Det der med kærlighed ...

Jeg læste et indlæg i går, der virkelig har sat nogle tanker i gang - så meget at jeg drømte om det i nat! Det har virkelig sat noget i gang indeni mig, så meget at jeg gerne vil linke til det og anbefale andre læse det. Og i dette sekund ærgrer det mig virkelig, at jeg ikke er en af de kendte og etablerede bloggere, der har været derude længe, for så ville denne anbefaling blive sendt til flere. Og dette er en blog, jeg virkelig mener er et kig værd (og ikke kun dette indlæg!). Jeg får ingen kredit for at anbefale denne blog, skal det siges. Jeg gør det, fordi jeg virkelig mener, at den er vedkommende og skiller sige positivt ud blandt så mange af de andre, der svømmer rundt derude i Cyberspace. Bloggen hedder "Poetry and aeroplanes" og skrives af 20-årige Cæcilie. Find hendes blog og indlæget  her: http://caeciliemoeller.blogspot.com/2011/08/prster-uddannes-til-ikke-at-foretage.html#comments

Jeg har aldrig været noget religiøst menneske. Jeg er døbt, jeg er konfirmeret og jeg er viet i kirken. Min dåb havde jeg ligesom ikke rigtig nogen kontrol over. Konfirmationen valgte jeg, da jeg året forinden havde gået på en kristen skole - det var ene og alene min beslutning at blive konfirmeret og havde ikke noget med gaver og fest og forældrepres at gøre. Det var lidt et tilfælde, jeg havnede dér, på en kristen skole. Jeg skulle bare VÆK fra den skole jeg gik på, og da mine forældre kendte et par, hvis børn gik på den kristne skole, blev det den. Jeg følte mig dog aldrig rigtig helt hjemme i det miljø - de andre elever var for kristne, så året efter kom jeg på en helt tredje skole. Men opholdet på den kristne skole havde dog alligevel sat nogle tanker i gang.

Jeg har altid været lidt skræmt af kristendommen ... jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men folkekirken virker koldt og væmmelig på mig af en eller anden grund. Som barn var jeg bange for børnebibelen, der stod i vores bogreol. Den havde guldbelagte sider og et slidt, blødt læderbind. Når man åbnede den, sagde siderne sådan en sær, nærmest klagende lyd, der gav mig en sær følelse i maven. Jeg har egentlig aldrig fået spurgt min mor, hvor den Bibel stammer fra ... Den er en noget ældre årgang - ikke den sædvanlige, som forældre får udleveret, når deres barn bliver døbt. Siderne lugtede sødligt, antikvarisk. Jeg har altid godt kunnet lide den lugt af gamle bøger. Men Bibelen og de fine illustrationer skræmte mig alligevel ... samtidig med, at de pirrede mig på en sær måde. Som om, at det der stod på siderne, var noget jeg allerede kendte til, noget jeg havde hørt før, engang, et sted jeg ikke kan huske ...

Mine forældre er ikke videre religiøse. Min far er vist ateist. Min mor ... som yngre ville jeg kalde hende søgende. I dag ville jeg kalde hende agnostiker. Hun er uddannet kirkesanger - men mest fordi, hun altid har været glad for at synge og fordi tro interesserede hende. Jeg har taget religion c- og b-niveau med mine forældre på VUC de sidste to år. Og elsket det! Jeg har elsket at læse og lære om de forskellige religioner og kulturer, og føler, der er så meget mere man forstår, når man forstår folks religion. Jeg tror også, det på nogle punkter har gjort mig mindre fordomsfuld. Mit feltarbejde inkluderede et interview og en analyse af en tekst fra et frafaldent medlem af Jehovas Vidner - disse blev så brugt til at indarbejde i en model af Ninian Smart og hans teori om de otte dimensioner (vil ikke gå i detaljer c",)). Selv den tro forstår jeg bedre nu - og kan tilmed erklære mig mere enig med dem end mange andre udlægninger af kristendommen.

Jeg har dog aldrig følte nogen større religiøs oplevelse ved at gå i kirke ... tværtimod. Som tidligere nævnt skræmmer kirkerummet mig af en eller anden grund. Barndommens følelse af gru sidder stadig i mig, som er jeg Line fem år ...

Samtidig har jeg har nogle meget personlige og ubehagelige oplevelser med folkekirken. Et par år før jeg lærte HG at kende, skulle en ældre veninde af mig med sin kæreste til en begravelse. Dagen efter fortalte hun mig en frygtelig historie ... Under begravelsen var en kvinde pludselig faldet ned fra kirkebænken, med hjertestop. Kvindens ældste søn var med i kirken; hans kæreste forsøgte at genoplive hende, men hun døde. "Det var så frygteligt, Line," fortalte hun. "Tænk, hun har to drenge - den ene er kun femten - et par år ældre end du ..." De følgende år tænkte jeg tit på den episode ... hvorfor ved jeg egentlig ikke. Da jeg lærte HG at kende, fortalte han mig en dag, at hans mor var død. Hun døde i kirken, da HGs farfar skulle begraves ... HG var den yngste søn!

For seks år siden skete endnu en frygtelig, en mærkelig, en væmmelig ting. Vi skulle til vores nevøs barnedåb (HGs ældste bror og dennes kones lille søn). Det var december, få dage før jul. HG og jeg skulle have hans mormor og morfar med. Vi snakkede undervejs til kirken, hyggede og grinede - snakkede jul, gaver, dagligdag ... grinede af HG, der kørte forkert (det gør han altid!). Vi kom ind i kirken, fik sat os. Da vi skal rejse os, da barnet bliver ført ind i kirken, bliver mormor siddende. Jeg tænkte, det var lidt sært. Pludselig tabte hun de briller, hun holdt i højre hånd. Sidemanden samlede dem op ... hun tabte den igen. Resten af tiden står lidt tåget ... der bliver ringet efter en ambulance. Mormor har fået en massiv hjerneblødning og ... dør. Hun dør! Hvordan kan man dø i en kirke? Sådan ... bare lige. "Jeg ved, jeg er hans livs lys," nåede hun at sige om morfar, der knugede hendes hånd, før snakken blev tåget og hun gled bort.

Så Cæciles indlæg satte mange tanker i gang - om kirken generelt ... Og pludselig kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde i kirken for halvandet år siden. HGs morfar døde ... han havde været meget syg de sidste måneder og ville gerne selv af sted, op til mormor - han var over 90, langt ældre end hende og havde altid troet, han skulle dø først. Han kom sig aldrig over hendes død ...

Da jeg ikke selv er vokset op med min morfar, og da HG og jeg har været sammen siden jeg var 16, blev hans morfar også min morfar. Jeg har meget svært ved at vise følelser offentligt ... Jeg savnede (og savner!) ham virkelig, virkelig og vidste bare, den begravelse ville blive HÅRD (især med mine tidligere oplevelser i et kirkerum). Men da HGs mor og mormor er døde og han er 'udstødt' eller persona non grata hos sin far og dennes nye kone (dog ikke noget religiøst betinget ala Jehovas Vidner!) har han ligesom kun mig og min familie (og sin bror, der dog er en del ældre - forholdet er også kompliceret af at han ser 'deres' far). Så jeg måtte med - jeg skulle med! I timerne op til var jeg syg - fysisk syg. Rystede, skulle kaste, følte, jeg havde feber - troede, det skyldtes ændringer i min medicin. Men i det sekund, præsten kom ind i kirken, mærkede jeg det mest forunderlige ... noget 'forløsende'. Jeg følte på det nærmeste morfars ånd forlade kirken, som et suk. Fik ordene i hovedet: "Pas på ham!" (var det morfars ord? Bad han mig passe på HG?).

 Derefter træder præsten op til kisten, lægger hånden på kistelåget, lukker øjnene og står længe sådan, ubevægelig. Som forsøger han at mærke morfars ånd. Derefter kigger han mod kirkeloftet, som taler han, uden ord, med Gud. Laver nogle ordløse bevægelser med munden.

Og pludselig kunne jeg græde! Jeg kunne græde, uden skam. Kunne tage afsked med morfar. Og kunne føle fred, på hans vegne. Jeg kunne græde, mens de andre sang min yndlingssalme "Dejlig er jorden". 'Slægt skal følge slægters gang ...' Det var også dér, jeg vidste, jeg ville have børn. At jeg er nødt til det! HG skal have sin egen familie. Vi skal have vores egen familie. Jeg der altid troede, jeg skulle have karriere og hverken mand eller børn kan grine nu. Så sad man her. Mere end ti år efter jeg mødte HG. Hvem havde troet, jeg skulle ændre mig sådan? Jeg føler ikke, jeg har givet afkald - mine ønsker har bare ændret sig. Jeg mødte HG og vidste i dét sekund, han så på mig, at ham ville jeg blive gift med. Da jeg blev syg, og vi ikke vidste, hvad det var (sammen neurologiske sygdom som min morfar døde af så ung?), blev vi gift. Jeg var så ung ... 21! Så havde jeg manden. Og vidste, jeg aldrig ville få jobbet. Hvem kan bruge en klumpedumpe, hvis nervetråde er som afcuttede ledninger, der stritter ud af en ulovlig stikkontakt? Én, der altid har ondt, taber ting, har svært ved at gå, skal sove mere en gennemsnittet, taler sort i perioder osv osv ... Men HG ville have mig - selvom jeg ikke ville have børn! Sjovt, når hans ønske om dem altid har været så stort. "Det ændrer sig nok," sagde han altid med et underfundigt smil, når folk spurgte ind til det. Og det gjorde det så! Nu må vi så se, om børnene rent faktisk vil have os (som i: Kan vi få børn?).

Denne oplevelse med morfar er nok det tætteste jeg kommer på en religiøs oplevelse. Det er nok det tætteste på at føle 'samhørighed' med kirken og rummet. Og oplevelsen var endog stærkere end den jeg følte, da HG og jeg blev gift (det var en anden oplevelse. Oplevelsen kom, da kirkeklokkerne begyndte at slå, forjættede 'kom, kom, kom ...' I det øjeblik blev døren til kirkerummet åbent. Orglet gik i gang og jeg kiggede på min far. Og det jeg så i hans ansigt ved jeg er nøjagtig det samme, som han så i mit. Men det var en samhørighed med min far. Med kærlighedsfølelsen. Med øjeblikket.).

 Det bekræfter mig i, at præsten - som Cæcilie er inde på - betyder meget. Præsten til vores vielse er en af de indremissionske og at blive viet af ham føltes ikke specielt, da jeg nærer nogle negative følelser til ham pga. hans holdninger (hvem kan f.eks. kalde homoseksualitet en sygdom? Hvem kan være så afstumpet? Hvem kan kalde sig 'Guds mand og menneske' og mene sig bedre end en anden mand, blot fordi han forelskede sig i en kvinde, i stedet for en mand? Kærlighed er smuk - den er smuk uanset alder, uanset køn. Alle har brug for den i deres liv!).

Right love?

Wrong love?

 Det præsten ved morfars begravelse gjorde har jeg aldrig oplevet før. Og det rørte mig meget dybt! Dét var menneskekærlighed og -forståelse på et plan, jeg aldrig har oplevet før.