lørdag den 29. juni 2013

Lige et ord om vagtlæger, eggåz!

Manner. ZzzZzzZzz! Hvorfor er det lige, jeg altid får en af følgende vagtlæger i røret:

1) Den sindssyge ("Hva' bilder du dig ind a' ringe, huh?!").
2) Den ligegyldige ("Gå til læge på mandag!" 'Men jeg har o...' dut, dut, dut!).
3) Den regelrette ("Ja, men så må du kommer herud og blive undersøgt!" 'Jam...' "Det kan godt være, dine ben er faldet af og armene er lammet, men så må du kommer herud!").

I går rendte jeg så ind i en blanding af 2 og 3. Lægen i røret virkede ekstremt irriteret over, jeg ringede og valgte at reagere med tavshed. Jeg reagerede så ved at speedsnakke indtil jeg nåede et punkt, hvor jeg havde så ondt af mig selv, at jeg begyndte at småtude. Og jeg VED godt, det var fredag og at jeg BURDE være gået til egen læge om formiddagen, men for det første vil min egen læge ikke gøre noget fredag, fordi de ikke kan dyrke prøven og for det andet blev det meget slemt henad aften. Det er ligesom ikke noget, jeg planlægger.
          Anyway, hun insisterede på, jeg forlod mit sygeleje og indfandt mig på lægevagten, selvom hun skulle gå fem minutter senere, så det ikke ville være hende, der skulle tilse mig. Hun fik så ikke liiiige tilføjet, der ikke kom nogen ny vagtlæge (eller også var jeg for omtåget til at fatte det). Så efter verdens hurtigste bad i verdens koldeste vand (fyr slukket), puttede vi gumpefisen og drønede mod hospitalet. Skadestuen og vagtlægens afdeling er kun delt af en glasvæg og jeg ringede på klokken og satte mig pænt til at vente. Der kom så bare ikke nogen læge ... Efter ca. tyve minutter besluttede jeg (eller rettere sagt: Beordrede HG til at undersøge), hvad der liiige foregik (begyndte at føle det som en horrormovie, hvor alle var ædt at zombier eller lignende Tomme senge på gangen med plastik over og ingen lyde af mennesker what so ever).
          Fandt så ud af, jeg altså nu hørte under skadestuen, da der ikke længere var nogen vagtlæge (how de what de how ...?). Nå, no problem - kun to patienter, hvoraf den ene var på vej til røntgen og den anden kort efter blev kaldt ind. Men der skete så heller ikke mere ... Efter yderligere en time var jeg træt, kold, tørstig og tissetrængende (turde ikke tisse, da jeg regnede med, jeg skulle aflevere prøve). Der var kun en colaautomat og vi havde kun sedler (ville det være for meget forlangt at de satte et par plastikbægre frem? Var så desperat at jeg overvejede at fylde varmt vand fra hanen i en brækpose!). Så HG gik ind og bad om et glas til mig, så jeg kunne få mine piller. Intet problem, fik tilmed afleveret glas til prøven samtidig med (og fik vand med isklumper og det hele, yes sir). Men så gik der endnu en time. HG spurgte, hvor længe endnu det ville vare og fik det vrissende svar, de havde MEGET travlt (hvor? Patienterne må være kommet ind via bagindgangen for ambulancerne, men vi hørte ingen) og at der ville gå MINDST et kvarter endnu.

Til sidst følte jeg mig lidt således: "Er det min tur nu?"


Okay, jamen jeg har da heller ingen andre steder, jeg gerne vil være en fredag nat (og slet ikke hjemme i min seng!).
         
Efter en halv time endnu var jeg ikke bare klar til at tage hjem, men havde også opførsel som en femårig på bagsædet ("Jeg er træææææt! Jeg har ooooondt! Jeg er tøøøørstig! Hvor længe gååååår der?" I am not proud! Line tre år). Da klokken var kvart over et (jeg ringede til vagtlægen omkring kl. 22) gik jeg ud til skranken og sagde pænt, at jeg vidste, de havde travlt, men jeg magtede altså ikke at sidde der længere (smertepatient på udbrudsaften kombineret med lavbudgets træstole - no go!) og vi havde en flaskekilling derhjemme, der ret beset skulle have haft sin flaske (okay, er I klar over, hvor det stresser?! Forestillede mig, han lå og skreg og ledte efter Moar ... da vi kom hjem sov han sødt og gad dårligt tage imod flasken! (Leave me alone - sleeeping!)). Anyway - SÅ kunne jeg godt komme til. Og thank god, THANK GOD var der leucocytter i prøven, så jeg fik både penicilling og recept med. Så fire timer i helvedes forgår (okay, måske slightly overkill) kastede da  noget af sig. De finder jo ellers aldrig leucocytter i mine prøver, kun blod. Når de så dyrker dem er de dog alligevel spækkede, men nogen har da holdt hånden over mig. Havde ikke magtet at skulle vente til tirsdag med penicillin. Føler mig ligeså overkørt som et trafikoffer! :(

Så i dag står dette på programmet:



2 kommentarer:

  1. Jeg kan huske, da Casper havde brækket sin finger.
    Fra vi kom ind på skadestuen i venteværelset og til, vi tog hjem. Der var der gået 7 timer.
    Og selve undersøgelsen, forbinding osv tog ikke særlig lang tid.
    Men til sidst var vi næsten de eneste, der sad tilbage i venteværelset, og dem der kom ind i venteværelset efter os, de kom ind til en læge før os, også selvom det var noget med en øm fod.
    Forstår selvfølgelig godt, man tager akutte patienter først, børn osv. Men når det var noget, som måske også var brækkede, så burde vi komme ind først, da de andre ankom lang tid efter os.

    Sådan noget kan virkelig gøre mig irriteret.

    www.dyreglad-pige.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Yay, en kommentar i dag!! :)

      Ja, skadestuer er notorisk kendt for ventetider - derfor irriterede det mig også, at vagtlægen bare gik hjem! Og at jeg ikke havde fået besked om det; blærebetændelse har ret beset ikke noget med skadestuen at gøre med mindre det er meget slemt. Nu har jeg mildest talt haft min del af skadestuebesøg og i forhold til dem, var denne egentlig kort, men det undrede mig bare, at venteværelset var tomt. Og så virkede det længe, når jeg havde forberedt mig på et vagtlægebesøg (som jeg også har haft min del af), der normalt er overstået på mindre end en time.

      Jeg tror mit værste skadestuebesøg var da jeg engang i påsken brækkede foden (var 11 år). Der var pakket med folk - min mor, der var med mig - kunne ikke få en siddeplads og måtte vandre rundt med min lillebror (på under et år) på armen time efter time. Jeg tror også, vi var der omkring de syv timer, du nævner. Jeg har tit tænkt, det må have været SÅ anstrengende for min mor - gæster overfra, der sad derhjemme og ventede, spædbarn på armen og nervøsitet for sin pige. (Jeg blev for øvrigt overhalet i køen dengang, da en dame kom ind med ambulance. Hun skreg sådan at vi troede, hun mindst var i fødsel. Hun kom foran ALLE i køen og blev kørt sengeliggende til røntgen. Hun viste sig at have forstuvet en lilletå og røg hjem uden så meget som en krykke - se, det var god underholdning i al det kedelige! c",)).

      - Line

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...