fredag den 13. september 2013

Storm og stille

Jeg kan ikke finde ud af, om efteråret er liv eller død. Farverne eksploderer og hele naturens palet kommer i brug, så jeg synes, det må være livet; men samtidig daler bladende raslende fra træerne, som afstødt kød og naturen græder himmelens tårer.
          Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn, jeg altid føler mig splittet på denne årstid. Eller fordi min krop dør efter sommerens varme - alle symptomerne blusser op og ligesom træernes nøgne grene hænger livløse og triste fra stammen, hænger mine lemmer som døde appendiks på mig, mens sjælen blomstrer op og fatter mod; skrivelysten vender tilbage, den kunstneriske årer jeg har fået i barselsgave fra mine forfædre, og der ligger i dvale det meste af året, begynder at røre på sig og jeg begynder igen at kradse små blyantstreger på papiret. Men før jeg når til kulstifterne eller oliefarverne, dør lysten igen. Min ånd er storm, men kroppen stille.
          Jeg har oplevet meget siden sidst, selvom størstedelen har været af mere trist karakter. Jeg har læst alle jeres søde hilsner og selvom jeg ikke har fået svaret, har de betydet mere end I nogensinde vil ane ... måske er det derfor, det har været svært at svare, det er svært at sætte ord på, hvad em udstrakt hånd i nøden betyder. Jeg har bare haft behov for at trække mig væk, mens dette stod på og kræfterne vendte tilbage til kroppen. Nu skal jeg starte forfra. Min krop skal vende sig til at blive brugt igen; benene, der har ligget døde hen, skal vende sig til vægten fra kroppen, fødderne skal igen lære at tage livet et skridt ad gangen. Musklerne skal holdes i gang, selvom de sitrer ved den mindste brug og de ekstra kilo, som sengelejet har givet, skal af igen. Den sunde mad skal tilbage og jeg skal finde en hverdagsrytme igen. Det er underligt pludselig at have så meget dag ... når man sover 16-22 timer i døgnet, er der kun plads til det basale i de timer, man ikke er i søvnens land; bad, væske, medicin, mad, få rørt lemmerne, så de ikke helt visner hen. Hvor ligger der mange ting og venter efter mange ugers død; hver dag skal jeg tage mig sammen for ikke at blive liggende under varmetæpper og dyner. Det er svært at trodse træthed og smerter og ikke blive liggende, forsvinde ind i en bogs fantasiland eller drømmenes univers. Men jeg prøver. Jeg prøver at bevæge mig ud på isen og håber, den ikke brister under min vægt.



13 kommentarer:

  1. Håber at du har det ok sødeste Line-mus. :-) dejligt med et blogindlæg fra dig igen, dine indlæg har været savnet! Det samme med dig!

    SvarSlet
  2. Dejligt du er tilbage, jeg må ærligt i drømme, at jeg efterhånden var gået hen og blevet bekymret for dig.

    Men godt du er på banen igen og stille og roligt begynder at finde fodfæste igen.

    SvarSlet
  3. Hjerteligt velkommen tilbage!
    Jeg har dælme været bekymret, men håber at alle derhjemme lever, at alle har det nogenlunde og at du, kære Line vender stærkt tilbage. <3

    SvarSlet
  4. Kæreste Line, hvor det dog glæder mig meget at se, du er vendt tilbage til din blog. Dine ord om behov for at trække sig tilbage vækker så meget genklang i mig, at jeg er rørt til tårer - det er netop sådan, jeg selv har det i denne tid - jeg har ikke været på Facebook i ugevis, for mit behov for stilhed og ro er alt for stort pt. Jeg føler mig overbevist om, at du nok skal finde styrke til at stå på dine ben igen. Sender dig varme og kærlige tanker og kram <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har også haft trukket mig fra Facebook i perioden - kender følelsen. :)

      Slet
  5. Jeg har også perioder hvor jeg går totalt i hi, det er dog altid lækkert at kunne vende tilbage, selv om det også kan tage rigtig mange kræfter.. Glæder mig rigtig meget til at læse mere.. :D

    SvarSlet
  6. Det er SÅ dejligt at se dig tilbage i blogland igen - Håber du får det bedre :)

    /Jeanet - www.jbodilsen.blogspot.dk

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...