ikke kun kan tænke én ting ad gang. Det har altid været mit problem. 'En drømmer' blev jeg altid kaldt i skolen. Let at distrahere, når emnet ikke interesserede mig. Men opmærksom nok, når jeg selv ville. Det samme gør sig gældende (som I måske har bemærket!) i mine tekster. Når jeg blogger har jeg ikke sat en tekst op med klart mål. Tankerne får bare frit løb og fiser i alle retninger som en ballon, der lukker luft ud; jeg starter på ét emne, løber ad et sidespor til det næste og ender et tredje sted uden at få færdiggjort nogle af dem. Men når jeg skriver kommer der en ro. Lidt ligesom når jeg mediterer (hvilket efterhånden sker alt for sjældent). Det samme begynder at gøre sig gældende, når jeg læser. Jeg finder mere og mere fokus.

Men tilbage til det jeg kom fra - og ikke fik gjort færdigt. Det er underligt at 'komme tilbage' til Fyldepennen og få disse positive tilbagemeldinger. Det er underligt at logge ind på bloggen til nye kommentarer og nye læsere. Forleden loggede jeg mig så ind på min mail og havde fået besked fra CopyDan. 3587 kr. for min tekst! Det får mig til at føle mig så ydmyg. 

Så til alle jer, der læser med; til alle jer, der kommenterer; til alle jer, der giver jer tid: Tak!