2.jpg)
Og forsøger man at fremtvinge et smil, ja såeh ... virker det ligesom bare lidt forceret. ;)
10.jpg)
.jpg)
14.jpg)
Viser opslag med etiketten Samsara. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Samsara. Vis alle opslag
søndag den 23. marts 2014
MISstemning?
Okay, måske er det bare mig, der har for meget tid til spekulationer i disse 'benløse' dage, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg kiggede et par af mine albums igennem ... mon nogen herhjemme prøver at fortælle mig, de er utilfredse med noget? ;)
Og forsøger man at fremtvinge et smil, ja såeh ... virker det ligesom bare lidt forceret. ;)
Har du et favoritbillede, så smid gerne din mening i en kommentar. :)
Og forsøger man at fremtvinge et smil, ja såeh ... virker det ligesom bare lidt forceret. ;)
onsdag den 5. februar 2014
Les misérables
Det er blevet en lidt træg start på det nye år. Meget læsning - ingen skrivning. Det kniber stadig med at ramme tasterne, så det er primært en hurtig update herfra; den er skrevet over flere omgange og endt med at blive noget lang, men jeg håber, I alligevel vil læse med.
Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).
I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.
Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.
Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.
Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.
Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.
Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.
En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.
Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!
Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).
I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.
Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.
Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.
Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.
Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.
Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.
En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.
Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!
mandag den 30. december 2013
Farvel 2013
Mit år 2013 i tal og punkter har nogenlunde set således ud:
★ Antal indlæg (med dette): 270
★ Antal modtagne kommentarer: 1194!!! Mod sidste års 208 (Tak! :))
★ Mest læste (nye) indlæg: "Når en sponsor får kolde fødder"
★ Skønne blogsponsorater: Jeg var så heldig af få rigtig mange, lækre sponsorater hjem til både jer og mig selv og jeg værdsætter hver og et! Tak til bl.a. Stine A Jewelry, Gosh, Politikens Forlag, Cocopanda, Shop Cici, Foxyshop, Superstar, Werringsmykker, Smykkemester, Isis, Julie P (o.m.a.) og ikke mindst forfatterne Louise Haiberg og Kim Leine!
★ Antal læste bøger: 51 - hvor målet var 50.
★ Bedste nylæsning: Meget svært, da der var rigtig mange gode, men det må næsten blive Hanne-Vibeke Holsts "Kongemordet" (som jeg synes er bedre end "Dronningeofret, som ellers har fået bedre anmeldelser!).
★ Bedste genlæsning: Også svær, men går til "Borte med blæsten" eller Soyas "Min farmors hus".
★ Antal husdyr mistet: ½ - Samsara forsvandt, men kom hjem igen efter 22 dage! :)
★ Antal husdyr fået: 3½ (Zazen, Shakira og Sekhmet og forsvundne Samsara ).
8.jpg)
★ Antal penicillinkure: En milliard!
★ Årets bedste oplevelse(r): Oplevelsen med Zazen, der gik fra skravlet flaskekilling til stor, flot hankat samt Samsaras hjemkomst! Mødet med min sjælelige lillesøster, B., som er ligeså skideskør som jeg. ;)
★ Året værste oplevelse(r): Det burde måske være Mumis psykiske død eller perioden for Samsaras forsvinden, men egentlig har det været værre for mig at mine spasmeanfald vendte tilbage. Det har været hårdt, da jeg næsten rundede et år uden anfald og troede de var væk. Med deres tilbagefald har jeg følt mig ekstremt desillusioneret og virkelig skulle genvinde troen på, at livet kan være noget værd, selvom jeg ikke kan kontrollere min krop.
★ Antal rejser: 2.
★ Antal giveaways på bloggen: 24
★ Antal kilo tabt, fordelt over året: 23!
★ Antal kilo taget på, fordelt over året: 24!!
Normalt har jeg aldrig nytårsforsætter, men sidste år havde jeg. For jeg håbede, 2013 ville blive et bedre år (hvilket det blev) - men jeg måtte jo også selv gøre mit til at gøre det bedre. Så mine håb og mål for 2013, så således ud:
★ Spise sundere og komme ned på min normalvægt.
Delvist tjek - første del nået. Anden del aldeles ikke.
★ I det hele taget blive bedre til at passe på mig selv. Ordentlige sengetider. Ingen junkfood. Ingen overspring, hvor gærdet er lavest. Ingen das og dårlige undskyldninger.
... Never mind! ;) Det gik bedre, men ikke helt som ønsket.
★ Blive en god penneveninde igen og love bod og bedring til alle de, der har haft tålmodighed med mig.
Tæller det, når man fik sendt hele to breve i stedet for kun et?
★ Passe bloggen, få flere læsere og flere bekendte herinde - alene dette år, hvor jeg ellers har været ret inaktiv, har været så rigt mht. venskaber. Tak for det. :)
Tjek og tak!
★ Blive bedre til at komme op og i gang og ikke hænge ud på sofaen døgnet rundt i nattøj - heller ikke på de dårlige dage! (Som Carrie siger i 'Kongen af Queens': "You know who else does that? The elderly and the mentally ill!" - I'm not gonna be their new member!).
Delvist bedre.
★ Se i øjnene, det aldrig bliver til noget med VUC-holdene igen og finde ny interesse.
Delvist tjek - meget energi er blevet lagt i bloggen og rigtig meget tid er lagt i dyrepleje.
★ Se at få mig en mobil (med kamera), som jeg kan bruge herude - et eller andet signal kan vel gå igennem? Ville eeeeelske altid at have kamera ved hånden og ikke kun have giga apparat på 214 kg - samt at have kontaktmulighed, når jeg (en sjælden gang) er på farten. Er IKKE OK at nasse opkald fra fremmede hver gang jeg er på sygehus/ude at handle/på kursus m.v.
Overhovedet ingen ændring ... eller signal. ;)
★ Bruge færre penge *host*
Blev lige modsat!
Så i 2014 har jeg kun dette ene forsæt: Komme forbi level fucking 350 i Candy Crush! ;)
Godt nytår ... ses vi i 2014?
fredag den 20. december 2013
Kitty spam
I tirsdags var vi hos dyrlægen med Sekhmet, Myrledyret og Samsara. Riraen skulle bare have sin vaccine, men Sekhmet er ikke rask endnu og det viser sig, hun har skab! Yum! Og Myrledyret har igen fået parasitter. *Sigh* Vi er en sølle flok disse dage.
Men nu får I lige lidt kitty spam herfra.
Først et billede af Zazzebergen, der i går var dagens fanbillede hos Best Friend. Smut gerne ind og smid ham et like! :)
Og så den opdaterede version af syvmåneder gamle Zazen. Åh ja - livet er lige til at holde ud!
Cleo: "Say cheese, punk!"
"Cheese punk!" (NB: Bemærk lige Zazens fine bandana! :)).
HG med Rira (der ser mindre heldig ud). Dyrlægen har erklæret hende rask trods hendes længerevarende Hide'n'seek-tur og hun har fået den årlige vaccine. Nu skal hun bare have lidt sul på kroppen igen.
Kira-pigen og jeg hygger. :)
Sekhmet for 11 dage siden, lige da hun kom.
Og til sidst lille Sekhmet, der stadig ikke er helt på toppen, men i det mindste kan se ud af begge øjne og trække vejret helt ned i lungerne. :) Hun går nu frit sammen med hele flokken, men er lidt forsigtig. De andre er lidt farlige og Moar er stadig den bedste i verden. :)
torsdag den 12. december 2013
A Rira returns
I mandags, da vi kom hjem fra dyrlægen med Sekhmet, var HG ude med hundene og hørte miaven, kigger op og ser Samsara i vinduet på loftet! Vi har været deroppe hundrede gange og kalde - en dag sad jeg deroppe i timer, fordi jeg tænkte, at hvis hun var der, kom hun frem.
Da vi nu gik derop, havde hun gemt sig igen! Men vi så kattepoter i noget træstøv ved vinduet. HG sad der fem timer, vi tog Sipzap med derop, da Rira er så glad for hende, forskellige former for mad og vand, men hun ville bare ikke komme frem! Vi kunne se, hun har rendt rundt nede under isoleringen, men hun kunne komme op, da hun havde siddet i vinduet og sat spor rundt omkring. Mit hjerte varr knust ... hvordan har hun overlevet tre uger?! Der er hverken mad eller vand. Hun må have levet af de mange mus, der heldigvis er og de er, som HG siger, 60-70 % væske, men jeg var stadig så bange. Bange for, at få hende frem og hun skulle dø i mine arme. Bange for, hun var ødelagt på organerne af sult og tørst. Og jeg følte mig så skyldig - hun VAR deroppe, selvom vi har været deroppe og lede næsten hver dag. HG ville ikke stille mad pga. rotterne og musene (de æder isoleringen) og fordi vi var SIKRE på, hun ikke var der, når nu hun ikke kom frem, når vi kaldte og lokkede med tun. Jeg kunne overhovedet ikke sove, sad bare og ventede. HG sad deroppe deroppe hele natten, men ville ikke have mig op i kulden, fordi jeg har blære- og bihulebetændelse. Jeg havde alligevel sneget mig til at kunne sidde lidt deroppe af nogle omgang - tog varmetæppe og dyner med.
Tror aldrig, jeg har oplevet noget så ubehageligt. Følte mig som jordens største røvhul! Har totalt svigtet min lille pige.
Samtidig kom vi ind til en dum dyrlæge med Sekhmet, hvilket også kørte i hovedet på mig. Det var også hende, der i sin tid anbefalede, vi fik aflivet Zazen, fordi man ikke må flaske op. Hun spurgte, om vi ikke ville indlægge Sekhmet til sterilisation med det samme, da hun i princippet kan være drægtig. Jam... så dør fostrene jo! Men det var så netop hendes pointe. At de var uønskede! Blev så vred. Ingen af mine katte, hitter eller ej, er uønskede og får hun killinger, vil jeg nyde at få lov at opleve den fase og finde rigtig gode hjem til dem. Ved ikke, om jeg er nærtagende, men følte, hun overskred en personlig grænse hos mig. Og hvis Sekhmet ikke er drægtig (hun kunne ikke mærke liv, men synes, hun virkede tyk om maven), hvad bilder hun sig så ind at foreslå at lægge en kat med øjenbyld og lungebetændelse i narkose til en større operation?! Øv, hvor er hun væmmelig. Forstår slet ikke, hvorfor hun er i det fag, hun er. Når jeg skal derud fremover, vil jeg forlange kun at komme ind til en af de tre dyrlæger, vi er så glade for.
Anyway, havde bare brug for at dele det hele med nogen. Det var kun min mor der vidste det med Rira, da vi ikke vidste, om hun ville overleve, men da jeg havde brug for at dele mine tanker, angst og frustration med nogen, skrev jeg til Heidi. Vidste, at hvis nogen ville forstå, var det hende. Og Heidi har været fantastisk! Tror ikke, jeg var kommet gennem de sidste dage, hvis ikke jeg havde haft hende at skrive med.
Da Samsara ikke kom ned i løbet af natten, ringede jeg til et dyreinternat og spurgte, om de havde en fælde, vi kunne låne. Jeg håbede, at hvis vi satte maden derind, ville hun måske gå i den. HG ville prøve at gå ned og lade hende få lidt fred. Vi lod loftslemmen være åben og der var mad og vand til hende, samt tæpper, hun kunne ligge på.
Forstår stadig ingenting af det hele - hvorfor og hvordan hun er gået derop, hvordan kan hun leve endnu og hvorfor hun har gemt, når vi har været deroppe og kalde og lede.
Tirsdag eftermiddag fik vi endelig (efter opkald land og rige rundt) fat i en fælde og satte den op. Men hun gik ikke i den! Onsdag (d. 11/12-13, præcis 22 dage efter, hun forsvandt), fandt jeg på at strø lidt godbidder hen ad loftsgulvet og ind i fælden og på selve fældens klap ligge lidt vådkost, som hun elsker. Kl. 20 lød der pludselig et brag og hun var i fælden!
Har aldrig oplevet hele følelsesregistret udspillet på én gang på den måde: Angst, lettelse, glæde ... Rystede over hele kroppen! Regnede med, hun ville være skræmt og ødelagt på både krop og sjæl. Men hun var bare Rira, min Rira! Hun er tynd og lettere dehydreret, men løb rundt i hele huset og skreg af glæde over at gense os allesammen. Hun ville lege med sin fiskestang, sove på TV'et som hun plejer og have mad i sin skål.
22 dage og min Rira er hjemme, hvor hun hører til! Har aldrig været så lykkelig, men hele denne uge, har vi næsten ikke fået søvn, så jeg er også træt og drøn udmattet. Men hun er hjemme!
søndag den 8. december 2013
En lille ny
For dem, der ikke har fulgt med, havde hun ikke mælk (da hun var så udtæret) og slog ham, når han forsøgte at die. Vores genbos far havde hende tilløbende med Zazen som eneste killing, observerede dem og gav moderen mad, men Zazen kunne han jo ikke rigtig hælde noget i, da han kun var tre uger. Da internat ikke ville tage ham og DB anbefalede aflivning, tog vi ham ind til opflaskning. Det skal her lige tilføjes, det er ulovligt at opflaske killinger samt eje katte under 12 uger, hvis moderen ikke er med eller man ikke er autoriseret plejefamilie. Vi spurgte faktisk Hittekilling, om vi kunne komme i betragtning som plejefamilie, men de mente ikke, der var behov for det på Bornholm!
Men nu er der gået et halvt år, Zazen er en fed, lille Buddha og der er sket meget. For nogen tid siden - i forbindelse med at Samsara forsvandt - blev vi spurgt, om vi ville have en maine coon blanding. Familien havde kun haft hende nogle uger, men kunne - efter deres udsagn - ikke beholde hende pga. flytning. Vi var dog ikke interesserede i flere katte, med mindre det er som plejefamilie og katte, der ellers står til aflivning/udeliv m.m. Vores genbo sagde så, halvt i spøg, vi kunne få Zazens mor. Jeg anede ikke, hun eksisterede endnu og var i live! Men hun er altså blevet fodret hos faderen siden. Nu er hun dog blevet syg, bl.a. med en meget slemt øjeninfektion, og hun skraber på døren for at komme ind. Mit hjerte var knust ved tanken om, hun har været ude, mens Bodil rasede! :(
Men ja, nu er hun her. Hun er meget kælen og umiddelbart fin (vildt flot pels!), men hun er træt og bange. Har ligget under sengen og sovet siden hun kom i formiddags. Vi har ikke taget billeder, da hun skal have fred. Hun er isoleret i soveværelset, da vi ikke ved, om hun fejler andet og mere end øjenbetændelsen (som også kan smitte). Selvom øjet er rigtig grumt ramt, har jeg fået lov at rense og dryppe det. Vi ved ikke endnu, hvad der skal ske ... Vi ved ikke, hvordan de andre reagerer og vi håber stadig inderligt, at Samsara kommer hjem, Mit hjerte er hver dag en knude, fordi jeg spekulerer på, hvad der er sket, om hun er i live og hvor hun er. Min første tanke, hver morgen er på hende, ligesom det er den sidste, før jeg falder i søvn.
Indtil videre har vi kaldt Zazze-moderen Sekhmet efter den egyptiske gudinde (som blev fremstillet som en kvinde med løvehovedet). Hun var krigsgudinde, som ledsagede kongen i krig og blev ofte betragtet som hans mor (her er Zazen kongen og hun er jo hans mor ;)). Desuden var hun gudinde for sygdom og helbredelse og det sidste kunne vi jo godt bruge lidt af herhjemme. ;)
Da jeg ikke kan vise jer et billede af hende, får I et af Zazen i stedet - fra d. 5. juni, hvor vi fik ham. Det er hans første flaske og det tog tre timer, før det lykkedes ham at lære det. Moderen er helt hvid, men med sort/grå hale, en plet på skulderen og pletter på ørerne. For øvrigt kom vi til at tænke på, vi skulle have haft kaldt Zazen Rorschach pga. hans 'ink spot' på næsen. ;) Zazen må dog have sit temperament fra sin far! ;) Jeg kender ingen hidsigprop som han, men mor Sekhmet er blid som et lam.
Jeg ville ønske, jeg havde kendt til Sekhmet før og haft mulighed for at hjælpe hende! Men jeg er glad for, hun har fået mad og kærlighed. Genbos far kunne ikke nænne, hvis hun skulle på internat (som heller ikke tager ind før efter nytår), men synes, det var synd, hun skulle leve ude her i vinter, især med dét øje. Jeg håber, det lykkes os at få hende rask og at hun får det godt i sit nye hjem - uanset om det bliver her eller hos en anden familie.
I må gerne sende hende varme og helende tanker. Og jer, der beder - tag hende med i jeres bønner. Hun er en god pige, der fortjener alt godt.
fredag den 22. november 2013
Weekendweep
Jeg har valgt ikke at poste fredagsfnis i dag; jeg holder 'Weekendweep' i stedet pga. vores lille Rira (Samsara). Det er simpelthen årets mysterium ...
I tirsdags skulle killingerne til dyrlægen og neutraliseres og øremærkes. Vi skulle hente dem om eftermiddagen og have Samsara med, da hun skulle have sin årlige vaccine. Om eftermiddagen går HG på loftet for at hente et bur til hende. På vejen går han gennem køkkenet, hvor hun sidder på spisebordet. Da han kommer ned, går han ind til mig og fortæller, der ligger en død fugl på loftet. Han går op for at fjerne den og kommer derefter ind og siger, han er klar til at køre. Derefter er Samsara væk og har været det siden. Vi har ledt hele huset igennem - også på loftet! (Jeg har siddet deroppe i tre kvarter i stilhed for at forsøge, om jeg kunne høre hende; vi har ladet lemmen været åben, så hun kunne komme ned, hvis hun var der). Vi har vendt møbler, for at se, om hun kunne være hoppet op i dem. Været i alle skaber og skuffer - selv skraldespande (inde og ude), fryser og ovn. Hun er VÆK.
Selvom vi har gitter for de vinduer, vi har åbne, er teorien, hun må være smuttet ud. Der er ingen andre muligheder! Vi har en kattelem, man kan komme ind ad, men ikke ud ad, så hun kan komme ind, hvis hun er derude. Men hun er så sart! (Og det er så koldt!). Hun er vores lille internatkat, der har psykiske skader. Hun bliver hurtigt skræmt; hun er sky og sårbar. :( Hvis hun er blevet skræmt af en lyd, kan hun have gemt sig og bare ligge og ikke turde røre sig. Det. Gør. Så. Ondt!
Sipzap, som Samsara var (ER, Line! ER!) meget glad for, går og leder efter hende både ind og ude. Hun kalder ... skriger! Myrle, som hun er vokset op med (vi fik dem med et halvt års mellemrum) går forvirret rundt. Selvom Samsara er den mest stille af vores katte, er stilheden nu, hvor hun ikke her, utrolig. Hele huset har en forkert rytme. Hun er som limen, der har holdt dem alle sammen. Os sammen.
I nat og i dag har vi printet sedler og lagt i alle nabolagets postkasser. Vi har btugt fem timer i dag på at køre rundt over hele øen og hænge efterlysninger op og hun er efterlyst flere steder på nettet.
Samsara, min mus ... Jeg KAN ikke miste dig!
Jer, der beder - bed for hende. Jer, der kan kommunikerer med dyr - guide hende hjem. Jer, der tror - hjælp mig til at tro på, hun kommer hjem.
torsdag den 21. november 2013
Heartbroken
Stemplede jeg dig, da jeg gav dig dit navn, Samsara? Ofrede jeg dig til denne skæbne? Jeg ... har ikke flere ... ord.
tirsdag den 14. maj 2013
Dagdrysseri og challenge #14
Jeg synes, dagene går så stærkt for tiden. Måske fordi her for en gang skyld er travlt? P. og hans kammerater var her i weekenden og det blev en rigtig hyggelig dag, hvor vi sad på terrassen og spiste for første gang i år. De overnattede i telt i haven, der heldigvis hverken fløj væk eller blev oversvømmet - tak til vejrguderne for dejligt vejr! :)
Om søndagen slappede vi af i solen på terrassen med bøger og drikkevarer. Myrledyret og Samsara var ude og øve sig i det nye, frie liv. Senere tog vi en køretur rundt på øen og var en tur nede ved Helligdomsklipperne. Det er mange år siden, jeg har gået så langt, så jeg nød det i fulde drag ... selvom det var hårdt og krævede en del pauser undervejs. Mandagen sov jeg væk, ligesom jeg også var ret død i går. I dag er gået med at pakke giveaways, der skal af sted til et par glade vindere samt ren afslapning og i morgen er det scanning og undersøgelse af nyrerne. Derefter skal der købes de sidste til ferien om ti dage samt en tur om optikeren, der forhåbentlig kan give mig et skarpere syn.
Dagens challenge er btw. familie, men da jeg ikke involverer min familie i bloggen, lægger jeg ikke billeder og personfølsomme oplysninger ind om dem. Men I kan da få lidt info, så jeg har valgt ti punkter ud:
* Jeg har tre brødre, hvoraf den ene er en halvbror, jeg ikke har set siden jeg var fem år. Den ældste bror er halvandet år yngre end jeg og arbejder på Christiansborg. Den yngste er ti år yngre end jeg og studerer statskundskab på RUC.
* Jeg var med til fødslen, da min yngste bror blev født i '91 (jeg var knap ti år).
* Af bedsteforældre har jeg kun min mormor tilbage. Hun bor stort set overfor mine forældre. Hun flyttede til øen i '92 efter at have boet størstedelen af sit liv i Hvidovre.
* Begge mine forældre er uddannet indenfor apoteksvæsnet og begge pensionerede i dag. Da de fik apotek herovre i '87 havde de ingen tilknytning til øen - det var min fars første besøg herovre, da han skulle se det apotek, han skulle eje. Min mor stod for huskøbet og da vi flyttede ind, havde min far aldrig set det. Der er en alderforskel på 13 år mellem mine forældre. I 1956 sagde min farmor til min far: "Din kone er måske slet ikke født endnu ..." Få måneder senere kom min mor til verden. Så hun fik ret min mommen.
* Jeg ser mine forældre og mormor hver søndag, hvor vi spiller kort og spiser sammen.
* En gang om året rejser jeg væk en uge med mine forældre og mormor, mens HG passer hus og dyr.
* HGs mor døde i '95 og vi har ikke kontakt til hans far og den nye drag... kone! Vi ser dog jævnligt hans bror, der er gift med en gudesmuk og dejlig pige med grønlandske aner. Sammen har de en dejlig dreng på otte år. Min svigerinde er født samme årgang som jeg (der er kun godt en måned mellem vores fødselsdage). Min svoger er fra 1974.
* Jeg havde min oldemor indtil '92 (hvor jeg var 11 år). Jeg havde meget tæt kontakt med hende og savner hende stadig, men hun nåede at blive 93.
* Jeg holdt meget af HGs mormor og morfar, som jeg nåede at kende mange år, før de gik bort. Især HGs morfar (der døde sidst) var jeg tæt på og savner rigtig meget.
* Mine forældre hedder ikke 'mor og far', men 'Mossie og Fålock', ligesom min mormor er 'momo' (og farmor og farfar var 'meen og mommen'). HG kalder dem det samme og er meget tæt på dem. Især på min mor, der virkelig tog ham til sig som en lille fugleunge, da han kom ind i mit liv.
Om søndagen slappede vi af i solen på terrassen med bøger og drikkevarer. Myrledyret og Samsara var ude og øve sig i det nye, frie liv. Senere tog vi en køretur rundt på øen og var en tur nede ved Helligdomsklipperne. Det er mange år siden, jeg har gået så langt, så jeg nød det i fulde drag ... selvom det var hårdt og krævede en del pauser undervejs. Mandagen sov jeg væk, ligesom jeg også var ret død i går. I dag er gået med at pakke giveaways, der skal af sted til et par glade vindere samt ren afslapning og i morgen er det scanning og undersøgelse af nyrerne. Derefter skal der købes de sidste til ferien om ti dage samt en tur om optikeren, der forhåbentlig kan give mig et skarpere syn.
 |
| Hyggelæsning i solen og med udsigt til sidste års investering: Ballerinaerne fra StyleSnob |
 |
| En Ri-Ra (Samsara) i vindue ... verden er stadig lidt farlig. |
 |
| Myrledyr sover tungt efter en lang, spændende dag. |
 |
| En blogger med godt fat i rækværket ... nævnte jeg, jeg er EKSTREMT højdeskræk?! Føler en ubændig trang til at kaste mig ud og få det overstået. |
 |
| Det virker meget mere frygtindgydende langt IRL |
 | |
| Det er helt så det slører for øjnene ... #/ |
* Jeg har tre brødre, hvoraf den ene er en halvbror, jeg ikke har set siden jeg var fem år. Den ældste bror er halvandet år yngre end jeg og arbejder på Christiansborg. Den yngste er ti år yngre end jeg og studerer statskundskab på RUC.
* Jeg var med til fødslen, da min yngste bror blev født i '91 (jeg var knap ti år).
* Af bedsteforældre har jeg kun min mormor tilbage. Hun bor stort set overfor mine forældre. Hun flyttede til øen i '92 efter at have boet størstedelen af sit liv i Hvidovre.
* Begge mine forældre er uddannet indenfor apoteksvæsnet og begge pensionerede i dag. Da de fik apotek herovre i '87 havde de ingen tilknytning til øen - det var min fars første besøg herovre, da han skulle se det apotek, han skulle eje. Min mor stod for huskøbet og da vi flyttede ind, havde min far aldrig set det. Der er en alderforskel på 13 år mellem mine forældre. I 1956 sagde min farmor til min far: "Din kone er måske slet ikke født endnu ..." Få måneder senere kom min mor til verden. Så hun fik ret min mommen.
* Jeg ser mine forældre og mormor hver søndag, hvor vi spiller kort og spiser sammen.
* En gang om året rejser jeg væk en uge med mine forældre og mormor, mens HG passer hus og dyr.
* HGs mor døde i '95 og vi har ikke kontakt til hans far og den nye drag... kone! Vi ser dog jævnligt hans bror, der er gift med en gudesmuk og dejlig pige med grønlandske aner. Sammen har de en dejlig dreng på otte år. Min svigerinde er født samme årgang som jeg (der er kun godt en måned mellem vores fødselsdage). Min svoger er fra 1974.
* Jeg havde min oldemor indtil '92 (hvor jeg var 11 år). Jeg havde meget tæt kontakt med hende og savner hende stadig, men hun nåede at blive 93.
* Jeg holdt meget af HGs mormor og morfar, som jeg nåede at kende mange år, før de gik bort. Især HGs morfar (der døde sidst) var jeg tæt på og savner rigtig meget.
* Mine forældre hedder ikke 'mor og far', men 'Mossie og Fålock', ligesom min mormor er 'momo' (og farmor og farfar var 'meen og mommen'). HG kalder dem det samme og er meget tæt på dem. Især på min mor, der virkelig tog ham til sig som en lille fugleunge, da han kom ind i mit liv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
