Når en sponsor får kolde fødder - advarsel mod firma!

Ja, så skete det, jeg havde frygtet, også for min blog: En sponsor, der har lovet en giveaway, har trukket følehornene til sig. Og desværre alt, alt for sent! :(

Måske husker I giveaway #14, hvor Miss Diva sponsorerede dette armbånd:

Alting forløb fint til at starte med. Få minutter(!) efter, jeg havde sendt forespørgsel til Miss Diva om, hvorvidt de ville sponsorere et produkt til min giveaway, fik jeg svar, at selvfølgelig ville de gerne det! De spurgte, da indlægget var på, om jeg ønskede at få sendt armbåndet til mig selv eller ville vente til vinderen var trukket? Da jeg plejer at sende personlig hilsen og visitkort med til vinderen, svarede jeg, de gerne måtte sende det til mig. Derefter hørte jeg bare INTET!

Flere gange skrev jeg tilbage. Hele historien startede d. 7. maj, hvor giveawayen kom på. D. 2. juni trak jeg vinderen, der blev Natacha. Jeg sendte dem efterfølgende en mail med hendes adresse.

Imidlertid var Natacha i Thailand, men nu er hun hjemme og i går modtog jeg en mail fra hende, hvor hun fortalte, hun intet havde modtaget!  

[Btw. elsker jeg at høre fra jer, der vinder mine giveaways, så jeg ved, om I modtager præmierne og om de er dukket op i hel stand m.v.]

I går skrev jeg så til Miss Diva på deres Facebookside, da jeg ikke havde fået svar på mine sidste fire mails. Her er samtalen på Facebook:

Først og fremmest beklager jeg lige den uprofessionelle opsætning her, men I kan da få en ide om korrespondancen.

I hvert fald er resultatet nu, at jeg står med en vinder af ... ingenting! Og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, så jeg finder selv en fin ting at sende til Natacha, men det bliver jo aldrig det samme. Så hermed beklager jeg DYBT overfor Natacha og advarer alle jer i blogland om så meget som at nærme jer Miss Diva!

Lad være med at indgå sponsorater med dem. Lad være med at handle hos dem (se evt. deres Facebookside for at se de mange utilfredse kunder (jeg ville ønske JEG havde tjekket dem nøjere, før jeg indgik aftale med dem!).

Del gerne dette indlæg på egen blog, Facebook - hvorsomhelst!!!

Jeg er ...

* typen, der udskyder tingene jeg ikke nåede i dag til næste årti.
* typen, der kan gå en hel dag med g-strengen vendt forkerte vej.
* typen, der ikke får pillet malertapen af vinduerne, der blev malet for tre år siden.
* typen, der skriver antallet og længden af reklamerpausen i TV ned, bare for at kunne regne gennemsnitstid og -antal ud og blive forarget.
* typen der kommer til at vende vrangen på blusen ud og ikke opdager det, før jeg skal i seng.
* typen, der ALTID spilder på dugen som den første ... og gerne før jeg når at sætte mig til bords.
* typen, der bliver liggende, hvis jeg falder, når der er publikum på, fordi det er sværere at grine af én der er kommet til skade og én, der bare falder.
* typen, der bærer så mange smykker (og accessories generelt) at jeg ligner en arving efter Tante Møhge.
* typen, der bliver irriteret over, at alle staver hende 'Møghe'.
* typen, der ikke bare kan hoppe fra bane til bane i Candy Crush på Facebook - jeg skal partout også have klaret banen bedst!
* typen, der synes den bedste highscore at slå er min egen.
* typen, der ikke kan kigge i spejlet og se, hvordan jeg virkelig ser ud. Derfor kommer videoer og billeder ALTID bag på mig og jeg græmmes!
* typen, der altid har en mascaraklat i øjenkrog.
* typer, der altid har en bussemand i næsen.
* typen, der altid har pletter på tøjet.
* typen, der altid har rendemasker i cardigans, bukser, strømpebukser m.v. pga. kattekløer.
* typen, der er så bange for at sige det forkerte til folk (med resultatet at såre dem), at jeg NETOP derfor kommer til at sige noget forkert ... eller totalt upassende.
* typen, der ALTID matcher BH og g-streng (ellers føler jeg mig skåret over på midten).
* typen, der ikke kan have pumpetandpasta og pumpesæbe stående ved siden af hinanden, fordi jeg så børster tænder med sæben og vasker hænder i tandpastaen.

Fra Blackhead to red face (på den flove måde, that is).

Oh my God, hvor er jeg flov! Jeg har lavet enhver bloggers mareridt - jeg har fået sponsoreret et produkt og glemt alt om det!

Anyway, SthlmCompany var så søde at sende mig fire prøveposer med Blackhead for tre uger siden, da jeg længe gerne har villet prøve produktet. Min hud har altid været for-fær-de-lig og selvom jeg nu er 31 har jeg stadig problemer med uren og fedtet hud. Jeg går helst ikke nogen steder uden foundation og pudder og jeg må altid have pudder med mig, da jeg hurtig bliver 'glinsende' at se på.

Her er produktet jeg modtog (dog har jeg jo brugt det ene brev). Synes btw. det er en awesom måde at modtage produktet i den fine, sorte kuvert.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg aldrig har prøvet blackhead før og teksten, som I kan se, er på kinesisk. Da jeg samtidig er allergisk overfor hårfarve, var jeg endnu mere iffy med at smøre noget i knolden, jeg ikke kunne se, hvad indeholdt - især fordi lugten (efter min mening) er ret krads og kemisk. Dog fandt jeg en brugsanvisning på SthlmCompany, så den var hurtigt klaret. For at se, hvordan huden reagerede, brugte jeg kun lidt på hagen. Det fungerede uden problemer, uden gener og rødme. Jeg var lidt spændt, da mange siger, den gør nas at få af, men det var intet på det minimale område, jeg brugte. Jeg synes dog heller ikke, der var den store forskel at se eller mærke.

MEN, nu har jeg jo heller ikke prøvet den i hele fjæset! Nu hvor jeg ved, jeg kan tåle den, skal jeg prøve igen i hele fjæset, hvorefter I får en fuld anmeldelse.

[Sponsoreret indlæg]

Min debut som stripper

Arhmen altså, hvad sker der for verden?! Har lige set Go aften Danmark, hvor de tog denne historie op.

Det er en sag fra Sverige, hvor et ægtepar over to dage har stået i hækken ind mod naboen og filmet, fordi de mener, han går nøgen rundt (og muligvis onanerer). Og så er det liiige jeg spørger:

1) Hvis ikke man kan tåle at se en nøgen mand, hvorfor opsøger man det så?
2) Hvorfor fanden glor de ind ad hans vinduer?
3) Hvorfor pokker vil de lige have 9000,- i erstatning (hvis det er prisen for at se et par boller, har jeg da en del penge til gode!).
4) Havde de skæg og blå briller på?

Jeg forstår det simpelthen ikke ... Jeg render meget ofte nøgen rundt (af den simple grund at jeg har dage, hvor det gør for ondt at have tøj på) og det har da givet anledning til et par pinlige episoder. Men er det ikke primært mit problem? Og den ene gang, skal det tilføjes, var det altså ikke min skyld. Man regner ikke lige med at støde på vindueslurer på anden sal. Men de kan forekomme, når taget skal tjæres ... woops!

Tredje gang det gik galt, var da vi boede på vores tidligere adresse. Skulle tidligt op på VUC og vågnede med en uldsok i halsen. Hvor jeg normalt ville daffe direkte ud på badeværelset og tage linser på (da jeg er totalt blind uden), besluttede jeg liiiige at smutte en tur om køkkenet for at få en brusetablet til at opløse halsfår med.
          Men jeg står dér i køkkenet i Evakostume og drejede mit vinglas med hastigt opløsende tablet, fanger mine muldvarpeøjne en spøjs bevægelse yderst i mit synsfelt. Gnider øjnene med lufferne på ægte pingvinmanér og forsøger at fokusere. Noget meget højt synes at balancere rundt i luften på den anden side af vores (bladløse!) hæk. Opdager til min skræk, det er en stige ... men en person på! Så hænger der lige et hoved dér i luften med frit udsyn til vores stue og køkken (og nøgen jeg!).
          Med et hyl farer jeg ind i soveværelset og leder panisk efter briller og tøj, stikker hovedet forsigtigt frem og opdager, at en hær af mænd er i gang med et større gartnerarbejde ovre på kirkegården - altså i vores baghave!

Flot, Line. Den har jeg lavet en del gange. Egentlig overvejede jeg at begynde på at tage penge for mine stripshows, men nu kan jeg så læse mig til, de åbenbart kan komme til at koste mig penge. c",)

Men helt ærligt: Hvad er det med folk og nøgenhed? Hvorfor så pernitten? Har man set én nøgen røv har man vel set dem alle?

I min mormors kvarter har de en vindueskigger, der ofte lurer rundt omkring i krat og buske. Han gør intet udover at glo og stå og ryge cigaretter. Ingen kameraer eller onani - bare et hyggeligt, uskyldigt (?) kig. På et tidspunkt er min onkel på besøg for at se til sin gamle mor, der siger: "Torsten, du skal bare lige vide, vi har en vindueskigger herude, så husk at trække for!" ... Hvortil min onkel udbryder: "Hvorfor dog det? Hvis han vil se min bare røv, skal han være velkommen!"

Har du en mening om emnet? Så lægger du bare en kommentar lige herunder.

Ten to ...

... learn from.

Vi har alle et talent ... Og et eller andet, vi bare er komplet håbløse til. Jeg er ikke bange for at gå i spidsen og blotte mig selv, så here goes: Min personlige akilleshæl er alt, der har med tal at gøre. Hver gang jeg lægger to og to sammen, får jeg forskelligt resultat. Dankortet er min gode ven, da jeg på den måde bliver sparet for pinlige episoder, når jeg tæller mønter forkert op. Jeg hader når jeg ikke kan betale med dankort, for når jeg skal regne, går det altså bare galt. Og det ender gerne med, jeg giver et helt, helt forkerte beløb ... eller forsøger at betale med solarie- eller vognpoletter.

Noget jeg til gengæld er god til, er ord og bogstaver. Når jeg ser en stavefejl er den lige så tydelig som en mågeklat på en nyvasket forrude. Følgelig kan jeg heller ikke lade være med at stønne 'hvor svært kan det være?!', når jeg ser folk lave fejl med nutidsendelser, stavefejl m.v. Og hvor svært kan det så være? Tjo, hvis du spørger mig, hvor svært matematik kan være, ville svaret være: Umuligt - SÅ svært!

Så det er ikke for at føje spot til skade, når jeg retter folk. Det er simpelthen fordi jeg er så pedantisk og det bare slipper ud, som en fis, der ikke lader sig indeklemme.
          Jeg snakkede nærmest perfekt, da jeg var et år. Til gengæld kunne jeg dårligt gå - al motorik var ikke eksisterende. Og det med tal haltede også gevaldigt. Den dag i dag sidder jeg stadig og tæller på barnemanér med fingrene på 'en-to-tre'-måden, når jeg skal lægge til eller trække fra.

Så ja, min pointe er, at det ikke er for at virke skadefro, overlegen eller provokerende, når jeg retter på folk. Der er flere ordblinde i familien, så jeg ved det kan være svært at få styr på det med grammatikken. Og jeg vil så nødig såre folk, virke som en, der latterliggør eller nedgør folks vanskeligheder. Når det er sagt, er der visse ting, jeg bare ikke kan sidde overhørig uden at få tics. Kald det bare arbejdsskade pga. mine mange år som betalæser. Men der er også flere måder, at sige tingene på. Man kan gøre som min mormor, der f.eks. siger: "Nej, det hedder ikke BRantex, men Bantex!" Sagt med høje suk og 'er du dum eller hvad?!' udtryk. Men har man en konstruktiv måde at lære fra sig på, kan det rent faktisk hjælpe. Således takker jeg da f.eks. de forskellige pædagogiske matematiklærer, der med små fif hjalp mig med at komme helskindet gennem folkeskolens afgangsprøve i matematik ved hjælp af små fif og regler. Det gjorde, jeg lige kunne få røven over grænsen 'bestået' i dette fag, hvor jeg ellers nærmest var tilbage på 3. klasseniveau.

Nu er jeg så stødt på en nyoprettet gruppe på Facebook, som altså nær havde fået mig til at brække mig af grin. Måtte til sidst sidde med pose på hysteri-måden for at få tjek på vejrtrækningen, for aldrig har jeg set en mere genial måde at vise forskellen på ord.

En af mine personlige kæpheste, er den mani, der florerer i landet med at dele alle ord. Intet under folk bliver forvirrede når selv stavekontroller og søgeværktøjer går ind og vil rette dine 'stavefejl' og dele ord, der ellers burde være joined by the hip. Nej, det hedder ikke 'lever postej'. Det hedder leverpostej! På den måde bliver flere og flere danskere gevaldigt rundforvirrede og ender med at lave fejl, der er virkelig uheldige.

F.eks.:

* Lammekoteletter - er noget du spiser. 'Lamme koteletter' er en kotelet, der har brug for kørestol!
* Mormorboller - er noget du spiser. 'Mormor boller' er seniorsex, som vi strengt taget ikke har lyst til at vide noget om.
* Eller et eksempel, jeg faldt over i dag: Kalvelever i skiver - er noget du spiser og kan bruge som pålæg. 'Kalve lever skiver' er noget helt, helt andet, som Dyrenes Beskyttelse bør gå ind og se på!

Men nu har Facebookgruppen (og ikke 'Facebook gruppen'!) Bekæmp malplacerede ordmellemrum fundet en yderst pædagogisk måde at vise forskellen på. Se med og lær:

Og nu håber jeg ikke, der er nogle af jer kære læsere, der sidder og bliver stødt. Jeg håber virkelig, at jeg ved at udstille mig selv og mine fejl, kan få jer til at le sammen med mig over disse fejl, som flere og flere danskere nærmest oplæres i.

... Det er trods alt fejl som disse, der giver ekstraskilling i min lomme. For var der ingen, der begik disse fejl, ville mit job som korrekturlæser ikke blot være kedeligere, men pludselig ville jeg nærmest være overflødig. For (desværre) er fejl som disse samt fejl med nutidsendelser de fejl, jeg oftest støder på. Og tro mig, I ville være chokerede over, hvor mange (tilmed kendte forfattere), der træder i spinaten i ny og næ. :)

Nå, hvad siger du? Har du en favorit blandt disse? Eller er du en af dem, der har svært ved at styre mellemrumstasten og synes, det er svært at være menneske i den sproglige jungle?

[Som efterskrift kan jeg bemærke, jeg har opdaget, jeg har begået en matematisk fejl i dette indlæg. Men for at vise, jeg er menneske med fejl, lader jeg indlægget være som det er - kan du finde min fejl? Og stak den dig i øjet?].

Mormormasakren

Beklager weekendtavsheden, men det myldrer frem med fødselsdage i familien. Og da min mormor altid skal holde fødselsdag af mindst tre omgange, bliver det til en del Find-festivitas i disse dage. Jeg sværger, selvom jeg stadig holder min kur, har jeg det sådan, jeg ikke vil se et lagkagestykke det næste års tid! Trods min fedtfornægtelse, har jeg fået sukkeroverdosis af det bare syn.

Min mormor havde ellers nær fået røgforgiftet hele klanen samt et par aldrende medsøstre, der ellers har en alder, hvor de nok selv kan gå mod lyset - uden hjælp.
          Hun har helt mistet evnen til multitaskning, den kære Momo. Så mens hun sad og mæskede sig i henholdvis sukkergodt og gaver, glemte hun aaaalt om sin kakkelovn (som hun havde glemt at lukke lågen på). Desværre havde hun lagt et par briketter 'til tørre' på den opvarmede ovn, som først kom hende i hu, da de var helt sortsvedne og røgen vældede ud i lokalet. Så da HG og jeg kom forbi med buket og gave, stod der sort os ud af alle døre og vinduer og over et tykt lag røg i stuen, kunne man ikke ane anden end duften af kaffe og otte, svævende grå parykker, hvis rynkede ansigter nådigt forsvandt i røgbølgerne.

Selvom vi på selve dagen således kun var kort forbi for at aflevere blomster og overbringe hilsner, havde vi 'glæde' af røgen et halvt døgn efter. Utroligt at det samlede gæstebud overlevede, når man tager deres alder og skavanker i betragtning!

Nå, men i går fejrede hun så dag ... igen. Og der var vi inviterede. Heldigvis var der hverken røgskyer eller ildebrand. Til gengæld glemte hun at lukke havedøren, så mine forældres (i dyredomme indkøbte) Coton de Tulear, der kunne fejre en beskeden et års dag - mod momos 84 - havde nær sparet på gravstenens inskription ved at lade sig nedkøre på sin fødselsdag. Han er ung, nysgerrig ... og meget liderlig, så den vide verden kaldte. Og hvem kan bebrejde kræet? Først da en hund vedvarende gør og min mor udbryder: "Den hund gør da ligesom Ludde!" går der en prås op for os. For det er ikke første gang det sker - altså det med havedøren. HG plejer altid at tjekke, når vi har Gøg og Gokke (læs: dræberpudlerne) med. Men da min mormor har et problem med at 'spilde' (læs: Skamfodre!) ved bordet, tager vi dem ikke længere med hos hende. Damen kan simpelthen ikke styre sit handicap. Ludde nåede da også at blive fodret med størstedelen af et farsbrød, en halv lagkage samt diverse mindre måltider, smuldret ned i skødet og fejet ned på gulvet. Så det var et par meget trætte forældre, jeg havde i røret i dag. Mine stakkels forældre, der ikke selv er helt unge længere, havde været oppe hele natten med exorcistopkastende og megaskidende hvid bomuldshund. Tillykke med dagen Ludde! c",) Nyd dit bad.

Anyway, jeg snakker og røven går ... egentlig ville jeg jo bare poste et hurtigt indlæg med et par godbidder (apropos hund). For jeg har fået brugt mit gavekort til Miinto - den slags ligger de færreste vel inde med særlig længe. :) Så til gårsdagens fejring/henretning, kunne jeg vifte med disse nye sager:

Taske fra Friis & Co og strømpebukser fra Pamela Mann.

Fine detaljer

Nu mangler jeg bare at få brugt et sidste gavekort, som jeg har reserveret til disse beauties. Det var den der med at spotte leoparden på pletterne. Gæt, hvilket dyreprint jeg har en fetish for. c",)

Til sidst får I lige et billede af Luddebergen og jeg. Tænk, at mormor nær havde fået ham fræset ned til frimærkestørrelse! ;o

Note to self - af yderste VIGTIGHED!

Okay, Line, engang for alle (for let's face it - du har jo lavet denne her et par gange, eller ti, før ik'?).

Dette her:

er Kodipar. To af dem seks-otte gange dagligt gør, at du kan holde smerterne så meget nede, at du fungerer nogenlunde i hverdagen.

Disse her:

er derimod Magnesia. Otte af dem om dagen (i perioder, du ikke har forstoppelse) giver dig the runs. Big time! ISÆR når de kombineres med penicillin og det faktum, at du er inde i en periode, hvor din røv minder om Gefionspringvandet.

Lær. Forskellen! Jeg ved godt, glasene ligner hinanden af udseende og størrelse - især når man ikke kigger på etiketten (shame on you, Line!). Men rendende røv går ikke, når du samtidig ikke har ben, der kan rende, fordi du har ondt. Lærdetblevdersagt!

(Men hvorfor fanden skal pillerne ligne hinanden så meget?! Hva? Hva? Hvahvahva? Eneste forskel er at delekærven på Kodiparen er lidt dybere. Hmf.).

Line over and (so far) out - har et presserende ærinde, der ikke lader vente på sig, med mindre jeg ønsker en ny farve af sofaen.

Oh, what the hell is that?!

Okay, I have only one qustion: Hvad fanden er det, der foregår med dette her.

Det dér duckface er jo en fucking epidemi! Hvad i al videste verden sker der? Det har jo ramt gud og hver mand, kendt som ukendt.

Hvad pokker skal vi gøre ved det? De stakkels kvinder ligner jo noget, der er blevet overfaldet af en svupper! Eller har stukket læberne i støvsugeren, der kører for fuld udblæsning. Nu må kommunen sgu ind og yde støtte! Få de stakkels ofre tvangsindlagt og mast læberne tilbage i facon. Helst med tilskud fra Danmark!

Og why, oh why, skal jeg selv være offer for verdens mest kødfulde læber (og ja, de er ægte - en del af jer har spurgt ;)) og være meget obs på, hvilken attitude, jeg anlægger, for ikke selv at blive ...

DUCKFACE!

Og hvis I så vil have mig undskyldt ... jeg skal finde mig et strygejern og glatte næbet på plads.

Se, det humor for mig! c",)

Ja, det er hårdt at være menneske. c",)

Når man taber sine lykkepiller ...

Soooooo ... skulle lige lave ugens nye pilleæsker her til aften. Samtidig med, at jeg så "Biggest loser". Og tænkte over et mystisk problem i Dream Chronicle 5 (fucking lortespil, som låser!). OG læste beskeder på Facebook Det skal man så ikke gøre, for pludselig kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde lagt blistret med en halv Cipramil i. Den var ikke i min pillekurv. Ikke i sin æske. Ikke i dynen (I knoooow - skal sidde ved et bord uden rod!) ... hvor fa'en er den skide pille?! Så, når nu jeg vågner i morgen tidlig, regner jeg med, der sidder en kat på min brystkasse og ser således ud:

Ten to(o)

adorable!

Okay, alt ... alt ... ALT - hører I mig - ALT! er bare gået galt her til aften (nat!). Som i fuld. Stændig. Galt! Jeg startede ud med at være flyvende. Havde fået et spørgsmål på min mail (Yay - det sker SÅ sjældent at jeg bliver spurgt om noget eller opfordret til indlæg på bloggen). Så jeg gik frejdig i gang med at lave et videoindlæg. Som blev nogenlunde okay (for første forsøg OG mig at være). Der var bare ét problem. Et meget STORT problem. Der var ingen lyd på. ArghediargARGH! Flippede skråt (hormonella much?) og fandt på et alternativ: Et 'ten to(o)'-indlæg. For i min jagt på et billede, var jeg alle de gamle albums igennem og fandt såååå mange gode dyrebilleder (hvor trætte er I lige af dem? c",)) og tænkte: 'Så bliver det sgu det'. For det er jo så dejlig nemt ... ja, godmorgen mand økseskaft! Det har foreløbig taget mig 1½ time! Det burde have taget 20-30 minutter med udvælgning og uploading (har jeg nævnt, jeg har meget rod i mine billeder?). Men så ville de ikke uploade. Og så kunne jeg fandegalemig ikke skrive tekst. Og så skrev teksten OPAD! Hvad fanden sker der lige for dét? Og så kunne jeg ikke åbne siden og starte forfra, min blog stod bare dér stædig og fastlåst. Og ved ikke hvorfor, men bliver såååå hidsig for tiden. Must be a girl thing. Nå, men jeg håber, problemerne hørte søndagen til og ikke kendertegner den mandag, der egentlig officielt er slut, for så er jeg screwed (OG sengeliggende i morgen! Får bare UFO i hovedet, hvis jeg forlader min seng). Sooo, here goes (efter lang, vred enetale). Die pictures.

(Ja, jeg har jo skrevet om hvert enkelt af mine små mirakler en milliard gange før, så jeg har prøvet at begrænse mig. Vil du vide mere om en enkel, er det bare at spørge, eller klikke dig ind under deres navn i etiketter. :)).

Die Vipsepige. Min lille, dejlige Vips, som døde meget pludseligt sidste år pga. dårligt hjerte. Hun kom pludselig ind i mit liv, d. 11. september 2001 (hittekat). Og fra starten af, indtog hun mit hjerte. Hun var MIN kat, ikke vores. Verdens smukkeste, kærligste og mest kælne kat. Jeg tuder stadig over hende næsten dagligt og savner hende hver dag,hver time, hvert sekund. Hvor unfair det lyder for mine andre dyr, er der - og kommer nok heller aldrig - nogen, der vil fylde så meget i mit hjerte. Hun døde i mine arme hos dyrlægen d. 11. september 2011 - næsten på klokkeslæt ti år efter vi fik hende. Mit yndlingsbillede af hende, fordi hun ser så dejlig fræk ud. Vips har frataget mig min dødsangst. For hvis ikke jeg kommer til at gense hende, men der bare er et stort intet, så kommer jeg i hvert fald aldrig til at mærke dette smertende savn længere.

Sipzap, vores smukke Maine Coon (med stamtavle og det hele, yes, sir!), der bliver syv år til marts. Jeg havde i mange år ønsket mig en langhårskat, og en dag fandt jeg denne dame på nettet - til salg (på Bornholm no less!) og eneste tilbageværende i kuldet. En meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er mit yndlingsbillede af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Ja, Ludde her er jo ikke vores, men mine forældres. Men da jeg skulle have ti billeder og bare elsker dette, kom det med. Her er han ret ny - stadig med hvalpetænder og det hele. Han er af racen Coton de Tulear - en race, vi ellers ikke før har haft i familien (det har altid være pudler og cairn terrier).

 

Min diva. Min lilleræv. Phoeba. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser. Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører. Hun har den smukkeste røde farve og sort maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun er 8½ år og fylder godt i hjemmet, Livet ville være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og det er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG).

Dagens ret: Killing i wok. Vores dejlige Shiloh, der døde for nogle måneder siden efter kort tids sygdom med cystenyrer. En sand hittekilling, der blev fundet i mine forældres garage d. 25. december 1999 (vores lille Jesusbarn), ca. 3 mdr. gammel. Var meget syg og blev næsten opgivet af dyrlægerne, men trodsede sin dødsdom og fik 12½ gode år. En rigtig dreng, der altid kom i uføre.

Vores første kæledyr: Dværgvædderen Lurifax. Lurifax blev købt hos en opdrætter for ca. 100,- (stamtavle included) i maj 1999, hvor han lige var fyldt et år. HGs og mit første kæledyr - få måneder senere kom Shiloh til. Dyrlægen troede det var løgn, da han i 2009, spurgte om han kunne slette Lurifax' journal og vi skreg: "Nej, nej - han lever jo endnu!" Lurs nåede at sidde på toppen af flyttelæsset her til Rø, men døde få måneder efter 11½ år gammel. Sov stille ind - mæt af dage.

Min lille, forsigtige Samsara-pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på internatet og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig. Min smukkert her, der var smidt ud som affald, var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige. Elsker dette billede, fordi hun er for høflig til at smide tøjhunden ned og kræve enevælde over stolen. :)

Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo. Her hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen i januar sidste år og hun ventede på at komme hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage. Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr studerer litteratur. Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P., der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med den kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".