tirsdag den 9. august 2011

Sygelighed

Efter nogle lang, tavse dage, er det skønt at vende tilbage til kommentarer. Søde kommentarer! Nogen læser med! Det er en mærkelig følelse, at der sidder nogen dér bag skærmen, et andet sted i DK, og følger mit liv. Det er efterhånden år nok siden, at jeg skrev blog sidst, til at jeg havde glemt fornemmelse. Der er noget forløsende over det. Jeg skriver ikke kun for de, som måske læser med. Men også for mig selv.

Det har været nogle lange, kolde, triste dage. Når man er omgivet af træer (bor nærmest i en lille privat skov) lægger man virkelig mærke til, når det blæser. Og det har blæst! Og regnet og rusket og tordnet. Og været tåget og diset og væmmeligt. Netop fordi vi har træer hele vejen rundt om os, kommer solstrålerne aldrig rigtigt ind at slikke vinduerne, så huset bliver hurtigt KOLDT! De sidste tre-fire uger har jeg gået med en bihulebetændelse, jeg ikke kan slippe af med. Min tredje penicillinkur slutter i dag. Håber, det er slået ned nu! De første uger, havde jeg svært ved at sove, fordi pande- og bihuler gjorde ondt. Det gav jag i øjnene og vejret gjorde bare det hele endnu mere trist og opgivende.








Dyrene har vogtet over mig. Det gør de altid, når jeg er syg. Som går der en 'beskytteralarm' i gang. Kattene, der ellers elsker at lege og jage ved åen i baghaven nu, hvor vandet har stået højt og har skyllet døde insekter og nedfaldne blade med sig, søger ind i sengen til mig, krøller sig sammen og ligger tæt. Deres spinden virker beroligende. Beskyttende. Især Vips er som en moderløve, der passer på sit afkom. Hun ligger sig på mig og følger hvert et host, hvert suk, hvert åndedrag.



Jeg har en kronisk sygdom, neurologisk (hvorfor give den navn - det er jo lige meget, hvad det er), der gør, mit immunforsvar er hullet som en schweizerost. Så jeg rager alt til mig. Bihulerne har jeg døjet med siden jeg var barn. Og blæren. Så rager jeg en bug til mig, bliver det aaaaltid efterfulgt af en tur med en af mine to følgesvende. Hvis HG og jeg får samme forkølelse, kan jeg altid se på ham, hvornår jeg vil komme mig. Er han oppe i lodret position efter fire dage, tage det mig tolv. Er han syg en uge, er jeg død i tre. Altid tre gange så længe!
          I dag er læger ret fedtede med penicillin. Især når man får det så ofte som jeg. "Du ender med at blive immun!" (I don't give a fuck - make it go AWAY!). I forvejen er mit forhold til læger ret så anstrengt. Hvis jeg endelig havner i lægestolen er det enten på lægens initiativ (de årlige samtaler, hvor medicinen skal gennemgås og justeres) eller hvis jeg meget, meget længe har gået med noget. Hvis jeg bare skranter, gider jeg ikke bruge energi på at slæbe mig til lægen. Hvis jeg er rigtig syg, orker jeg ikke. Det er altid den samme, gamle sang. Jeg får penicillin. Efter endt kur er jeg tilbage. Denne gang tester de mit blod, for at se, om det er bakteriel- eller virusinfektion. Når de konstaterer, det er bakterielt får jeg en ny - nogle gange skrappere - kur. Tredje gang rynker de panden og sender mig videre i systemet - øre/næse/hals-læge. Røntgenbilleder. Tandlæge. Til sidst får jeg at vide, det bare skal have lov 'selv at rase ud'. Så nu går jeg aldrig til læge. Når jeg har blærebetændelse aflevere jeg en prøve. Og får penicillin. Ellers kommer jeg der ikke. Når det er bihulerne får jeg penicillin fra udlandet ... Montenegro? Jeg vil ikke vide for meget. Jeg har en onkel, hvis kollega skaffer det hjem - han kommer dernedefra. Jeg undlader at spørge for meget. Når lægerne ikke kan fixe mig, må jeg selv.



Siden vi kom hjem i søndags har jeg sovet. Bare sovet. Måske været vågen ca. seks timer sammenlagt. Sovet. Vågnet. Taget medicin. Drukket vand. Sovet. I flere uger har jeg sovet dårligt. Også pga. vejret. Det slider i min krop. Giver flere smerter. Må tage ekstra medicin, der gør mig mere træt. Falder i søvn ... Vågner efter et kvarter. Ser på HG, der rører let på sig i søvne. Ser de tre katte i fodenden. Phoebalisten (vaps), bag min hovedpude. Fodvorten (anden vaps) presset ind mod svajet i HGs ryg. Læser. Har på fem uger gnavet mig gennem "Czardas" bind 1 og 2. "Men bedste hr. Hund ..." (total yndlingsbog - nyt indlæg om den en anden gang). "Menneske uden hund". "Hulebjørnens klan" og "Hestenes dal".



Når jeg ikke kan sove pga. smerter skal jeg koncentrere mig om noget andet. Tit sætter jeg en dvd på. I mange år var det "Venner". Nu har jeg nok set hele serien fra ende til anden elleve gange. Kan alle replikker. Så blev det "Huset på Christianshavn" (totalt nostalgi! Mine forældre boede der nogle år. Flyttede, til Avedøre, lige da min mor blev gravid med mig. Nu bor min faster der. Har besøgt hende nogle gange ... det er snart mange år siden ... Mens HG gik på skole i Hillerød. Jeg besøgte ham en weekend, han ikke skulle hjem. To et par dage hos faster derefter. Sidste år var jeg til forfattertræf derude ... mmm, jeg elsker Christianshavn!).
          Nogle gange behøver jeg ikke engang sætte en dvd på. Nogle afsnit kan jeg udenad. "Man danner et vagtværn". Jeg gentager alle replikker, og hvem der siger dem, i rækkefølge. Som regel falder jeg i søvn undervejs. Noglegange er det "Kongen af Queens" der ryger på i stedet. Det var en form for terapi, dengang jeg blev diagnosticeret. Det var et chok! Jeg gik totalt ned. I så mange år havde jeg fået at vide "Det er psykisk", "du vokser fra det" og lignende bavl. Så da beskeden var der: "Du fejler dét og dét. Her er navnet på det." Det  kan godt være, det ikke er en sygdom, jeg dør af, men med. Mens jeg var stadig uforberedt. Følte, jeg stod dér angrebet af en rasende hær at vildt, der galoperede imod mig, uden jeg havde noget at beskytte mig med. Dengang begyndte jeg at tælle sekunder ... Det hjælper også. Nu kan jeg ikke sove, hvis ikke, der er et ur i rummet, der siger 'tik'. Det er tryghed. Det er barndomsminder. Det er som sovemiddel gennem drop.



I mange nætter har jeg været så urolig, at jeg var bange for at vække HG og dyrene. Jeg har taget lammeskindet, jeg altid ligger på, når jeg har ondt, HGs varmetæppe (bedre end mit c",)), dyne og pude og lagt mig ind på sofaen. Der er jeg så faldet i søvn, når klokken har været henad fem, seks eller syv om morgnen. Så det endelig at kunne sove, bare jeg lukker øjnene, har næsten været en lise.



Det er blevet et langt trist indlæg ... jeg er ikke så god til at fatte mig i korthed. Og egentlig var min plan, at denne blog skulle indholde ALT andet end brok, sygdom og tristhed. Har normalt et MEGET anstrengt forhold til folk, der snakker sygdom, brokker sig og har ondt af sig selv. Denne blog skulle være livsbekræftende - fuld af smukke billeder. Indlæg om mode. Dagens billede. Boganmeldelser. Lister.

... Men alt det kan selvfølgelig nås endnu. :)

2 kommentarer:

  1. Interessant blog :-)
    - Nikita

    www.nikitatequila.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Jamen takker ydmygest! :)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...