lørdag den 31. marts 2012

Think pink

Med de sidste dages pink tema, tænkte jeg, jeg ville fortsætte lidt i samme stil. Jeg ville lade tankerne flyve down memory lane og se, hvad der dukkede op ...

Når man siger pink, tænker jeg først og fremmest sukker og farvestoffer! Jeg tænker Hubba Bubba-tyggegummi (åh, kære firsere og barndom ...!), jeg tænker candy floss og Tivoliture. Jordbæris og klistrede fingre. Børnefødselsdage ... 


 Pink er bare først og fremmest barndommens farve. Pigens uundgåelige prinsesseperiode. Min første skoletaske! Jeva ... åh, hvor jeg elskede den! Fødselsdage, ballondans, lagkage med tyk, lyserød glasur, der knaser mellem tænderne. Ballettimer. Tylskørt. Balletsko! Den Lyserøde Panter - åh, hvor jeg elskede dig! Mit første armbåndsur. Grisling fra "Peter Plys", mens han svæver som en drage i vinden og Plys holder fast i hans halstørklæde, der trævles mere og mere op. My Little Pony. Og min yndling: Firefly! Jeg havde både den voksne Firefly og babyen. Min far købte den til mig i BRs kælderlokale efter et af mine utallige lægebesøg med efterfølgende blodprøver. Barndommen i Hvidovre (før vi kom til Bornholm) syntes for en stor del af tiden at blive tilbragt på hospitaler, hos læger. Men jeg forbinder det ikke med nåle, blod eller skræk ... men My Little Pony og min Firefly! Når jeg var syg lejede min mor videoen. Husker I den? Jeg har set den mindst hundrede gange, når jeg lå syg på vores brune foldeud-sofa i velour. Mens VHS-båndet hoppede løs i videoen og fik skærmen til at vise sne de mest slidte steder. Eller når jeg om aftenen lå feberhed i mine forældres seng mellem deres varme kroppe og betragtede min mors ballerina-billede. I dag står det hjemme hos mig og venter på at blive hængt op under de balletsko jeg fik i julegave ... hvilke forestillinger de sko har danset aner jeg ikke, men når jeg ligger en søvnløs nat og kigger på dem, spekulerer jeg over det. Og tænker tilbage på barndommen.


 Barndommen er svær at gengive i billeder. Vi fastholder den i billeder. I lugte. I lyde ... Men de kan ikke gengives. Vi kan ikke overføre dem, så andre ser og oplever, hvad vi ser, når den indre film ruller. For barndommen er først og fremmest en følelse. Hvis vores barndom var tryg og god, er erindringerne derefter. Og hvert blad vi vender i erindringens bog bringer smil på læben. Hos de, der havde en traumatisk barndom, er bogen ikke andet en krøllede sider, udrevne sider, forglemmelse, fortielse. 

Gösta Ågren sagde engang: "Barndommen är inte en de lav livet; den är ett djup under allt, som sedan sker." ... Jeg elsker det citat! For er det ikke netop sådan det er? At barndommen altid huskes som noget fjernt, noget udefinerbart ... som om den slet ikke er en del af os, af livet? Men mere som en svag erindring, fra en drøm, fra et tidligere liv. Og havde vi en tryg barndom, ligger den dér under os. Som lyserød candyfloss, der giver os en svævende gang ... 


 


torsdag den 29. marts 2012

Go pink!


Forår ... alt er så smukt. Foråret er, ligesom efteråret, så fuld af fantastiske farver. Lige nu er jeg vild med alt det lyserøde; kirsebærtræerne, der står i blomst - er der noget smukkere? Hyacinterne, tulipanerne. Jeg elsker tulipaner - og især de lyserøde. Så for at hylde alle disse smukke forårsfarver, har jeg lavet en collage over alle de fine lyserøde elementer, der er at finde i naturen.






Men din garderobe skal naturligvis ikke snydes - så derfor har jeg også samlet en palet af pink accesories, tøj og andre musthaves til alle os, der bare elsker pink! 






Og i bedste pink stil vil jeg slutte af med guf til øregangene ... Så mens du rocker løs i dit lyserøde outfit i forårets lyserøde farver, er der også lidt P!nk til øregangene: 



Så, sagt i bedste Chandler stil, "Rock on!" :) 

 

onsdag den 28. marts 2012

A match made in heaven?

Kender I det, at man ser noget på en side - en halskæde f.eks. - og så nogle dage senere, på en hel anden side, finder et par øreringe, der bare passer perfekt til, som var det et par? 
For nogen tid siden så jeg en ring på Asos, og i dag, hvor jeg så tilfældigt røg ind på Vaiva, fandt jeg et armbånd, der bare matchede perfekt. Som tvillinger skilt ved fødslen! c",) Efter lidt søgen fandt jeg også de perfekte øreringe.

Så er du en rigtig girlygirl, der elsker pink og bling bling, og gerne vil gå sommeren i møde på den lidt rå og updatede 80'ermåde, så se lige her:

 Øverst til højre er det armbånd fra Vaiva til 149,- (fås også i fire andre farver). At finde her: http://www.vaiva.dk/shop/snoet-pink-armbaand-6987p.html

Øverst til venstre er det close up af ringen fra Asos. Den koster lige nu 36,78 kr. på tilbud. Find den her: http://www.asos.com/ASOS/ASOS-Rhinestone-Gummy-Coil-Ring/Prod/pgeproduct.aspx?iid=1957716&cid=1930&sh=0&pge=0&pgesize=200&sort=-1&clr=Pink

Nederst til venstre er det så øreringe til 55,17 kr. på tilbud fra Asos (fås også i to andre farver). De er her: http://www.asos.com/ASOS/ASOS-Neon-Bead-and-Rhinestone-Drop-Earrings/Prod/pgeproduct.aspx?iid=1946631&cid=4175&sh=0&pge=0&pgesize=200&sort=-1&clr=Pink

Nederst til højre er det igen ringen fra Asos.

Er det ikke lige til at blive glad i låget af eller hvad?

lørdag den 24. marts 2012

HJÆLP ... please!

Har du nogensinde oplevet det at kigge ind i øjnene på et andet levende væsen og føle, hvordan du får et blik tilbage, der borer sig ind i din sjæl? Det sker vel for alle. Når man fødes til livet og møder sin moders blik første gang. Når man år senere tropper op på hospitalet med sin far ved hånden og opdager at dér, hvor mors store mave var før, ligger nu et lille væsen med stort pjusket hår og sover. Pludselig åbner han øjnene og kigger på dig. Og det er ham! Din bror, og du ved, lige i dét øjeblik, at uanset hvad der sker, vil du resten af livet gøre alt for ham! Det er vel det samme der sker, når man  møder sin første kærlighed. Og den rigtige kærlighed. Når man får sit eget første barn. Men forestil dig så, hvad du ville gøre, hvis du ikke kunne beholde dette barn. Luk øjnene en stund og tænk på, da du mødte dets blik første gang og svor, du ville gøre alt for ham ... og nu kan du ikke gøre andet, end at give det væk! Så forestil dig, det var to børn. Dine to børn, som du har opdraget, holdt i din favn, sovet med i sengen, elsker og holder af. Forestil dig derefter, at børnene ikke kunne bortadopteres, fordi systemet sagde de var for gamle! "De er snart teenagere... folk der adopterer, vil helst have et spædbarn, de selv kan præge og opdrage!"

Åbn nu øjnene igen. Sidder du med en klump i halsen? Forestil dig nu, at det ikke er menneskebørn, men katte ... gør det en forskel for dig? 


Som syvårig mødte jeg en kat i nød. Jeg var på vej hjem fra skole, da jeg fandt en lille forpjusket killing. Jeg bar hende hele vejen hjem i min favn. Og hun kiggede på mig med sine store grønne øjne og begyndte at spinde tillidsfuldt. Da jeg kom hjem fik jeg ikke lov at beholde hende. Vores barnepige foreslog at dét skravl havde bedst af at blive skudt ... og tilfældigvis boede der én med jagttegn på vejen. Jeg græd og gemte kitty i min trøje. Listede ud på vejen, satte hende i det høje græs og bad inderligt "Løb! Løb for dig liv!". Da min mor kom hjem var hun oprevet, og vi gik ud for at lede efter hende. Men min lille kat havde fulgt min opfordring og løb. Og jeg besluttede, at når jeg blev voksen ville jeg aldrig lade noget sådant ske! Den dag i dag kan jeg ikke græde uden at tænke på det. Jeg reddede hende fra nogle ældre drenge, der drillede hende. Jeg, lille splejsede mig, gik direkte hen til nogle af de drenge, jeg var allermest bange for og tog hende - uden ét ord - op i min favn og gik. Og de kunne have banket mig sønder og sammen dér på stedet uden det ville have rørt mig. For det var bare noget, jeg måtte gøre. Det var en drift. Det var noget i mig, der drog mig mod dette lille væsen, og jeg kunne intet andet have gjort! Det er også derfor jeg tog Shiloh til mig. Og Vips. Og valgte Supaya fra internatet i stedet for en opdrætter (hvem kan stå for et lille udsultet væsen med ét blåt øje og ét grønt, der kravler op på ens skulder som en papegøje og er klar til at tage med hjem? Som sidder alene i sit bur, isoleret fra de andre katte, fordi hun er døv, anderledes. Men hun kan jo godt med andre dyr - og det vidste jeg bare! Hun er ikke udpræget anderledes fordi hun er døv. Hun observerer bare verden og tager den ind på en anden måde. Som P. (der hentede vores Cleo) sagde: "Det er som om, hun kigger ind i min sjæl!"). Derfor, jeg tog Cleo med hjem ... og aldrig er der hændt mig noget bedre end disse mirakler. De er mine børn. De er, hvad jeg brænder for! Det er derfor, jeg altid vil gøre ALT jeg kan for at hjælpe!

Så her kommer et råb om hjælp: Nu er en familie kommet i nød. Manden har fået svær allergi og familien har måttet tage den svære beslutning om at skille sig af med Soffi og Futte. Indtil videre har alt været håbløst. De har været sendt i pleje på internat for at aflaste mandens helbred. Det slider på familien ... Og internatet vil ikke tage dem til videreformidling, fordi de er for 'gamle'.



Soffi og Futte er to smukke, røde katte. De er søskende og skal ikke skilles ad! De er fra 2001. Nogle vil sige, det er en høj alder for en kat ... jeg vil mene, de sagtens kan have mange gode år i sig endnu! 


Soffi og Futte er raske og friske indekatte, der ikke er vant til at komme ud - hvilket bør tages i betragtning. De skal helst fortsætte som indekatte eller til et landligt område uden vild trafik! Begge er neutraliserede, kælne og nysgerrige. Soffi er en rigtig lille girlygirl, der elsker at blive redt og er en god og mild kat. Futte er en intelligent lille bulderbasse, der bl.a. kan hente en pind, ligesom en hund. Ejerne er villige til at lade evt. interesserede få dem i pleje en måned, for at se, om de kan falde til.


Røde katte er bare specielle. Og Soffi og Futte er det uden tvivl også! Tænk over det - kan du (eller én du kender) give disse små væsner et blivende hjem, hvor de kan blive gamle sammen?

Læs mere om Soffi og Futte her: http://www.facebook.com/home.php?#!/AktiveDyrevenner


Og kontakt ejer her: http://www.facebook.com/events/318011204929484/#!/sophieslampert


Eller hjælp ved at trykke 'share' på det første link inde på Facebook. Lad Soffi og Futte få mulighed for at leve mange lykkelige år endnu! Lad dem blive den lykkelige slutning, som også Cleo blev! Kom nu, venner, vi ved alle, at mirakler eksisterer ... Hvis vi skaber dem!



fredag den 23. marts 2012

The story of Cleo Clicker Clacker




Cleo er kommet hjem nu. Og pludselig er her mærkelig tomt ... Sjovt, som en lille kat kan fylde så meget. Men sådan er det med de store personligheder - og det må hun siges at være i besiddelse af. Jeg savner hendes nærhed. Savner hendes spinden fra sofahjørnet. Madskålen, der skulle stå lige ved siden af sofahjørnet, så hun kunne fare i skjul, hvis nogen så meget som kiggede forkert på hende. Savner det glade skrig, man blev mødt med om morgenen, når man kom ind i stuen, for at give hende mad og en frisk kattebakke (især førstnævnte var en vigtig begivenhed!). Sjovt, som man udvikler et forhold til et andet væsen så hurtigt. Knap to måneder var hun her. Og gik fra at være den efterlyste, ukendte ’Alley’ til at være ’min’ lille tyske ’Cleo Clicker Clacker’ og ’Cleo min Cleo’. Ligesom jeg til gengæld var hendes tryghed, redningsmand og madmor.


De sidste par måneder med hende har været helt fantastiske. Godt nok var hun ikke udelt begejstret for de andre firbenede på adressen her, men hun lærte at tolerere dem - og Supaya endte med rent faktisk at måtte nærme sig hende, spise ved siden af hende, sove ved siden af hende! Hun var ikke meget for at forlade stuen - det gjorde hun faktisk kun én gang. Det eventyr endte med, hun kom til at sidde og gemme sig bag fyret i bryggerset, hvor hun ventede på, vi skulle komme og hente hende, så hun kunne blive båret i sikkerhed i stuen ... eller nærmere bestemt: Sofaen! Og var der tegn til den mindste smule støj eller kom nogle af husets øvrige beboere for tæt på, var det bare med at lægge sig under sofaen. Et par gange kravlede Supaya ind til hende. Så lå de dér side om side og kiggede ud, som to børn, der leger gemmeleg.

For nogle uger siden blev vi så ringet op af, P., en ven af hendes tyske ejere. Han ville bare høre, hvornår det ville passe os, at han hentede hende. Og mit hjerte sank ... for hvad vender hun hjem til? Er det nu nogen søde mennesker? Hvordan skal det gå hende? Og kommer vi nogensinde til at se hende igen?

Men kender I det, at lige som man har opgivet håbet om, at der er en mening med alting og at tingene som oftest har det med at ordne sig, så dumper der et mirakel lige ned i skødet på én? Her startede miraklet med Cleo i sig selv. Denne lille, udsultede uldtot, der var dér på havnen ligesom jeg kom derned. Det, at jeg kunne mærke, at jeg bare skulle gå ud på den p-plads, hvorefter jeg finder hende dér under skroget fra en båd, hvorfra hun kigger ud med sine store grønne øjne. Og det at vi fik tjekket, om hun rent faktisk havde en chip. Det har katte jo aldrig! Da mine forældre fandt deres kat, bad de dyrlægen (de har en anden end vores) om at scanne ham, for at se om der skulle være en chip – det mente dyrlægen slet ikke, der var grund til, men endte med alligevel at gøre det, når nu de insisterede. Det at hun nu har en familie både i Tyskland og her i Danmark som holder af hende. Det andet mirakel kom, da vi begyndte at maile med Cleos far … pludselig fik vi et indblik i, hvem den lille dame i sofahjørnet var. Og mysteriet om Cleo blev opklaret. Cleo er en meget elsket kat. Hun har haft en hård start på livet, men er – igen som ved et mirakel – havnet hos de rigtige mennesker. Pludselig forstod vi, at denne lille sky Cleo ikke var sky pga. sin udflugt på havnen gennem de mange måneder. Det stammer fra tidligere i hendes liv, før hun havnede hos de rigtige mennesker. Og når hun går med kløerne ude, så det lyder som en dame i høje hæle, er det ikke fordi der er noget galt med hendes poter. Sådan er hun bare – hun er min lille Cleo Clicker Clacker. Og min lille Askepot er åbenbart også født under en heldig stjerne. For ikke alene har hun overlevet denne springtur. Også tidligere er hun blevet hentet af P. efter hun har været stukket af fra båden. Og i Berlin drog hun en sommer på opdagelse i otte uger. Cleo min Cleo – the free spirit! Men hver gang har hun fundet hjem. Hvis ikke det er et mirakel …!


Men stadig bekymrer man sig. Man aner ikke, hvem disse mennesker, Cleos forældre, virkelig er. Og de aner ikke hvem vi er. Men som mailene tikker ind i inboxen, går det op for én, at her er nogle mennesker, som bare er fantastiske … det lyder måske sentimentalt og som ord taget ud af en dårlig dyreværnskampagne. Men så må det være sådan. Også da P. kom, faldt brikkerne på plads. Dette menneske med strålende øjne og fantastisk smil vandrer ind i stuen og udbryder med tydelig kærlighed og lettelse ”Cleo!”, og man kan høre både den tavse bebrejdelse ’din lille vandrer, altså!’ og lettelsen ’tænk, du er i live og er vel!’. Og man ved bare, han er ovenud lykkelig for at kunne bringe denne lille pelsklump hjem – så de mennesker jo være gode!
          P. kan desuden åbne endnu en låge til Cleos historie ved at fortælle, hun havde tilbragt uger under sengen, mens han og Cleos forældre sejlede rundt på de danske have. Den dag han pakkede sine ting og gik fra borde, hoppede hun op på dækket, og kiggede triumferende på ham. Som i: Denne gang vandt jeg kampen, makker! Jep, hun er en dame med sine egne meninger og holdninger. Og selvom hun kender P. og har boet sammen med ham, vil hun vist helst have sine forældre for sig selv. Ligesom hun ikke har kunnet lide, hvis vi fik gæster. Eller hvis HG kom for tæt på - hun var moars kat ... hun kunne godt huske, det var mig, der havde haft mad med til hende og hev hende med herhjem til den varme sofa. Og at HG ikke havde været uden forbeholdt. Så det er intet under, Cleo og jeg endte da også med at være meget glade for hinanden. Hun mindede mig om min dejlige, elskede Vips - samtidig med at hun havde sine helt egne og specielle karaktertræk. Sjovt, som dyr er forskellige ... Og at nogle mennesker ikke kan se det ... Én kat er 'sgu sin egen' og vender røven til med høj haleføring, hvis man forsøger at snakke med dem. Andre kaster sig ubetinget i favnen på én og forlanger kærlighed.
          De nætter, hvor jeg ikke kunne sove pga. smerter gik jeg ind til hende i stuen med min dyne. Om natten lukkede vi dørene, så hun kunne være i fred og sove, uden at tænke på, om der sprang en legelysten killing på hende - eller en drillesyg hankat. Så lå vi dér med dyne og grønt the (og Whiskas godbidder) og så tv, Cleo og jeg. Og når jeg endelig faldt i søvn, lagde hun sig ovenpå mig og 'vågede' ligesom Vips gjorde, når jeg var syg eller havde ondt. Og det første jeg så, når jeg slog øjnene op, var en morgenfrisk Cleo, der spandt og hyggesnakkede, fordi det var tid til morgenmad. 


Så det var lidt hårdt, da P. skrev, at nu tog han toget fra København. Planen var, han skulle være her ved middagstid, hjem med færge igen om eftermiddagen, overnatte i Sverige og så videre til Tyskland dagen efter. 

Måske er jeg bare sentimental for tiden. Måske har jeg bare set (og reddet!) for mange eksempler på, hvordan mange mennesker behandler deres dyr. Men det rørte mig sgu, at en ung mand drager hele den lange tur fra København, via Sverige, til Bornholm, for at hente sine venners kat hjem til Tyskland. Hvor mange ville gøre det for en kat? Eller for sine venner for den sags skyld? Og hvor mange ejere ville ikke have opgivet hende og ladet hende blive her i Danmark? For selvom vi tilbød, hun kunne blive, skulle hun hjem. Det lyder sært, at man kan blive lettet over det, for inderst inde, ville jeg jo helst have beholdt min Clicker Clacker, men at de stadig vil have hende hjem, betaler hendes (ikke helt ubetydelige) dyrlægeregning og med dages mellemrum skriver opdateringer til os om, hvordan hun har det og hvordan hun går i spænd med deres nye kat – hvor mange ville give sig tid til det?
Jeg husker ikke, om det var P. eller Cleos far, der på et tidspunkt sagde at ”Cleo forstår at bringe mennesker sammen” – men uanset hvem af dem det var, havde han ret. Cleo bringer ikke bare eventyret med sig. Hun er det!



mandag den 19. marts 2012

Blå blink og katastrofealarmer.


Har fået nyt sygdomsattack - derfor bloggen ikke er blevet updateret. Blev hentet af ambulance sidste lørdag omkring kl. seks om morgenen, efter fire timer med kramper, som medicin ikke kunne standse. Havde haft nogenlunde normal dag. Bare småsløj og med feber. Øen dækket af tåget - tur til og fra hospital meget lang. Dækket af hjerteelektroder, med pulsmåler og venflon - klar til at modtage mere Stesolid, når vi nåede frem. Nåede frem, ventede længe på læge og pludselig aftog kramper af sig selv. HG væk på hospitalet. Ventede en time, badet i sved efter timelange kramper, ude af stand til at gå selv og med verdens sødeste (mandlige!) sygeplejerske på jagt efter et styks ægtefælle, mens han gav mig vand, beroligede og anbefale, hvad videre kunne ske (hvorfor er kvindelige sygeplejerske altid bitches og mænd de søde? Hvad sker der lige for moder/beskyttergene? En skrøne?). Læge nyuddannede anede intet - udover, jeg ikke var døende.

Har tilbragt tiden siden halvt i koma og medicindøs - halvt i kramper (minder om ticks i ALLE kroppens små muskler - med smerter som når man stikker fod i iskoldt havvand og tvinges til at lade den bliver dér, til den kramper ... eller de rystelser man får, når man fryser helt vildt). Nogle voldsomme (som i 'kan ikke gå, klare mig selv og snakke') - men ikke hospitalskrævende. Andre mere normale. Egen læge fuckede prøver op, så jeg ikke fik penicillin til at slå den infektion ned, jeg går med. Har endelig fået noget nu, bredspekret. Har stadig motoriske problemer og synsforstyrrelser. Massive problemer med at skrive og gå. Derfor dette hakkende indlæg. Sover også stadig meget. Får tre slags krampestillende medicin tre gange dgl. - plus min normale medicin.  Men jeg lever - og har ikke glemt bloggen!

torsdag den 8. marts 2012

What a wonderful world ...

Noget spirer ... både udenfor og inde i mig; små forventningsbobler sitrer i kroppen, som en uro, en kreativitet, der vil folde vingerne ud og flyve. Udenfor titter små vintergækker op af jorden, sollyset trænger ind gennem de nøgne træer, der rækker armene mod himlen, og ind ad vinduet, hvor små støvfnug danser i strålen. Sneen fra i morges er ved at smelte, vandet driver ned ad ruderne. I fodenden ligger Zappen og spinder, ruller om på ryggen og strækker poterne ud i søvne. Når vinduet bliver åbnet, kan man lugte foråret. Selvom vinteren ikke er slut endnu, og naturen stadig kan overraske ved at sende sne over os, kan jeg se det for mig ... Jeg ser dagene, der bliver lysere. Jeg hører åen, der risler mere roligt. Og jeg mærker roen. 


Når foråret nærmer sig, dukker der altid denne forventning op ... vinterens sygdomme begynder at slippe. Min krop restituerer sig ovenpå de mange hårde måneder. Jeg kan mærke, hvordan jeg fyldes med forventning og energi. Og glæde over, der snart kommer gode tider. Snart bliver der grønt udenfor. Snart kan man sidde på terrassen. Snart bliver øens havne fyldt med både og der kommer liv på øen. Kattene vil begynde at forlade huset, så vi kun ser dem, når de er inde for at spise og lade op ovenpå nattens jagt. Vi skal sidde ude sent om aften med blussen fra bålpladsen. Vi skal spille kort og drikke grøn the, mens natten falder på og det bliver køligt. Vi skal på stranden om aftenen og lave bål og snobrød. Gå en tur på havnen i Allinge, hvor turisternes børn løber rundt og slikker is af deres buttede fingre. En tur på Hammeren med hundene. HG skal måske gå en længere tur, mens jeg sidder på en bænk og tager al skønheden ind. Vi skal til Døndalen og dufte de vilde løg, trave forsigtigt på de snoede stier og bare nyde, vi er. Og jeg vil forsøge at holde fast i denne følelse, jeg altid får, når foråret er på vej ... trangen til at skrive, trangen til at male, trangen til at leve.


(Morten Benjamin, Radiohead vs. Louis Armstrong).

mandag den 5. marts 2012

This is my life ...

-->
Dette her indlæg bliver lidt vanskeligt at skrive ... for det er som om, de ord, der er i hovedet ikke rigtig vil lade sig indfange på papir (eller skærmbillede).

Kender I det, man en dag kan stå midt i hverdagen, kigge op og ned ad sig selv og tænke: "Hvem er du?" og opdage, at eller andet sted undervejs, har man mistet sig selv. Og til sidst blive i tvivl om - "Hvem er jeg egentlig?". 

Gennem de sidste måneder har jeg på et tidspunkt mistet mig selv. Jeg tror, at denne her blog var et forsøg på at genfinde mig selv ... På Fyldepennen, hvor jeg skrev før, følte jeg mig aldrig mere som mig end når jeg skrev. Men herinde ... det er som om, jeg har skrevet det, jeg regnede med, du som læser ville læse. Og på den måde mistet mig selv endnu mere, fordi indlæggene blev tomme, ligegyldige. Det er som om, de ord, der altid har haft så let ved at finde papiret, pludselig bliver derinde, og jeg aner ikke, hvordan jeg får dem ud. Og når jeg læser det, der kommer på papiret, er det ligegyldigt, uinteressant. Hvor blev jeg af? Hvorfor er jeg blevet væk?


Så here goes - this is me, this is my life:

* Jeg er Line, jeg er 30 år og selvom jeg laver grin med, jeg er gammel og vil have min ungdom tilbage, elsker jeg at være 30 - jeg ville aldrig ønske at gennemleve tyverne igen, mine teenageår, min barndom ... ikke fordi det er dårlige år, men jeg nyder at være, her og nu. At løs hud og rynker så skræmmer mig, og jeg sikkert dør af chok den dag jeg finder det første grå hår, er en anden sag …


 * Jeg er Line, jeg bor på Bornholm, i Rø (nær Gudhjem), på bøhlandet. Jeg laver grin med, det er verdens ende, landets røvhul, men jeg elsker det! Jeg elsker naturen, jeg elsker stilheden; jeg elsker at høre vinden i træerne; fuglene, der flakser; åen i baghaven, der risler ude foran mine køkkenvinduer.


* Jeg er Line, jeg er førtidspensionist og uden uddannelse. I 3. g. måtte jeg opgive kampen til sygdommen, der var ikke flere kræfter tilbage i mig. Trods hvad jeg ellers siger, går det mig på. Jeg føler mig altid dum, bagud, left behind ... mine jævnaldrende har uddannelse, job, familie. Jeg elsker at lære, jeg ville have elsket at kunne arbejde, at have et normalt liv. Men det har jeg ikke. Og det virker uværdigt at møde nye mennesker, der altid præsenterer sig som værende f.eks. "Jens, der er læge", for hvad er jeg så? "Line, der er førtidspensionist"? Det er bare en betegnelse, en etiket. Et job giver udryk for et valg, et ønske, en interesse. Og jeg føler mig identitetsløs, når jeg står dér alene i rummet og flagrer som 'førtidspensionist'. Jeg kan nogle gange møde gamle klassekammerater og undre mig over, hvordan de er blevet så voksne. Det er som om, jeg forventer, de skal være det samme sted, som jeg er, som om, jeg gik i stå i 3. g. og stadig står i 1999 og flagrer, mens de er drønet videre derudaf. 


* Jeg er Line, jeg elsker at læse. Jeg elskede også at skrive, men gør det aldrig længere. Efter min diagnose, fik jeg en depression og medfølgende angst. Jeg kæmper stadig med det til tider - især angsten. Den kommer, når jeg ikke kan kontrollere min krop. Når jeg ikke kan tale, ikke kan gå, får kramper eller rysteture og jeg ikke ved, om det varer et minut - eller er blivende. For at komme ovenpå igen gik jeg i gang med at skrive. Jeg skrev en roman. Den er dårlig. Jeg ville aldrig drømme om at forsøge at få den udgivet, for jeg hader den selv. Men jeg var nødt til at skrive noget, og det var bare de ord, der kom frem. Jeg skammer mig lidt over dens elendige sprog, slåfejl, mangler. Men den fik mig ovenpå igen. Hvor klichéfyldt den end lyder, var den med til at få mig tilbage til et sted, hvor jeg følte mig levende igen. Herefter har jeg følt mig udtømt. Det er som om, der ikke længere er ord tilbage, og jeg frygter, jeg aldrig kommer til at skrive igen på samme måde. Den måde, hvor ordene bare galoperer ud gennem hjernen, strømmer ned i fingrene, der rammer tastaturet. Den måde, hvor jeg skriver indtil min krop ryster af udmattelse, jeg får ondt og opdager, der er gået syv timer, hvor jeg ikke har spist, drukket, taget piller eller været lydhør. 


* Jeg er Line, før i tiden elskede jeg at tegne, male, klippeklistre og være barnlig. Jeg kunne finde på sindssygeprojekter, hvor jeg dinglede rundt under loftet og malede stjernehimmel, skrev yndlingscitater på væggen, eller hæftede et gammel sæt tøj op, der mindede mig om bedre, svundne tider ... til tider til stor frustration for HG eller mine forældre, som jeg ikke altid liiige nåede at spørge om lov til at måtte ændre lidt på boligen. Jeg var impulsiv og ingen vidste, hvad jeg havde gang i om tre minutter – mindst af alle mig selv. Men med tiden er mine projekter stilnet af. Til dels fordi jeg hurtigt kører træt og ikke orker at gøre projektet færdigt. Eller fordi jeg hurtigt får ondt og opgiver på forhånd. I dag kan jeg dårligt tegne en lige streg ... talent svinder desværre ind og dør, hvis man ikke nærer det. Jeg håber, jeg måske kan genoplive det en dag.


* Jeg er Line, jeg elsker de mere simple ting. Jeg kan bruge timer på at spille gin rummy på king. com, eller lægge puslespil på computeren. Jeg elsker at dyste mod familien i bræt- eller kortspil - men min bedste konkurrent er mig selv. Jeg kan i dagevis fordybe mig i et eller andet latterligt spil med elendig grafik, bare fordi jeg er nødt til at slå min egen high score eller spille backgammon mod computeren, fordi ingen andre gider spille med mig. Men jeg er aldrig en dårlig taber ... med mindre jeg spiller mod mig selv!


* Jeg er Line, jeg elsker at læse og lære. Men jeg er ikke specielt intelligent - til dels pga. manglende uddannelse. Jeg ville ønske, jeg kunne snakke med, når folk udbreder sig om Kafkas værker eller Amerikas historie. Men tit og ofte ved jeg ikke noget om selv den mest almindelig ting. Tit må jeg google et emne eller se på hævede øjenbryn, hvis jeg spørger "Sarah Palin, hvem?". Især politik ved jeg intet om. Og når der er nyheder skruer jeg gerne over på Disney Sjov i stedet. Sådan er jeg bare.


* Jeg er Line, og jeg er lidt af en pleaser. Jeg er ikke så god til andre mennesker, jeg connecter bedre med dyr. Dyr stiller ind på en kanal, jeg fanger med det samme. Når jeg er sammen med andre mennesker, sender de tit på en frekvens, jeg ikke kan fange. Jeg kan dog godt lide andre mennesker, og jeg mener, der er noget godt i stort set alle mennesker. Det betyder dog ikke, jeg er et specielt godt menneske og der findes da også flere mennesker, jeg bare ikke kan udstå. Jeg har det med at trække mig væk fra tætte venskaber. Min erfaring har lært mig, at andre hurtigt bliver irriteret, fordi jeg ofte må aflyse aftaler i sidste øjeblik pga. min sygdom. Jeg ved aldrig, hvordan min situation ser ud om en time. Og jeg orker ikke, når folk vil diskutere det eller ikke kan forstå det. Så trækker jeg mig hellere. Jeg vil helst bare være sammen med min familie og mine dyr. Jeg går aldrig i biografen, for jeg vil hellere sidde hjemme i sofaen og se film og jeg hader at spise ud, fordi der er andre mennesker. Jeg vil helst bare være mig selv og HG. Eller have gæster hjemme hos mig selv.


* Jeg er Line, og hvis jeg skulle sammenligne mig selv med en et andet menneske, ville jeg ikke kunne finde andet eksempel end i den fiktive verden - måske en krydsning mellem Phoebe fra "Venner" og Dharma fra "Et umage par" - samt en snert af almindelig røvkedelig gennemsnitsdansker. Jeg er lidt småskør og flaky. Herhjemme går jeg ofte rundt og snakker med tegneseriestemme, bare fordi det er sjovere. Jeg siger ofte sindssyge ting som "Det er gernigsstedet" eller andet underligt, når jeg tager telefonen. Som oftest fordi jeg tror, det er min mor eller HG - og tit tager jeg fejl – nogle gange fordi jeg bare ikke kan lade være (også et godt fif til at slippe af med telefonsælgere eller spørgeundersøgelser!). Når jeg er sammen med andre prøver jeg ofte at tøjle mig selv, men kommer i stedet til bare at virke falsk og reserveret. Også fordi jeg bare så gerne vil virke likeble og normal - selvom jeg selv bedst kan lide de mere outrerede typer. 


* Jeg er Line og jeg elsker religion. Jeg elsker at have religiøse symboler omkring mig. Især er jeg glad for buddhistiske symboler. Det betyder dog ikke, jeg selv praktiserer nogen speciel religion. Jeg vil betegne mig selv som agnostiker. Jeg vil gerne tro på, det er noget andet, noget mere end det menneskeskabte og denne verden. Og selvom jeg ofte oplever ting, jeg ikke kan forklare, har jeg svært ved at tro på, der virkelig er noget ... For en del år siden beskæftigede jeg meget med den åndelige verden, gik ofte til clairvoyant, mediterede hver dag m.v. Alle mine illusioner blev brudt, da jeg var hos en clairvoyant, der var pissedyr og tydeligt nok ingen evner havde. Jeg var lige blevet syg og hun fortalte, der intet var at være nervøs over og at jeg ville blive rask. Det blev jeg aldrig. Jeg blev bare desillusioneret. 


* Jeg er Line og jeg har svært ved bare at følge strømmen. Jeg har ingen mobiltelefon (jeg havde en periode – gav under for presset – men den dur ikke … måske skal den bare oplades. c”,)), jeg aner dårligt hvad en ipad er og hvad jeg skulle bruge den til. Til gengæld var jeg nok en af de første i landet til at få en bærbar. Jeg elsker nettet og elsker at kunne snakke med de mennesker, jeg ikke lige har omkring mig, fordi de bor langt herfra. Jeg kan godt lide at dyrke venskaber over nettet og er typen, der bliver rørt, hvis nogen adder mig på Facebook. Det overrasker mig, når nogen tænker på mig, slår mig op og interesserer sig for mig. Jeg ved præcis, hvor mange venner jeg har på Facebook, og kan straks se, hvis nogen sletter mig fra deres liste, eller lukker deres profil. Det er ikke noget, jeg bevidst sidder og memorerer for at kunne lire det af som festunderholdning. Jeg husker bare sådan noget. Jeg husker altid folk, der krydser min vej. Jeg husker, hvem der addede mig og hvem jeg addede. Jeg husker deres fulde navn, jeg husker, hvornår og hvor jeg mødte dem første gang. Og hvis nogen trækker sig væk fra mig, kan jeg stadig efter år og dage tænke over, hvad jeg gjorde forkert, om jeg sårede dem på en måde … jeg har bare aldrig modet til at spørge dem ligeud. 


* Jeg er Line, jeg er ikke speciel på andre måder end netop du, men som dig, har jeg ting, der gør mig speciel. Jeg husker meget detaljeret, meget i lyde, lugte og farver. Jeg husker ting fra jeg var et år, selvom forskere påstår man først kan huske fra treårsalderen. Jeg har nogle evner, jeg ikke kan forklare. Jeg ved, når der om fem minutter vil krydse et dyr over vejen, når vi kører tur, og kan som oftest nå at bede HG om at tage farten af. Jeg vidste, vi ville finde Cleo og jeg vidste på sin vis, Vips skulle dø. HG siger, jeg har en slags ' dyredetektor' man ikke kan forklare. Jeg tror, han har ret. 


* Jeg er Line, jeg ville ønske jeg var den helt store globetrotter. Men det er jeg ikke. Jeg lever efter devisen 'Ude godt, men hjemme bedst'. I min barndom rejste vi meget udenlands - mindst engang om året og ofte til sammen sted. Vi var bl.a. i Italien, Spanien, Madeira, Mallorca, Tenerife, Malta, Tjekkiet, Florida, Gran Canaria og Kreta. Min aversion mod rejser kom især efter jeg blev syg. Der går så meget energi til, når man skal rejse, at jeg ikke orker. Desuden hader jeg at være væk hjemmefra. En weekendtur til Gilleleje eller Ribe er mig alt rigeligt. Jeg hader at være adskilt fra HG, mine dyr eller min nærmeste familie. Og jeg græder stadig som var jeg fem år, når HG vinker farvel, hvis jeg skal tre dage til København. Især hader jeg at rejse alene. Bare jeg skal til undersøgelse på f.eks. Frederiksberg Hospital stejler jeg og vil helst have én med. Før i tiden elskede jeg ellers at være på egen hånd. I dag, pga. sygdom, føler jeg mig mest tryg, hvis jeg har én med mig. Jeg kan stadig se i rejsekataloger eller se annoncer på nettet, der får mig til at overveje en rejse. Men det ender altid med at blive ved tanken. Sidst jeg bestilte en rejse, er tre år siden. HG og jeg skulle have været til London, men jeg lagde mig syg med Svineinfluenza og efterfølgende lungebetændelse. Det var et cirkus med afbestilling og lægeattester. Så siden er det bare ikke blevet til noget. Jeg har dog altid godt kunne tænke mig f.eks. at sejle. Eller tage rundt i Europa i bil og med telt i bagagerummet, uden specielle planer for, hvad der skal ske i morgen. Selvom jeg på mange måder er et luksusdyr, der helst vil have en makeupbørste, glattejern og brusekabine i nærheden, kan jeg godt lide at campere, være primitiv, falde i søvn i et iskoldt telt, mens det pusler udenfor og vågne op i et telt, der er tredive grader og med fugle, der kvidrer udenfor. 


* Jeg er Line og jeg hader rod. Jeg føler, at ydre rod afspejler det indre. Ikke desto mindre er jeg et stort rodehoved og orden holder ikke længe hjemme hos os. Jeg kan bedst lide, når ting står i alfabetisk orden på hylderne og alt i min fryser er lagt i pakker med små sedler på. Jeg roder især, hvis jeg skal være kreativ. Hvis jeg skriver, maler, strikker, bager er jeg altid omgivet at kaos. 


* Jeg er Line, og dette er min blog. Jeg ved ikke, om der kommer nyt indlæg i morgen, om en måned eller om dette er en enlig svale. Men jeg håber, jeg ved at have lukket mere op for, hvem jeg er også har lukket op for min forsvundne skrivelyst og at denne blog fremover vil være aktiv, læst, besøgt og min.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...