Vælg din favorit

Fem gange er mine dyr blevet dagens fanbillede på Best Friends Facebookside.

Den første gang var det dette billede af Sipzap, der vandt:

Billedet blev taget i vores have i Allinge i sommeren 2008.
 
Anden gang var det også Zappen. Faktisk kom dette billede på bare to eller tre uger efter det første:

Det er taget samme dag og samme sted som det ovenstående.

Tredje gang var det min dejlige Vipsepige, der kom på med dette billede:

Dette er taget samme dag og sted som Zappens to billeder - den dag kørte det bare, hva! c",)

Fjerde gange var det Myrledyret, der prydede siden:

Billedet er taget herhjemme i Rø i 2012. Myrledyret elsker at ligge sådan på ryggen af yndlingsstolen.

Det sidste billede er af Lilleræven, Phoeba:

Men nu kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvilket er din favorit? :)

Hjææælp - stem på Vips!

Oh my God, Vips er et af de fem billeder, der er med i afstemningen om ugens coverbillede! :) Men hun har pt. færrest stemmer - 17. Vil I ikke gå ind og giv hende en like, hvis I synes, hun er jeres favorit? Jeg ville blive SÅ glad, hvis min lille pige, der nu er himmelkat, kom på som cover i en hel uge.

Her er billedet, som tidligere har været dagens fanbillede hos Best Friend, som I kan se. For at stemme på Vips, klikker du bare her

Vips og jeg takker! :)

Yay - nu også på video-video-VIDEO!

Okay, prø' li' å hør her! Det her er for vildt ... sidder og sorterer i gamle billeder og falder pludselig over nogle gamle videoklip. Dette er fra d. 3. september 2008, altså dagen før skønmøen her bliver 27). På klippet er der Phoeba og Sipzappen, som også stadig er i dag, samt Shiloh og Vips, der ikke længere er. Den er optaget i vores gamle lejebolig i Allinge og man kan skimte havet i baggrunden. Jeg ville gerne have vist jer den fulde længe, hvor man også ser vores have (der til en afveksling er ny-de-lig med nymalet hegn, perfekt klippet plæne, der kunne være ordnet med neglesaks, vores pink havelåge og pumpe, samt nyplantet bed, glimt af kirkegården bagved og kyllerne (læs: kattene), da de virkelig går ind i legen, men videoen er meget lang (læs: kedelig) og det er rent forsøg, jeg valgte at lægge den ind. Jeg satte en ny tid for slutningen og tænkte, at hvis det fungede med lyd og det hele vidste jeg, jeg bare kan optage videoer her fra kameraet. Havde sgu ikke drømt om, lortet virkede!

Så, ja ... en ikke videre interessant video, men I får da set en yngre udgave af mig og vores tidligere bolig samt de dejlige dyr. Vildt at tænke på, det var før Frik var født (hun ser verden præcis ni dage senere). Og Myrle. Og Samsara. Og Cleo boede stadig i Tyskland. Faktisk er havet, som I kan skimte i baggrunden, den havn, hvor Cleos forældre og P. lagde til, den sommer, hun stak af.

Så, ja ... en lille dagens overraskelse. Enjoy. :)

Dagens fanbillede - nu også med striber!

Så kom vores lille Mis(s) Vips på som dagens fanbillede hos Best Friend.

Det er tredje gang, et af vores billeder bliver dagens. De to andre gange har det været Zappen, der har hentet titlen hjem, men det varmer ekstra meget at det er min Vipsepige, der døde d. 11. september 2011, præcis ti år efter, hun var kommet ind i mit liv, der i dag bliver mindet med denne titel. Vips var meget speciel og hende og jeg havde et forhold, der ikke kan beskrives. Hun var min lille pige, og jeg synes, hun er den smukkeste kat, jeg nogensinde har set! Jeg reddede hende fra kvarteret blandt nogle studenterboliger, hvor kun rendte rundt mellem ølflasker og (ja sgu!) kanyler og ledte efter mad.
          Hele vejen hjem i bilen, knugede hun sig ind til mig, som vidste hun, at her var en redningsplanke - et liv med mad, varme og kærlighed. HG var meget imod mit projekt, da vi lige havde fået en lejlighed, hvor vi ikke måtte have dyr, men jeg var urokkelig. Det var mig og Vips eller intet overhovedet. Vi havde ellers undtagelsesvis fået lov at beholde vores kat, Shiloh, og kanin, Lurifax, da vi flyttede ind i den 104 m2 store lejlighed med tag, der var fløjet af under orkanen i '00, rådne vinduer med indbyggede maddiker (der åbenbart var den eneste slags husdyrhold, der var tilladt i nr. 19), en skizofren i underetagen, der flere gange dagligt bankede på døren og på skift bad om tilladelse til at få foretræde for borgmesteren, der åbenbart formodedes at bo i vores entréskab og HG, der i kraft af sin stilling som farmakonom åbenbart forventedes at skulle lægge ører til hendes forhåndenværende fortrædeligheder og dårligdomme der som oftest (til HGs store fortrydelse) syntes at involvere intime ting som skedesvamp eller underlivsbetændelse, og psykopat udlejer, der elskede at finde på måder, hvorpå han kunne få sine lejere til at betale ekstra, mens han plirrede med sine små stikkende øjne og gned sig begærligt i hænderne.
          Men jeg påtog mig personligt at snakke med udlejer og var han imod min Vipsepige, kunne han tage sin lejlighed og stikke skråt op. HG var også urolig for Shiloh, der dog fra første snif af den underdejlige Vips blev ellevild for en legekammerat (de var næsten jævnaldrende) og dame til sit ønskede harem.
          Det havde nær kostet vores forhold, da HG var imod projekt Vips, der både var syg og uønsket (fra udlejers side), men jeg fortalte, at såvel han som udlejer og Shiloh kunne pakke sig (på Tante Møhge-måden), hvis de ikke ville tage mod min lille stribepige med henholdsvis åbne arme og poter. Det endte med, at Vips blev højt elsket af såvel HG som Shiloh - udlejer blev dog aldrig helt glad for Vips og endte med at lægge sag an mod os og forlange skyhøj erstatning da vi flyttede, fordi Vips havde pisset i garderobens skab. Således er der i dag iskoldt luft mellem mig og udlejer, når vi af vanvare mødes i Netto eller på det lokale lægehus. Han kan ikke tilgive os at vi vandt sagen - OG fik penge retur fra vores indskud (han kendte desværre for ham ikke boligloven ligesom som os. Jeg tror ikke, han havde drømt om at en velanset og respekteret forretningsmand som han, kunne blive taget i røven af en kontanthjælpsmodtager og en ung knøs fra det lokale apotek, begge kun trådt ud af teenageårene. Men ikke alene havde vi sat sig ind i boligloven OG læst de papirer, vi havde underskrevet ved indflytning i stridens kerne, lejligheden 19C, vi havde også mine forældre, der gav os det gode råd af melde os ind i LLO, der bistod os, da vi flyttede ud af skizofren- og maddikehelvede og gerne ville have vores tilskud retur).
          Jeg kan ikke tilgive ham hans had og gerrighed. Da vi engang, ved et frygteligt uheld, kom til at sidde ved siden af hinanden i et overfyldt venteværelse, var det helt så HG dirrede af frygt for, at jeg skulle finde på at daske til ham med min medbragte stok og derved få endnu et sagsanlæg på nakken. Når det ikke skete, er det til dels af den grund, at jeg pga. feber og lægeskræk ikke magtede at udgyde mit had i form af andet end onde blikke og berøvelse af begge armlæn, så han således måtte finde sig i at sidde pænt med hænderne presset ind mod kroppens sider og i frygt for min stok, der stod lænet betænkeligt tæt op ad hans armlæn. Det frydede mig desuden, at den 'sygdom', som han med afsky kaldte det, at jeg havde tilladt at anskaffe mig og som havde anbragt mig i det kommunale system (hvilket åbenbart fik ham til at anse mig for en paria), nu også havde sneget sig ind på hans kone og medført så grelt et handicap, at han nu var stikirenddreng for hende, når der skulle fornys recepter.
          Skadefro er ikke pænt ... men jeg skammer mig alligevel ingenlunde over at indrømme, at det er hvad jeg føler, hver gang jeg tænker på disse afskyelige mennesker, der forpestede et par år af mine sidste teenageår, mens jeg selv havde ringe kræfter til at kæmpe og ikke havde brug for den ekstra modstand, de tilførte vores liv.

Jeg har vænnet mig til, hun ikke er mere, min Vipseprinsesse som dette indlæg egentlig skulle have handlet om, men jeg kommer mig aldrig over det og jeg tror aldrig, jeg vil kunne tænke på hende uden at tårerne spiller i øjenkrogene, fordi det gør så ondt, hun er væk. Hver dag skal Sipzap - der også var meget, meget glad for Vips - en tur i haven, hvor hun ligger sig på Vips' grav. Jeg sværger, hun ved, det er Vips' opholdssted nu! I dagene efter hendes død, sad Sipzap fra morgen til aften på havelågen og spejdede. Hun kunne ikke forstå, hvor Vips var. Efter timers forgæves venten, gik hun ind ad kattelemmen, spiste lidt mad og kravlede op til mig i sengen, hvor hun ledte under dynen, hvor Vips plejede at ligge og vogte, så snart moar lå der. Efter en del uger på den måde, kom jeg ud i haven en morgen og blev helt kold indeni, da lågen var tom og ingen Kæmpekat (som Sipzap hedder blandt områdets børn) sad og spejdede. Efter at have endevendt haven, fandt jeg hende og bror Shiloh side om side på Vips' grav. I dag er Shiloh, der blev 12 år og overlevede Vips med ca. et halvt år, også død og ligger side om side med Vips i haven. Og Sipzap besøger dagligt gravstedet, hvor der er et helt hul i græsset, fordi hun har lavet sig en hule.

Trioen, før tiden indhentede dem og tog Vips og Shiloh med til himmerig, mens den ca. fem år yngre Zap blev tilbage. Fra venstre er det Shiloh, Sipzap og Vips.

Ten to(o)

adorable!

Okay, alt ... alt ... ALT - hører I mig - ALT! er bare gået galt her til aften (nat!). Som i fuld. Stændig. Galt! Jeg startede ud med at være flyvende. Havde fået et spørgsmål på min mail (Yay - det sker SÅ sjældent at jeg bliver spurgt om noget eller opfordret til indlæg på bloggen). Så jeg gik frejdig i gang med at lave et videoindlæg. Som blev nogenlunde okay (for første forsøg OG mig at være). Der var bare ét problem. Et meget STORT problem. Der var ingen lyd på. ArghediargARGH! Flippede skråt (hormonella much?) og fandt på et alternativ: Et 'ten to(o)'-indlæg. For i min jagt på et billede, var jeg alle de gamle albums igennem og fandt såååå mange gode dyrebilleder (hvor trætte er I lige af dem? c",)) og tænkte: 'Så bliver det sgu det'. For det er jo så dejlig nemt ... ja, godmorgen mand økseskaft! Det har foreløbig taget mig 1½ time! Det burde have taget 20-30 minutter med udvælgning og uploading (har jeg nævnt, jeg har meget rod i mine billeder?). Men så ville de ikke uploade. Og så kunne jeg fandegalemig ikke skrive tekst. Og så skrev teksten OPAD! Hvad fanden sker der lige for dét? Og så kunne jeg ikke åbne siden og starte forfra, min blog stod bare dér stædig og fastlåst. Og ved ikke hvorfor, men bliver såååå hidsig for tiden. Must be a girl thing. Nå, men jeg håber, problemerne hørte søndagen til og ikke kendertegner den mandag, der egentlig officielt er slut, for så er jeg screwed (OG sengeliggende i morgen! Får bare UFO i hovedet, hvis jeg forlader min seng). Sooo, here goes (efter lang, vred enetale). Die pictures.

(Ja, jeg har jo skrevet om hvert enkelt af mine små mirakler en milliard gange før, så jeg har prøvet at begrænse mig. Vil du vide mere om en enkel, er det bare at spørge, eller klikke dig ind under deres navn i etiketter. :)).

Die Vipsepige. Min lille, dejlige Vips, som døde meget pludseligt sidste år pga. dårligt hjerte. Hun kom pludselig ind i mit liv, d. 11. september 2001 (hittekat). Og fra starten af, indtog hun mit hjerte. Hun var MIN kat, ikke vores. Verdens smukkeste, kærligste og mest kælne kat. Jeg tuder stadig over hende næsten dagligt og savner hende hver dag,hver time, hvert sekund. Hvor unfair det lyder for mine andre dyr, er der - og kommer nok heller aldrig - nogen, der vil fylde så meget i mit hjerte. Hun døde i mine arme hos dyrlægen d. 11. september 2011 - næsten på klokkeslæt ti år efter vi fik hende. Mit yndlingsbillede af hende, fordi hun ser så dejlig fræk ud. Vips har frataget mig min dødsangst. For hvis ikke jeg kommer til at gense hende, men der bare er et stort intet, så kommer jeg i hvert fald aldrig til at mærke dette smertende savn længere.

Sipzap, vores smukke Maine Coon (med stamtavle og det hele, yes, sir!), der bliver syv år til marts. Jeg havde i mange år ønsket mig en langhårskat, og en dag fandt jeg denne dame på nettet - til salg (på Bornholm no less!) og eneste tilbageværende i kuldet. En meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er mit yndlingsbillede af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Ja, Ludde her er jo ikke vores, men mine forældres. Men da jeg skulle have ti billeder og bare elsker dette, kom det med. Her er han ret ny - stadig med hvalpetænder og det hele. Han er af racen Coton de Tulear - en race, vi ellers ikke før har haft i familien (det har altid være pudler og cairn terrier).

 

Min diva. Min lilleræv. Phoeba. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser. Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører. Hun har den smukkeste røde farve og sort maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun er 8½ år og fylder godt i hjemmet, Livet ville være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og det er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG).

Dagens ret: Killing i wok. Vores dejlige Shiloh, der døde for nogle måneder siden efter kort tids sygdom med cystenyrer. En sand hittekilling, der blev fundet i mine forældres garage d. 25. december 1999 (vores lille Jesusbarn), ca. 3 mdr. gammel. Var meget syg og blev næsten opgivet af dyrlægerne, men trodsede sin dødsdom og fik 12½ gode år. En rigtig dreng, der altid kom i uføre.

Vores første kæledyr: Dværgvædderen Lurifax. Lurifax blev købt hos en opdrætter for ca. 100,- (stamtavle included) i maj 1999, hvor han lige var fyldt et år. HGs og mit første kæledyr - få måneder senere kom Shiloh til. Dyrlægen troede det var løgn, da han i 2009, spurgte om han kunne slette Lurifax' journal og vi skreg: "Nej, nej - han lever jo endnu!" Lurs nåede at sidde på toppen af flyttelæsset her til Rø, men døde få måneder efter 11½ år gammel. Sov stille ind - mæt af dage.

Min lille, forsigtige Samsara-pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på internatet og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig. Min smukkert her, der var smidt ud som affald, var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige. Elsker dette billede, fordi hun er for høflig til at smide tøjhunden ned og kræve enevælde over stolen. :)

Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo. Her hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen i januar sidste år og hun ventede på at komme hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage. Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr studerer litteratur. Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P., der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med den kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".

påskepinsler

Godt nok er jeg ikke religiøst anlagt, men denne påske har jeg godt nok følt med den gode Jesus Kristus. Hvis bare hans langfredag var halvt så pinefuld som min, må døden da have været at foretrække ... sagde hun småblasfemisk.

Påsken forrige år ... Hvor jeg var frisk, bagte brød og kager til påskefrokosten, fik set familie, spillet spil m.v.

 I det hele taget er jeg i lortehumør disse dage. Er på min en milliardende penicillinkur mod blærebetændelse. Kan snart ikke huske, hvordan det føles ikke at feber! Venter nu på ny indkaldelse til hospital ovre, der i sin tid diagnosticerede mig. Egen læge har sagt pas (men det forhindrede mig ikke i at fange endnu en virus i hendes venteværelse fra raketnysende kvinde, der ikke holdt sig for munden!). Så så man lige mig være fanget som medicinsk mysterie i Den Hvide Verden. I mellemtiden kan jeg så bare gå her med flere infektioner end normalt (tak, det var ellers rigeligt!), flere smerter, værre føleforstyrrelser, tinnitus, synforstyrrelser ... what have we ... Men i disse dage er det altså helt sindssygt. Havde glædet mig til, at lillebror gæstede øen - en hel uge - i anledning af påsken, men har ikke fået ham set, fordi jeg ligger her på langs og glor. Havde ellers lovet at lammetæske ham i "Land & by" og andre spil - den må han så have til gode, røvfulden. Magter dårligt nok at børste tænder uden hjælp! I dag har der været lidt gennembrud (håber jeg ... tror jeg?). I hvert fald er jeg da her. Måske det dér penicillin noget rent faktisk virker nu?

Denne påske har set nogenlunde således ud - selvom det er 'gamle' billeder. Is til betændelsesramt hals. Sengeleje. Dvd'er en mas. Medicin. Kold Max (hvad som helst koldt!). Bøger. Og lejlighedsvis en besøgende gæst. c",)

 Kan I huske den dér føles man havde som barn, når man var ved at få influenza? Man følte, nogen havde flået huden af én og man var bare helt umulig - samtidig med at man godt selv var klar over det. Man hylede bare der blev kigget forkert på én og man ville bare have mor og far skulle love, man nok skulle blive rask og verden god igen. Lidt den følelse har jeg gået med ... Som om hver småsten i skoen, har været en klippeblok, der skulle rulles væk. Hvert myggestik en oversavet arm. Og så disse febermareridt! Bliver ved med at få den samme drøm, hvor jeg går i himmelen mellem en masse afdøde katte og lede efter Vips. Og pludselig er hun der! Hun kommer mig i møde med sit glædesskrig og spørger, hvor jeg har været. "Endelig kommer du - kom nu med! Her er sjovt!" Og så stikker hun halen i vejret, vender sig og småløber mod lyset. Efter et par skridt kigger hun sig tilbage. "Kom nu!" "Men Vips, jeg er jo ikke død ... jeg kan ikke dø nu!" Og så forsvinder hun i en oplyst tåge og jeg vågner, og pludselig gør smerten i leddende, ryggen, musklerne ingenting. Det er smerten indeni, længslens smerte, der er ubærlig. I morges opdagede jeg, hun rent faktisk lå i mine knæhaser og spandt! ... Indtil jeg kom i tanke om, hun var død. Og så var hun væk. Men jeg kunne stadig mærke, nogen lå og spandt. Mine ben summede og var ømme, som havde nogen ligget der længe. Men da jeg kiggede efter, var der tomt. Ingen Sipzap. Ingen Shiloh. Ingen Supaya. Ingen hunde. Og heller ingen HG. De sad alle i stuen ... Altså HALLO!! Jeg er syg. Nå! Det er meningen, nogen skal ligge og have ondt af mig - ligesom Vips plejede! (Og Cleo mens hun var her). I det mindste lever jeg ikke op til ordsproget "You never know what you have until it's gone!" Jeg vidste det. Hele tiden. At hende ville jeg miste, før jeg var klar ... for hun var simpelthen for god til at være sand!

Som det er nu kan jeg ikke sige andet, end at jeg sætter min lid til Kristi himmelfartsdag. I know it's long away - men jeg håber på, jeg i det mindste også er genopstået til den tid!

Til at slutte dette indlæg, der på flere måder kom til at stå i døden tegn, er der én video, der bare er oplagt. U2 (fet. selveste Jesus) med "Knockin' on Heaven's door":

HJÆLP ... please!

Har du nogensinde oplevet det at kigge ind i øjnene på et andet levende væsen og føle, hvordan du får et blik tilbage, der borer sig ind i din sjæl? Det sker vel for alle. Når man fødes til livet og møder sin moders blik første gang. Når man år senere tropper op på hospitalet med sin far ved hånden og opdager at dér, hvor mors store mave var før, ligger nu et lille væsen med stort pjusket hår og sover. Pludselig åbner han øjnene og kigger på dig. Og det er ham! Din bror, og du ved, lige i dét øjeblik, at uanset hvad der sker, vil du resten af livet gøre alt for ham! Det er vel det samme der sker, når man  møder sin første kærlighed. Og den rigtige kærlighed. Når man får sit eget første barn. Men forestil dig så, hvad du ville gøre, hvis du ikke kunne beholde dette barn. Luk øjnene en stund og tænk på, da du mødte dets blik første gang og svor, du ville gøre alt for ham ... og nu kan du ikke gøre andet, end at give det væk! Så forestil dig, det var to børn. Dine to børn, som du har opdraget, holdt i din favn, sovet med i sengen, elsker og holder af. Forestil dig derefter, at børnene ikke kunne bortadopteres, fordi systemet sagde de var for gamle! "De er snart teenagere... folk der adopterer, vil helst have et spædbarn, de selv kan præge og opdrage!"

Åbn nu øjnene igen. Sidder du med en klump i halsen? Forestil dig nu, at det ikke er menneskebørn, men katte ... gør det en forskel for dig? 

Som syvårig mødte jeg en kat i nød. Jeg var på vej hjem fra skole, da jeg fandt en lille forpjusket killing. Jeg bar hende hele vejen hjem i min favn. Og hun kiggede på mig med sine store grønne øjne og begyndte at spinde tillidsfuldt. Da jeg kom hjem fik jeg ikke lov at beholde hende. Vores barnepige foreslog at dét skravl havde bedst af at blive skudt ... og tilfældigvis boede der én med jagttegn på vejen. Jeg græd og gemte kitty i min trøje. Listede ud på vejen, satte hende i det høje græs og bad inderligt "Løb! Løb for dig liv!". Da min mor kom hjem var hun oprevet, og vi gik ud for at lede efter hende. Men min lille kat havde fulgt min opfordring og løb. Og jeg besluttede, at når jeg blev voksen ville jeg aldrig lade noget sådant ske! Den dag i dag kan jeg ikke græde uden at tænke på det. Jeg reddede hende fra nogle ældre drenge, der drillede hende. Jeg, lille splejsede mig, gik direkte hen til nogle af de drenge, jeg var allermest bange for og tog hende - uden ét ord - op i min favn og gik. Og de kunne have banket mig sønder og sammen dér på stedet uden det ville have rørt mig. For det var bare noget, jeg måtte gøre. Det var en drift. Det var noget i mig, der drog mig mod dette lille væsen, og jeg kunne intet andet have gjort! Det er også derfor jeg tog Shiloh til mig. Og Vips. Og valgte Supaya fra internatet i stedet for en opdrætter (hvem kan stå for et lille udsultet væsen med ét blåt øje og ét grønt, der kravler op på ens skulder som en papegøje og er klar til at tage med hjem? Som sidder alene i sit bur, isoleret fra de andre katte, fordi hun er døv, anderledes. Men hun kan jo godt med andre dyr - og det vidste jeg bare! Hun er ikke udpræget anderledes fordi hun er døv. Hun observerer bare verden og tager den ind på en anden måde. Som P. (der hentede vores Cleo) sagde: "Det er som om, hun kigger ind i min sjæl!"). Derfor, jeg tog Cleo med hjem ... og aldrig er der hændt mig noget bedre end disse mirakler. De er mine børn. De er, hvad jeg brænder for! Det er derfor, jeg altid vil gøre ALT jeg kan for at hjælpe!

Så her kommer et råb om hjælp: Nu er en familie kommet i nød. Manden har fået svær allergi og familien har måttet tage den svære beslutning om at skille sig af med Soffi og Futte. Indtil videre har alt været håbløst. De har været sendt i pleje på internat for at aflaste mandens helbred. Det slider på familien ... Og internatet vil ikke tage dem til videreformidling, fordi de er for 'gamle'.

Soffi og Futte er to smukke, røde katte. De er søskende og skal ikke skilles ad! De er fra 2001. Nogle vil sige, det er en høj alder for en kat ... jeg vil mene, de sagtens kan have mange gode år i sig endnu! 


Soffi og Futte er raske og friske indekatte, der ikke er vant til at komme ud - hvilket bør tages i betragtning. De skal helst fortsætte som indekatte eller til et landligt område uden vild trafik! Begge er neutraliserede, kælne og nysgerrige. Soffi er en rigtig lille girlygirl, der elsker at blive redt og er en god og mild kat. Futte er en intelligent lille bulderbasse, der bl.a. kan hente en pind, ligesom en hund. Ejerne er villige til at lade evt. interesserede få dem i pleje en måned, for at se, om de kan falde til.


Røde katte er bare specielle. Og Soffi og Futte er det uden tvivl også! Tænk over det - kan du (eller én du kender) give disse små væsner et blivende hjem, hvor de kan blive gamle sammen?

Læs mere om Soffi og Futte her: http://www.facebook.com/home.php?#!/AktiveDyrevenner


Og kontakt ejer her: http://www.facebook.com/events/318011204929484/#!/sophieslampert


Eller hjælp ved at trykke 'share' på det første link inde på Facebook. Lad Soffi og Futte få mulighed for at leve mange lykkelige år endnu! Lad dem blive den lykkelige slutning, som også Cleo blev! Kom nu, venner, vi ved alle, at mirakler eksisterer ... Hvis vi skaber dem!

Video video ...

Mit første videoforsøg ... bær over med mig. Har taget hundrede år og forsøg for at virke, så please enjoy. :) (Musik: Edward Mccain: "I'll be ...").

I wish I had a river ...

Alle omkring mig traller og er i julehumør. Sidste år følte jeg lidt, jeg gik glip af julen ... eller rettere sagt: Juleaften. For hele december var perfekt! Den utopiske jul på landet, i eget (drømme!)hus med sne, der dalede foran vinduerne, juletræ, hjemmebag - det hele. Vi var tilmed til romantisk bryllup, holdt i grønlandsk stil med traditionelle dragter og det hele ... smukt. 

... Altså indtil romantisk julesne blev til 'The day after tomorrow'-helvede og vi blev sneet inde i ni dage, ikke fik set familien og sad dér alene med juleand og alle julegaverne, tanken om at løbe tør for kattemad, frygten for, hvornår bunden af fryseren ville blive synlig.

I år bliver det bedre. Jeg ved det bare. Ingen sne ... ikke andet end lette drys i hvert fald. Ingen klaustrofobisk indelukkethed (vores by var den sidste i Danmark, der blev gravet fri!). Intet fyr, der løber tør for olie, så man sidder dér og klaprer tænder foran en milliard stearinlys og venter på, Q8 kan få en vogn igennem.

Mange snakker om julesange, sætter cd'er på og skråler med. Og jeg sidder dér og føler mig udenfor, fordi jeg ikke føler trang til at 'give you my heart' eller drømme om en hvid jul eller hoppe op og ned i takt til bjældeklang.

Der er dog én sang, jeg altid hører igen og igen, hver jul. Den kommer her sammen med et udvalg af stemningsbilleder fra min jul de sidste par år:

Robert Downey jr.: "River"

Dagens ...

Omkring Vips' død tog jeg en masse billeder til fremtidige indlæg. Siden da, blev der ikke rigtig gjort noget ved det. De sidste par uger, hvor HG ikke har fået tømt kameraet (mig ikke må pille!), har jeg ikke kunnet tage nogen - især irriterende, fordi jeg jo gerne vil have nogle af Supaya nu, mens hun stadig er lille.

Det har også gjort, at indlægene har været lidt billedtamme. Så nu ville jeg lige poste et dagens outfit. Det er så godt nok fra september - og faktisk taget kort tid før, vi måtte akut til dyrlægen med Vips ... hun har tilmed - som hun altid gjorde - fået sneget sig med på det ene billed. 

Skjorte: H&M - Støvler: (Oldgamle) fra Ellos - strømpebukser: H&M

Undertrøje: Billig lort fra Netto - Halskæde: Gave fra søde Rikke down under - Øreringe: Købt i Matas til 30,- på tilbud.

Hermed et bevis for, at man kan iføre sig et hæderligt outfit til under 500,-