lørdag den 6. august 2011

Spilleklub og særheder

Hmmm, det faldt ikke just heldigt ud med billedindlæget - mellemrummenes varierende afstand ligner noget på en 80-årig kvinde, der aldrig har været til tandlæge. Irriterer mit øje og perfektionistiske sind ... men har selvfølgelig heller ingen læsere endnu, der kan brokke sig over det. Der er meget at lære, når man kommer fra en blog, hvor man ikke kan uploade billeder og intet bestemmer selv - ikke engang, hvor mange indlæg man må skrive pr. dag! Er overhovedet ikke tilfreds med udseendet herinde indtil videre, men det må vente, til der bliver mere tid til at pusle med det.

I morgen går turen til mine forældre og spilleklub. Vi er bare mine forældre, mormor, HG og jeg. Har spillet siden jeg var barn. Mine forældre spillede, mens mine brødre og jeg var helt små. Jeg var vist ni, da jeg fik lov at være med. Jeg ved ikke engang med sikkerhed, hvad spillet hedder. Enten 'Misigen' eller 'Michigan' (der er noget med en 'kat' (kortbunke) man kan købe, så 'mis-igen' ville på en måde være logisk ... men hvorfor så '-igen' parten?). Har heller aldrig hørt om andre, der kender til det. Det stammer helt tilbage fra min oldemors tid og er så lært videre ned til os. Jeg kan huske helt tilbage fra toårsalderen (jeg ved godt de kloge siger, man kun kan huske fra tre-årsalderen, men det ændrer altså ikke fakta i min situation. Jeg kan huske tilbage fra jeg var et halvt!), lyden af min mormor, olde og forældre, der spillede. Nogle gange også sammen med min onkel. Jeg lå og lyttede og længtes. Glædede mig til, jeg ville blive stort nok til at kunne lære spillet og være med. Sidde ved bordet med stearinlysene og få kirsebærvin og syltetøjsmadder. Det var tit, når vi var i Skallerup klit i efterårsferien, de sad og spillede. Jeg elskede lyden af vinden, der tog i sivene, raslen fra de gamle mønter og min olde der skreg: "HA - klør es! Den kan I andre godt se i vejviseren efter!"



Det var min mor og mormor, der startede klubben som sådan. Ellers spillede vi kun i ferier. Vi spiller med penge - gamle fem- to- og enøre. I starten fik hver spiller en krone. Når så spillet var omme, talte vi sammen, hvem der havde flest penge og dermed vundet. Hver gang fik hver mand en ny krone. Nu beholder vi pengene. Vi har spillet ca. seks år på den måde. Hvis man taber hele kronen, skal man 'købe' en ny for fem ('rigtige') kroner. Hver søndag kommer alle spillere fem (igen 'rigtige') kroner i fælleskassen. Når vi så har sparet nok op, tager vi ud at spiser, ind og ser revy eller et teaterstykke eller lign. Sidst var vi til en lokal revy, hvor der blev serveret middag. De har kørt revyen gennem mere en tyve år - næsten tredive! Min mor var med de første ca. ti, som en af hovedrollerne. Vi kom hertil fra København, og når vi nu pludselig boede i en lille flække, hvor alle kendte alle og vi ingen kendte, var det en god måde at lære folk at kende på. Især fordi min far havde fået en stilling (grunden til flytningen), der gjorde ham meget 'synlig' og 'kendt' i gadebilledet.


Sidste år, i november, flyttede HG og jeg fra byen ... mærkeligt, når jeg nu havde boet der alle de år - siden jeg var seks! Vi bor dog kun ca. 10-15 km derfra. Og nu 'rigtig' ude på  landet. For første gange, siden HG og jeg fandt sammen, i noget vi selv ejer. Jeg flyttede ret tidligt hjemmefra. Som 16-årig. HG havde ikke noget sted at bo. Mine forældre lod ham flytte ind hos os. Men med to mindre søskende, en stabel af husdyr og stresset hverdag kunne det hurtigt føles 'klemt'. Så vi har boet til leje mange tilfældige steder. Er glad for endelig at kunne gøre, hvad jeg vil. Have alle de husdyr jeg vil. Selv bestemme, om jeg gider klippe hækken, og hvad farve stakittet skal være. Kunne male væggene stribede eller tapetsere med sindssyge mønstre. Er der noget jeg hader, er det hvide vægge, persienner, frimærkehaver, HTH-køkkener og regler! Nu kan jeg have mine dyr - tre katte, to hunde. Ville gerne have flere, men HG stritter imod (her skal selvfølgelig også gerne blive plads til et par unger ... altså menneskeunger). Har siden jeg var barn slæbt alle slags kravl med hjem, der trængte til kærlighed og omsorg. Elsker også smukke dyr. Ville sååå gerne have en Ragdoll eller Hellig Birma - i samme farver som 'Jinxy' fra "Meet the parents". Stammer helt tilbage fra min barndomskærlighed til "Mis med de blå øjne". Fra første møde advarede min mor HG om min tendens til at samle 'skravl' op. Vi havde da også kun kendt hinanden i nogle måneder, da jeg fandt en killing, som jeg ville slæbe med mig hjem, men min mor nægtede at lade mig få (hun havde lige året forinden ladet mig slæbe 'Guf' med hjem, som kom til at koste hende 5000,- i dyrlægeregning, før han blev erklæret uden for livsfare). Jeg kan stadig hulke over den killing, når jeg tænker på ham ...



Det var så lidt mere om, hvem jeg er. Hvis folk skal beskrive mig er 'dyregal' vist ofte det første, der falder dem ind. Af samme årsag er jeg dog ikke så god til at afrette dem. Jeg har SÅ svært ved at skælde vores Cavalier ud, når hun f.eks. har hugget fra bordet. Så ruller hun om på ryggen og kigger på mig med sine kæmpe bug-eyes og jeg ser hvalpefabrikken for mig, hvor hun kommer fra. Tænker på, hun har været ved at dø fra mig. Og krammer hende ind til mig, som kunne hun glide ud af denne verden hvert sekund, mens HG ruller øjne og skælder mig ud i stedet for hunden.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...