mandag den 19. maj 2014

Jeg slår dig ikke ihjel

Her er stadig meget kaotisk ... mens foråret langsomt gør sig klar til at skifte til sommer, leger vi 'Det forsømte forår' og tilbringer dagene med at køre frem og tilbage mellem plejehjem og hospital. Mumi har - mod forventning - nu overlevet fjorten dage. Da hun forrige mandag kollapsede, fik vi at vide, at hele hendes højre hjernehalvdel er ramt og at der er ringe chance for, hun ville overleve. Mine forældre stod og skulle rejse til Tyrkiet og min onkel (altså Mumis søn) skulle til udlandet i forbindelse med sit arbejde. Vi gjorde alt klart til begravelse, så HG og jeg kunne arrangere den, mens de var væk, hvis Mumi gik bort. Men Mumi er ikke gået bort ... og mine forældre har afbestilt.

Om torsdagen - tre dage efter hendes indlæggelse - følte jeg, hun nærmede sig bevidsthed. Indtil da, havde hun været ukontaktbar. Om torsdagen forsøgte hun at åbne øjnene og klemte min hånd. En sygeplejerske mente dog, hun var længere væk. Men jeg fik ret! HG syntes, hun bevægede sit lammede ben, hvilket vi havde fået at vide ikke var muligt. Et par dage senere besøgte mine forældre hende og hun var nu vågen i korte intervaller. Vi har fået at vide, hun ikke vil forstå sprog samt ikke kunne tale, men af og til siger hun lyde, som lyder som 'hej', 'ja' og 'nej'. Hvorvidt det er noget, jeg lægger i det er svært at sige. Men jeg havde ret, da jeg sagde, hun var ved at vågne. Da hendes sidemand døde, forsøgte hun at kommunikere noget til min mor og kiggede hele tiden over, hvor P. havde ligget (de boede på samme plejehjem). Desværre kan Mumi ikke spise og drikke, pga. lammelser af svælget. Hun har derfor fået en sonde i næsen. Pr. refleks hiver hun den dog ud under sin søvn, så den skal lægge i op til seks gange dagligt og hun er nu meget irriteret i svælg og næse og bløder en del. For et par dage siden kom lægen ind, mens min mor var på besøg. Han sagde, de var klar til at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men at vi skulle træffe en beslutning: Skal hun have sonde indopereret i maven?

Umiddelbart undrer man sig over sådan et spørgsmål, men så slår det: De vil have, vi skal tage stilling til, om hun skal leve! Deres holdning syntes at være, det mest humane ville være at lade hende sulte ihjel. For et par år siden, døde min morfars søster på den måde. Hun var over 90 og havde hjernekræft og familien besluttede, det skulle ende. Det blev et langt forløb på over tre uger og det blev forfærdeligt! Dengang udtalte min mormor, det var umenneskeligt, så hun havde sådan set selv truffet valget. Men nu, hvor hun ikke har sprog og bliver betragtet som en grøntsag, skal VI som familie være dem, der giver tilladelse til operation eller ej. Det er et lille indgreb og på den måde slipper hun for næsesonden og irritationen. Men mange ting løber gennem ens hoved:

Mumi har virkelig kæmpet for at overleve dette! Hvorfor, tænker man, når man sidder der og ser hende. Hvorfor giver du ikke slip, Mumi? Man kan nærmest SE dødskampen, men hun har vundet. Kan man så nægte hende mad? Hun kan ikke sige til og fra. Lægen siger, hun ikke mærker sult. Men hvem ved det? Ingen kan garantere noget. Jeg går stadig ud fra, hun er derinde og forstår ALT. Jeg snakker til hende som før. Om ikke andet, forstår hun tonefaldet. Hun burde slet ikke være vågen endnu, efter hvad lægen vurderede, da hun kom ind. Men det er hun. Hun burde ikke kunne bevæge højre ben. Men det kan hun! Heldigvis har Mumi i tide taget stilling til mange ting; bl.a. at hun ikke ville genoplives i tilfælde at hjertestop. Hun har planlagt hele sin begravelse. Men hvem drømmer om, man skal tage stilling til, om man skal sulte eller tørste ihjel? Jeg ser sådan på det, at nægter vi hende sonden, slår vi hende ihjel. Ville jeg kunne lægge en pude over hovedet på hende? Eller give hende morfin? Svaret er nej. Jeg kunne ikke aktivt slå hende ihjel og derfor vil jeg heller ikke inaktivt gøre det. I mange år kæmpede jeg mod anoreksi og jeg ved, hvordan det er at være udsultet og hvordan kroppen reagerer. Havde jeg kunnet bryde sygdommen havde jeg gjort det, men det tog mig seks år. Mumi kan ikke selv sig til og fra, så nu gør jeg det (VI, som familie gør det, da vi alle er enige!) - hun skal ikke sultes ihjel!

Nu venter vi bare på operationen ... Vi fik indtryk af, det ville ske i dag, men i går fik vi at vide, der kunne gå længe. Imens har de tapet hendes raske hånd ind, så hun ikke kan rive næsesonden ud. Det gør ondt at se! Hånden er det eneste, hun kan bruge frit. Nu kan vi ikke engang holde hende i hånden! Hun er 85 år og skal snart dø, men nu skal dage, uger eller måneder tikke af sted, mens hun ligger med smerter som følge af den dumme sonde! Jeg vil bare have, hun skal hjem til plejehjemmet, hvor hun kan komme i sit eget tøj og op at sidde i kørestolen. Hvor hun kan sidde på terrassen og få sollys i ansigtet. Hvor vi er nærmere og kan komme og køre hende en tur ned på havnen og se bådene, lugte duften fra pandekagehuset, mærke den kølige brise i ansigtet. Om ikke andet, kan det måske være lidt livskvalitet her på det yderste.

Imens passer vi hendes planter, lufter ud i lejligheden, har tømt køleskab, afbestilt maden. Vi er stadig i gang med at pakke kasser og møbler ud, som der ikke var plads til hos hende. Når hun er væk, skal vi have folk boende i forbindelse med begravelsen, så vi skal helst nå at tømme vores ekstraværelse, så vi kan få det gjort klart.

Jeg kæmper også stadig mod hyponatriæmien. Mine værdier var faldet temmelig meget, så jeg igen er i saltunderskud. Jeg har haft nye anfald med spasmer, er meget træt og udmattet og har haft anfald, hvor jeg var ved at besvime. Samtidig var mine nyretal ikke så pæne, så det haster snart med at finde ud af, hvorfor jeg bliver ved med at døje med blærebetændelsen, men jeg skal først til urolog i august. Selvom jeg er gået ned i medicin, der kunne være årsag til salttabet, bliver tallet ikke stabilt og jeg synes ikke jeg bestiller andet end at rende i lægehuset og æde salttabletter og salt.

Imens flyver tiden forbi. Foråret er kommet og er snart forbi igen. Jeg kan slet ikke forstå det ... for nogle uger siden - en af de første gange vi besøgte Mumi på hospitalet - stod kirsebærtræerne i fuld blomst, så hele gaden havde et lyserødt skær. I går dryssede blomsterne af derude, så det lignede snefnug, der føg hen ad fortovet. Imens ligger Mumi og går glip af det hele. Det var nu, hun skulle have siddet på sin terrasse og set havet med de hvide skumtoppe og nydt råbene fra legepladsen nede foran bygningen. Hun skulle have hørt rapsmarkerne, der rasler i vinden og fører den søde duft med sig, have set krukkerne med blomsterne, der står så fint med alle sine farver. I stedet ligger hun dér og venter ... på at dø. Sidste år var vi på vej til Fyn og Mumi var rask. Nu er hun væk.



1 kommentar:

  1. Thanks for allotment this post. This column accommodates actual able information.
    wholesale Jewelry

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...