That weird side of me ...

Kender I det, man har nogle sider af sig selv, som man er lidt flov over, fordi man egentlig godt ved, de er lettere fucked up? Og kender I det, at man samtidig er lidt stolt af dem, fordi de jo er med til at gøre én unik. Så here goes, her kommer en af mine pinlige og sære hemmeligheder:

Jeg forelsker mig aldrig i Celebs og sukker over dem. Det har jeg aldrig gjort. Til gengæld har jeg ofte været håbløst og ulykkeligt forelsket i fiktive personer fra f.eks. litteraturen eller tegnefilm. Blandt dem kan tælles:

* Svipper fra "Alfon Åberg" var blandt et af mine første crushes. Jeg var så vild med, han lignede en, der var lige til at klippe ud af fantasien. Han medførte, at jeg fik min første usynlige kæreste, som jeg havde i to år. Forholdet endte ulykkeligt, da han forelskede sig i min usynlige veninde. Jeg har aldrig tilgivet ham!

* Krokodillen fra Tulips reklamefilm var lige ved at kurere min fobiske krokodilleskræk med sine læsssspende ssss'er og smuttende øjne. Jeg troede ellers aldrig, jeg ville kunne komme til at holde af en krokodille efter jeg nær var gået i gulvet af skræk, da vi i Florida besøgte et indianerreservat, hvor der var krokodiller, som turisterne kunne få lov at sidde på og holde om. Da min mor (som eneste kvinde) satte sig overskrævs på verdens største skællede satan, var jeg nær faldet baglæns med badetøflerne stikkende op af sumpen. Under den efterfølgende sejltur på en flod med krokodiller, sad jeg hyperventilerende henover skødet på min mor, mens jeg borede neglene ind i en uskyldig sidemand, som jeg ikke engang kendte.

* Men Tulips loco croco er ikke det eneste øgledyr, jeg har haft en kærlighedsaffære med. Jeg er stadig SÅ skudt i Rex fra "Toy Story", som på mange punker minder om mig selv ("Nu får jeg skyldfølelse!"). Han lider af angst og skyldfølelse og har the biggest mouth in tooooown.

* Da jeg skrev min roman (som efter sidste punktum blev skrottet), forelskede jeg mig i min egen mandlige hovedperson ... er det btw. forkert af mig, at jeg i tilfælde af, jeg engang får en søn, vil opkalde ham efter min hovedperson? ;)

* De af jer, der følger bloggen bliver nok ikke overrasket, når jeg er nødt til at indrømme, at Grumpy Cat hører med til et af mine girlcrushes.

Lige et ord om vagtlæger, eggåz!

Manner. ZzzZzzZzz! Hvorfor er det lige, jeg altid får en af følgende vagtlæger i røret:

1) Den sindssyge ("Hva' bilder du dig ind a' ringe, huh?!").
2) Den ligegyldige ("Gå til læge på mandag!" 'Men jeg har o...' dut, dut, dut!).
3) Den regelrette ("Ja, men så må du kommer herud og blive undersøgt!" 'Jam...' "Det kan godt være, dine ben er faldet af og armene er lammet, men så må du kommer herud!").

I går rendte jeg så ind i en blanding af 2 og 3. Lægen i røret virkede ekstremt irriteret over, jeg ringede og valgte at reagere med tavshed. Jeg reagerede så ved at speedsnakke indtil jeg nåede et punkt, hvor jeg havde så ondt af mig selv, at jeg begyndte at småtude. Og jeg VED godt, det var fredag og at jeg BURDE være gået til egen læge om formiddagen, men for det første vil min egen læge ikke gøre noget fredag, fordi de ikke kan dyrke prøven og for det andet blev det meget slemt henad aften. Det er ligesom ikke noget, jeg planlægger.
          Anyway, hun insisterede på, jeg forlod mit sygeleje og indfandt mig på lægevagten, selvom hun skulle gå fem minutter senere, så det ikke ville være hende, der skulle tilse mig. Hun fik så ikke liiiige tilføjet, der ikke kom nogen ny vagtlæge (eller også var jeg for omtåget til at fatte det). Så efter verdens hurtigste bad i verdens koldeste vand (fyr slukket), puttede vi gumpefisen og drønede mod hospitalet. Skadestuen og vagtlægens afdeling er kun delt af en glasvæg og jeg ringede på klokken og satte mig pænt til at vente. Der kom så bare ikke nogen læge ... Efter ca. tyve minutter besluttede jeg (eller rettere sagt: Beordrede HG til at undersøge), hvad der liiige foregik (begyndte at føle det som en horrormovie, hvor alle var ædt at zombier eller lignende Tomme senge på gangen med plastik over og ingen lyde af mennesker what so ever).
          Fandt så ud af, jeg altså nu hørte under skadestuen, da der ikke længere var nogen vagtlæge (how de what de how ...?). Nå, no problem - kun to patienter, hvoraf den ene var på vej til røntgen og den anden kort efter blev kaldt ind. Men der skete så heller ikke mere ... Efter yderligere en time var jeg træt, kold, tørstig og tissetrængende (turde ikke tisse, da jeg regnede med, jeg skulle aflevere prøve). Der var kun en colaautomat og vi havde kun sedler (ville det være for meget forlangt at de satte et par plastikbægre frem? Var så desperat at jeg overvejede at fylde varmt vand fra hanen i en brækpose!). Så HG gik ind og bad om et glas til mig, så jeg kunne få mine piller. Intet problem, fik tilmed afleveret glas til prøven samtidig med (og fik vand med isklumper og det hele, yes sir). Men så gik der endnu en time. HG spurgte, hvor længe endnu det ville vare og fik det vrissende svar, de havde MEGET travlt (hvor? Patienterne må være kommet ind via bagindgangen for ambulancerne, men vi hørte ingen) og at der ville gå MINDST et kvarter endnu.

Til sidst følte jeg mig lidt således: "Er det min tur nu?"

Okay, jamen jeg har da heller ingen andre steder, jeg gerne vil være en fredag nat (og slet ikke hjemme i min seng!).
         
Efter en halv time endnu var jeg ikke bare klar til at tage hjem, men havde også opførsel som en femårig på bagsædet ("Jeg er træææææt! Jeg har ooooondt! Jeg er tøøøørstig! Hvor længe gååååår der?" I am not proud! Line tre år). Da klokken var kvart over et (jeg ringede til vagtlægen omkring kl. 22) gik jeg ud til skranken og sagde pænt, at jeg vidste, de havde travlt, men jeg magtede altså ikke at sidde der længere (smertepatient på udbrudsaften kombineret med lavbudgets træstole - no go!) og vi havde en flaskekilling derhjemme, der ret beset skulle have haft sin flaske (okay, er I klar over, hvor det stresser?! Forestillede mig, han lå og skreg og ledte efter Moar ... da vi kom hjem sov han sødt og gad dårligt tage imod flasken! (Leave me alone - sleeeping!)). Anyway - SÅ kunne jeg godt komme til. Og thank god, THANK GOD var der leucocytter i prøven, så jeg fik både penicilling og recept med. Så fire timer i helvedes forgår (okay, måske slightly overkill) kastede da  noget af sig. De finder jo ellers aldrig leucocytter i mine prøver, kun blod. Når de så dyrker dem er de dog alligevel spækkede, men nogen har da holdt hånden over mig. Havde ikke magtet at skulle vente til tirsdag med penicillin. Føler mig ligeså overkørt som et trafikoffer! :(

Så i dag står dette på programmet:

Det dér Candy Crush Saga, eggåz?

"#¤%&/()=P?Å`?=)(/&%¤#"!"#¤%&/()=)(/&%¤##¤%&/()=)(/&%¤#"!#¤%&/()=)(/&%¤#"#¤%&/()()"

Grumpy Cat, kommer jeg nogensinde forbi bane 70?

Okay, thought so. Så kan jeg jo godt gå i seng.

Fortsættelse på Miss Diva-skandalen.

Først og fremmest tak til alle jer, der har støtte op omkring det uacceptable i Miss Divas forretningsstil. Indtil videre har indlægget herinde fået 16 kommentarer og været delt vidt omkring i blogland, ligesom rigtig mange var inde og kommentere på selve debatten på Miss Divas Facebookside.

I dag har jeg haft flare up dag med træthed og spasmer, så jeg har ligget vandret og sovet helt til kl. 17, men jeg har læst alle jeres søde ord igennem og skal nok få svaret hver enkel.

Kathrine Johansen gjorde mig opmærksom på, de nu har slettet opslaget på deres Facebookside og ganske rigtigt er den slettet og jeg blokeret. Men nu er jeg altså lidt stædig i det, når det kommer til retfærdighed. For nu er det sådan, at mine hunde har hver deres Facebookprofil (ja, I'm that weird! c",)), så bl.a. opdrætterne kan følge med i deres udvikling. Så jeg loggede mig ind på Fodvortens profil og sendte et svar på tiltale:

Jeg har her til aften fundet en ny gave til Natacha og håber, jeg kan få den pakket og af sted i morgen. I skal nok få den at se. :)

Endnu engang tak til alle og husk at vær lidt klogere end jeg: Tjek firmaerne, før I siger ja til sponsorater eller selv opsøger dem. Jeg gjorde det i de fleste tilfælde. Men da jeg havde set, at de havde sponsoreret andre giveaways i blogland, gik jeg naivt ud fra, de var reelle. Fremover vil jeg kigge bedre efter, før jeg starter en giveaway!

Grumpy Cat, skal andre indgå sponsoraftaler med Miss Diva?

Listen to the lady, she may be grumpy, but she is wise!

Berømte katte

Verden vrimler med berømte katte. Dog er det ofte i tegnefilm eller -seriernes verden, de forefindes. Katte som Garfield, Tom (& Jerry), Felix the cat, Den Bestøvlede Kat, Mis med de blå øjne og mange, mange andre har beriget ikke bare min barndom, men også mit voksenliv.

Ja, min kattefascination har altid været stor, men man behøver ikke kun lede i eventyrets verden for at finde berømte katte. De sidste år har sociale medier som YouTube og Facebook fostret flere katte-celebs og her får I tre, som jeg bare elsker!

Grumpy Cat: Ville du ikke bare elske at eje hende?

Jo! c",) Du læste rigtigt: Grumpy Cat er en hunkat, selvom de fleste (i hvert fald jeg) sikkert tænker på Grumpy som en han. Grumpy Cat, hvis rigtige navn er Tardar Sauce, har faktisk kun været kendt siden september 2012, hvor der blev postet et billede af hende på nettet. Siden er interessen for hende eksploderet og der er ikke grænser for, hvad der fås af Grumpy Cat merchandise.

Venus the two-faced cat:

Flere steder på nettet er billeder af Venus blevet kaldt fup og photoshoped, men den er altså god nok! Ligesom vores Myrledyr, har Venus forskelligfarvede øjne. Derudover har hun dog også dette spektakulære farveopdelte ansigt, ligesom også hendes knurhår har forskellige farver alt efter, hvilken side af ansigtet de sidder på. Du kan bl.a. finde Venus på Facebook og YouTube.

Til sidst er her Yoda the cat:

Yoda har en medfødt lidelse, der gør, han er født med fire ører. Yodas ejere fik tilbudt denne specielle killing på en bar. Da hans ejeres søn postede et billede af ham på nettet, eksploderede interessen for ham. Du kan se og høre mere til Yoda på YouTube.

Til sidst vil jeg da ikke undgå at kaste opmærksomheden på vores egen Cleo-the-cat. Hvorfor hun er speciel, kan du læse her!

Not again! :/ Miinto part one million ...

My God, hvornår stopper dette Miinto-eventyr? [Link åbner i ny side] Aldrig før har jeg følt, jeg burde have fået løn for at shoppe, men det er jo sindssygt, at et køb kan koste én SÅ megen tid!

Kort efter den famøse fødselsdag modtog jeg en mail, hvor der stod:

"Hej Line
Jeg er meget ked af din situation. Der er desværre ikke nogen som ved hvor din pakke er.
Jeg er derfor nødt til at sætte pengene retur på din konto. Jeg beklager problemerne.


Med venlig hilsen / Kind regards 

[...]"


Men der VAR pakken nået frem, hvilket jeg også havde meddelt kundeservice. Jamen altså!!


Skrev tilbage:


"Hej Carsten
Hold på pengene, for pakken dukkede op her på adressen i går. Så trods ukendte omveje er den nu fremme, det er det korrekte produkt og den vil i morgen blive afleveret til fødselaren, som har taget forsinkelsen pænt.
- Line"


Og fik svaret at det var super.


... I går skulle jeg så på netbank og betale regninger og sikre mig, kontoerne så ud som de skulle, før jeg på lørdag rejser væk en uge, hvor jeg sandsynligvis ikke får mulighed for at komme på netbank. Og hvad opdager jeg? Miinto har alligevel sat pengene tilbage! *Suk* altså! Men jeg skal ellers lige love for, at hvor jeg tidligere ikke har kunnet råbe Miinto op, hverken via mail. telefon eller Facebook, kunne de pludselig svare i en ruf, når der blev viftet penge om næsen på dem. Så nu vil de meget gerne sende et girokort, så de kan få pengene retur. Og selvfølgelig skal de have det - jeg har jo fået min vare (ellers havde jeg jo heller ikke skrevet til dem, at der var begået en fejl), men nøj, hvor er det be-las-ten-de at have brugt SÅ mange timer på mailskriveri, telefonopringninger, bilkørsel til butik for at lede efter bortkommen pakke samt psykisk energi og neglebideri på en handel. Og så tilmed opdage, it ain't over yet!


Jeg køber, som jeg ofte har nævnt herinde, næsten ALT over nettet. Og aldrig har et køb i den grad kostet mig så megen tid og energi. Min begejstring for Miinto er stadig dalende!

Så Grumpy Cat ... should I ever shop on Miinto again?