A stroll down memory lane

Oh my God, cuteness-alarm! Faldt lige over et album fra i sommer og hvem gemte sig dér? Zazen! Itty bitty Zazen på to-tre uger. Zazen, der får en af sine første flasker! Klik and enjoy.

[I forbindelse med videoen skal det lige siges, at man ikke må opflaske killinger uden at være godkendt plejefamilie og man må ikke eje en killing under 12 uger med mindre, man også har moderen! Desuden er det bestemt ikke tilrådeligt at man lader katten ligget ned drikke mælk, som er tilfældet med Zazen; de skal helst sidde op. Men Zazen har altid været på tværs og efter et par frustrerende dage, hvor han forsøgte at orme sig til at ligge ned, når han skulle have flaske, måtte vi opgive, så han i det mindste fik sin mælk. Til sidst er det også vigtigt at pointere, at det er lovligt og godkendt modermælkserstaning han får - man må aldrig give sine katte (og slet ikke killinger) komælk]

Før jeg takker helt af fra i dag, skal I også nyde hans killingebilleder. Jeg har samlet en collage med dem jeg synes er kærest. Hvilket er din favorit?

Og så også liiiiige som voksen.

Hvilken er favoritten her?

Og til sidst er der de damer bag den herre: Menneskemor og missemor, Sekhmet.

*SLURP* ;)

Mandagsmemoirer #1

Jeg har længe tænkt på at starte denne nye kategori på bloggen og nu skal det være! Med mellemrum vil jeg skrive ud fra et tilfældigt ord; trigge minder og skrive, lige hvad der falder mig ind. Måske bliver de til to linjer, måske bliver det til en halv roman. Jeg håber, du vil følge med!

I denne uge slog jeg op i min igangværende roman, "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl, på en tilfældig side og lagde min finger et vilkårligt sted på siden. Her er hvad, jeg fandt:

Du gav mig bogen "Jonathan Livingstone Havmåge" og jeg fortabte mig ... jeg forsvandt ind i det univers, der indtil da kun havde eksisteret i mine drømme, drømmene, hvor jeg er både fugl og fisk; jeg svæver over havene, hvori den anden del af mig bor, jeg mærker luften mod mine vinger og denne uendelig frihed der er, ved livet som fugl. Alting er så enkelt, når man svæver over Jorden og ser, hvor lille den er! Pludselig er man selv så stor.
          Jeg fortsætte mod den uendelige horisont, med de eksploderende farver. Solen, der ligner en dryppende blodappelsin, sænker sig ned i havet, tilbage i skødet på Moder Jord. Jeg dykker med den, dykker ned i havet, hvor livet startede og den uendelig dybde åbner sig under mig, som et altfortærende gab. Jeg forsvinder i det skummende blå, der slår koldt mod mine flanker. Hvor fuglen er fri, er fisken bunden. Er det sådan det er? Hvad hvis jeg er delfinen, der skyder gennem havoverfladen og letter for at få en bid af himmelen? 'Fisken med livmoder', det var det, de kaldte mig dengang, hvor livet startede.   
          Havde Jonathan ret? Har vi alle potentialet i os og muligheden for at nå drømmene? Skal vi bare fortsætte opad, opad mod drømmen? Og er den oppe? Kan den ikke være nede? Kan den ikke gemme sig et sted i dybet? Vores eget dyb, havets dyb, livets ... Rødderne ligger i dybden og skyder opad mod varmen og højderne. Sådan vokser livets træ frem og breder sine grene ud. Med ligger træet viden i bladene eller rødderne?
          Vi er alle på forskellige stadier af den samme rejse, siger han. Er det sandt? Og hvor er jeg så? Og hvor skal jeg hen? Kan vi tage andet med os end kærlighed og viden? Og hvis det kommer til et valg, hvad er så vigtigst? Kærlighed. Eller viden. Skal jeg vide for at elske? Eller elske for at kunne vide? Fra højderne til dybderne, sådan er livet og ikke kun mit. Vi er alle ens, siger han. Mit livs synes at være sådan, evigt på kanten. Fra de svævende højder til de tunge dybder. Altid balacegangen; på den tynde linje ...

Måske endte det med ikke at have meget med 'trækfugle' at gøre. Jeg håber, du vil tilgive mig og lide teksten alligevel. :)

Hvis du skulle være blevet interesseret i bogen, kan du læse mere om den her. Denne bog er bedre end Disney, smukkere end eventyr, dybere end selvhjælpsbøger. Med fare for at lyde sentimental, kan det blive en bog, der ændrer dit liv.

Giv også dig selv tid til at se dette lille uddrag fra filmen:

"Don't believe what your eyes are telling you. All they show is limitation. Look with your understanding."

That weird side of me ...

Kender I det, man har nogle sider af sig selv, som man er lidt flov over, fordi man egentlig godt ved, de er lettere fucked up? Og kender I det, at man samtidig er lidt stolt af dem, fordi de jo er med til at gøre én unik. Så here goes, her kommer en af mine pinlige og sære hemmeligheder:

Jeg forelsker mig aldrig i Celebs og sukker over dem. Det har jeg aldrig gjort. Til gengæld har jeg ofte været håbløst og ulykkeligt forelsket i fiktive personer fra f.eks. litteraturen eller tegnefilm. Blandt dem kan tælles:

* Svipper fra "Alfon Åberg" var blandt et af mine første crushes. Jeg var så vild med, han lignede en, der var lige til at klippe ud af fantasien. Han medførte, at jeg fik min første usynlige kæreste, som jeg havde i to år. Forholdet endte ulykkeligt, da han forelskede sig i min usynlige veninde. Jeg har aldrig tilgivet ham!

* Krokodillen fra Tulips reklamefilm var lige ved at kurere min fobiske krokodilleskræk med sine læsssspende ssss'er og smuttende øjne. Jeg troede ellers aldrig, jeg ville kunne komme til at holde af en krokodille efter jeg nær var gået i gulvet af skræk, da vi i Florida besøgte et indianerreservat, hvor der var krokodiller, som turisterne kunne få lov at sidde på og holde om. Da min mor (som eneste kvinde) satte sig overskrævs på verdens største skællede satan, var jeg nær faldet baglæns med badetøflerne stikkende op af sumpen. Under den efterfølgende sejltur på en flod med krokodiller, sad jeg hyperventilerende henover skødet på min mor, mens jeg borede neglene ind i en uskyldig sidemand, som jeg ikke engang kendte.

* Men Tulips loco croco er ikke det eneste øgledyr, jeg har haft en kærlighedsaffære med. Jeg er stadig SÅ skudt i Rex fra "Toy Story", som på mange punker minder om mig selv ("Nu får jeg skyldfølelse!"). Han lider af angst og skyldfølelse og har the biggest mouth in tooooown.

* Da jeg skrev min roman (som efter sidste punktum blev skrottet), forelskede jeg mig i min egen mandlige hovedperson ... er det btw. forkert af mig, at jeg i tilfælde af, jeg engang får en søn, vil opkalde ham efter min hovedperson? ;)

* De af jer, der følger bloggen bliver nok ikke overrasket, når jeg er nødt til at indrømme, at Grumpy Cat hører med til et af mine girlcrushes.

Fredagsfnis #5

Wow, synes verden kører lidt for hurtigt disse dage - er flere uger bagud med 'to do'-lister. STRESS!

På dagens liste (punkt fire er SÅ passende for en ME-patient! ;)):

Okay ... synes du det var lidt tamt af et fredagsfnis at være? Godt, godt - her kommer en ægte sommervideo oveni. Den virker måske lidt tam, men er værd at se til ende; især hvis du er dyreelsker. (Og ja, jeg har den tvivlsomme ære at være opdrager og ejere af de to fodvorter c",)).

Træt!

Jeg havde megaattak i nat. Kunne ikke bruge kroppen, bare ligge og vente (samt håbe) på, det snart gik over. Jeg håber ikke, det er som mine underlige spasmer er tilbage ... MAGTER det ikke! Især fordi, ingen læger kan finde ud af, hvad det er. Da jeg endelig faldt i søvn var det med en masse ekstra medicin i kroppen, så hele min søvn blev forstyrret. Havde de særeste drømme bl.a. hvor jeg skulle være med i medicinske forsøg. Vi sad en lang række af kvinder, der ventede på at komme ind til en læge og få en undersøgelse, der ifølge en af deltagende, der havde overstået sin undersøgelse, føltes som 'at få sat armen af uden bedøvelse'. Da jeg kommer ind til min undersøgelse, kan jeg absolut intet mærke. Hvor de andre deltagende skriger, så det ekkoer helt ude på gange som i et surrealistisk mareridt (hvilket det jo egentlig også var), kan jeg intet mærke. Jeg tror, de har bedøvet min arm og bliver sendt fra læge til læge, der intet kan gøre. Derefter fader drømmen over i en ny drøm, hvor jeg forsøger desperat at udtrykke mig, men ikke kan formulere det jeg egentlig vil. Alle ord og formuleringer lyder tamme og ynkelige og alt, hvad jeg forsøger mig med, bliver forkert. I mit hoved er den skønneste æstetik, jeg ikke kan komme ud med på nogen måde. Pludselig er jeg med i Beyonces video 'I was here'. Jeg går på stranden og skal have filmet mine fodaftryk, men da jeg vender mig om, er der ingen, det er som om, jeg aldrig 'was here'! Når jeg græder, griner mit ansigt, når jeg griner, græder det og jeg begynder at føre hænderne nedover mit ansigt, så neglene trækker lange tråde af hud af. Hudflagerne samler sig under mine negle, men der kommer intet blod fra mit ansigt, kun en sær, klar væske, der minder om tårer. Jeg begynder at sige til mig selv, jeg skal vågne! Jeg skal vågne! Men i drømmen er jeg i gang med at pakke kuffert; hver gang jeg putter tingene ned i kufferten, springer de op igen, fordi der ikke er plads.
      Da jeg endelig skulle af sted mod min destination, har jeg brugt så lang tid på at pakke, at min mor, som jeg skal rejse med, allerede er rejst. Jeg skal rejse alene efter hende, og er bange for at fare vild undervejs, er bange for min krop, for lammelse og spasmer.
      Da jeg endelig sidder i flyet, får jeg at vide, at rejsen vil tage otte timer, hvorefter jeg bliver vred og frustreret, fordi jeg ikke vil kan sidde så mange timer uden at få ondt. I frustration går jeg ud på flytoilettet for at få noget fred, men pludselig stiger der vand op af toilettet. Døren er gået i baglås, så jeg ikke kan komme ud og er ved at drukne. I toiletspejlet ser jeg, hvordan rynkerne breder sig over mit ansigt som en steppebrand. Der bliver flere og flere, dybere og dybere folder og mellem hudfolderne dukker sorte huller og størknet blod op. Derefter er det, jeg siger til mig selv, at jeg SKAL vågne, jeg SKAL vågne og redde mig selv fra druknedøden og alderdommen, der æder mig op.

Hmmm – forsøger min underbevidsthed eventuelt at sige mig noget? Jeg forsøger at flygte fra hverdagen og pakke problemerne væk, men de bliver ved at springe op (bl.a. i drømme) og komme i vejen for mig. Når jeg endelig forsøger at forholde mig til dem, er jeg ’bagud’ i forhold til mine omgivelser, hvorefter jeg føler mig efterladt og ensom og ’drukner’. Det passer meget godt overens med, hvordan det virkelig er gået op for mig, jeg er blevet gammel. Hvor andre på min alder sidder med familie i form af børn og med karriere og sund økonomi, sidder jeg på mange måder stadig fast samme sted, som da jeg blev syg. Jeg har ingen børn pga. sygdom, jeg har en førtidspension, der ikke levner meget rum til opsparing og sjov, jeg har end ikke en studentereksamen! (Måtte som 17-årig droppe ud af 3. g., da min krop var nedbrudt. Jeg vejede 48 kilo og min krop begyndte at æde af mine muskler, fordi der ikke var mere fedt at tage af. Jeg var SÅ syg og ødelagt efter at brugt to år på at kæmpe trods en krop, der blev mere og mere nedkørt).

Tusinde tak til mine drømme – de kunne ikke bare have ladet mig dase på den fucking strand, der blev stillet mig i udsigt? Næ, nej, jeg skal belæres! Og jeg ved det jo godt - jeg skal finde den stærke side frem, som jeg også har. Jeg skal finde den side frem hos mig selv, som jeg identificerer med min mor: Jeg skal være stærk og ikke tænke så meget. Bare gøre. Bare leve!

Når Zazen er ude af zen

Manner, det er travle dage. Hvordan kan en lille pelsklump på 440 g. optage så meget tid? ... Hvordan kan en pelsklump veje 440 g.?! Vi fik ham i onsdags, hvor han vejede 320 g. Hvor vildt er det ikke lige?

Anyway, der er næsten ikke tid til andet end det strengt nødvendigste, så I bliver spist af med en video af Zazen. Beklager mit ynkelige udseende, men vi er sengeklar, så der er lidt sump over det.

Btw. har jeg lige halet en ny giveaway i land. Går alt vel, kommer den på sidst på ugen. :)

Blogchallenge #9, #10, #11, #12 og #13 (at være bagud!!).

Blogchallenge dag 9 hedder 'noget du er stolt af fra sidste måned' og her må jeg sgu melde pas! Jeg går ikke sådan lige og holder styr på mindre bedrifter og der har ikke lige været større. Generelt prøver jeg hver dag og i alt, hvad jeg gør at gøre mit bedste og være mit bedste. Tænker over ting, jeg skal arbejde med. Når man går hjemme og ligger meget pga. infektioner er det ikke fordi der sker meget - der kan gå uger med stilstand og søvn.
          ... Men én ting kommer der dog frem, nu jeg tænker over det (jeg tror da, det var i april, det skete): Jeg fik ringet til vagtlægen, da min blærebetændelse blussede op. Det lyder åndssvagt at være stolt over det, men jeg har galoperende lægeskræk og dét at kontakte en vagtlæge overskrider i dén grad mine grænser og normalt ville jeg få f.eks. HG til at ringe (barnligt, I know!). Jeg prøver at blive bedre til det og det lykkedes: Jeg ringede og ventede ikke til om mandagen (det var det dog også for slemt til) og jeg havde også besluttet at ville de have mig til at møde op på sygehuset ville jeg selv sørge for transport og ikke ringe til Moar og skrige: "Hjææææææælp!"

Dag 10 er 'en madvare du kunne leve af' og den har vi haft her på bloggen før (flere gange!):

Dream lakridsis ... oh, how I love you and miss you! Jeg har én dag prøvet at æde to hele bøtter - alene! Var det flødeis havde jeg hurtigt brækket mig, men yoghurtis, mums! Og Dream, dobbeltmums!

Dag #11 er 'en Youtube-video du specielt godt kan lide' og den er her:

Jeg elsker den video, fordi den er hylemorsom og minder lidt om mig på en grådlatent dag - og så spiller hun jo suverænt! c",)

Dag #12 'Hvordan fandt du Blogspot og hvorfor blogger du?' Det startede med, jeg fulgte Natascha som jeg kender fra Fyldepennen, da hun oprettede sin blog. I mange år fulgte jeg bare hende og andre bloggere uden selv at have profil. Så oprettede jeg mig for at kunne kommentere og en aften besluttede jeg mig så for selv at starte - også fordi jeg indtil da havde skrevet på Fyldepennen, men ærgrede mig over, jeg ikke selv kunne bestemme rammerne. Jeg ville gerne have et sted, der føltes som mig eget.

Dag #13 er mit 'celebrity-crush' og da det er over midnat, tager vi lige den med: Ingen. Jeg kan godt blive betaget af såvel kvinder som mænd på skærmen, men jeg har aldrig rigtig oplevet det dér 'crush', som mange beskriver. Hverken som teenager, hvor jeg vendte øjne, når jævnaldrende savlede over medlemmerne fra Take That og snakkede, som om de kendte dem, eller senere hen i livet. Jeg kan blive betaget, tænke, det virker som interessante personer eller blive draget af deres talent. Det tætteste jeg kommer på et egentligt crush er faktisk Mads fra 'Vild med dans', fordi han på mange måder minder om HG - det samme glade smil og indbydende ansigt. :)

Nu også med egen temasang

Godt så. Jeg der ellers altid har brystet mig af ikke at lide af migræne, som de fleste med min sygdom ellers gør, er i løbet af de sidste par måneder begyndt at udvide sygdommen til en bonusrunde, hvor også migræne optræder (med mindre jeg bare er blevet røgforgiftet hos mormor ... long story!). Kan mærke, der er et anfald på vej, ligesom mine spasmer, der ellers har været væk nogle måneder, pludselig er kommet nu til aften. I det hele taget har denne dag udviklet sig i helt, helt, helt forkert anden retning, end forventet. Men har da endelig fået tømt tanken (olietanken that is c",)) og taget blodprøver for at tjekke nyretal, så jeg kan blive godkendt til min undersøgelse (som jeg har modtaget indkaldelse til).

Anyway, må melde pas, logge mig ud af samfundet nettet for i dag og bare gå i seng. Giveawayen kommer på i morgen i stedet.

MÅ jeg dog lige dele denne her med jer, før jeg knalder brikker (Og mand hvor jeg trænger til søvn. Har haft alt, alt, ALT for mange søvnløse nætter på det sidste. Så mange, jeg tror, jeg er ved at blive virkelig weird).

Og så er vi jo liiiige nødt til at have sangen Læg btw. mærke til 00.47 -> Walking on a thin Line! ;) Eller i hvert fald går de på gren. c",) My God, jeg er nu SÅ plat at selv min mor ville give op og bortadoptere gøgeungen. Har I forresten nogensinde hørt sangen "Walking on a thin Line"? Arg ... ævler. Det var søvn, før smertehelvede bryder ud og opkastninger begynder. Håber, jeg kan sove fra det.

Myrledyret har fundet en vinder - er det dig?

Det blev tid til at finde en vinder af min sommerfuglegiveaway. Sommerfuglens andet jeg er naturligvis, som I alle korrekt svarede, kineseren Zhuangzi/Chuang Tse (alt efter stavemåde), som byggede sin tænkning på følelsen af at kunne opgå i naturen og blive ét med de tusind skabninger og som han beskriver i 'Sjælen og sommerfuglen'.

Halskæden er nu klar til at flyve hjem om halsen på en ny vinder. Og hende har Myrledyret (i tråd med temaugen) hjulpet mig med at finde. HG trak tre navnesedler af hatten, hvor alle konkurrencens deltager havde fået lagt deres navneseddel. Og herefter fandt vi ved Myrles hjælp frem til ...

Tillykke til dig, Pernelle. Beklager virkelig meget, jeg har stavet dit navn forkert på sedlen! Jeg har sender dig fluks en mail, hvor jeg beder om din adresse og så vil halskæden, så snart postbuddet har hvilet påsken over og er klar til at løbe igen (eller med lidt held tilmed før), vil halskæden være hjemme hos dig. Jeg håber, den bringer glæde med sig - ud fra din kommentar at dømme, lyder det bestemt sådan. :)

Husk at I stadig kan nå at deltage i min anden giveaway.

Husk også at følge mig på Bloglovin fremover, da GFC lukker til juni. I må også meget gerne følge bloggen på Facebook.

Den zoologiske herhjemme

På opfordring kommer der nu et indlæg om de dyr, der pt. residerer adressen. Da vi har mistet to katte til alderdom/sygdom og jeg også af og til har haft mine forældres dyr på bloggen, har der været lidt forvirring om, hvilke og hvor mange dyr, vi egentlig har. Så her kommer en introduktion:

Her er den hurtige oversigt. Disse seks perler gør hver dag livet herhjemme stærkt underholdende samt - af og til - lidt af en prøvelse.

Vi starter med alderspræsidenten, Cleo. Øverst ser I hendes fulde navn, nedenunder hendes kæle- og kaldenavn, hendes oprindelse og hendes fødselsår.
          Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige ... som på sin vis slet ikke er min. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo og det er også derfor, hun har sin egen fane. Her på billedet hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen d. 6. januar sidste år. Et dyrlægetjek viste sig at indeholde en hel del overraskelser: For det første havde hun ikke tage skade af sit længerevarende ophold (der senere vist sig at have været godt et halv år) på den kolde havn. Dernæst viste det sig, hun slet ikke var hjemløs! Og ikke nok med det - hun stammede fra Tyskland. Cleo satte himmel og hav og folk omkring hende i bevægelse. Fordi hun var chippet, kunne vores dyrlæge finde frem til de tyske ejere, der kunne fortælle endnu en overraskende nyhed: Cleo var ca. ti år ældre, end vi (og den danske dyrlæge) havde regnet med.
          Efter to måneders pleje hos os, vendte Cleo hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage - for good! Den lange historie (og f.eks. hvorfor hun har fået sit kælenavn) kan læses under hendes fane og TV-indslaget om hende ses her
          Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som vores nu afdøde Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

En Clacker-lacker-lækker pige

Phoeba, Phoeba, min lilleræv, min diva. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser! Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Det samme gælder for øvrigt for mennesker. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører - hvilket efter min mening er det, der giver hende karakter og gør hende charmerende. Hun har den smukkeste røde farve og sorte maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun fylder snart ni år og fylder godt i hjemmet, Livet ville bare være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.
          Den store vittighed her i huset, er at omtale Phoeba, som er hun en person: Når jeg snakker (og skriver) med familien, starter samtalen altid med at forhøre sig om, hvorledes Phoeba behager at befinde sig. Og når jeg ringer til dem, er jeg Phoeba (der har sin egen tegneseriestemme). Tilladelse til besøg i hjemmet, skal afgives af Phoeba.  
          Phoeba har altid 'frygteligt store smerter' - denne vittighed kommer sig af, at Phoeba altid græder (hun har naturligvis ikke reelle smerter). Hun græder når hun er sulten, når hun keder sig, når hun er træt, når hun vil kæles, lege, have opmærksomhed m.v. Men joke går altså på hendes 'store smerter', der stammer fra 'Phoebamyalgi (fra 'fibromyalgi') og kun kan udbedres ved godbidder - som f.eks. en flæskesteg og et par kikseruller. Phoeba har sin egen Facebookprofil, for 'alle sine fans', og hvor man kan læse, hun er biseksuel (hun er meget sexfikseret!) og er i åbent forhold. Desuden er hun uddannet i 'ANALogi' (jfr. hendes numseinteresse) ved universitetet i 'Phoebadelphia'. 
          Vi laver grin med, at Phoeba er så smuk så smuk og har ondt af resten er verden, der er så forfærdelig grim. Hvis hun kunne tale, ville hun om de andre dyr sige: 'Puha - ud i skraldespanden med det!' Og det selvom hun i virkelighed holder meget af dem alle og er dem svært hengiven.

Rævlerier en masse

  

Næste skud på den skæve stamme, er Sipzappen, der har mange kælenavne. Det mest ucharmerende er 'Pruttie' eller 'Pruttepigen'. En udeforstående kunne måske foranlediges til at tro, at det skyldes en anselig mængde tarmgas, men trods det at hun kan lægge en utroligt imponerende arm i kattebakken (der medfører følgende udbrud, for den der finder den: "Alarm, alarm - en Sipzap-arm!"), skyldes navnet i virkeligheden, at hun var så bette, da hun var killing. Normalt bliver Maine Coons meget store, og Zappen var så lille. Vi var sikre på, hun aldrig ville blive stor, hvorfor hun fik navnet 'Lille prut'. Hun er dog i den grad kommet efter det med størrelsen og gik (på vores gamle vej) under navnet 'Kæmpekatten fra nr. 23'. Da vi dengang boede ud til en cykelsti, kunne vi nogengange sidde i haven og høre sjove kommentarer, når Sipzappen var løs på matriklen: "Se! En GIGA kat!" ... "Det var ikke en kat, det var en ræv!"

          Sipzap er en meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er et af mine yndlingsbilleder af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Zapperier i alle afskygninger

 

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og dét er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG). 

          Vi fik Frik da Phoeba var godt fire år og savnede en legekammerat. Og de er SÅ glade for hinanden. Phoeba ser Frik som sin lille hvalp, og kommer der det mindste klynk fra hende, braser Phoeba ind i rummet og kigger bebrejdende på alle i rummet tilstedeværende som spørger hun: "Hvem har været onde ved min lille chokoladeknap?"

          Frik havde sit navn fra kennelen af. Vi går ud fra, hun skulle have været opkaldt efter Odins kone (Frigg) fra den Nordiske Mytologi. Men da Frik lyder sødt og kækt, og også er en navnet på en armensk poet (omend man er i tvivl om, hvorvidt det var et pseudonym), syntes vi, hun skulle beholde sig navn.

Frikadeller i massevis

  

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr, som ustandseligt kommer ud for ulykker (ved et frygteligt uheld, som hun egentlig ikke kan lastes for, forstås). Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P. (som vi lærte at kende gennem Cleo), der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med dén kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".

          Supaya er opkaldt efter hovedpersonen i romanen "Shamenens datter". Men hun har stort set aldrig heddet andet end 'Myrle'. Det kom sig af, at da vi afhentede hende på internattet, stod der en ung mor med sin ca. fireårige datter. Denne var meget interesseret i, hvilken kat vi skulle adoptere og fortalte at de skulle have den sorte kat, der skulle hedde 'Lille Myrl'(sagt på verdens sødeste, læspende måde). Moderen rettede hende: "Ja, Lille MYR". Men det var så sødt, at vi konstant sagde 'Myrl' eller 'Myrle' om Supaya. Det er blevet et helt begreb og når hun laver ulykker, kalder vi det 'Myrlerier'. Hun er meget glad for Frik og før vi fik Samsara, satte Myrle sig i vinduet, hver gang hundene gik på tur og græd en lille serenade, indtil Frik returnerede til hjemmet, hvorefter hun blev overfaldet af Myrledyret. 

          Myrledyret blev kendt på vores lægehus, da HG og jeg med et par dages mellemrum måtte have et skud stivkrampevaccine pga. bid fra den hidsige killing. Da HG således drog til lægen udbrød denne: "Sig mig ... er det den samme kat?!"

Myrlerier på højt plan

 

 Så er vi kommet til Sam(i)sara, rosinen i pølseenden. Min lille, forsigtige pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på det lokale internat og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig og hun måtte se alle de andre katte drage til nye hjem, én efter én. Da jeg så billede af Samsara på internatet, vidste jeg bare, jeg måtte have hende. Hendes øjne udtrykte så meget angst og det hos én, hvis liv kun lige var begyndt.

          Vi ved ikke præcis, hvad Saraaa-dyret har været ude for, men det har krævet meget arbejde, kærlighed og tålmodighed at gøre hende bare nogenlunde tryg. Hun var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige.

          Samsara er meget lille og bliver nok aldrig større. Hun minder om en stor killing på ca. 7-8 måneder. Hun har den smukkeste smoke-farvede pels, som 'skifter farve' alt efter, hvordan lyset falder på hende. Hun fik sit navn efter det buddhistiske/hinduistiske begreb for denne verden (altså modsat Nirvana). Buddhisterne, hvis højeste mål er at opnå Nirvana (der er 'intetheden', men samtidig 'alt'), ser Samsara, denne verden, som værende 'lidelse', en prøvelse man bare skal igennem. Og da min lille mus her kan skrive under på, at livet i sandhed kan være lidelse, fik hun dette navn.  

          Jeg elsker dette billede, fordi man kan se hendes store, tillidsfulde øjne. Hvordan kan man efter så meget som hun har været igennem, genfinde tilliden og trygheden?

 

Til sidst får I et lille potpourri af billeder - en samling skævskud af vores (om mine forældres) dyr gennem tiden. Jeg håber, I vil synes om det. :)

Yay - nu også på video-video-VIDEO!

Okay, prø' li' å hør her! Det her er for vildt ... sidder og sorterer i gamle billeder og falder pludselig over nogle gamle videoklip. Dette er fra d. 3. september 2008, altså dagen før skønmøen her bliver 27). På klippet er der Phoeba og Sipzappen, som også stadig er i dag, samt Shiloh og Vips, der ikke længere er. Den er optaget i vores gamle lejebolig i Allinge og man kan skimte havet i baggrunden. Jeg ville gerne have vist jer den fulde længe, hvor man også ser vores have (der til en afveksling er ny-de-lig med nymalet hegn, perfekt klippet plæne, der kunne være ordnet med neglesaks, vores pink havelåge og pumpe, samt nyplantet bed, glimt af kirkegården bagved og kyllerne (læs: kattene), da de virkelig går ind i legen, men videoen er meget lang (læs: kedelig) og det er rent forsøg, jeg valgte at lægge den ind. Jeg satte en ny tid for slutningen og tænkte, at hvis det fungede med lyd og det hele vidste jeg, jeg bare kan optage videoer her fra kameraet. Havde sgu ikke drømt om, lortet virkede!

Så, ja ... en ikke videre interessant video, men I får da set en yngre udgave af mig og vores tidligere bolig samt de dejlige dyr. Vildt at tænke på, det var før Frik var født (hun ser verden præcis ni dage senere). Og Myrle. Og Samsara. Og Cleo boede stadig i Tyskland. Faktisk er havet, som I kan skimte i baggrunden, den havn, hvor Cleos forældre og P. lagde til, den sommer, hun stak af.

Så, ja ... en lille dagens overraskelse. Enjoy. :)

X-factor gone wrong, wrong, oh SO wrong!

Dagen er gået på ægte søndagmanér med at sove længe, læse samt oprydning og rengøring. Så her til aften, var det på tide med lidt afslapning. Og hvad er mere underholdende end Youtube? Har fundet den F E D E S T E playliste med X-factor-auditions, når de bare går virkelig galt og dem ville jeg lige dele med jer. Selvom det tager tid at se hele liste, vil jeg anbefale det, men ellers er de vigtigste:

* Ablisa
* Triple Trouble
* George Gerasimou /fra Triple Trouble), der vender tilbage.

Dommerne kommer altså også med de mest kongekommentarer. "Once, by accident, I sat on my cat ... You kind of make the same sound the cat did!"

Nå, anyway, jeg håber, I har haft en dejlig weekend og er ladet op til en ny uge. Find playlisten her. Enjoy! :)

Nu også på TV

Ja ja, nu er det Clackeren igen. Håber ikke, I er træt af indlæggene om hende. c",) Måske har I bemærket at der er sket lidt med fanerne. De fleste er blevet opdateret, nye er kommet til, men Cleo-fanen står stort set stille. Jeg mangler stadig at få lagt artiklerne om hende op.

Men - til gengæld har jeg fået linket til TV2s udsendelse om hende, hvor I kan høre historien, se damen (und ich) i levende live, samt høre fra hendes tyske forældre. Udsendelsen varer kun et par minutter og jeg kan ikke lægge den direkte herind, men kun linke til den.

På forhånd vil jeg undskylde - jeg lå syg og blev ringet om, om vi ville give et interview. Så på en time var det ud af sengen, i bad, i tøj, ordne hår og smide nødtørftig makeup i ansigtet. Huset ligner også noget fra Jerusalems ødelæggelse, men der blev hele tiden flyttet rundt på møblerne for at finde det rettet sted at filme. Cleo ville ikke deltage, så der blev hevet legetøj og godbidder frem, der flyder overalt.

Jeg har endnu ikke haft lagt videoblogs op herinde, da teknikken har drillet, men nu kan I da se mig og høre min tegneseriestemme (btw. hedder jeg ikke Andersen til efternavn! Shame on you TV2). Se klippet her

Jeg er også (stadig) ved at rydde op i etiketterne. Så alt i dullegrej (det være sig hår, makeup, shopping m.m.) lægger nu under 'it's a girl thing'.

Jeg synes, bloggen udvikler sig mere og mere positivt og henimod et look, jeg er godt tilfreds med. Jeg håber, I synes det samme. :)

Alle dyrene og jeg sender en masse lååååve til jer derude, i anledning af valentinesdag.

A december to remember

Så er det om mindre end fire timer ... så er det december og vinter. Og julestemning har spredt sig her på bloggen, som i kan se.
     De sidste par år har godt nok været specielle; det har været ekstra koldt. Det har i den grad været hvid jul. Det er to år siden, vi skulle holde vores første jul herude. Men vi sneede inde og familien sad i Allinge med gaverne, mens vi sad her med maden. Det bliver da en jul, vi ikke glemmer. Ni dage varede det, før vi som den sidste by i Danmark blev gravet fri. Og vi nåede at ses, før det nye år ringede ind.
     Sidste år sad Cleo på havnen, alene og væk hjemmefra. Og guderne må vide, hvor lille Samsarakilling har befundet sig. Hun har været mellem 1-3 mdr. I år skal de have varme og jul - de skal have risalamande og and og fiskefiletter til julefrokosten. De skal have varmetæpper og hygge og kæl i stearinlysenes skær.
     I morgen regner jeg med at skyde min julegiveaway i gang. Og den bliver lidt anderledes denne gang. For jeg regner med, at I får en opgave denne gang: Fortæl om din mest specielle jul. Det kan både være en god jul eller en dårlig. HGs værste jul har nok været dengang, hans mor døde (d. 1. december, det år han var 16) i kirken under en begravelse På den måde mistede han både sin mor og farfar på kort tid - og på sin vis også sin far. Eller for nogle år siden, da hans mormor døde i kirken d. 19. december. Det synes jeg var hårdt! Min bedste jul har været det år jeg var ni. Jeg ved ikke, hvorfor lige den var så magisk - måske fordi det følgende år blev så hårdt, at den jul står i et særligt skær? Min mormor og Olde var på besøg fra Hvidovre. Vi spillede kort og hyggede med juleguf. Vi satte risengrød på loftet og fandt gaver deroppe næste dag. Og min far havde optaget en video med nisserne.
     Nu kan du jo gå i tænkeboks indtil jeg får skudt konkurrencen i gang (håber, håber, håber virkelig, jeg når det i morgen).

I dag er dagen gået med oppyntning og juledekorationer - jep, jeg er langsom i år. Siden loftet blev efterisoleret, har kasserne med pynt været spredt fra vid og sang, men nu er det meste fundet, der er pyntet lidt op og dekorationerne er blevet lavet. Imens har "Jul på slottet" kørt på dvd'en. SÅ er det jul. 

Herover er (ligesom sidste år) en video med min yndlingsjulesang "River" sunget af Robert Downey Jr. Den har ikke det sædvanlige lalleglade julepræg, eller den blævrende nostalgi, der er i julesalmer. Den er bare afslappet og smuk.

Glædelig jul og dejlig december til alle jer derude.

Ten to ...

warch, watch, watch!

Ja, nu har jeg stenet dyrevideoer hele aftenen og her kommer ti, du bare må se:

Hvilken er din favorit?

Verdens sødste kys!

Hvis denne her video ikke giver smil på læben, så er man da det koldeste menneske overhovedet. Enjoy! :)

Er det lige det sødeste eller hvad?! Jeg vidste, at mine to yndlingsdyr MÅTTE elske hinanden. :)

Ud af skabet

*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*

Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. 

Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe.

Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål.

Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".

_______________________________________________________________________

[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].

"DER' LORT I VANDET!"

Altså lige for tiden, ik ...! Ja, tror jeg tager den dér sæk og hopper i den i stedet for at have den over hovedet. Tingene er så sindssyge at man skulle tro, vi er med i en sitcom. 'Line - mit liv som farce!'

Min far er blevet endnu mere syg. Alt er noget rigtig lort. Faktisk bogstavlig talt! Min mor har en veninde, der arbejder indenfor levnedsmiddelkontrollen. Hun skal bl.a. tage rundt og tage rutinemæssige kontroller og vandprøver rundt omkring. Hun spurgte så min mor, om hun kunne komme forbi og tage en vandprøve hos dem. Dagen efter stod der så pludselig et helt regiment mand - så har de sgu fundet colibakterier i vandet! Min far har i løbet af de sidste par uger tabt 10 kg. Han vejer under 60 nu! (Det er sgu mindre end mig!!). 

I går gik alt så galt. Jeg fandt min far ukontaktbar og vi måtte tilkalde ambulance - vidste ikke, om det var pga. væskemangel, mavesyge eller hjertet (han venter på operation). Det var meget ubehageligt at stå dér. Jeg kunne se, han havde puls, men han var slap og jeg måtte løfte øjenlåg, råbe og ruske og forsøge at tænke klart og ikke panikke (I am mrs. panic-mode!).

Min mor og HG tog med på hospitalet. Min far var vågnet lidt op og kunne fortælle, han havde kastet op i ambulancen. "Det var nok bare lidt køresyge ..." slår lægen det hen ... Hvorefter min far går i brækmode og laver exorcisttricket. SÅ fik de ellers travlt på hospitalet. Min mor og HG blev mast ind på stuen og fik besked på ikke at røre ved noget og ikke forlade lokalet. Personalet kom ind i 'rumdragter' og handsker og ville ikke give hånd. "HG, vi kommer sgu ikke herfra!" panikkede min mor og tænkte på Luddehvalpen, som jeg og min bror passede derhjemme. 

Det korte af det lange er at han nu ligger i isolation. Myndighederne er ved at undersøge om det kun er vandet hos mine forældre, der er ramt eller om det er hele byen (mine forældre har lige fået lagt nogle rør i haven om, så umiddelbart mente man, det kun er deres husstand, der er ramt). Min far har fået Mattis fra "Nye hvide verden" som læge. Min mor skal derud i morgen med nogle ting til ham, men har fået at vide, hun ikke må komme ind på stuen til ham.

Jeg er stadig meget rundforvirret, så I må undskylde, hvis jeg ikke lige er på eller får svaret på kommentarer. Men lad os bare sige, at hele denne episode bragte nogle ubehagelige minder op.

HGs mor var hjertesyg og døde i kirken under begravelsen af HGs farfar. Hun faldt bare ned fra kirkebænken, stendød. Til min nevøs barnedåb, faldt HGs mormor så om i kirken. Vi troede ikke det var så alvorligt og sad og pjattede lidt i venteværelset, hvorefter en læge kom ud og fortalte at mormor havde fået en massiv hjerneblødning, var i coma og ved at dø. Alle sådanne tanker flyver gennem hovedet ... hvor skrøbeligt livet er.

Trænger til søvn. Har hele natten drømt om dødsfald og indlæggelser. Ting fra ungdommen, jeg troede var begravet og glemt gravede sig op til overfladen og vækkede mig med en klump i halsen og angst i hele kroppen. Der er så meget, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle jer. Så meget, jeg ville ønske, jeg kunne skrive om. Men det er ikke kun mit liv ...

Nu er jeg spændt på, hvad vandprøverne siger. Min bror og jeg gik hele dagen i går og skreg: "Der' lort i vandet!" Man finder måde at overleve på.

Smile

Kender I det, at man nogle gange vågner op med de mærkeligste ting i hovedet? Et citat, en sang ... I dag var en af de dage. Da jeg vågnede op, kørte Charlie Chaplins "Smile" i hovedet på mig. Og jeg aner ikke hvorfor. Jeg har ikke set noget, hørt noget, læst noget, (ja, ikke engang drømt noget i den retning) der kan have sat de tanker i gang. Den var der bare. Det er som om, den har insisteret på at præge hele min dag. Så nu er lørdagen gået med at sidde og høre forskellige udgaver af "Smile" på YouTube. Og da jeg ikke helt vil forsømme bloggen, men ikke har andet at byde på, får I her den udgave, jeg faldt mest for - det virker måske cheesy at bruge udgaven fra en halvdårlig film (forgive me, hvis I ikke er enige), men jeg synes nu alligevel, det er den smukkeste udgave ... især hvis man bare lukker øjnene og lytter. Læg endelig mærke til teksten - den er da noget af det mest smukke, der nogensinde er skrevet!

"Smile though your heart is aching;

Smile even though it's breaking.

When there are clouds in the sky, you'll get by.

If you smile through your fear and sorrow,

Smile and maybe tomorrow,

You'll see the sun come shinning throug for you.

Light up your face with gladness,

Hide every trace of sadness.

Allthough a tear may be ever so near,

That's the time you must keep on trying,

Smile, what's the use of crying?

You'll find that life is still worthwile ,

If you just smile.

 

That's the time you must keep on trying,

Smile what's the use of crying?

You'll find that life is still worthwile

If you just smile."

(Lyrics by John Turner and Geoffrey Parsons.

Music by Charlie Chaplin).

PS: Konkurrencen er ikke glemt, men jeg mangler stadig at høre tilbage mht. de sidste detaljer fra min udvalgte forfatter.