Fortsættelse på Miss Diva-skandalen.

Først og fremmest tak til alle jer, der har støtte op omkring det uacceptable i Miss Divas forretningsstil. Indtil videre har indlægget herinde fået 16 kommentarer og været delt vidt omkring i blogland, ligesom rigtig mange var inde og kommentere på selve debatten på Miss Divas Facebookside.

I dag har jeg haft flare up dag med træthed og spasmer, så jeg har ligget vandret og sovet helt til kl. 17, men jeg har læst alle jeres søde ord igennem og skal nok få svaret hver enkel.

Kathrine Johansen gjorde mig opmærksom på, de nu har slettet opslaget på deres Facebookside og ganske rigtigt er den slettet og jeg blokeret. Men nu er jeg altså lidt stædig i det, når det kommer til retfærdighed. For nu er det sådan, at mine hunde har hver deres Facebookprofil (ja, I'm that weird! c",)), så bl.a. opdrætterne kan følge med i deres udvikling. Så jeg loggede mig ind på Fodvortens profil og sendte et svar på tiltale:

Jeg har her til aften fundet en ny gave til Natacha og håber, jeg kan få den pakket og af sted i morgen. I skal nok få den at se. :)

Endnu engang tak til alle og husk at vær lidt klogere end jeg: Tjek firmaerne, før I siger ja til sponsorater eller selv opsøger dem. Jeg gjorde det i de fleste tilfælde. Men da jeg havde set, at de havde sponsoreret andre giveaways i blogland, gik jeg naivt ud fra, de var reelle. Fremover vil jeg kigge bedre efter, før jeg starter en giveaway!

Grumpy Cat, skal andre indgå sponsoraftaler med Miss Diva?

Listen to the lady, she may be grumpy, but she is wise!

Min debut som stripper

Arhmen altså, hvad sker der for verden?! Har lige set Go aften Danmark, hvor de tog denne historie op.

Det er en sag fra Sverige, hvor et ægtepar over to dage har stået i hækken ind mod naboen og filmet, fordi de mener, han går nøgen rundt (og muligvis onanerer). Og så er det liiige jeg spørger:

1) Hvis ikke man kan tåle at se en nøgen mand, hvorfor opsøger man det så?
2) Hvorfor fanden glor de ind ad hans vinduer?
3) Hvorfor pokker vil de lige have 9000,- i erstatning (hvis det er prisen for at se et par boller, har jeg da en del penge til gode!).
4) Havde de skæg og blå briller på?

Jeg forstår det simpelthen ikke ... Jeg render meget ofte nøgen rundt (af den simple grund at jeg har dage, hvor det gør for ondt at have tøj på) og det har da givet anledning til et par pinlige episoder. Men er det ikke primært mit problem? Og den ene gang, skal det tilføjes, var det altså ikke min skyld. Man regner ikke lige med at støde på vindueslurer på anden sal. Men de kan forekomme, når taget skal tjæres ... woops!

Tredje gang det gik galt, var da vi boede på vores tidligere adresse. Skulle tidligt op på VUC og vågnede med en uldsok i halsen. Hvor jeg normalt ville daffe direkte ud på badeværelset og tage linser på (da jeg er totalt blind uden), besluttede jeg liiiige at smutte en tur om køkkenet for at få en brusetablet til at opløse halsfår med.
          Men jeg står dér i køkkenet i Evakostume og drejede mit vinglas med hastigt opløsende tablet, fanger mine muldvarpeøjne en spøjs bevægelse yderst i mit synsfelt. Gnider øjnene med lufferne på ægte pingvinmanér og forsøger at fokusere. Noget meget højt synes at balancere rundt i luften på den anden side af vores (bladløse!) hæk. Opdager til min skræk, det er en stige ... men en person på! Så hænger der lige et hoved dér i luften med frit udsyn til vores stue og køkken (og nøgen jeg!).
          Med et hyl farer jeg ind i soveværelset og leder panisk efter briller og tøj, stikker hovedet forsigtigt frem og opdager, at en hær af mænd er i gang med et større gartnerarbejde ovre på kirkegården - altså i vores baghave!

Flot, Line. Den har jeg lavet en del gange. Egentlig overvejede jeg at begynde på at tage penge for mine stripshows, men nu kan jeg så læse mig til, de åbenbart kan komme til at koste mig penge. c",)

Men helt ærligt: Hvad er det med folk og nøgenhed? Hvorfor så pernitten? Har man set én nøgen røv har man vel set dem alle?

I min mormors kvarter har de en vindueskigger, der ofte lurer rundt omkring i krat og buske. Han gør intet udover at glo og stå og ryge cigaretter. Ingen kameraer eller onani - bare et hyggeligt, uskyldigt (?) kig. På et tidspunkt er min onkel på besøg for at se til sin gamle mor, der siger: "Torsten, du skal bare lige vide, vi har en vindueskigger herude, så husk at trække for!" ... Hvortil min onkel udbryder: "Hvorfor dog det? Hvis han vil se min bare røv, skal han være velkommen!"

Har du en mening om emnet? Så lægger du bare en kommentar lige herunder.

At blive sparket i nosserne!

Ingen J-dag her. Bare øv-dag. Har lige gjort den opdagelse, at man ikke behøver at være mand for at blive sparket så hårdt i bollerne, at man mister vejret. Loggede på Facebook for at finde dette billede:

Så når jeg i fremtiden har det sådan her:

Så vil jeg huske på, at det er min egen skyld ...! Jeg har gjort dette ved min krop. Til alle jer med MS, Fibromyalgi, CFS, ALS, Parkinsons, psykiske sygdomme m.v.: Det er jeres egen skyld. Er der ikke en trøst, når du ligger på ambulancebåren med smerter, spasmer eller lammelser, når du får en depressiv periode, fordi du ikke har været ude i verden og mærke den friske luft og det livgivende lys i over en måned, en trøst at vide at et selvbestaltet sundhedsorakel ved navn Mike Adams kan fortælle dig, det er DIN skyld. DIN. Og en endnu større trøst, at folk på din venneliste reposter dette og giver manden ret.

Dine valg. DIN skyld.

... Jeg græmmes!

Undskyld mig, men hvad hjælper 'øl' på cancer?

De sidste mange år har jeg undret mig over de metoder, der dukker op på Facebook, for at 'øge opmærksomheden omkring brystkræft'. Undskyld mig, men hvordan øger man opmærksomheden ved at skrive drinksnavne (alt efter hvad ens civilstatus er), bh-farver eller steder for opbevaring af håndtasken? - OG (det er åbenbart meget vigtigt) hemmeligholde meningen med disse updates for mændene?

Jeg er træt af rundmails, der starter med 'Vi leger en leg ...'. Nej, vi gør ikke! Folk dør hver dag af kræft. Hvad hjælper det at lege med updates og hemmeligholde ting? Sandheden om kræft og konsekvenserne skal da netop frem i lyset. Mænd er en stor del af brystkræft. I mange tilfælde, er det ikke kvinden selv, der opdager knuden i brystet, men manden. Og vil man ikke gerne have, at ens elskede og nærmeste står ved ens side i sådan en situation?

Her på øen, har der været mange tilfælde af kræft - især hos helt unge mennesker. En tidligere klassekammerat døde som kun 15-årig af cancer. Min lillebrors bedste ven var 19. En storebror til en skolekammerat også kun 19. I går fik vi at vide, at en ven af familien, som min mor har kendt i mere end 21 år, muligvis har kræft i lunger og lever. Det er en forfærdelig sygdom. Og hjerter og åndssvage statusupdates hjælper ikke.

Hvad fanden hjælper det?! Og hvorfor ignorerer alle, som er tæt på kræft disse updates? Måske fordi, de er fis i en hornlygte. Vi ville da alle ønske, at kræft forsvandt fra jordens overflade - men hvad hjælper en times dårlige formuleringer og hjerter på det?

Hvis du virkelig vil gøre en forskel, så læs om sygdommen. Lær noget om den! Lær at undersøge dine bryster eller din kærestes testikler. Lær tegnene at kende. Søg læge, hvis du føler, noget er forkert. Få foretaget celleprøver, når de bliver tilbudt.

Læs mere om forskellige former for cancer, deres symptomer, behandlingen og prognoserne her:

http://cancer.dk/ Her kan du også besøge netbutikken og støtte ved at købe et af deres mange produkter - der er alt fra julepynt til smykker og dvd'er.

http://www.kohberg.dk/ har alletiders, humoristiske kampagne kørende. Læs om den her og se, hvordan de støtter kampen mod brystkræft.

http://cancer.tv2.dk/ Læs om TV2s 'Knæk cancer'-kampagne, der har kørt hele ugen.

http://www.facebook.com/KnaekCancer I stedet for at sætte hemmelighedsfulde statusopdateringer på din facebookside, så gå herind og støt.

Shut up, shut up, SHUT SÅ THE FUCK UP NÅ!

Har lige haft giga meltdown på Facebook. E-card billedet fra mit indlæg forleden, ikå? Det passer ret så godt på i dag!

Er bare ved at få SÅ for meget af folk med velmenende råd. Altså råd som: 
* "Husk det gælder om positiv tænkning og en følelse af kærlighed omkring hjertet." (Ja, og husk at tænke positivt, når jeg smider dig ud ad vinduet ... fra tredje sal! - Jeg gør det jo af ren kærlighed! ... til resten af verden).
* "Du er altså også selv ude om det, når du drikker lightprodukter med aspartam - det er GIFT" (Og det samme er det, jeg om to sekunder stopper ned i halsen på dig!)
* "Du ved godt, du bare bliver mere syg, hvis du lader dig influenzavaccinere, ikk?" (Jo, jeg kunne godt mærke, jeg havde det betydeligt bedre de tre år i træk, hvor jeg ikke lod mig vaccinere, fik influenza og efterfølgende lungebetændelse!).
* "Jeg mener altså, du får for meget søvn!" (Ja, jeg sov hele tre timer i nat ...).
* "Ja, se - så får du for lidt søvn!" (Måske får du for lidt *** når du interesserer dig SÅ meget for mit søvnmønster?)
* "Har du prøvet tarmskylning?" (Har du prøvet at få syet læberne sammen?).
* "Jeg har noget interessant forskningsmateriale, du skal læse." (Nåååh, disse her ... 43.170 sider ... af en selvbestaltet terapeut, der har trukket sin uddannelsestitel i en tyggegummiautomat og har stavet 'terapeut' forkert?).
* "Jeg har sat en statur på min facebookside om, at jeg håber alle neurologiske sygdomme må blive kureret inden år 2013" (Ja, tusinde tak - især for alle hjerterne. Jeg er sikker på, at din status hjælper forskerne med at finde en kur på to mdr. - især pga. alle de fine hjerter!).

Det der primært går mig på, er når jeg åbner Facebook og får smidt billeder som ovenstående i hovedet. Jeg føler mig især provokeret over billedet med medicinen - for der er sgu da ingen (ved deres fulde fem), der tager medicin, hvis det ikke er nødvendigt! Jeg ved godt, det hører med til det sociale medie - ellers kan jeg jo bare lukke min FB-konto. Men når folk begynder at sende mig disse 'gode' råd eller de dukker op i mit støtteforum, bliver jeg mundlam. Hvad kan jeg bruge det til? I dag sad jeg og læste en række artikler om medicin og vaccination (som jeg lige var vendt hjem fra) og fandt fejl, der var så graverende, at det pissede mig af. Slog efter i HGs farmakologibøger og så, at tallene var grebet ud af den blå luft! (F.eks. et sted, hvor de påstod at ca. 500.000 danskere fik et specifikt medikament. I HGs bog (som godt nok var nogle år ældre) var tallet 30.000! Æhm ... ?!

Nå. Er SÅ træt. Kan overhovedet ikke få min pointe frem, så træt, vred og rundt på gulvet er jeg. Egentlig skulle dagen i dag have været tilegnet 'Knæk cancer' og de tanker jeg gør mig om dette projekt. Både hvad angår tiltag, jeg synes er SÅ langt ude og latterlige (som ovenstående collager), men også tiltag, hvor jeg klapper i mine små fede hænder. Så i morgen smider jeg (bogstavlig talt) toppen og flasher (kinda) kasser på bloggen og skriver om (bryst)kræft og kampagner. Jeg håber virkelig, jeg når det i morgen. Det meste af indlægget ligger klar, men denne dag udartede sig lidt anderledes end planlagt - mildest talt. Ikke kun pga. mit Facebook-udbrud, men også fordi jeg sammen med HG endte med at køre over 70 km øen rundt, for størstedelen af eftermiddagen og aftenen at rende rundt i et giga-skovområde for at lede efter (endnu) en bortkommen tysk kat. Vi både kørte og gik (mest HG) rundt i området i regnvejr og mørke med lygter og kattemad; kaldte, undersøgte mulige gemmesteder, eller steder hun kunne være blevet låst inde. Kiggede efter poteaftryk, fuglefjer, der kunne tyde på jagt og affaldsposer, der kunne være flænsede. Nothing! Kald os bare de MISlykkede (s)kattejægere. Men det var forsøget værd. Men var stadig skuffet. Ville så gerne have kunnet skrive til tyske ejer - også selvom det var dårligt nyt. Hvor må uvisheden være rædsom.

Nå, kære læsere ... Kald mig bare FlatLine.

PS: Jeg vil lige understrege, at dette indlæg PÅ INGEN MÅDE er møntet på nogen af jer! Der er flere, der har skrevet til mig privat i forbindelse med mit UVI-indlæg og f.eks. foreslået mig tranebærkapsler eller æblecidereddike. Det er IKKE jer, jeg hentyder til. Det var tværtimod rigtig gode bud på en mulig kur - som jeg dog allerede er på, og jeg bliver rørt over, I tænker på mig. Mine frustrationer kører udelukkende på folk, der antyder, at jeg selv er skyld i min sygdom, fordi jeg spiser/sover/lever/tænker forkert.

Hvad gi'r du mig?

Det er søndag morgen og det ringer på døren. Du vender dig om på den anden side for at sove videre, men det bliver ved. I underhakker og med morgenånde, der kan dræbe vindueskammens blomster på tre meters afstand, sjokker du ud i entréen og åbner døren. Og hvad sker der så? Dér står en indsamler fra Røde Kors. Hvad gør du?

Mine far var i mange år frivillig arbejder i Røde Kors. Han organiserede blandt andet indsamlingerne, skaffede frivillige, lavede ruter m.v. Min mormor og mor er/var i Røde Kors' nørklegruppe, der laver tøj til børnene og sender af sted. Min yngste bror gik i mange år med på den årlige indsamling. HG har været med nogle gange og jeg en enkelt (har for svært ved at gå for langt). Man møder mangt og meget, når man samler ind. Blandt andet folk, der åbner døren, kigger på bøssen og skriger: "NEEEJ! I ka' godt skride!!", folk det hysser på børnene, der kaster sig kåde rundt i leg og hvisker: "Det er sikkert indsamlingen .... ssshhhh!" (ja, vi kan godt høre jer!). Og så er der dem, der åbner døren med et smil og siger: "Nååå, der er I. Jeg har ventet på jer. Vil I ikke have en bolle med?" 

Hvilken type er du?

Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke vil vækkes eller stå med morgenstivert og fedtet søndagshår foran en fremmed indsamler. Men hvorfor så ikke sætte en seddel på døren? 'Nej tak - vi vil ikke vækkes!'. Eller: 'Til Røde Kors indsamlerne' med det beløb man ønsker at give (evt. med et par slikkepinde eller andet man har i huset - der er tit børn med på ruterne).

Da jeg har prøvet det med at stå på dørtrinnet, sørger jeg for altid at give. Jeg kan godt forstå, hvis folk føler sig overvældede af de mange, mange forskellige indsamlinger, der er rundt omkring til godt formål. Og jeg kan godt forstå, hvis man vælger nogle ud og siger nejtak til resten. Men jeg sørger alligevel altid for at have lidt til dem, der frivilligt bruger deres søndag på at gå rundt og samle ind til andre.

Billede er lånt fra Røde Kors' hjemmeside

Der er dog mange gode alternative mht. at donere penge i dag. F.eks. blomstrer flere og flere genbrugsbutikker op, hvor der er frivillige arbejdere og salgspengene går til organisationerne. På den måde får man noget, samtidig med at man gør en god gerning og bidrager med penge. Jeg var bl.a. ret fornøjet over at finde ud af, at Røde Kors nu i samarbejde med miinto har en genbrugsbutik, online, hvor du kan købe flere fede varer. Der er alt i mærker lige fra Nümph,, Vero Moda, Vila, Day Birger ét Mikkelsen, Nørgaard til hjemmegjorte gevandter. Der er faktisk flere perler at finde. Bl.a. er jeg ret vild med disse støvler (som jeg dog aldrig ville kunne gå i):

Eller hvad med disse ting:

Ja, beklager billedspammet, men Picasa (ja, hele puteren!) driller, så det blev dette i stedet for en collage.

Kig også ind i Røde Kors' webshop og Røde Kors' hjemmeside. Og tag så godt imod indsamlerne på søndag - også selvom du ikke giver noget. :)

 

Alle billeder i dette indlæg er lånt på de nævnte Røde Kors sider.

 

Om det at blive bestjålet

Kan man stjæle tanker? Kan man stjæle følelser? Kan man stjæle andres (følelses)liv og erfaringer?

Indtil for fire år siden, ville jeg have sagt: "Nej, selvfølgelig ikke!" *med 'er-du-dum-oder-was?!-mine på* eller "Hvordan skulle man kunne det?!"

Men så skete der noget ... jeg blev selv bestjålet!

Shhh - geniet arbejder! c",)

Efter Fyldepennen er blevet lavet om, har jeg pludselig fundet skriveglæde frem igen. Det gør også, at bloggen er blevet lidt forsømt, fordi min energi pludselig bliver lagt i nye tekster. En del af dem - ca. fem - arbejder jeg stadig på, så hvis jeg er fraværende herinde, må I derind og lede efter mig. :)

Men hvorfor stoppede jeg så? Næsten fem år uden et ord ... kun de ord, der blev skrevet i breve eller i skoleopgaver. Ellers ikke et pip. 

Jeg tror, der var flere grunde. Jeg havde deltaget i flere konkurrencer, der ikke var endt særlig gunstigt og fik mig til at tvivle på mig selv og mit eget 'talent'. Jeg fandt så frem til, at når jeg skrev til konkurrencer, følte jeg ikke noget. Jeg skrev på kommando, jeg skrev efter regler, jeg skrev det, jeg troede, man forventede af mig. Men hjerteblodet var ikke med. Og pludselig var det som om, jeg heller ikke kunne skrive det, der skulle komme fra hjertet - jeg var totalt forvirret!

Så en dag kom der en mail - en opfordring fra et forlag, der ville udgive en bog om det at have depression og/eller angst - ville jeg bidrage med en tekst? 

Min første tanke var: "Næ, egentlig ikke!" Både fordi, det igen var på kommando, men samtidig også fordi det var så ... privat (I know!!). Men en søvnløs aften satte jeg mig alligevel ned og skrev. Jeg skrev og skrev, skrev fra hjertet, skrev for mig og ikke andet. Bladet fra munden, sandheden ud og så ellers punktere som et overoppustet badedyr - så meget bagage var lagt bag mig. 
     I sidste ende blev projektet dog ikke til noget, og jeg lagde i stedet teksten ind på Pennen og pludselig væltede det ind med positive tilbagemeldinger - det havde jeg slet ikke regnet med! Det var uden for min genre, det var mig, der var alvorlig og ikke sjov (som jeg ellers ser som min gebet), men folk kunne lide det og min lykke var gjort. Jeg voksede ti centimeter - både pga. alle de positive tilbagemeldinger, men også - og ikke mindst - pga. al den negative bagage, jeg havde fået dumpet og lagt bag mig.

Kort tid efter skulle jeg til træf. Vi blev alle bedt om at skrive en tekst, hvor visse elementer skulle indgå. Og jeg vidste, jeg igen ville få besvær, for det var jo endnu en 'skriv dette på kommando'-tekst, som jeg via konkurrencerne var kommet til at hade. Men jeg satte mig ned og skrev - en fuldstændig og helt igennem fiktiv tekst. Jeg prøvede at gennemleve de følelser, min hovedpersonen gennemlevede og håbede så ellers på det bedste. 
     Dagen for træffet kom og som den allersidste skulle jeg læse op.

Da jeg var færdig blev der fuldstændig stille! Det var som om ikke engang lydene fra trafikken udenfor slap ind - og vi var midt i København! 
     Jeg kunne mærke en rislen ned ad ryggen; ballerne klemte sig sammen, hænderne gennemfugtede papiret og den sidste rest af væde forlod min mund. Oh, hvor var det flovt! Alle andre havde fået klapsalver. Og nu var der bare tyst som graven. 
     Jeg nåede lige at ønske, jorden ville åbne sig under mig. Så klappede folk, og det gik op for mig, det havde været en god tavshed. Det havde været den der opstår, når man slår benene væk under folk. Mit blik strejfede min mentor, der i månedsvis havde kommet med råd og forsøgt at trænge gennem min skal. "Skriv det, du mærker - også når det er fiktion! Du må ikke tænke over, det skal være godt. Du skal slet ikke tænke. Bare skrive!" havde hun sagt og foldet hænderne foran brystet. Nu fangede min øjne hendes. Hun smilede svagt, nikkede dybt og samlede hænderne foran sig, mens hun nikkede som en tilkendegivelse - jeg bøjer mig i støvet. Nu forstod du endelig!

Aftalen var, at når vi kom hjem fra træf, skulle teksterne uploades. Og pludselig væltede kommentarerne ind. Alt det, folk havde været for generte til at sige direkte på træffet kom nu på skrift - både via kommentarfeltet, men også som private beskeder.

En dag kom så endnu en besked. Både en offentlig i kommentarfeltet, men også til mig privat - både på Pennens interne mailsystem OG i min email. Og jeg undrede mig. Hvorfor var nogen så ivrig efter at snakke med mig? Beskederne lød:

"Hej Line. Du kunne vel ikke sende mig en mail på *mailadresse* det haster. Vh. Siw" 

I min indbakke lød det så: "Er det muligt at du for en tid kan trække 2 af dine publicerede tekster tilbage? Vh. Siw
Skriv endeligt her eller på *mailadresse*"

Jeg skrev tilbage: "Æh ... what? Kan jeg købe et par vokaler eller bare et clue? c",)" Endnu uvidende om, hvordan hele dette ville komme til at udvikle sig.

Næste brev lød: "Jeg kan ligeså godt være ærlig. Har lige afleveret termins stil, og jeg havde lånt nogle gamle stile af en veninde. Det viser sig så til min store frygt og rædsel, at hun har "nappet" ting fra et af dine essays herinde. Det gør ikke min idioti mindre, da jeg på denne måde, har "nappet" den samme passage. Nu står jeg i den situation, at jeg er ENORMT bange for at blive anklaget for noget mistænkeligt, som den store bangebuks jeg er. Jeg er en kæmpe idiot, og jeg ved det. Jeg er villig til at sende dig min stil, så du kan se hvad det hele drejer sig om. Og jeg forstår hvis du bare ryster på dit hoved og tænker: "så kan du lære det". Vh. Siw"

På min email var forklaringen dog en lidt anden og drejede sig - igen - om to tekster og ikke kun én.

Så snart det gik op for mig, hvad det drejede sig om, sendte jeg det videre til redaktionen, blokerede hende og nægtede at have med sagen at gøre. Redaktionen var SÅ søde; fik hendes profil nedlagt, forsøgte at finde frem til hendes identitet m.v. De meddelte også, at hun i første omgang - via dem - havde forsøgt at få mine tekster fjernet, bag om ryggen på mig!

Efter den første storm havde lagt sig, begyndte det dog at trække op til en storm i mit sind. I starten var jeg nærmest beæret over, nogen ville kopiere noget, jeg havde skrevet. Men derefter blev jeg vred. For det viste sig, at de to tekster, hun havde nappet fra, var mine to hjertebørn! Jeg følte mig så ... hudløs! Voldtaget. Bestjålet. Jeg følte, nogen havde trængt ind i mit sinds allerdybeste, mens jeg lå og sov; stjålet mine drømme, mine tanker og erfaringer og brugt dem til egen vinding. Min personlige erfaring med at kæmpe sig tilbage til livet efter en kæmpe sorg, var blevet kopieret. Nogen havde dissekeret teksten, sprættet den op som en død fisk, for at finde de linjer, der var mest gunstige for hende selv. Men for mig er det hele vigtigt. For det er alt sammen følelser, oplevelser, jeg har pisket mig igennem med stort besvær. Og nu havde nogen hugget det. Hvor lavt kan man synke? Hvordan kan man gøre det?!

Efter nogle dage, hvor jeg havde delvist raset og delvist forsøgt at se det flatterende i situationen, satte jeg mig til computeren for at skrive som jeg plejede. Men pludselig ... var der ikke ord! Jeg følte mig udtømt, færdig, tom. Min familie smågrinede ad mig. De kunne ikke forstå, jeg kunne tage det så alvorligt - jeg kunne vel se, det var flatterende, en åndssvag brainfart fra en tankeløs teenager? Herregud! 

     ... Men det gjorde stadig ondt! Måske endnu mere, fordi ingen kunne forstå.

Og i fem år skrev jeg intet. Jeg var gået fra bølgetoppe til bølgedale. Først en lang tid, hvor jeg kæmpede for at blive anerkendt, for at få nogle til at kunne lide det jeg skrev. Så succesen, hvor min tekst blev udgivet, nogen direkte opfordrede mig til at skrive til indlæg til deres bog, den vidunderlige oplevelse på træffet og nu til nedskydningen, nedslagtningen af min tekst. 

For to år siden skete der så noget, der igen fik det til at spire i mit sind. På min ellers helt døde profil, begyndte der pludselig at dukke nye kommentarer op - alle sammen skrevet af den samme, vidunderlige, skønne kvinde. Hun skrev bl.a.: "Jeg morede mig strålende over dit vid og beder dig inderligt sende os nyere materiale. (den her er vist fra 2006, - meget vand må være løbet i åen siden)." 

Men var der så det? Løbet nyt vand i åen? ... Næ. End ikke en dråbe. Flere af mine tekster fik kommentarer fra samme kvinde, og pludselig kom mine tekster igen i fokus. Flere skrev søde ord til mig og mine tudsegamle tekster, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blomstrede op på ny.

Kort tid efter var der så igen Fyldepennetræf - for første gang i mange, mange år. Og jeg var med. Det samme var dette skønne menneske. Da jeg skulle gå den aften, kom hun hen og tog om mine hænder: "Lov mig at skrive noget mere, du er så talentfuld!" sagde hun og kiggede på mig med store, ærlige øjne. Jeg granskede dem ... forsøgte hun at gøre grin med mig? Men jeg så ikke andet end ærlighed. Det gjorde mig så glad. Vi mennesker har så svært ved at give komplimenter. Det er lettere at svine andre til med skændsord, end at sige bare én positiv ting. Og hvis man endelig giver en kompliment, bliver den modtaget skeptisk. 'Hvad mener hun med det? Gør hun grin med mig? Er hun ude på skrammer?' Og så stod hun dér - kvinden der selv er blevet udråbt til at være en af de mest talentfulde af alle forfatterne på det forum - og siger sådanne ord!

Mig til det famøse træf. Et par af de øvrige deltagere er - for anonymitetens skyld - sværtet over.

Der gik et par måneder. Så begyndte jeg så småt at skrive. Samtidig kom der en vis optur i privatlivet også. Efter en tid med mange problemer - dødsfald, svær sygdom hos flere i familien, en opslidende retssag (der dog stadig kører), begyndte der også at ske gode ting. Bl.a. fik vi vores hus. Vores drømmehus!

Vores hus ligger helt fantastisk smukt. Det er omgivet af meterhøje træer hele vejen rundt. Der løber en å i baghaven. Der er fuglekvider, susen fra træerne og bare ... stilhed. Vi har en kæmpestor, gudesmuk terrasse. Og en karnap, hvorfra jeg kan sidde og se det hele.

Forrige efterår sad jeg så og læste til eksamen. Det var tidlig morgen, jeg sad med min kaffekop, mine bøger, min blok og kuglepen. Det var forår, morgensolen var så smuk og jeg sad dér i min karnap og følte, jeg ejede hele verden. Og pludselig kunne jeg ikke rumme mere religion. Jeg var næsten nået gennem hele pensum, på nær religionsteori (og selvfølgelig var det dét jeg kom op i! Men trods det, jeg kun havde strejfet denne del af pensummet fik jeg 12). Pludselig begyndte jeg at skrive på min blok. Men det var ikke noter. Det var notater til noget mere. Skitser til historier. Og langsomt begyndte det igen at gå fremad.

Eksamenslæsning og indflytningsrod i karnappen.

Det krævede dog dette nye facelift på Fyldepennen. Pludselig var alt det 'gamle' væk. Og man kunne selv uploade tekster. Og nu kører det hele igen. Jeg håber, jeg ikke mister det endnu engang.

Det er underligt at tænke på ... hvor mange procent af alle landets skoleelever mon ikke snyder af og til? Hvor mange gange bliver forfattere - såvel amatørforfattere som de 'rigtige' ikke bestjålet - også uden at vide det? Og hvor ofte 'låner' vi ikke selv lidt af andre - også uden at det er bevidst? Kopierer idéer til indlæg, kommer med de samme tips, maler billeder, der ligner en anerkendt kunstner (tænker her især på Paul Pava, der oplever at selv gallerier helt bevidst tager plagiater ind og sælger, selvom de er klar over, de ikke er malet af ham!). Tænk på blogland! Der er så mange små blogs, som min egen, som ingen kender til. Mange af dem jeg følger er også 'mindre kendte'. Hvor let ville det ikke være at stjæle fra os? 'Låne' et ord eller to eller ti? Selv min store heltinde, Spacemermaid, oplevede, hvordan hendes indlæg blev kopieret, før bogen blev trykt. 

     Måske er det endnu svære at forstå, når man aldrig selv har gjort sådan noget. I'm not an angel, I know! Men jeg har aldrig sjålet. Ikke engang som barn, hvor alle stjæler. Ikke så meget som en slikkepind. Jeg ved ikke, hvorfor det er så grænseoverskridende en handling for mig. Måske fordi, jeg så, hvordan et lille apotek som mine forældres led under de store rapserier, der var. De mærkede, hver gang en dåse balsam blev nuppet. Jeg er også oplært med, at finder man noget på gaden - f.eks. en pung, afleverer man den til politiet. Som barn så jeg engang en 50'er, der fløj rundt ude i lufthavnen, på p-pladsen. Da vi kom ind sagde jeg det til min mor og hun spurgte: "Hvorfor samlede du den ikke op?" "Jamen, det var jo ikke min!" svarede jeg "Tænk hvis nogen troede, jeg stjal den!" Så min mor måtte hente den. Og da ingen i lufthavnen ville kendes ved den fik jeg den. Men jeg kunne ikke blive rigtig glad - for det var jo ikke min!

Når folk 'låner lidt' bliver vi beærede. Måske irriterer det i første omgang, at de kopierer vores fødselsdagsinvitationer, køber bukser magen til vores eller får den samme brudebuket. Men efter nogen tid kommer vi over det - for ret beset er det jo smigrende! Men når nogen stjæler vores hjerteblod - tekster, malerier, fotografier - hvad det end er vi brænder for, og udgiver det under eget navn, gør det ondt. Som at have en kugle, der borer sig ind i hjertekulen. For det var jo mit projekt. Det var mit barn ... og pludselig er det ødelagt for os, for altid.

Betændte bylder og børnebelastninger

I dag var sidste dag på kurset og anden del med historie (Byzans' historie). Det har helt klart været det mest spændende af emnerne. Kommer sådan til at savne det!

Ellers har dagen været hektisk. I går begyndte Supaya nemlig at lugte ... råddent! Det kommer så fra hendes sting (hun blev steriliseret i tirsdags). Så vi satte vækkeur tidligt og HG ringede til dyrlægen (den samme der opererede hende). Og fik at vide, det er fordi hun slikker i det, så vi skal bare vaske det med Klorhexidin og give hende krave på ... Det er så lettere sagt end gjort! 
          For det første tager det hende nøjagtig tre sekunder at hive den af - og den kan ikke strammes. For det andet nedsætter det hendes synsvidde - ikke smart hos en døv kat! - For så bliver hun urolig. Hun kan jo ikke se, hvor de andre dyr eller HG og jeg er - og hun kan ikke høre det. Man kan heller ikke berolige hende. HG fortalte så også, at det altså lugter, som toilettet i et firma efter endt julefrokost - og klatter gult (ret let at se i en hvid pels). Så dyrlægen gik i sidste ende med til at sende en recept på penicillin. 
          Der er så pænt langt til nærmeste apotek - men det var jo intet problem, da jeg skulle på kursus her i dag i samme by som apoteket. Så jeg fik aftalt med mine forældre at vi kørte en halv time før. Tyve minutter før vi skal køre ringer apoteket så og siger, de ikke har penicillinen på lager og først kan skaffe den til i morgen. Aaaaarg, altså!! (Hvordan kan et apotek ikke have penicillin på lager?!). 
          - Og det passer så af lort til, da HG egentlig har en aftale med sin far, der skal aflevere olie her i morgen (de er selv gået over til fjernvarme). Hans far skulle aflevere beholderne til olien tilbage i morgen (eller lign.), så det skulle være der. Men vi skal altså også have hentet den penicillin! Vi tog et billede i går, så vi kunne studere såret (hun cykler og skriger og ter sig, når man forsøger at kigge på hendes mave). I dag tog vi endnu et og det er blevet meget værre på det døgn! Så jeg er mest på bare at fise af sted så snart de åbner apoteket i morgen. Samtidig skal jeg også have købt fødselsdagsgave til min far, aflevere tre gange pakker til afsending på posthuset, i hobbybutik og købe rammer på tilbud, have afleveret et tons tomme flasker og have handlet ind. Så nu håber jeg bare, det kan komme til at gå op i en højere enhed. I hvert fald er Supayaen første prioritet - er så bange for, det skal blive værre! Heldigvis virker hun ikke selv påvirket og har heller ikke feber.

Psykomis in action! "Do skal bare ikke pille ved mine sting do - du ka' få kløer fem og få dine egne sting, ka' du!"

I dag er så også dagen, hvor jeg har følt mig forfulgt af sindssyge børneforældre (til jer derude med børn: Sorry, men nogle forældre er altså bare for meget!!). Den første var egentlig bare mig, der var nærtagende. Har måttet udskyde projekt barn, da jeg skal til den lorte scanning af bihulerne på torsdag og ikke må være gravid. Og så logger man på facebook og ser bekendt med drømmejob og fed løn bekendtgøre at han og kæresten har købt ny stationcar ... da de skal være forældre til tvillinger til maj! Aaaarg, altså! Som om det ikke er nok, han har fedt job. Så skal han også lige score superfertil fødemaskine, han kun har kendt få måneder og gøre hende gravid med ikke bare ét, men to børn! Føler mig som Monica i "Friends" - "Not fair! I don't even have one - why do they get two!?".

Lige den var så ikke fair at være jaloux over. Selvom jeg blev det alligevel. Et øjeblik dér i al julefreden stak djævlen sit beskidte hoved frem, og jeg fik lyst til at skrive 'fuck dig!' i stedet for tillykke. Og blev derefter så rystet over mig selv, at jeg nær havde ønsket, jeg var katolik, så jeg kunne gå i kirke og bede om syndsforladelse.
          Den anden episode blev jeg så ikke jaloux, men stødt over. Så nu må jeg stille et spørgsmål til jer derude: Hvad er færdselsreglerne i julegavejunglen mht. barnløse par versus par med en unge på hver hofte? Og er der forskel på, om det er familie eller 'bare' vennepar? - Et vennepar kan f.eks. godt stå en væsentligt nærmere end familien.

Vi snakkede med et par med barn, som vi normalt er på julegave med. Sidste år fik vi dog intet af dem, selvom vi gav dem alle tre. Så I år spurgte vi lige ud: "Er vi på gaver i år?" Svaret var, at de er ret strengt spændt for økonomisk, så de giver kun gaver til familie- og vennekredsens børn (fair nok!). Men i samme sætning spørger de så, om vi ikke ville være med på delegave med deres barn, der ønsker sig et møbel til sit værelse - et møbel, der åbenbart er ret dyrt?
          Undskyld, men er det mig, der er galt afmarcheret, når jeg synes, den er helt ude i hampen? Kan man godt nedlægge veto mod voksengaver og så forvente at barnløse par giver deres afkom uden selv at få noget? Vi er sgu selv hårdt spændt for! (Vi har to førtidspensioner mod deres to lønninger!). Og havde i første omgang slet ikke tænkt gaver i retning af møbler til værelset ... mere sådan en stor bøtte slik fra Kvickly og en bamse fra Tiger! Eller et armbåndsur eller en bil fra BR. Og er der noget galt i det? Kan et barn ikke blive lige så glad for en lille gave?
          ... Kan man det? Tigge gaver til sit barn uden at give noget igen? Jeg synes det er fair nok at par med børn kun giver gaver børnene imellem og springer voksengaverne over. Men skal par uden børn så poste penge i afkommet og ikke få noget igen? Jeg ved godt, det lyder småligt og ikke særligt julehjerte-'vi-elsker-hinanden-fordi-det-er-jul'-agtigt. Men helt ærligt!!! Skal vi så også aflevere ønskeliste på vegne af vores hunde? Eller spørge om de vil splejse med os til et hundehus? Eller et kradsetræ til kattene? Og kan man virkelig forvente at folk i familie/vennekreds giver gaver af samme karat som forældrene?! Det har intet med barnet at gøre, der er den sødeste, dejligste unge - dog en, vi har temmelig begrænset kontakt til (ses måske tre-fire gange årligt). Og på en måde synes jeg også det med delegaver er forkert til et barn i den alder (tidlige skoleår) - man kan da ikke forvente én i den alder skal forstå at 'denne gave er både fra mor og far og fra HG og Line'. Er det så ikke bedre at give barnet en separat, mindre gave fra os - og så måske splejse med nogen tættere på (bedsteforældre f.eks.), hvis det endelig skal være?
          ... Og nu sidder jeg her og føler mig lousy. For jeg ved, de ville blive kede af det og skuffede, hvis de læste dette. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke holder af dem. Det er bare som om, vores idéer om takt og tone er forskellige. Ved samme lejlighed spurgte de også HG om vi var ledige på søndag? Jeg troede, de ville invitere på glögg og æbleskiver og blev sindssygt glad - det drejede sig som om hjælp til noget malerarbejde. Igen ... vores syn på, hvad der passer sig er forskellige. Det kan da godt være, de ville have haft middag og julegodter parat efter endt arbejde. Men hvorfor så ikke spørge: "Giver I en hånd? Så giver vi sgu en æbleskive!".

 Mht. gaverne - i min familie havde vi to ældre ægtepar, der plejede at sende gaver til mig og mine to brødre, da vi var børn. Det drejede sig om min mors onkel og tante - begge med nye partnere. Og deres børn var jo forlængst voksne - og havde egne børn. Men de sendte altid sådan nogle fine (og bestemt ikke altid lige billige!) gaver til os. Og siden jeg var seks kan jeg huske, jeg skrev julekort og takkede (og ikke kun fordi jeg fik at vide af mine forældre at det gør man, men fordi jeg hyggede mig med det og nød kontakten vi havde til dem). Og lavede tegninger og lagde til dem i den pakke, som mine forældre sendte. For selvfølgelig sendte mine gaver til dem til gengæld!


Måske lyder det hele meget overfladisk. Men sådan mener jeg det altså ikke ... F.eks. har jeg en veninde, som jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Vi har lært hinanden at kende via blog, netdagbøger og Facebook. Hun har den dejligste og smukkeste lille dreng på næsten halvandet år. Og selvfølgelig har jeg købt gave(r) til ham - og hans forældre. Og i det tilfælde er det ikke fordi jeg forventer at få noget igen! Mere fordi, jeg ved, at min veninde (betragter hende som mere end bare 'penneveninde') bliver oprigtigt glad og rørt. Og jeg ved, der vil dukke billeder op på Facebook med en glad lille dreng, der smiler over hele femøren. Så sent som i dag modtog jeg et julekort fra hende og blev glad, fordi hun tænkte på os og om vi fik en god jul.
          Med det andet par er det anderledes. Sidste år vidste de ikke engang, vi havde givet deres barn en gave! Det opdagede de først, da vi spurgte om det var noget barnet havde i forvejen, for vi havde fået at vide i butikken, at hvis det skulle byttes, skulle bonen med.

Gaver på vej til (penne)veninden og hendes søde familie

Måske har det bare noget at gøre med måden jeg er blevet opdraget på. Vi havde både familiemedlemmer, der havde sparsomt med penge og gav små, beskedne (nogle gange hjemmelavede) gaver. Og nogle, der gav mere eksklusive gaver. Men det var ikke det, der betød noget. Og i dag kan jeg stadig huske, hvem jeg fik hvad fra de forskellige år. Nogle af de gaver min mor fik, som jeg fandt mest interessante, var dem hun fik af sin kusine. For de var altid hjemmelavede! Et år fik hun de smukkeste engle. De var lavet af pasta og sprøjtemalet i guld og sølv - og jeg syntes, det var SÅ smukke og betagende (hvilket de også er!). Et år fik hun en duftpose af lavendler, der var flettet med lilla silkebånd. Det var altid bare spændende! 


Og nu f.eks. familien med værelsesmøblet - kunne de ikke bare have bagt en kage? (Seriøst: En af mine bedste gaver nogensinde var en chokoladekage som min veninde på tretten selv havde bagt!). Eller lavet en lille julekurv? Det fik de af os sidste år - en kurv med hjemmelavede godter; karameller, klejner, brændte mandler, som jeg havde hældt i kræmmerhuse, jeg selv havde lavet - man bager alligevel altid til jul. Og laver mange flere godter end familien kan æde. Eller evt. en lille æske chokolade og nogle mandariner. Er det ikke længere o.k.?

Nogle af årets hjemmelavede gaver - kræmmerhuse (lavede af overskudspapir og stickers) med hjemmelavede brændte mandler og hasselnødder. Og en lille pose karameller i julefarver dekoreret med overskudspynt fra sidste år.

Det der med kærlighed ...

Jeg læste et indlæg i går, der virkelig har sat nogle tanker i gang - så meget at jeg drømte om det i nat! Det har virkelig sat noget i gang indeni mig, så meget at jeg gerne vil linke til det og anbefale andre læse det. Og i dette sekund ærgrer det mig virkelig, at jeg ikke er en af de kendte og etablerede bloggere, der har været derude længe, for så ville denne anbefaling blive sendt til flere. Og dette er en blog, jeg virkelig mener er et kig værd (og ikke kun dette indlæg!). Jeg får ingen kredit for at anbefale denne blog, skal det siges. Jeg gør det, fordi jeg virkelig mener, at den er vedkommende og skiller sige positivt ud blandt så mange af de andre, der svømmer rundt derude i Cyberspace. Bloggen hedder "Poetry and aeroplanes" og skrives af 20-årige Cæcilie. Find hendes blog og indlæget  her: http://caeciliemoeller.blogspot.com/2011/08/prster-uddannes-til-ikke-at-foretage.html#comments

Jeg har aldrig været noget religiøst menneske. Jeg er døbt, jeg er konfirmeret og jeg er viet i kirken. Min dåb havde jeg ligesom ikke rigtig nogen kontrol over. Konfirmationen valgte jeg, da jeg året forinden havde gået på en kristen skole - det var ene og alene min beslutning at blive konfirmeret og havde ikke noget med gaver og fest og forældrepres at gøre. Det var lidt et tilfælde, jeg havnede dér, på en kristen skole. Jeg skulle bare VÆK fra den skole jeg gik på, og da mine forældre kendte et par, hvis børn gik på den kristne skole, blev det den. Jeg følte mig dog aldrig rigtig helt hjemme i det miljø - de andre elever var for kristne, så året efter kom jeg på en helt tredje skole. Men opholdet på den kristne skole havde dog alligevel sat nogle tanker i gang.

Jeg har altid været lidt skræmt af kristendommen ... jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men folkekirken virker koldt og væmmelig på mig af en eller anden grund. Som barn var jeg bange for børnebibelen, der stod i vores bogreol. Den havde guldbelagte sider og et slidt, blødt læderbind. Når man åbnede den, sagde siderne sådan en sær, nærmest klagende lyd, der gav mig en sær følelse i maven. Jeg har egentlig aldrig fået spurgt min mor, hvor den Bibel stammer fra ... Den er en noget ældre årgang - ikke den sædvanlige, som forældre får udleveret, når deres barn bliver døbt. Siderne lugtede sødligt, antikvarisk. Jeg har altid godt kunnet lide den lugt af gamle bøger. Men Bibelen og de fine illustrationer skræmte mig alligevel ... samtidig med, at de pirrede mig på en sær måde. Som om, at det der stod på siderne, var noget jeg allerede kendte til, noget jeg havde hørt før, engang, et sted jeg ikke kan huske ...

Mine forældre er ikke videre religiøse. Min far er vist ateist. Min mor ... som yngre ville jeg kalde hende søgende. I dag ville jeg kalde hende agnostiker. Hun er uddannet kirkesanger - men mest fordi, hun altid har været glad for at synge og fordi tro interesserede hende. Jeg har taget religion c- og b-niveau med mine forældre på VUC de sidste to år. Og elsket det! Jeg har elsket at læse og lære om de forskellige religioner og kulturer, og føler, der er så meget mere man forstår, når man forstår folks religion. Jeg tror også, det på nogle punkter har gjort mig mindre fordomsfuld. Mit feltarbejde inkluderede et interview og en analyse af en tekst fra et frafaldent medlem af Jehovas Vidner - disse blev så brugt til at indarbejde i en model af Ninian Smart og hans teori om de otte dimensioner (vil ikke gå i detaljer c",)). Selv den tro forstår jeg bedre nu - og kan tilmed erklære mig mere enig med dem end mange andre udlægninger af kristendommen.

Jeg har dog aldrig følte nogen større religiøs oplevelse ved at gå i kirke ... tværtimod. Som tidligere nævnt skræmmer kirkerummet mig af en eller anden grund. Barndommens følelse af gru sidder stadig i mig, som er jeg Line fem år ...

Samtidig har jeg har nogle meget personlige og ubehagelige oplevelser med folkekirken. Et par år før jeg lærte HG at kende, skulle en ældre veninde af mig med sin kæreste til en begravelse. Dagen efter fortalte hun mig en frygtelig historie ... Under begravelsen var en kvinde pludselig faldet ned fra kirkebænken, med hjertestop. Kvindens ældste søn var med i kirken; hans kæreste forsøgte at genoplive hende, men hun døde. "Det var så frygteligt, Line," fortalte hun. "Tænk, hun har to drenge - den ene er kun femten - et par år ældre end du ..." De følgende år tænkte jeg tit på den episode ... hvorfor ved jeg egentlig ikke. Da jeg lærte HG at kende, fortalte han mig en dag, at hans mor var død. Hun døde i kirken, da HGs farfar skulle begraves ... HG var den yngste søn!

For seks år siden skete endnu en frygtelig, en mærkelig, en væmmelig ting. Vi skulle til vores nevøs barnedåb (HGs ældste bror og dennes kones lille søn). Det var december, få dage før jul. HG og jeg skulle have hans mormor og morfar med. Vi snakkede undervejs til kirken, hyggede og grinede - snakkede jul, gaver, dagligdag ... grinede af HG, der kørte forkert (det gør han altid!). Vi kom ind i kirken, fik sat os. Da vi skal rejse os, da barnet bliver ført ind i kirken, bliver mormor siddende. Jeg tænkte, det var lidt sært. Pludselig tabte hun de briller, hun holdt i højre hånd. Sidemanden samlede dem op ... hun tabte den igen. Resten af tiden står lidt tåget ... der bliver ringet efter en ambulance. Mormor har fået en massiv hjerneblødning og ... dør. Hun dør! Hvordan kan man dø i en kirke? Sådan ... bare lige. "Jeg ved, jeg er hans livs lys," nåede hun at sige om morfar, der knugede hendes hånd, før snakken blev tåget og hun gled bort.

Så Cæciles indlæg satte mange tanker i gang - om kirken generelt ... Og pludselig kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde i kirken for halvandet år siden. HGs morfar døde ... han havde været meget syg de sidste måneder og ville gerne selv af sted, op til mormor - han var over 90, langt ældre end hende og havde altid troet, han skulle dø først. Han kom sig aldrig over hendes død ...

Da jeg ikke selv er vokset op med min morfar, og da HG og jeg har været sammen siden jeg var 16, blev hans morfar også min morfar. Jeg har meget svært ved at vise følelser offentligt ... Jeg savnede (og savner!) ham virkelig, virkelig og vidste bare, den begravelse ville blive HÅRD (især med mine tidligere oplevelser i et kirkerum). Men da HGs mor og mormor er døde og han er 'udstødt' eller persona non grata hos sin far og dennes nye kone (dog ikke noget religiøst betinget ala Jehovas Vidner!) har han ligesom kun mig og min familie (og sin bror, der dog er en del ældre - forholdet er også kompliceret af at han ser 'deres' far). Så jeg måtte med - jeg skulle med! I timerne op til var jeg syg - fysisk syg. Rystede, skulle kaste, følte, jeg havde feber - troede, det skyldtes ændringer i min medicin. Men i det sekund, præsten kom ind i kirken, mærkede jeg det mest forunderlige ... noget 'forløsende'. Jeg følte på det nærmeste morfars ånd forlade kirken, som et suk. Fik ordene i hovedet: "Pas på ham!" (var det morfars ord? Bad han mig passe på HG?).

 Derefter træder præsten op til kisten, lægger hånden på kistelåget, lukker øjnene og står længe sådan, ubevægelig. Som forsøger han at mærke morfars ånd. Derefter kigger han mod kirkeloftet, som taler han, uden ord, med Gud. Laver nogle ordløse bevægelser med munden.

Og pludselig kunne jeg græde! Jeg kunne græde, uden skam. Kunne tage afsked med morfar. Og kunne føle fred, på hans vegne. Jeg kunne græde, mens de andre sang min yndlingssalme "Dejlig er jorden". 'Slægt skal følge slægters gang ...' Det var også dér, jeg vidste, jeg ville have børn. At jeg er nødt til det! HG skal have sin egen familie. Vi skal have vores egen familie. Jeg der altid troede, jeg skulle have karriere og hverken mand eller børn kan grine nu. Så sad man her. Mere end ti år efter jeg mødte HG. Hvem havde troet, jeg skulle ændre mig sådan? Jeg føler ikke, jeg har givet afkald - mine ønsker har bare ændret sig. Jeg mødte HG og vidste i dét sekund, han så på mig, at ham ville jeg blive gift med. Da jeg blev syg, og vi ikke vidste, hvad det var (sammen neurologiske sygdom som min morfar døde af så ung?), blev vi gift. Jeg var så ung ... 21! Så havde jeg manden. Og vidste, jeg aldrig ville få jobbet. Hvem kan bruge en klumpedumpe, hvis nervetråde er som afcuttede ledninger, der stritter ud af en ulovlig stikkontakt? Én, der altid har ondt, taber ting, har svært ved at gå, skal sove mere en gennemsnittet, taler sort i perioder osv osv ... Men HG ville have mig - selvom jeg ikke ville have børn! Sjovt, når hans ønske om dem altid har været så stort. "Det ændrer sig nok," sagde han altid med et underfundigt smil, når folk spurgte ind til det. Og det gjorde det så! Nu må vi så se, om børnene rent faktisk vil have os (som i: Kan vi få børn?).

Denne oplevelse med morfar er nok det tætteste jeg kommer på en religiøs oplevelse. Det er nok det tætteste på at føle 'samhørighed' med kirken og rummet. Og oplevelsen var endog stærkere end den jeg følte, da HG og jeg blev gift (det var en anden oplevelse. Oplevelsen kom, da kirkeklokkerne begyndte at slå, forjættede 'kom, kom, kom ...' I det øjeblik blev døren til kirkerummet åbent. Orglet gik i gang og jeg kiggede på min far. Og det jeg så i hans ansigt ved jeg er nøjagtig det samme, som han så i mit. Men det var en samhørighed med min far. Med kærlighedsfølelsen. Med øjeblikket.).

 Det bekræfter mig i, at præsten - som Cæcilie er inde på - betyder meget. Præsten til vores vielse er en af de indremissionske og at blive viet af ham føltes ikke specielt, da jeg nærer nogle negative følelser til ham pga. hans holdninger (hvem kan f.eks. kalde homoseksualitet en sygdom? Hvem kan være så afstumpet? Hvem kan kalde sig 'Guds mand og menneske' og mene sig bedre end en anden mand, blot fordi han forelskede sig i en kvinde, i stedet for en mand? Kærlighed er smuk - den er smuk uanset alder, uanset køn. Alle har brug for den i deres liv!).

Right love?

Wrong love?

 Det præsten ved morfars begravelse gjorde har jeg aldrig oplevet før. Og det rørte mig meget dybt! Dét var menneskekærlighed og -forståelse på et plan, jeg aldrig har oplevet før.

Ahrmen hvad er nu lige det for noget ...?

1) Det dér med folk, der kigger i papiret, efter de har pudset næse. Det' sgu da ulækkert!! (Og hvorfor pokker gør jeg det selv?).

2) Med vejret ... har vi fået ny istid eller hvad?! Oooorker ikke endnu en vinter, hvor tøflerne skal i mikroen, hvis ikke tæerne skal knække af af frostbite.

3) Med theposer (og hvorfor skal det nu hedde 'te'?! Det ser da åndssvagt afstumpet ud!), der ALTID skal falde ned i koppen, trods den dér fiiine snor, producenten har været så smart at putte på. Tænk, hvis det samme var gældende med tamponer! ... Adr!

4) Folk, der ikke længer finder det nødvendigt at bruge 'sin' og 'sit'. Det giver da nogle uheldige misforståelser engang imellem. "Han tog sin hat og gik sin vej". Okay, godt for ham. "Han tog hans hat og gik sin vej" - hey, tyveri!!

5) Med morgenånde? Hvad skal det til for? Der er da ikke noget så ucharmerende som at ligge ansigt til ansigt med drømmefyren, hvorefter læberne blottes i et smil, og der lugter af motorvejstoilet med forstoppelse.

6) Med kvinder, der kan ejakulere. Det' naturstridigt! ... Og ulækkert. Må mændene ikke længere have noget for sig selv?

7) Med folk, der skal nedgøre realitystjerner for at føle sig mere værd selv. Så lad dem dog synge den sang i fred! - Og sluk radioen, hvis du ikke kan holde ud af høre på det!

8) Der foregår, når Tiger sælger toiletbørster udformet som en solsikke? Findes der noget mere klamt end en omgang diarré, der skal skrubbes væk, hvorefter man sætter børsten på plads - med den brugte ende opad! *Gyyys*

9) Med sparetoiletter (nu vi er ved det latrinære). Vi skal spare på vandet, I get it. Men er jeg den eneste, der ikke har tarmsystem, der egner sig til det? Man bruger jo alligevel tres skyl, før den lort er ude - og hvad er så pointen med sparesystemet i første omgang.

10) Der sker for de hjemmegjorte reklamer før lokalnyhederne. Det er sgu da pinligt! Det ligner noget, der er smækket sammen af en to niende klasses elever, der har haft projektopgave i emnet, og er kommet sent i gang. (En slem en af slagsen fra Bornholm, der florerer på FB (hvis jeg kan finde ud af at lægge den ind):)