Kært barn har mange navne ... (crazy house!)

Warning: Dette indlæg er et laaangt indlæg om dyr - nogle gider ikke de dér dyreindlæg, så dette er et indlæg, de bør springe over!

Okay, nu er jeg flere gange blevet mødt af spørgsmål mht. vores dyr (også via mail og Facebook). Og spørgsmålet er som oftest: "Hvem er det nu lige der er hvem?" eller "Hvad race er de?". Og jeg kan godt forstå, at folk er forvirrede. For HG og jeg har den dååårlige vane (faktisk en familiesvaghed sådan rent generelt - adopteret af HG, da han kom ind i familien (nærmest et must for at blive medlem! c",)). Så nu har jeg lavet en 'blå bog' over dyrene. Spørgsmål om vores dyr er lige så farlige, som når man stiller spørgsmål til en mor om hendes børn, så dette bliver en meget lang smøre!

Måske jeg burde begynde med begyndelsen (that can't be good! ;p). Min fars familie kan aldrig kalde folk ved deres navne - alle hedder noget andet end hvad de er døbt. F.eks. havde jeg heller ingen farmor og farfar, men 'Meen og Mommen'. Udover Meen brugte min farfar også navnet 'Muni' (udtalt 'Munni') som kunstnernavn (nyt indlæg om det en anden god gang).

Da min mor kom ind i familien, blev den slags bandlyst - for det var da noget værre pjat! Ikke desto mindre fik hun - omend utilsigtet - selv startet min fars nye kælenavn, da hun i en fødselsdagssang til ham - på melodien "Molak molak mak mak mak" - (hvad hedder den i virkeligheden? Kan kun finde den under dette navn på Google!) lavede et omkvæd med teksten "Farlak farlak, tak tak tak". Jeg var kun en stor baby dengang, men 'Farlak' hang ved og hjemme hos os, var 'Far' aldrig 'Far', men 'Farlak'. Senere udviklede talemåden sig og i dag er han (både på skrift og i tale) 'Fålock'. Min mor blev kaldt 'Mossboss' (guess who's wearing the pants! c",)), men er i dag bare: 'Mossie'. Min mormor er 'Momo' eller 'Mossiemomo'. Så ja, med tiden røg selv min mor ind i denne vane, og ingen hjemme hos os er nogensinde blevet kaldt ved deres rigtige navn. Forvirrende bliver det dog først, når hver person har en milliard kælenavne, som bruges i flæng, alt efter humør.

Vanen er dog blevet værre med tiden. Så HG og jeg udviklede spøgen endnu videre. F.eks. har dyrene herhjemme ikke bare hvert sit navn, men også hver sin stemme, temasang og lyd (confused much?). Faktisk er jeg ret sikker på, at blev vores familie undersøgt af en psykiater, ville alle blive indlagt - og aldrig slippe ud igen. Det startede med, at min yngste bror som barn havde en dille med at optage sange og spiltemaer på sin diktafon. Når vi så gik tur med hunden(e) spillede han dem. En dag spillede han en særlig sang og følgende skete:
Mossie: "Se, Puls går fuldstændig i takt til musikken!"
Alle griner og på den lange tur spilles sangen igen og igen, og hunden synes mere og mere at elske sin rolle og opmærksomheden og svinger halen og hofterne i takt og kommer med små nydelsessuk og glædesspring.
Lillebror: "Hvilken sang ville passe til Hobitten?"
Mor: "Haha - det må være temaet fra 'Fredagsbio'! Hendes krop og hoved går ligesom modsatte vej - prøv at se! 'Dut dut duuut dududut duuut'" *Latter*

En del år senere (da lillebror er halvvoksen) får HG og jeg så hund. En dag HG og min mor lufter hund, siger min mor (nærmest hviskende, som må hunden ikke høre det):
"Er Phoeba ikke ved at blive lidt ... småfed?"
HG (med tegneseriestemme, foregivende at være hunden): "Det' hørte jeg godt!"

Og sådan startede vanen med stemmerne. Og tilfældigvis er jeg netop kendt for det med stemmer. Jeg kan (sagt beskedent *host*) lave alle stemmer man kunne ønske sig. Især et hit under leg, da jeg var barn. Så hver gang et dyr kom ind i flokken, fik de hver sin stemme (siiiick!). Så i løbet af dagen, går HG og jeg nogle gange og snakker for dyrene (okay, når jeg ser dette her på skrift, går det virkelig op for mig, hvor weird det er!!). Phoeba er dog den udtalte yndlings. Især fordi hun har et meget aparte temperament. Hun er den store matriark og den, der bestemmer ALT. Samtidig elsker hun numser! At vaske dem, snuse til dem - og voldtage dem! (Så her i huset skal man ikke sove bundløs! c",)).

Det med lydene kræver også en forklaring. Da vi fik Zappen, var hun verdens mindste prut, der var bange for ALT! Samtidig var hun dog nysgerrig, så jeg plejede at gå rundt med hende på armen og introducere hende for verden. Når noget var særlig interessant, strakte hun hals og lavede gigantøjne, og jeg sagde til hende (med Sipzap-stemmen): "Nøøøøj, hvor spændende!" På den måde blevet Sipzappens lyd altså 'Nøøøøj'.

Godt, så kom vi så langt - er I stadig med?

Så her vil følge en introduktion af hvert dyr. Vi lægger ud med denne flotte herre:

Shiloh

Historie: D. 25. december 1999 (året med orkanen, hvis nogle er lige så gamle som moi *host* at de husker den) holdt mine forældre julefrokost. Min ældste bror gik i garagen for at hente sodavand og kom skrigende tilbage i stuen og flaskede med armene som en flyvsk fugl, mens han skreg: "En rotte! En rotte i garagen!" 'Rotten' viste sig at være en killing på ca. tre måneder, der var meget forkommen. HG og jeg var lige flyttet i en lille lejet hytte, og jeg jublede ved tanken om at få vores egen kat (havde måttet forlade en milliard husdyr hos mine forældre da vi flyttede første gang året forinden). Shiloh var dog meget, meget, meget syg! Dyrlægerne var SÅ søde. De gjorde alt, hvad de kunne, kom med gode råd og slog af på regningen, fordi vi var to unge mennesker, der ivrigt hjalp en forkommen killing (siden har vi altid følt, vi havde VIP-status hos dyrlægen, og vi bliver altid så godt behandlet!). Efter nogle måneder fik vi dog at vide, at nu var det slut - det var ikke længere humant. Hjalp den sidste penicillinkur ikke, måtte vi aflive ham. Og den hjalp sgu! Vi fik så at vide, han altid ville have svage lunge. Men det stædige dyr har sgu næsten ikke fejlet noget siden!
Kendetegn: Semi-langpelset. Mangler den ene hjørnetand (knækkede, da han som killing fik en godbid fra Whiskas - hmf!). Har under udheld skadet det ene bagben, der nu vender halvfems grader ud fra kroppen.
Navnet: Opkaldt efter herren i denne film: http://www.imdb.com/title/tt0120118/ som vi lige havde set med min yngste bror.
Bedrifter: Kommer altid ud for ulykker: Er faldet ud af vindue fra anden sal uden at komme til skade - men landede i en hundelort! Har leget med en (tom) vasketøjskurv og formået at vælte den ned over sig selv, så vi kom hjem til en løbsk kurv, der rendte i cirkler i stuen. Har 'skateboardet' ned af en trappe på et stykke pap. Har hoppet ned fra en træbjælke på en stol for at drille Vips, der lå og sov - med det resultat, at han 'katapultiserede' hende ud af stolen og tre meter hen ad gulvet. Har væltet en hel polyfillapulverpakning ned over sig selv (*Brag* Line: "Hvad var det?!" To sekunder efter kigger pulveriseret kattehoved ind i stuen og sneg sig igennem den, som tænkte han: 'Det opdagede de vist ikke!'). Har været med på længere rejse og på den måde både fløjet og kørt over længere afstande (har set størstedelen af Sjælland, Bornholm og Jylland!). Har formået at blive syg om bord på fly, skide bændelorm og brække spolorm (havde ellers fået adskillige ormekure!). Måtte rengøres i jacuzzi på hotel. Har (som billedet bekræfter) siddet fast i hule på kradsepalads.
Kælenavne: Egernefar (fed hale), goglefar (?), oldefar (gammel!), sneglefar (loooong story), alt med -far endelser, gogliose (?), Dullemis (?).

Næste skud på stammen er denne dame:

Mis(s) Vips

Historie: I august/september 2001 var HG og jeg til indflytterfest i studenterlejlighed hos en fælles veninde. Pludselig farer denne dame ind ad terrassedøren og direkte op i skålen med taffelchips og æder løs. Veninde skærer lidt kalkun ud til hende og fortæller, at katten er begyndt at være jævnlig gæst. Hvis ikke hun snart ser kat med halsbånd, vil hun selv tage dyret til sig. Jeg er dog ikke tvivl om, at lille mis ikke er rask og kan ikke se på, at hun sidder dér og har brug for hjælp. Hun er ekstremt kælen og lander hurtigt på mit skød. HG og jeg er et halvt år forinden flyttet i lejlighed, hvor man ikke må have dyr. Vi har dog allernådigst fået lov at beholde kat og kanin, som vi havde ved indflytningen. HG vil lade kat være. Jeg vil dog ikke lade lille mis færdes i studenterkvarter med glasskår på fællesplænen, og tænker på, hvad visse typer kunne finde på at gøre ved hende i brandert. Siger til HG, jeg tager hende med hjem, hvilket han ikke vil lade mig at gøre. Efterfølgende finder følgende samtale sted mellem os:
Mig: "*HGs* navn, vil du være sammen med mig?"
HG: "Ja, selvfølgelig - ellers var jeg da ikke flyttet sammen med dig og havde købt fælles møbler!"
Mig: "Fint! Du ved, hvordan jeg er. Og nu, da jeg er flyttet hjemmefra, skal ingen - nogensinde! - igen få mig til at forlade et dyr i nød. Du kan gøre, hvad du vil! Jeg tager hende med, og vil du ikke finde dig i det, skal vi to bare ikke være sammen - for detteher kan snildt komme til at ske en anden gang!"
HG: "Hvad med *udlejers navn* ... og Shiloh?"
Mig: "Jeg vil skide på *udlejers navn*! Og jeg har ikke sagt, katten skal bo hos OS, hun skal bare ikke være her! Hvis Shiloh og hende ikke kan sammen, afleverer vi hende på dyreinternatet på mandag. Men kan de sammen, beholder jeg hende!!"
Efterfølgende flyttede Vips ind og det var hurtigt kærlighed mellem hende og Shiloh. Dyrlægen mente dog ikke, Vips var særlig syg - jeg var ikke sikker! Hurtigt begyndte noget dog også at være galt. Hun ville ikke tisse i bakken - virkede bange for den - og SKREG(!), når hun skulle tisse. Jeg købte et uringlas på apoteket, fulgte efter hende en hel dag, til hun skulle tisse, fyldte glasset og tog med hende til dyrlæge. Viste sig, hun havde krystaller i urinen. Har siden haft det en milliard gange! Nu får hun specialfoder. Modsat Shiloh, har hendes helbred dog aldrig været godt. Hun bliver hurtigt syg (dårlige lunger) og vi har flere gange måtte akut til dyrlægen med hende - også om natten. Hendes liv har flere gange hængt i tynd tråd. I dag er hun en ældre, skrøbelig dame med diabetes.
Kendetegn: Rimelig almindelig huskat i farver og med sorte striber. Er dog meget fin i farverne, som har en kunstner farvelagt hende. Poterne er ensartede og helt sorte underneden, ud til kanten. Har en lille hvid 'stjerne' på halsen lige under halsbåndet. Har store runde øjne. Lige fra starten har jeg været fascineret af, hvor smuk hun er! (Elsker smukke ting/mennesker/dyr!).
Navnet: Mange tror, hun hedder Vips, fordi hun 'vips' løb ind ad en terrassedør og direkte ind i mit hjerte - og det er da også meget sødt. Men hun er nu opkaldt efter min yndlingsfraggle fra 'Fraggle Rock'.
Bedrifter: Vips er en rolig pige. Hun er meget, meget, MEGET glad for mig! Hvor jeg er - er Vips. Hun er en rigtig kælepot, der nogle gange bider, hvis man ikke kæler hurtigt nok. Er meget madfikseret. Efter vi fik hende, har hun ikke kunnet tåle synet af en tom madskål. Som følge blev hun hurtigt en meget stor dame. Hun bryder sig ikke rigtig om at forlade huset, da folk gerne griner og peger, fordi hun er stor - og hun forstår altså godt, det er hende, de griner ad! I dag, hvor vi bor rimelig afsides og omgivet af træer, er hun dog mere ude - og elsker vores terrasse! Er som Shiloh lettere sky, da hun oplevede det indbrud vi havde, hvor døren blev sparket ind. Hun vækker os tit om natten, hvis mad- eller vandskål er tom (Vipsealarm!). Moars pige. Min store frygt er altid den dag hun er væk - hun er noget helt specielt!
Kælenavne: Vipper, striptykoptise (pga. striberne), Tise/Tisse (forkortelse af førnævnte), Ippi, Honning (honningfarvet mave).
Lyde: "Det' en lyd!" (bliver meget forundret over lyde, der kan komme ud af en computer fra spil eller lign.), "Det' uforskammet!" - udtales 'U...forskammet!' (startede, da HG en dag havde været til dyrlægetjek med hende og skulle fortælle, hvordan hun fik taget røv-temperatur. Mig: "HVAD sagde hun til det?".HG: "Hun syntes, det var uforskammet!".

Næste skud på stammen:

Phoeba

Historie: I 2003 flyttede HG og jeg i et lille, lejet hus med tilhørende have. Jeg var rimelig nydiagnosticeret, var ikke medicineret og i det hele taget rundt på gulvet. Forsøgte at arbejde mig ud af depression og voldsomme angstanfald. HG sagde, at nu kunne vi endelig få den hund, jeg altid havde drømt om. Jeg kunne dog ikke rumme det. HG var meget væk pga. sin uddannelse og jeg følte mig alene og bange hele tiden. I sommeren og 2004 var jeg i bedring, men stadig meget hæmmet og angst og depression og eksperimentering med medicin. Jeg følte mig dog klar til at få hund, og mente, det kunne være godt for mig. Jeg havde dog ikke regnet med at få hyperaktiv hvalp!
          Nu er det ikke for at nedgøre jobbet som mor, men seriously: Jeg frygter ikke at få børn efter at have haft en hvalp som Phoeba! Hun var SÅ krævende. Hver gang jeg vendte ryggen til, var hun i en eller anden sindssyg situation. Første dag kravlede hun om bag vores sofa - og sad fast. Med hovedet. Under radiatoren! Og dér sad jeg. I kørestol. Lavede panikopkald til mine forældre og fik mast mig ned på gulvet og fik med en krykke lirket hende fri. De følgende tre måneder gik sådan, at HG hver morgen kørte mig og Phoeba hjem til mine forældre (min mor gik sygemeldt efter en operation) og tog derefter selv på arbejde. Efter endt dag hentede han os igen - på dette tidspunkt var mine forældre klar til at smide mig og hund i favnen på ham - for som oftest var dagen gået med ture til dyrlægen eller udredning af paniske situationer. Hjemme måtte vi lave en 'kravlegård', hvor hun kunne opbevares, når vi skulle lave mad/ i bad eller andet, der gjorde at man ikke kunne være 100 % opmærksom.
Kendetegn: Phoeba er en cairn terrier. Vi købte hende gennem Carina Jakobsen (der også har denne side: http://www.alttilhundogkat.dk/) og skal man have hund, kan jeg kun anbefale hende! Under hele processen var hun fantastisk! Hun sendte billeder, vi ringede med hende m.v. Selv i dag (syv år efter!!!) kan vi altid ringe, hvis der er noget. Det er også hende, der 'plukker' Phoeba (cairn terrier skal ikke klippes, men have fjernet det yderst lag pels med mellemrum - deres yderpels er strid og vandskyende). Carina har mange hunde (i Phoebas kuld var TI hvalpe!), men hun har styr på hver og en. De kommer med hende på job, på rejser - overalt. De er altid fine, rene og raske. Og når vi bestiller ting gennem hendes hjemmeside, lægger hun altid lidt ekstra (gratis!) ved. Engang ved en stor ordre fik vi to gratis kattehalsbånd og fem pakker godbidder!
          Phoeba skulle oprindeligt have været brugt som avlshund. Carina ville have selv have beholdt hende, men Phoeba har et (gigantisk!) underbid. Faktisk var Carinas humoristiske ord, da vi hentede hvalpen: "Husk ikke at lade hende kigge op i regnvejr - hun drukner bare!" c",) Vi fik derfor også et pænt afslag i prisen. Derudover har Phoeba knækører. De kunne være tapet op, så de blev 'rigtige', men vi synes det er så søøøødt og hvalpet! Hos cairn terrierne findes forskellige farvevarianter. Phoeba var hvedefarvet i starten, men er i dag rød med sort maske. Desuden mangler hun en fortand (det ser ret latterligt ud!). Hun har siden hun var hvalp grædt meget - ikke kun når hun er ked af det, men også af kedsomhed, mangel på opmærksomhed m.v.
Navnet: Under min depression så jeg hele "Friends"-serien om og om (og om!) igen. HG syntes dog ikke at, 'Phoebe' lå så godt i munden, så i stedet blev det 'PhoebA' (udtalt: Fiba).
Bedrifter: Nok til, at dette indslag kunne blive en roman (som om det ikke er det allerede!). Phoeba er meget ... selvglad. Det er tydeligt, at hun er tilfreds med sig selv. Hun elsker mad og legetøj. Frik får faktisk ikke en pote til jorden! Hun er meget interesseret i andre dyrs numser og voldtager dem lystigt (dominans!). Hun kan godt virke aggressiv, fordi hun er meget territorial, men hun har aldrig bidt nogen (ud over nogle hunde, hun kom i slåskamp med, fordi begge parter ville dominere). Hun skal så at sige 'holdes i kort snor'. Kunne hun komme til det, ville hun bestemme. Hun er ikke 'farlig' og overfalder ikke hunde på må og få. Men kommer de ind i hendes hjem og vil bestemme, kan de godt få et nap, så vi skal altid være på. Har dog aldrig bidt Frik eller kattene. Har stærk seksualdrift og flere gange forsøgt at stikke af og lade sig bestige af hanhunde under løbetid. Får mælk i perioder og tror, hun har hvalpe. Elsker at vaske (de mindre begejstrede) katte og Frik (får af og til en Frik med 'koslik' i hænderne, når hun stikker af fra 'Tungen'!). Laver et hylemorsomt 'underbidsfjæs', når hun bliver flov. Ville sælge sin sjæl for en godbid og er som følge deraf meget lærenem. På komandoen "Hænderne op, makker!" (fra Toy Story), sætter hund sig på røven og stikker lapperne i vejret (hvis man altså har en godbid!). Er sikker på, hun er verdens centrum og vi laver grin med, at hun opfatter resten af verden som alle sine 'fans'. Har klaustrofobi og bliver panisk, hvis der ikke er luft omkring hende, eller hun bliver trængt op i en krog.
Kælenavne: Lille ræv (farven!) ... faktisk alt med 'ræv', smukke dukke, Vidunderbiddet, Stilken (havde som hvalp en sær, sort 'stilk' for enden af halen), Phoebresten, Numsen.
Lyde: Okay ... det her er lidt ... pinligt. Men faktisk, starter en telefonsamtale mellem mig og min mor altid med at jeg skal sige: "Yeah, det er ræven!" og derefter give et par stikord af, hvordan hendes dag har været. 'Yeah' er den ultimative Phoeba-lyd. Phoeba-stemmen er den mest yndede og populære, og jeg kan blive bedt om at lave Phoebastemme til jeg er helt hæs. "Det var ik' mig" er også et kendt stikord, da Phoeba altid stikker af fra en ulykke, fordi hun i hvert fald ikke vil have skylden! "Jeg har STORE smerteeeeer" *sagt lidende* er også en yndlings. Ikke fordi hun nogensinde har det, men hun står af og til og kigger lidende på godbidderne, som er hun smertepatient, der ikke kan nå sine piller.

Næste skud på den skæve stamme:

Mis(s) Is Sippi

Historie: Lige så længe jeg har kunnet huske, har jeg været fascineret af langhårskatte - især Maine Coonen. I sommeren 2006 fandt jeg denne smukke dame på nettet. Jeg anede ikke, at der lå en avler så tæt på, hvor vi boede, og jeg var helt oppe at køre ... Især da jeg fandt ud af, at damen her (født i marts) ikke var afsat. Sippi skulle have været til Sverige som avlskat, men da processen blev for kompliceret, stod køber af - og sælger med et problem. Så vi drog ud for at se vidunderet og samme dag kom hun med hjem. Det var totalt impulsivt og medførte også en del problemer! Mine forældre (læs: Mossie!) var chokeret - syntes, jeg var sindssyg og snakkede ikke til mig nogle dage. Da vi kom hjem overfaldt Phoeba den lille killing for at voldtage og jeg har verdens største ar nedover lår og knæ efter kampen, hvor jeg måtte lægge mig imellem (har faktisk oplevet nogle stykker, der troede, jeg havde fået kunstigt knæ pga. arret!). Vips hadede Sippi og spruttede som en rundsav bare hun så på hende. Den eneste, der elskede hende var Shiloh (en ny kvinde i haremmet!). I flere nætter måtte dyr holdes adskilt, og jeg måtte sove på sofaen med Sipzap. Vi prøvede at få sælger til at tage hende tilbage, men så skulle Zappen først i karantæne og fanden og hans pumpestok (gudskelov - ville ikke have undværet hende i dag!). Til sidst blev der en uudtalt fredspagt mellem parterne. Phoeba fik voldtaget den stakkels Zap, hvorefter hun kunne accepteres. Vips var dog stadig pissesur - især når jeg nærmede mig Sipzap. Først efter et år(!) kunne Den Store Matriark acceptere hende og i dag er de joined by the hip. De holder om hinanden, vasker hinanden, går på ture sammen, sover ved siden af hinanden m.v.
Kendetegn: Sipzap har de sædvanlige Maine Coon-kendetegn (er meget stor!). Hendes farver er en blanding af rød og grå - den ene pote er tortie (sådan lidt 'spættet'). HG har lært hende en 'dans' hvor hun laver en række hop for at få kæl på ryggen - vi kalder den 'pruttedansen'. Hun er meget ranglet og knoglet, men kan bare ikke tage på. Dyrlægen siger dog, hun ikke er undervægtig, men det bare er hendes kropstype. Hun savler, når man kæler hende og siger 'Ya!' lyde, når hun vil fortælle noget eller gøre opmærksom på sig selv.
Navnet: Opdrætteren (i dag er 'katteriet' lukket, da ejeren desværre døde af kræft, kort tid efter vi købte Zap) opkaldte alle sine katte efter amerikanske stater. Sipzap hed vist South Virginia eller lignende. Jeg syntes dog, at en kat i så tilfælde måtte hedde 'MISsisippi'. Så navnet blev ændret til Miss Is Sippi - eller bare Sippi. I dag hedder hun som regel kun 'Sippi', hvis hun er uartig og skal irrettesættes (altså sjældent! c",)). Ellers er hun Sipzap, Zappie, Zappen eller lign.
Bedrifter: Sipzap er den letteste kat, jeg nogensinde har haft! Hun er så stille og rolig og velopdragen, som var hun produktet af en pigeskole i fyrrene! Selv hvis hun skal kaste op går hun i bakken! Hun er lidt sky og har lært af Shiloh (præget af indbruddet) at være forsigtig og bange - især overfor fremmede. Efter to tilløbere har det være meget interessant at opleve en kat, der har lært alt og er en 'færdig' pakke. Hun bryder sig ikke om at blive børstet, så vi pudrer hende med silikonepulver, der gør processen lettere. Kun én gang har vi måttet til dyrlægen og få barberet pelsknuder af - hendes pels er meget nem i forhold til mange andre langhårskatte! Hun er aldrig syg og aldrig til besvær.
Kælenavne: Sipzap, Zappie, Zappen, Zappedyret, Løven, Pruttie (som killing kaldet 'lille prut', fordi hun var så bette! Jeg plejede at løfte hende op mellem to fingre, nusse min næse mod hendes snude og sige: "Du er da bare en lille prut, hva'!"), Prutmammie, Prutten. (Poor animal!).
Lyde: Som nævnt tidligere i indlægget: 'Nøøøøj!'

Og så rosinen ...

Frik

Historie: Vores katte er meget glade for at lege med hinanden - og Phoeba ville så gerne være med, men hun forstod ikke deres leg. Så vi (læs: Jeg!) begyndte at overveje en legekammerat til mig ... Æhem *host* jeg mener hende. Vi overvejede pænt længe (altså for mig at være! c",)) - bl.a. om vi skulle få én gennem internat eller de græske hunde. Vores daværende bolig (skotøjsæske!) gjorde det dog umuligt at have en stor hund, så det skulle være en mindre. En race, jeg altid har været fascineret af er Cocker Spanielen. Og da HG var meget interesseret i Cavalier King Charles Spanielen, blev valget dette. Det er dog en meget dyr race og mange kræver 117 besøg og godkendelser for at man kan blive godkendt som køber. Og da vi bor meget afsides, kunne dét alene hurtigt komme til at koste mange tusinde ekstra. Til sidst fandt vi dog en sælger - smuk hjemmeside, fantastisk at snakke med via telefon m.v. Og så krævede hun ikke alle de dér besøg! Der kom dog hurtigt problemer ... under en ferie i rimelig nærhed af kennelen (da Frik var reserveret og indskud betalt) ville jeg besøge stedet. Ledte og ledte - kunne ikke finde stedet fra billedet. Og adressen viste sig at være detteher snuskede sted (IKKE billedet på hjemmesiden!), hvor hundene levede i en stald eller stod i gårde uden for - i mudder til halsen. Jeg var ødelagt! Ejerne var ikke hjemme, men jeg gik rundt udenfor og fandt hurtigt Friks mor. Så den gravide mave, kælede hende og var bedrøvet. Jeg burde have opgivet her, men dels ville vi have mistet depositum, og dels kunne jeg ikke klare tanken om, hvad der så ville ske med den lille hvalp ... min lille Frik! Så vi besluttede at gå igennem processen, der dog ikke var problemfri. Modsat mange af de andre hvalpe, jeg har læst om, var Frik dog sund og rask (men uvaccineret - trods aftale - og havde navlebrok). I dag er kennelen - så vidt jeg ved - nedlagt.
Kendetegn: Frik er af farven 'black and tan' - dog med lidt 'fejl' da hun har hvide plamager på bryst og mave, samt en lille prik på hagen (cute med cute på!) og så har hun som nævnt en lille navlebrok. Hun er meget præget af sin baggrund, hun er sky og angst, men ellers glad. Hun kan dog ikke lide at være alene hjemme (trods de andre dyr) og vi må lukke dele af huset af, så hun ikke laver for mange ulykker. Hun går i skraldespande og splitter ALT ad. Engang mine mor skulle passe hende, forlod hun huset i et kvarter og kom tilbage til dette syn:

Havde jeg ikke været hjemmegående, havde vi måttet opgive hende. Det er ikke fordi, hun vil være uartig, hun er simpelthen rædselsslagen, når hun er alene. Hun er også bange for andre dyr og mennesker og derfor ret pinlig at gå tur med, for når hun bliver bange - så gør hun! Og har I nogensinde hørt en tæpetisser gø? Det er rædsomt! Den lyd kunne bruges som tortur! ... Oh ja - og så hader hun prutlyde! Så morsomt - hun farer op og ryster på hovedet. Og så kan hun ringe på piccoloklokke (word!). Folk tror aldrig på det, men det er altså rigtig nok. HG lærte hende at kradse på døren og pive, når hun skulle i haven. Det tog hun dog lidt for bogstavligt og rev nærmest døren af! Så nu ringer hun på klokke i stedet. Vi har dog også et sted på væggen, hvor hun har gravet gennem syv lag tapet og cement, helt ind til murstene, fordi klokken var blevet væk.
Navnet: Vi kunne ikke rigtigt finde et navn, vi syntes var passende. Da vi fik hende og papirerne, så vi, at hun på stamtavlen hed 'Frik' (skulle vel have været 'Frigg' efter Odins kone). Vi syntes dog, det var meget sødt og valgt at beholde navnet - med stavefejl og det hele (desuden var 'Frik' en armensk digter fra det 13./14. århundrede).
Bedrifter: Tja, what to say? Hun er - særheder taget i betragtning - rimelig let og afdæmpet ... og dejlig! Hun har engang ædt en bi ... Brodden satte sig fast i svælget. Da vi kom hjem den dag, var Frik væk. Til sidst fandt vi hende under sengen, hvor Vips lå nærmest oven på hende. Det er altid et dårligt tegn! Når Vips 'våger' er det gerne fordi at nogen er (meget!) syge. HG fik hende ud og hun lå bare slap i hans arme - panikalarm on! Hele vejen til dyrlægen (pænt langt!) blev hun mere og mere slap og fjern. Hendes åndedrag dårligere og dårligere. Jeg er stadig overbevist om, at hun var et knurhår fra døden. Dyrlægen fandt hurtigt frem til årsagen, fik trukket brod ud, gav hende et skud adrenalin, smertestillende og penicillin. Siden har jeg altid været meget øm over for hende, fordi hun lå dér i mine arme, mens hendes liv var ved at ebbe ud (min bror bedste ven havde netop mistet sin hundehvalp, der døde af selvsamme årsag!).
Kælenavne: Frikadelle-Frik (oplagt!), Dellen, Kindpose (HG kalder hendes hud på kinderne 'kindposer', hvilket jeg finder hysterisk morsomt), Posen, Slimposen, Delledyr m.v.
Lyde: Hmmm ... kan pludselig ikke komme på nogen!

SÅ burde jeg have været inde om alle de spørgsmål - samt ekstramateriale - som jeg nogensinde er blevet spurgt om. :)