Storm og stille

Jeg kan ikke finde ud af, om efteråret er liv eller død. Farverne eksploderer og hele naturens palet kommer i brug, så jeg synes, det må være livet; men samtidig daler bladende raslende fra træerne, som afstødt kød og naturen græder himmelens tårer.
          Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn, jeg altid føler mig splittet på denne årstid. Eller fordi min krop dør efter sommerens varme - alle symptomerne blusser op og ligesom træernes nøgne grene hænger livløse og triste fra stammen, hænger mine lemmer som døde appendiks på mig, mens sjælen blomstrer op og fatter mod; skrivelysten vender tilbage, den kunstneriske årer jeg har fået i barselsgave fra mine forfædre, og der ligger i dvale det meste af året, begynder at røre på sig og jeg begynder igen at kradse små blyantstreger på papiret. Men før jeg når til kulstifterne eller oliefarverne, dør lysten igen. Min ånd er storm, men kroppen stille.
          Jeg har oplevet meget siden sidst, selvom størstedelen har været af mere trist karakter. Jeg har læst alle jeres søde hilsner og selvom jeg ikke har fået svaret, har de betydet mere end I nogensinde vil ane ... måske er det derfor, det har været svært at svare, det er svært at sætte ord på, hvad em udstrakt hånd i nøden betyder. Jeg har bare haft behov for at trække mig væk, mens dette stod på og kræfterne vendte tilbage til kroppen. Nu skal jeg starte forfra. Min krop skal vende sig til at blive brugt igen; benene, der har ligget døde hen, skal vende sig til vægten fra kroppen, fødderne skal igen lære at tage livet et skridt ad gangen. Musklerne skal holdes i gang, selvom de sitrer ved den mindste brug og de ekstra kilo, som sengelejet har givet, skal af igen. Den sunde mad skal tilbage og jeg skal finde en hverdagsrytme igen. Det er underligt pludselig at have så meget dag ... når man sover 16-22 timer i døgnet, er der kun plads til det basale i de timer, man ikke er i søvnens land; bad, væske, medicin, mad, få rørt lemmerne, så de ikke helt visner hen. Hvor ligger der mange ting og venter efter mange ugers død; hver dag skal jeg tage mig sammen for ikke at blive liggende under varmetæpper og dyner. Det er svært at trodse træthed og smerter og ikke blive liggende, forsvinde ind i en bogs fantasiland eller drømmenes univers. Men jeg prøver. Jeg prøver at bevæge mig ud på isen og håber, den ikke brister under min vægt.

Når regnen regner oppe på taget ...

Æv. Hvad blev der lige af sommeren?! Ved vejret ikke, jeg rejser på årets eneste ferie på lørdag? Og jeg havde altså bestilt godt vejr. Nå!

For første gang siden jeg var barn, begynder jeg at tænke i gummistøvler ... tror ikke, jeg har haft fusserne i et par siden jeg var otte år, men lige nu kunne jeg godt have brugt et par, så jeg var klar til at vade gennem vandpytter, når vi skal af sted. Går helt i barndom og husker følelsen, når man havde fået nye gummistøvler, og bare ventede på, vejret skulle gå amok, så man kunne hoppe i pytter eller cykle gennem dem i høj fart, mens man trak benene op under sig og skreg af fryd.

På Facebook fik jeg en update fra Sarenzas side, hvor de viste gummistøvler og mand, hvor er gummistøvler bare ikke, hvad de har været! Pludselig behøver man ikke være barn for at iføre sig fede gummisutter i strålende farver. De voksne kan også være med og er ikke kun henvist til støvler i flaskegrønt med bindebånd. Især er jeg lun på disse, der ville passe perfekt til min nye taske:

Men der er nu også mange andre, jeg gerne ville eje ...

Alle støvlerne er fundet hos Sarenza, men det skal lige siges, jeg aldrig har handlet der før, så jeg aner ikke, hvordan de er at handle hos.

Åh, sommerregn ... egentlig er der noget over det. Duften, de opvarmede gader, der får regnen til at fordampe, følelsen af, det er ligemeget, for det er sommer og ikke som efteråret, hvor stormen gør regnen tung og kold og pisker ind i hovedet på én.

Når det er sagt, må regnen dog godt holde sig væk fra på lørdag og en uge frem, for jeg magter altså ikke at rende rundt i sorte affaldssække i mangel af regntøj og få våde fødder i mine sommersko.

♫♪♪♫ Hjælp mig lige med at sende, nanana-nananana, stiften op i mormors ende ... ♫♪♪♫

I disse dage kan man ikke bryde ud i et spontant smil, uden man flækker henover krydderen. Vejret i disse dage er simpelthen så hårdt ved hud og hår, at man ligner noget der er løgn. Læberne flækker, håret stritter som har man stukket tommefingeren i stikkontakten og huden falder nærmest af på samme måde som hos en slange, der skifter ham. Så nu kommer vi ind i et problemområde, for jeg. Hader. Cremer! Og pomader. Og al deres væsen. Jeg føler mig fedtet og klistret som en bussemand, der er skrabet ud af bihulerne af en barnehånd. Og jeg har faktisk aldrig rigtig fundet en bodylotion, jeg er glad for. Jeg er ikke lige typen, der gider sidde og stritte med stængerne i fem timer, før cremen er trængt ind. Og tager jeg den på efter bad, føler jeg, mine jeans omklamrer mig på en familiær måde, jeg bare ikke bryder mig om. Ved sengetide skal jeg kaste mig i dynerne med to hunde og fire katte - heraf er en langpelset maine coon med særdeles sunde hårrødder og en hund, der fæller, som var hun betalt for det. Og hvad er pointen i at barbere ben, hvis man får pels i stedet?

Så er der det med læberne ... Jeg plejede bare at bruge Lypsyl fra Netto, selvom jeg synes den har en bismag af toiletrens (ja, altså ikke at jeg sådan går og bæller den slags, men ... you get my drift). Men den var billig og gjorde sit job. Den fik min mormor så ødelagt, da hun mens vi sad om kaffebordet for nogle år siden følte trang til at dele et godt råd med selskabet: Hun brugte nemlig Lypsyl som afføringsmiddel! (TAK, mormor!). [I swear to God, it's true!]. Det er åbenbart billigere at stikke en Lypsyl skråt op end at købe en omgang Klyx på apoteket. Så mens jeg sad dér med flødeost klistrende til ganen og sur galde skyllende op i spiserøret, forsvor jeg, at Lypsyl aldrig kommer nær mit ansigt igen. Den historie sammen med lugten af toiletrens gør, jeg ikke kan have den i min nærhed! For nogle uger siden voksede min mistænksomhed mod produktet yderligere, da jeg så en Lypsyl på min mormors stuebord. Universalmiddel? Perhaps, men både i hoved og i røv? Nej tak!

Sjovt nok var det også min mormor, der i sin tid fratog mig fornøjelsen ved Kløvervaseline. Jeg elskede ellers den gule dåse med trekløveren på, fordi den mindede mig om laboratoriet på apoteket, hvor min far regerede som alkymist eller DAK-laboratoriet, hvor min mor arbejdede i mine tidlige barndomsår. Så dåsen var ganske velkendt. Dog var den ofte forbundet med et mere ubehageligt ritual: Når der skulle tages temperatur (det var mens endetermometeret var det eneste rigtige!), kom den gule dåse nemlig frem.
          Derfor blev jeg endnu mere vrangvillig end normalt måske er, når min mormor nærmede sig med den gule dåse - jeg turde ikke forsværge noget (slet ikke med en dame, der bruger Lypsyl i dén ende!). Når vi besøgte hende i ferierne, følte min mormor det åbenbart som sin pligt at smøre os børn ind i alle ender og kanter med cremer og vaseliner.  Kløvervaselinen fik vi på i et lag, der var så tykt, at man vågnede med nullernemænd så store som en mindre kennelbestand på læberne. Var man heldig, nåede man lige af få pillet de sidste hundehår af læberne, før ugen var omme og vi skulle hjem igen.

I mange år var Labello et hit, men desværre smagte den mig så godt, at jeg en dag kom til at æde det meste af sådan en stang. Der lægger et eller andet underligt gen gemt i Find-børnene - i hvert fald når de blev blandet med min mors gener. Alt skulle nemlig puttes i munden og tygges på. I mit baghoved ekkoer det stadig fra min barndom: "Nej Sune - SPYT UD! ... Morten, nej! Jeg sagde NEJ!" Da min yngste bror ti år senere kom til, kunne vi konstatere, at generne stadig blev videregivet til nyankomne. Han nåede at gnaske sig gennem adskillige Ludospil, Matadorbiler, tændstikker ... Modsat mine to ældste brødre, åd han dog byttet. Så vi måtte finde os i at bruge knapper, når vi skulle spille Dam eller bruge skakbrikker til Ludo i en snæver vending. 
          Jeg lignede nok mest min yngste bror. Jeg sad nemlig heller ikke og gnaskede kuglepenne, radioantenner eller sofaben, for derefter at spytte savspåner ud. Jeg gik, som min yngste bror, grudigere til værks og åd mig gennem bøtter med tandpasta, shampoo eller cremer, der duftede særlig godt. Det har dog medført, jeg kun i kortere perioder kan bruge Labello uden at blive overdoseret. Det samme gælder mærker som Zendium Tandpasta og LDB Bodylotion.

Men i disse dage må jeg altså give fortabt. Mit legeme er ved at tørre ind til en mumie. Jeg har brug for en god læbepomade og en creme, der ikke varer tre timer om at trænge ind huden. Det må også gerne være produkter, der står på Netto eller Lidls hylder, det gør mig intet - bare lortet virker.

Så har du et tip til en god læbepomade eller creme, så smid meget gerne en kommentar. :) Gør mig kysseklar til foråret.

Der er ingenting i verden så stille som sne ...

Den anden søndag i advent - hvordan kan tiden gå så hurtigt? Lysene brænder stille ned, mens snestormen raser udenfor, på den tyste måde. Fyger over gårdspladsen. Politiet fraråder al udkørsel herovre. Kattene klumper sig sammen og smasker i søvne. Om lidt vil jeg gå ud og lave risengrød til aftensmad. På bordet står juledekorationen med tørrede blodappelsiner og kanelstænger og dufter. Jeg føler mig velsignet. Velsignet over, jeg kan sidde her i al det tyste og ikke skal nå noget. At jeg ikke skal stresse over job i morgen, og tanker om, hvorvidt jeg kan komme af sted. At jeg bare kan pakke mig ind i min varmeplaid og hygge med varm the. Jeg håber, I alle har en dejlig decemberdag og advent derude.

Barndommens efterår

Efteråret er altid en tid, hvor jeg har det med at falde i staver og synke ned i mig selv og gamle minder. Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn ... I hvert fald mindes jeg altid min barndoms efterårsferier som noget helt specielt.

Lige fra jeg var helt lille, og til jeg var omkring elleve, holdt vi hvert år ferie i Skallerup Klit. Min mormor havde sin bror i Hjørring og hendes bror var gift med hendes gamle barndomsveninde. Så hvert efterår blev bilen pakket med unger og husdyr og turen gik til Skallerup Klit.

Da jeg var helt lille (indtil syvårsalderen), var det som oftest de helt primitive sommerhuse, vi lejede. Mine forældre, bror og jeg boede i et hus, min mormor og olde i nabohuset. Det var en helt speciel dag, når vores bordeauxfarvede Morris Mascot blev pakket til randen med udstyr og vi tøffede af sted mod færgen.

Jo ældre jeg blev, des mere 'luksuriøse' blev husene. Men vi kunne nu godt lide, det var den lidt primitive model, vi boede i.  De store feriepenge  blev gemt til sommerferierne, der gik sydpå.

Når jeg tænker på Skallerup Klit, dukker der ikke bare mange følelser op, men også knivskarpe erindringsglimt af lyde og lugte. Jeg forbinder disse ferier med den lange biltur (den blev ekstra lang, da vi flyttede til Bornholm). Vores Kongepuddel, Tjago, rodede rundt i bilen hele turen derop, stak sit hovede ud ad sideruden, så tungen blafrede firs meter efter bilen; hoppede frem og tilbage mellem for- og bagsæde, så min mor nær var endt i rabatten; savlede og åndede tungt, så det dryppede fra hendes brede tunge og vinduerne duggede. Min lillebror blev køresyg, fordi Tjagos ånde var så fæl. Min far fik allergiske anfald og nyste ukontrollabelt, fordi jeg sad på bagsædet og pillede fjer ud af et lille hul i min hovedpude. Og min mor prøvede at holde tungen lige i munden og finde en rasteplads, hvor både hund og børn kunne blive tisset af, og vi kunne spise vores halvlunkne sandwichs. Og selvom jeg klaprede tænder, når vi sad på de hårde træbænke i efterårskulden og at min leverpostejssandich var mast flad som en pandekage, var det bare helt specielt.

Der var visse ritualer, der altid skulle udføres, når vi først nåede destinationen. Jeg elskede at være med oppe i receptionen og hente nøglerne til vores bolig og indånden duften af cigarrøg, feriecenter, klorvand og restaurant. Vi skulle gå ture på stranden i den bidende kulde, hvor Tjago fes ud i de kolde bølger, så hun hjemme i boligen dryssede sand og tang udover alt og min mor måtte bruge timer på at børste saltvand og skidt ud af de stride krøller. Min bror og jeg skulle sætte drage op med min far - nogle gange købte vi en billigt hos købmanden, andre gange lavede vi selv en af avispapir. Vi rev os på sivene, når vi løb rundt i området med dragen, der altid blev revet i stykker, fordi vinden er så kraftig deroppe.

Et andet ritual var, at vi hvert år skulle købe et puslespil på 1000 brikker. Det skulle min bror og jeg så, sammen med min far nå at lægge færdigt, før rejsen gik hjemad. Som regel blev der også købt et billigt spil hos købmanden, som min bror og jeg spillede, mens mine forældre lavede mad og dækkede bord.

Om aftenen lagde jeg kabaler med min elskede Olde, mens mine forældre tog opvasken og gjorde klar til et spil Michigan. Min mormor købte altid en flaske kirsebærvin, som vi skulle have et glas af under spillet. Tit og ofte måtte min far stoppe sprækker i vinduerne til med avispapir og håndklæder, fordi den stride vesterhavsvind skar lige gennem træværk og vinduer. En enkelt gang i løbet af ugen, fik vi lov at komme på restaurant og spise pommes frites. Vi fik gammeldags isvafler med guf, hvilket var helt specielt, for de bornholmske krøllebølle is havde kun flødeskum og syltetøj, og jeg kunne meget bedre lide guf. Når vi vendte hjem, havde jeg stor set tørlagt hele Nordjylland for guf. Egentlig tror jeg kun min lillebror skulle have is, fordi jeg skulle.

Skallerup Klits årlige tur var lig mange ting. Vi fik brændt mange stearinlys. Vi fik samlet mange sten på stranden. Flere kortspil blev nærmest slidt op og min Olde, der var op i 90'erne fik gået mere den uge end hun hidtil havde gjort i sit liv. Vi traskede ture med hunden, besøgte familien og vendte til sidst tilbage til Sjælland, hvor min Olde og mormor blev parkeret hjemme i Hvidovre og vi selv tog videre til Bornholm.

Jeg har kun været tilbage én gang, efter jeg blev voksen. Det var i år 2000, hvor vi for første gang nogensinde lejede et af luksussommerhusene. Det var et varmt efterår, hvilket virkede helt forkert. Vi kunne sidde ude og grille på terrassen om aftenen, mens solen gik ned. Den første uge, var det mine forældre, mine to brødre samt HG og jeg, der var af sted. HG og jeg havde Shiloh (der kun var stor killing) med og fløj derover sammen med min ældste bror. Tidligt samme år, havde vi mistet vores Tjago, og vores nye Kongepuddel, Puls, var kun en stor hvalp. Og min lille Cairn Terrier, Bitten, var blevet en ældre dame. Da anden uge kom, rejste Shiloh, HG, min ældste lillebror og jeg hjem og min mormor kom derover i stedet og tilbragte den sidste uge sammen med mine forældre, yngste bror og hundene. Siden har jeg ikke været deroppe. Det virkede underligt, fordi jeg gerne ville have HG skulle være en del af min barndom og opleve det Skallerup, jeg havde oplevet. Men tiden lader sig ikke fastholde. Og det gør stemning heller ikke. Og på et eller andet plan var jeg skuffet over, jeg ikke kunne genleve barndommen igen.

I dag er min 'onkel' (min mormors bror) død. Hans kone lever endnu, men er handicappet efter en del blodpropper og bor ikke længere i den store villa i Hjørring. Jeg har været og besøge hende i Fredericia nogle gange, men det er bare ikke det samme. Min onkel er væk, og hun er på sin vis også. Barndommen fik ende og det samme gjorde eventyret.

Jeg håber, jeg en dags selv får børn, og at jeg kan give dem en barndom, der giver dem lige så fantastiske minder. De kan aldrig blive de samme som mine. Men de kan alligevel godt blive fantastiske ...

Efterårsmoden

Så blev det officielt efterår. Selv vejret synes at have forstået det! :/ Så skal vintergarderoben støves af. De store striktrøjer skal findes frem, tørklæderne rystes og støvlerne pudses. Efteråret er svært - i starten er vejret så ustabilt, at det er vanter den ene dag og shorts den næste.

(Net)butikkerne bugner af nye varer, der lokker ... Selvom jeg ikke er en modeblog, har jeg samlet et par outfits fra forskellige netbutikker, som jeg selv synes er ret lækre. Hvis man ikke skal have noget, kan man jo kigge. Enjoy. :)

Lækkerier fra H&M

Og fra Asos

Ekstra touch - fra Asos

Uh, at eje ALT på denne collage! Skoene er allerede mærket - de SKAL være en del af min garderobe! Endelig et par fede støvletter UDEN hæl.

Ting, jeg vil overveje at få mere af i min garderobe er: Alt med nitter. Alt med Eiffeltårnet (why? Det er overalt ... hvorfor? HVORFOR? Og hvorfor synes jeg det er fedt?). Alt med kors (okay, got it!).

Efterår

Om en lille time er det helt officielt ... efterår og sådan. Ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Elsker normalt efteråret, når naturen smider sin kåbe og står blottet og klar til at iklæde sig vinterens tykke snedyne. Elsker raslen af blade under fodsålerne. De røde, violete, purpurfarvede nuancer. Kastanjesamling. Æbleplukning. Året første frost. Dagene der bliver mørkere udenfor vinduerne; og stearinlysene, der gør stuen varmere og blødere. Jeg er efterårsbarn. Måske er det derfor, efteråret altid har stået mit hjerte nær?

Men i år har jeg ikke fået nok. Jeg er ikke færdig med sommeren; jeg er ikke klar til vinterhi! I dag havde jeg for første gang tørklæde og læderjakke på. Folk gik rundt i gaderne, stangforvirrede, lige så tummelumske som vejret. Nogle var i shorts. Andre i frakker. Nogle i vinterstøvler, nogle i sandaler. Ikke engang vejret kan beslutte sig for, hvad de vil. Torden og tung, vammel luft det ene øjeblik - skybrud og skarp kulde det næste. 

Jeg forsøger at indstille mig. På varmetæpper og stearinlys. Sofahygge og varm kakao. Sipzap med vinterpels, så hun ligner en løve, der er blevet tørretumblet. Betontunge bøger og dynehygge. Fede romaner, der sluges under de uldne tæpper. Hjemmestrikkede sokker, varme supper ... vinter.

I dag har været en dag, der har vendt helt på hovedet. Klokken var over fem i morges, før jeg faldt i søvn. Skrigeren (læs: Samsara) skulle partout baldre op hele natten, mens hun stirrede ud i intetheden med fjernt blik. Hvor blev min uskyldsrene killing af? Daffede til sidst ind på sofaen til Cleo. Hun forlod gyngestolen og puttede sig frydefuldt ind til mig. Hun spandt og til sidst døsede jeg væk til den herligste lyd ever - tilfreds kat. Klokken elleve larmede vækkeuret. Op og i gang. Mine forældre hjalp til med at få bund i skidt og rod. Nu er her helt hæderligt til min fødselsdag. Så ud og handle til gildet. Måtte først til Allinge, så til Rønne. Og så hjem til Rø, der ligger midt imellem. Klokken var over syv, før vi var hjemme og havde fået pakket ud. 

Jeg arbejder stadig på at få 'Cleo'-fanen færdig. Og på en salgsblog. Samtidig med at jeg jonglerer med en masse andre spændende planer - jeg håber, I holder ved. Hvis bare planerne bliver halvt så gode som håbet er, bliver det fantastisk.

Nu er jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Mit ansigt ligner noget, der er punkteret, min krop føles som en oldings. Nu vil jeg læse og sove, sove, sove. Og når jeg vågner, er det efterår.

Med varmetæpper, tørklæde og trætte øjne bag fede briller.

Pis mig i ... skoene?!

Puha, for en dag! Vidste godt, den kunne blive anstrengende med tre gange tumlinger til dyrlæge, men alligevel ...

Allerede i morges ved titiden dannede varmen hedebølger i horisonten. Så ved man ligesom godt, det bliver en af de dér dage, hvor det eneste, der burde været på programmet er dette:

Det var der jo så ikke. Tværtimod ventede indfangelse af tre katte; en køretur på sammenlagt 1½-2 timer med indlagt kattejammer-musik; klipning af kløer og potepels på Fodvorten (vores Cavalier, Frik) samt massiv oprydning og rengøring.

Cleo har aldrig tidligere været besværlig at have med i bur. Hverken da vi fandt hende og slæbte hende med hjem fra havnen, eller da hun efterfølgende skulle til dyrlæge, eller da vi hentede hende i Hasle, hvor hendes tyske forældre lå med deres båd og vi hentede hende hjem til os igen. Så HG fandt hendes bur frem ... hvorefter hun fór ind under sofaen! Hun skulle da ikke hjem til Tyskland, nahaj! Måtte lokke hende ud med frisk foder i skålen, hvorpå jeg snuppede hende, før hun kunne nå at få så meget som én mundfuld. Det hævnede hun dog - hun lod simpelthen bunden gå, så der drev pis ned ad mine bare ben, ned i sofaen og helt ned i mine nye Stylesnob! Måtte i gang med panikrengøring af mig selv og omgivelser, mens HG fik de to andre indfanget og sikkert lastet i Ewald (vores bil). Og så ellers af sted med en snert af pisselugt mellem lårene, stress-sved mellem ballerne og myoser i nakken.

Og så er det, jeg næsten takker guderne for, at Skodaben (vores forrige bil) brød sammen sidste år. For Ewald har aircondition! Selv kattene holdt op med at gale helt så ynkeligt, da de kunne mærke den kolde brise.

Lige en hjælp til nye læsere: Familiegalleriet.

Nåede dyrlægen til tiden og var sveddryppende, da vi gik derfra. HG sveder aldrig. Dyrlægen gjorde heller ikke (og deres klinik er såååå varm - selvom vinteren er der kogende!), Myrledyret og Samsara virkede også fattede. Men Cleo satte fede svedaftryk fra sine poter på dyrlægens bord. Der var et helt speedmark efter hende, da vi åbnede buret og hun kunne drøne ind igen. Denne gang uden problemer (det var lige før, hun selv smækkede lågen i!), hun skulle ikke engang hjælpes på vej - hun skulle bare med hjem da! Mens de to andre blev undersøgt, kunne jeg mærke, hvordan sveden bare begyndte at pible ud af alle porer. Må have lignet hedeslagsramt kvinde i overgangsalderen ... efter et styrtebad. Ved ikke, om det er PCOS, der giver mig disse hedeture (godt nok er jeg aldrende, men der skulle MEGET gerne være mindst 15 år til overgangsalderen!), min medicin eller min sygdom. Men et eller andet funger i hvert fald tydeligvis ikke. SÅ flovt at stå dét som smeltende snemand i højsol. 

Kunne slet ikke køle ned på vejen hjem. Dampede så man skulle tro det var løgn. Endte med at køre om en tankstation og købe sodavandsis trods slankekur.

Vel hjemme var det så tid til, at den lille fodvorte skulle ordnes. Det startede også fint, selvom hun er hys. Hun skriger altid op ved den mindste ting. Så hun skreg selvfølgelig også da jeg klippede hendes kløer. Måtte til sidst opgive den allersidste. Og hvad sker der, da jeg rejser mig? Et eller andet siler ned af mine lår - dog ikke pis denne gang. "Det er lort! Hun har sgu skræk-skidt på mig!" hylede jeg op. HG pegede på min arm, der også var dækket. "Nope, hun har blødt på dig!" 

Åh gud, hvor frygteligt. Har aldrig haft det så skidt med mig selv. På hendes sidste klo kom jeg til at klippe for tæt. Holdt hende i mine arme, mens HG fandt papirer for at redde mig og druknende sofa. Var næsten allerede på vej til dyrlæge igen i tankerne, da HG fik manet mig til besindighed (et svært job). Phoeba, der er meget overbeskyttende, slikkede, slikkede og slikkede hende, indtil hun havde helt koslik-frisure. Og så kom jeg altså til det, jeg ellers aldrig gør. Hun sad jo dér på gulvet, Frik, med sine kæmpestore brune øjne, der kiggede på mig - nærmest med forundring - som om hun forsøgte at forstå, hvorfor jeg havde straffet hende. Og Phoeba kiggede på mig med sit bebrejdende Hitler-blik, mens hun lænede sig beskyttende indover sin lille artsfælle. Begge gispede de af varme og chok. Og jeg kom til at hælde en lille bitte, bitte smule vanilleis op til dem hver ...

... Okay okay - med flødeskum. 

Men hvordan modstår man dette her:

NU er jeg altså også bare udmattet. På 'puuuuha'-måden, hvor man tager sig til håret og stønner lidende, mens man hører sengen kalde.

 

Woohooo! Woot, woot!

Så så man lige en lortedag vende 180 grader og blive alletiders!

Startede ellers på en uheldig måde. Allerede ved midnat - da det officielt var d, 3. - fik vi et giga tordenvejr og skybrud. Og jeg fik krampeanfald med charmerende nakkedelle til følge. Måtte tage ekstra medicin og Stesolid mod kramper. Hjalp ikke et hak. Fik senere også mavekramper sooo bad. På kolikmåden - selvom jeg ikke længere er spædbarn.

Klokken syv i morges havde jeg endnu ikke lukket et øje. En halv times tid senere, fik jeg dog endelig lidt fred. Vågnede et par gange og måtte have varmetæppe på maven og krybe sammen på 'jeg lider'-måden i fosterstilling.

Så da jeg vågnede her kl. 17 og dagen stort set er gået, var forventningerne ikke store. Men så så man lige HG være verdens sødeste (- det er han nu altid). :)

For nu er disse på vej til mig:

Ballerinaer fra Stylesnob - er de ikke bare fede?! Et par sko, jeg rent faktisk burde være i stand til at gå i. Har længe beundret dem på Betinas fødder - Betina fra Styled Our Way that is. Hvis I ikke allerede kender hende og Kamillas blog, bør I kigge ind. Den er så fiiin, deres blog. Er vild med Kamillas store smykker og lidt mere rebelske stil, som (synes jeg selv) er meget lig min. Hun har det smukkeste ansigt, og så har hun - ligesom mine forældre - en Coton De Tulear (bomuldshund), Sofus (skulle mine forældres vappie egentlig også have været kaldt). Betina har en meget feminin stil. Hun er så yndig, fin og lille. Ville ønske, jeg var hende! Og har som sagt længe beundret hendes smukke ballerinaer. Hvis du godt kan lide at læse om mode er deres blog et rigtig godt bud.

Nu er skoene så på tilbud. De fås også i sort og cognac. Sort er lidt dyrere end de andre to farver, men er pt. udsolgt. Hvis skoene er ligeså dejlige at gå i, som jeg håber, vil jeg ønske mig cognacfarven i fødselsdagsgave (uh yeah, soon soon!).

Vil du selv ha' en kigger på skoene, så fås de her: http://www.izabellasko.dk/ballerinaer-ballerina/stylesnob-cika-ballerina-i-taupefarvet.html 

De har bl.a. også denne fede ugletaske, som er sååå mig, men alt, alt, ALT for dyr til, jeg nogensinde kommer til at eje den.

Nu vil jeg så vende tilbage til min bog ("Stjernevej" af Lise Nørgaard, som jeg læser hver sommer) og drømme om mine Stylesnob og håbe, posten løber hurtigt. Can't. Wait!

Hvis verden var en drøm

 Det er sorte dage. Som tåge, som dis. Jeg er som gigtpatienten, der mærker vejrforandringen i leddene, selv før han rigtig vågner. Mens øjnene stadig er lukkede, og kroppen vendes tungt i sengen; dette ... hylster! Tungt. Grimt. Og før jeg vågner ved jeg det. Ved, hvilke øjne, der vil møde mig i spejlet. Hvilken krop, der vil ligge dér - fed, lasket.

Hvordan er det blevet sådan? Vågner man bare en dag og er gammel? Finder rynker og linjer og blå årer, som forgreninger under huden, som togspor set langt, langt oppefra? Vågner man og leder efter sine øjne under folderne af løs hud? Skal man bore dem ud, som rosiner i en bolledej og kigge længe, før man finder visdom og styrke i stedet for ungdommens skønhed, der gik tabt og forsvandt bag et grå slør af stær?

Hvorfor er det blevet sådan? Det er som om sygdommen æder mig op. Men i stedet for en cancer, der grådigt fortærer de indre organer, til de buler ud af kroppen som store klumper af stinkende blomkål, sætter sygdommen sig som pres mod sener og knogler og muskler, der buler ud og bliver til fedt og grimhed og alderdom. Kan ungdommen indkapsle sig? Så den ligger et sted i ens indre som en lille bold? Som en kokainsmugler, der pakker sit smuglergods ind i et kondom og sluger det, så det ligger i tarmen som en lille kokon. 

 Dú dog krop, dú! Til andet end at ligge og gå i betændelse og blive glemt. Lad ikke knoglerne og musklerne tørre ind til skrøbelige kviste, der knager i vinden, mens fedtet lagrer sig som en stor, fed fosterhinde af klamhed udenom.

Lad mig opleve livet som andet end glimt, som andet end lysbilleder på et plettet lærred. Lad mig oplevede livet og skønheden og at føle mig normal. Lad timeglasset være min krop, og ikke tiden, der banker på og minder mig om forgængeligheden ... forfængeligheden - gør det andet en ondt?

 Hvis jeg fik en dag som rask, ville jeg stå op ved daggry og se lyset trænge gennem klyngen af træer. Jeg ville løbe på stranden og være frisk og normal. Jeg ville klatre mod toppen, flyve fri som fuglen og aldrig vende hjem til mit bur.  Jeg ville danse i regnen og græde i solen - græde, når I andre griner, grine når I græder og være anderledes på alle de gode måder. Jeg ville se verden i farver, men selv ses i sort/hvid, hvor tingene er smukke og sarte og fri. Jeg ville opleve det, du oplever på et helt liv på én dag og stadig le, når solen går ned. Sende kinesiske wish lights mod den gryende nattehimmel, med besked til mine kære om, vi ses igen en dag.

Og når lampen forsvinder og natten bliver helt sort, så ville jeg smelte som stearin og pulverisere til aske og vågne igen, som fugl Føniks af asken og opdage, at alt trods alt bare er en drøm.

What a wonderful world ...

Noget spirer ... både udenfor og inde i mig; små forventningsbobler sitrer i kroppen, som en uro, en kreativitet, der vil folde vingerne ud og flyve. Udenfor titter små vintergækker op af jorden, sollyset trænger ind gennem de nøgne træer, der rækker armene mod himlen, og ind ad vinduet, hvor små støvfnug danser i strålen. Sneen fra i morges er ved at smelte, vandet driver ned ad ruderne. I fodenden ligger Zappen og spinder, ruller om på ryggen og strækker poterne ud i søvne. Når vinduet bliver åbnet, kan man lugte foråret. Selvom vinteren ikke er slut endnu, og naturen stadig kan overraske ved at sende sne over os, kan jeg se det for mig ... Jeg ser dagene, der bliver lysere. Jeg hører åen, der risler mere roligt. Og jeg mærker roen. 

Når foråret nærmer sig, dukker der altid denne forventning op ... vinterens sygdomme begynder at slippe. Min krop restituerer sig ovenpå de mange hårde måneder. Jeg kan mærke, hvordan jeg fyldes med forventning og energi. Og glæde over, der snart kommer gode tider. Snart bliver der grønt udenfor. Snart kan man sidde på terrassen. Snart bliver øens havne fyldt med både og der kommer liv på øen. Kattene vil begynde at forlade huset, så vi kun ser dem, når de er inde for at spise og lade op ovenpå nattens jagt. Vi skal sidde ude sent om aften med blussen fra bålpladsen. Vi skal spille kort og drikke grøn the, mens natten falder på og det bliver køligt. Vi skal på stranden om aftenen og lave bål og snobrød. Gå en tur på havnen i Allinge, hvor turisternes børn løber rundt og slikker is af deres buttede fingre. En tur på Hammeren med hundene. HG skal måske gå en længere tur, mens jeg sidder på en bænk og tager al skønheden ind. Vi skal til Døndalen og dufte de vilde løg, trave forsigtigt på de snoede stier og bare nyde, vi er. Og jeg vil forsøge at holde fast i denne følelse, jeg altid får, når foråret er på vej ... trangen til at skrive, trangen til at male, trangen til at leve.

(Morten Benjamin, Radiohead vs. Louis Armstrong).

Søndagsstorm

Søndagen har været stille og hyggelig. Har sovet længe, set "Medium", strikket på mit tubehalstørklæde, hygget med dyrene, hoppet lidt rundt i blogland og været glad for, jeg ikke skulle ud i stormen. 

Tørklæder in the making

Vi havde snakket om at tage op og se juletræet blive tændt, men jeg endte med bare at sidde i nattøj hele dagen og gasse - på ægte søndagsvis. Adventskransen blev tændt og det var faktisk helt dejligt, selvom der ikke var familiesammenkomst, som vi plejer, når det er advent (min mor havde aftale med sin mødregruppe).  

Adventskrans og rod

Min mor havde købt et juletræ for os, da hun fik et godt tilbud hos en af veninderne, hun var ude at besøge. Så nu er det også i hus. Hun nåede dog ikke indenfor, da hun gerne ville hjem, før stormen nåede sit maksimum. Det har rusket godt. En gren knækkede og smadrede en vores udendørslamper. Og HG aflyste aftenturen med hundene, for ikke at flyve væk. Så de har måttet nøjes med en tur i haven, mens vi krydsede fingre for, at ingen træer besluttede sig for at vælte. Kattene har været rastløse, fordi de ikke måtte komme ud, men endte med at falde til ro hos mig, der har siddet i dobbeltsenge med strikketøj og fjernsyn kørende. 

Søndags-Supaya

HG har fået taget nogle smukke billeder for mig, der fanger søndagens stemning. Om lidt vil jeg slutte ugen og søndagen (der ret betset blev mandag for en time siden) med dette indlæg og få noget søvn. 

En af sidste års julegaver - i anledning af højtiden pyntet med klokke.

Min challenge går forresten rigtig godt. Jeg overholdt (næsten) mit løfte til mig selv i går om ikke at grovæde på vores spilledage. Der røg dog ét stykke kage mere ned end jeg egentlig havde lovet mig selv. Jeg overvejer at skrive næste lørdags indtag op, så jeg kan holde mig i skindet. 

Diskret julehygge i soveværelset

På torsdag er det d. 1. og dagen, hvor jeg har lovet mig selv, jeg skal på vægten. Jeg krydser fingre og håber, at jeg trods alt har tabt bare lidt de sidste tre uger (det må jeg have - kun ét tilbagefald!). Og så er det bare om at holde fast, til de overflødige kilo er væk. Min motivator er billeder af mig selv, da jeg var nede på idealvægten for lige over et år siden. Det skal bare lykkes!