fredag den 19. august 2011

Der er intet 'Super' over Brugsen!!!

[Grossnessalarm: Dette indlæg er ikke for sarte sjæle. Der vil være brok. Der vil være pegen fingre ad. Og ikke mindst vil der være klamme billeder!]

NARGGRRRRRRRR!!! *Løvebrøl* Er så rasende. Ra-send-e! Så here goes. Her er historien:

Jeg kommer fra en bagefamilie. Ikke i din forstand, at min familie på nogen måde har været decideret indenfor dette fag (det tætteste er et cafeteria og en møller), men vi elsker brød. Vi elsker kager. Og vi elsker ikke mindst at bage. Så her i huset er der altid ingredienser til at smække et frisk brød sammen ... eller rettere: der var altid ...!

Theboller med perlesukker (da det er HGs fødselsdag er mandelflager og rosiner udeladt).
Så når jeg køber mel, køber jeg det altid på tilbud, så jeg har meget på lager. Og det fantastiske ved dette hus er: Der er et spisekammer! Yes sir - et rigtig gammeldags spisekammer. Så det var one happy Line (okay, hvad er det med mig og engelsk for tiden? Har jeg totalt mistet evnen til at formulere mig på dansk?) ... Anyway (arg, det var den igen!), der kunne indrette køkken og spisekammer, da vi flyttede ind. Og når det kommer til mad og opbevaring er jeg en Hitler. Der er intet tilfældigt i mit køkken, spisekammer, køleskab, fryser eller skuffer. Alt bliver puttet i beholdere, etiketteret m.v. Når jeg af og til køber brød, bliver det skåret i stykker, lagt i stanniol (to stykker sammen) etiketteret (hvilket brød er det, hvornår er det frosset ned, er det hjemmebag eller købebrød). Sådan er MIT køkken.


Men når man køber 15 kg mel ad gangen, er det begrænset, hvordan man liiige får plads til det i beholdere. Og der er jo ingen grund til at åbne en mel, før den skal i brug. Så de uåbnede poser kommer ud i spisekammeret (hvor alt er linet op på 'husmor i 50'erne'-måden).


For nogen tid siden skulle jeg så bage brød. Alt blev stillet klart - ingredienser (i den rækkefølge de skulle bruges), redskaber, opskrift (hvorfor? Jeg kan dem stort set udenad). Jeg åbnede melet ... og havde nær ofret - lige der på stedet ... ned i melet. For dér - i den uåbnede pose flaskede verdens største koloni af insekter rundt ... der var edderkoppeagtigt spind INDE i posen! For én gang skyld virkede mine reflekser upåklageligt og jeg smækkede posen sammen, hurtigere end man kan stave til 'Coop', og kiggede med et mystificeret og lettere kvalmeramt ansigt på HG, der havde vendt sig ved lyden af  mine uvant hurtige bevægelser.
Mig: "Æh ... der er ... noget ... i melet." *Gylpe*
HG: "Hvad, mener du med, der er 'noget' i melet?"
Mig: "Der er ... dyr ... i!" *undertrykt gylp*
HG: "Gu', der ej!" *Vender ryggen til med 'haha, hvor er du morsom'-mine*
Mig: "*HGs navn*, der ER dyr i melet! Det ... flagrer."
HG: *Kommer nærmere, kigger på den sammenfoldede pose* "Var den ikke uåbnet?"
Mig: *Nikker* "Jøps"
HG: *Åbner. Er tæt på at få kæmpe flagrefidus i kasketten og lukker med lynets hast*. "O.K. ... der er noget i melet - og den store dér - she's a big one!" (Aha, det er dér jeg har det fra!).
Efterfølgende bliver vi enige om, at 'Super'Brugsen nok bør ha' deres mel direkte tilbage i snotten, men da vi under ingen omstændigheder vil ha' krible-krable-mel i huset, bliver posen sat i lukket sæk og ud i garagen.

Mig i fuld gang med napoleonshatte i vores grimme(!) køkken, i den tidligere bolig
Efterfølgende går det hverken være eller bedre end at vores gamle skrammel af en bil - Skod-aben - braser sammen og ryger på værksted. Igen-igen. Og da vi går ind i anden uge bliver vi enige om, at vi nok ikke liiige kommer i Brugsen (10-15 km væk) foreløbig. Og da jeg ikke vil ha' det lort stående (end ikke i garage!) bliver melet kasseret. De par kroner kan man vel godt undvære ...

Det skulle jeg så AAAALDRIG have gjort! For i mellemtiden har vi travlt i huset. Der bliver læst til eksamen, der er familiebesøg, der er studenterfester og meget andet. Og det der bliver bagt, bliver bagt af den smule mel, der er i køkkenet. Og jeg er dum nok til ikke at tjekke de to melposer, jeg købte sammen med den inficerede, og som står på hylden i kammeret. For noget SÅ klamt nægter man da at tro, ikke er en enlig svale.

Kagen jeg lavede til min lillebrors studenterfest (fondant også hjemmelavet)
I mandags går intetanende HG så ud i spisekammeret for at hente mel og bliver mødt af følgende syn (grossness alarm en masse!!!):

Jeps, det er larver på væggen! Tusinde tak til Coop for levering af bugs!
De poser med mel, der har været nær Coop-melet kribler og krabler. Rummet stinker på den dér sølvfiske/ørentviste-agtige måde og ting flyver både hid og did. Og 48 ... Otteogfyrre ... 4.8. Otte. og. fyrre! produkter er øde-lagt! Straks laver vi lister over de ødelagte produkter, samler i sække og går i gang med at slå kryb ihjel (dvs - jeg skal flere gange en tur på toilettet og kigge lidt i kummen!). Dagen efter ringer HG til levnedsmiddelkontrollen, der dog tager det forbløffende roligt. Vi regner med, at professionelle skal ud og gøre rent eller gasse eller ... noget! Det er jo ødelagt!! Levnedsmiddel mangler dog kontrollen og virker flintrende ligegyldige, som om det da sker hver dag (muligvis, men ikke her på adressen!).

Men moster her giver sig dog ikke så let. Så vi laster Skodaben og drager mod Anti-superen. Jeg lister ind på kontoret (kan godt hidse mig op, men hader konfrontationer!) og beder om at tale med rette vedkommende, der viser sig at være (meget ung!) sød og imødekommende fyr, der lover at hans chef vil ringe, for selvfølgelig skal vi have noget erstatning. Han får produkterne og vi drager hjem.


I dag bliver HG så ringet op (jeg sover) og snakker med fætter talen-udenom, der siger at det ikke er startet i det mel (what the hell do you know?) afleverede hos dem, at de ikke vil erstatte og blabla. og "... DET KAN JO VÆRE KOMMET UDEFRA!" Okay, og så er det lige jeg spørger: Hvem tror du lige jeg er? Frk. 'I don't give a shit', der aldrig gør rent? Han har tilmed den den frækhed - frækhed - at foreslå vi opbevarer vores mel i beholdere!!! Aaaarg!!!! "#¤%&/(IO?Å=)(/&%¤#"!§!"#¤%&/()= Godt så - når man køber 15 kg mel ad gangen?! (Jeg nøjes med at opbevare den åbnede mel i beholder - resten ryger i flagre... æh, spisekammeret). Og hvor skal jeg købe alle de beholdere? I Brugsen vel sagtens? Og hvor skulle al det kryb lige være kommet fra? Det ydre rum? I get it - de lever i naturen. Men hvordan i al videste verden skal en bestand på størrelse med Samsøs samlede insektbeholdning komme ind i mit spisekammer - der ikke har vinduer - og altid står lukket af, komme derind? Gennem nøglehullet?! Det er de for mother-fucking store til! Beamet ned fra det ydre rum?! Det næste bliver vel, at jeg skal låse rummet af hver gang jeg benytter det? ... Eller kan de også låse døre op?


Så nu står vi d. 19. august og har 125,- til resten af måneden ... og et spisekammer med for hundredvis af kroners produkter, der er ødelagt. HG har tilbragt timer derude (måske man skulle give ham rumdragt på?) med at slå ihjel (hvor gerne jeg end vil, kan jeg ikke. Jeg kan ikke slå edderkopper ihjel, jeg kan ikke slå hvepse ihjel. Jeg kan ikke slå noget som helst ihjel. Og sker det ved et uheld, er her bedemandsstemning og sørgebind og HG må trøste, fordi jeg er 'morder', der har 'taget livet af uskyldige væsner'). Jeg tør slet ikke tænke på rengøringsprocessen ... *suk* Det bliver et helvede! 


Havde lorte Brugsen nu haft nogen som helst nosser, synes jeg godt, de kunne være kommet med en eller anden form for undskyldning. Eller have sagt, de beklagede. Eller - i det mindste - have sponsoreret de rengøringsprodukter, jeg nu skal ned og købe (i Netto!!) for at få et spisekammer ud af lighuset. For de produkter jeg pt. har er da vist ikke skrappe nok.

... Gad vist, om man kan hyre Ghost Busters?

2 kommentarer:

  1. Jeg får kvalme af at læse dit indlæg...sorry! Men føj.. Bvadr! Kan helt mærke at det krible krabler over det hele :s
    ...og det er endda kun pga. den dårlige service, don't even get me started on the bugs!

    SvarSlet
  2. Jep, jeg har også en ubændig trang til konstant at gnubbe huden med salmiakspiritus og gurgle halsen med Ajax - føler ikke engang at maden i køkkenet er 'sikker', selvom det ikke har været i nærheden af Co-ups (... jeg mener Coops *host*) mel. Jeg tror ikke, at jeg vil føle mig tilpas med det spisekammer igen. Planen for den kommende uge er at tømme det for ALT (pt. er kun madvarer væk), spule alt og så lade det være nogle måneder, indtil jeg er sikker på, at alt kravl er dødt. Så skal hylderne have nyt hyldepapir på og jeg skal have købt en milliard opbevaringsglas. c",)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...