torsdag den 25. april 2013

Lad mig ikke miste dig ...

En aften fuld af uro. Jeg kan mærke, jeg er på vej ind i et attak; har fået kramper (omend milde) og måttet tage ekstra medicin. Om det er pga. det, jeg føler mig mere hudløs, skal jeg ikke kunne sige ... men jeg er blevet bange for, Cleo måske ikke har længe igen. Jeg ved godt, man ikke kan forvente meget af en kat på 15, men det gør ikke tanken om hendes afgang lettere. Slet ikke efter at have mistet Vips. Jeg savner stadig min Vipsepige hver dag og kan ikke se billeder eller film med hende uden at græde, selvom det snart er to år siden hun døde. I mine arme.
          Cleo minder så meget om Vips. Og måden vi fik hende på gør, mit forhold til hende er så intenst. Men hun er begyndt at kaste op. For et par måneder siden, havde hun en uge, hvor hun kastede op mindst én gang om dagen, men da hun i stressede perioder river pels af sig selv, gik vi ud fra, det var derfor. Også fordi hun jo kastede pels op. Så holdt det op, men nu er hun begyndt igen. Ikke hver dag, men får hun andet end tørkost, kommer det op næsten hver gang. Vi har trukket den med dyrlægen, fordi det stresser hende så slemt hver gang. Sidst var jeg sgu bange for, hun skulle få et bommesislag af ren ophidselse. Lige nu ligger hun i lænestolen og snorker højlydt og ser så fredfyldt ud ... og jeg hyler, mens jeg sidder og hører "Fields of Gold" med Eca Cassidy (måske heller ikke vildt velvalgt sang, hvis man i forvejen er grådlatent). Hvorfor skal jeg altid tro det værste? Hvorfor siger jeg, jeg ikke er overtroisk, når jeg egentlig er bange for at tænke positivt, fordi jeg er sikker på, det hævner sig? Og hvorfor skulle hun komme ind i mit liv så sent?


Puh, er overtræt. Og overhysterisk. Vågnede mindst 125 i nat og trænger til søvn. Vil gå i seng snart, da vi skal op til fødselsdag i morgen (der også er dagen, jeg trækker en vinder af Peter Plys-sættet). Gaven er ikke dukket op. Men Miinto har lovet, den er på vej (med Post Danmark denne gang) og har sendt et gavekort på 300,- som undskyldning for roderiet med ordren. Manglede også bare! Det er 16 dage siden, jeg bestilte den og jeg har brugt SÅ mange timer på at råbe dem op, før de har reageret. Desværre er jeg meget konfliktsky, en håbløs pleaser og elendig til at komme ud med mit raseri med mindre det er på skrift. Men nu er der dog et plaster på såret ... synes bare, det er ærgerligt, når mine brødre kommer hele vejen hjem for at deltage i fødselsdagen, at de så ikke får set den gave, de har postet penge i.

Vil smide mig på sengen med min lille tyske plyspige, kramme hende og bede til alt, hvad der kunne findes derude af højere magter om at lade mig beholde hende ... bare lidt endnu!




10 kommentarer:

  1. Kære Line,

    det er timer siden, jeg første gang læste dette indlæg, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg vil skrive til dig. Der er bare ikke ord, der kan fjerne eller mindske din angst for at miste Cleo. Derfor vil jeg bare fortælle dig, at jeg tænker på jer, og jeg krydser fingre for, at Cleo bliver hos dig i mange år endnu.

    Kærlige tanker og kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Louise

      Tak for dine altid søde tanker og hilsner. :) Det er svært at forholde sig til, hun måske er meget syg, når hun pt. virker frisk og rask, så jeg håber, det bare er min pessimisme, der påvirker mig.

      Mange hilsner - også til Blaze, Line

      Slet
  2. Hej skønneste Line.

    Jeg havde 'engang' min allerbedste ven, Merlot. Hun var en skøn labrador, og endda en brun en af slagsen. Hun lever dog endnu, ti år gammel, hofte problemer, og overvægtig - dog er hun ikke i min varetægt. Jeg måtte med blødende hjerte, og totalt forgrædt forlade hende på mit opholdssted jeg boede på før.

    Grundet hendes høje alder, kunne jeg ofte ligge og kigge på hende og begynde at græde - netop af angsten for at miste hende. Jeg vil bare fortælle dig, at jeg håber for dig og Cleo at hun overlever, og får lang tid med jer endnu. Virkelig, jeg ved hvordan det føles.

    Du skriver bare, kæmpe knus fra
    Mig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak sødeste Christina. Da jeg var 17, døde vores første familiehund, Tjago (Kongepuddel) og jeg hylede et halvt år ... og savner hende stadig. Jeg troede, tab ville være noget, man blev bedre til at håndtere med alderen, men sådan er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig mister man lidt af uskylden og lærer af livets lektie, men det gør stadig ondt at miste. Og lige dyr er så lette at holde af. Forholdet mellem mennesker kan være så kompliceret, men dyr elsker dig på mange måder ubetinget. Så selvom jeg vidste, at tiden med Cleo var begrænset, da vi sagde ja til at tage hende, gør det ikke tanken om hendes afgang lettere. Men jeg håber på, der er (god) tid endnu. Tak for din historie om Merlot. :) Det ar altid rart at blive lukket ind i andres tanker og følelser på den måde.

      - Line

      Slet
  3. Årh, hvor gør det dog ondt indeni mig at læse det med Cleo.
    Jeg ved, hvor hårdt det er at miste et dyr, man elsker så højt.
    Og jeg forstår godt, det ikke er let, selvom hun er 15 år.

    Jeg har det virkelig også hårdt med, at Freja er død, selvom der er gået over 1 år.
    Jeg kan virkelig sidde og kigge på den video med hende igen og igen og igen.

    Jeg håber, virkelig at der ikke er noget alvorligt med jeres dejlige lille pige.

    www.dyreglad-pige.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg håber også, det er et tilfældigt alderdomslune og ikke et vink med en vognstang om at enden er nær. Men som nu, hvor hun har haft en masse gode dage (og god appetit) er det svært at tro, der er noget galt. Selvom jeg ved, hun har oversteget den forventede livslængde for en kat, håber jeg, hun sparker røv hvad statistikken angår og får trukket kurven for forventet alder op. :)

      - Line

      Slet
  4. Sødeste Line, krydser alt, der krydses kan, for at Cleo bare har en træls periode men flere år på bagen endnu.

    Hos min "ekstramor" har de en kat på hele 17 år, der hedder Pussy. Den er lidt dement og en smule skør, og man kan godt høre, hun er ved at være en gammel dame. Det kradser i halsen på hende, når hun miaver, og hun har mistet kontrollen over sit tarmsystem, så hun går og fiser hele tiden. Min ekstramor fik hende kun, fordi familien, der havde hende før, var sikre på, hun snart kradsede af, og de ville ikke være der til at opleve det - men det er 4 år siden nu.
    Hvis Pussy kan holde sig så længe, så kan Cleo også - og Cleo er jo fra det bedste, tryggeste og skønneste hjem overhovedet, så intet kan gå galt for hende!

    Hold hovedet højt og tænk på alle de skønne ting, Cleo har givet dig.

    Forresten... Ved du, hvorfor kæledyr aldrig er her lige så længe som mennesker? Det er fordi mennesker skal lære at være glade, og det tager lang tid. Kæledyr er allerede glade, så de skal bare lære os det - og når de har lært os det, har de opfyldt meningen med deres liv <3

    Katrine B
    http://bagkatrineb.wordpress.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, en dejlig tanken mht. dyrs forventede alder. :) Jeg håber dog, Cleo stadig finder, det er nødvendigt at sprede glæde her på jord. Tak for din lange, søde og dejlige kommentar.

      - Line

      Slet
  5. Ihh.. Stakkels lille pus, håber din Cleo får det bedre & 15 år så har Cleo også klaret det godt. Men kan godt forstå at du er bange for at miste den, for det er jo aldrig sjovt at miste nogen man har kært.

    Med hensyn til Miinto sagen, så synes jeg alligevel også det er flot af dem at de sender dig en gavekort på 300 kr. som et plaster på såret, for det manglet da osse bare, når man venter så langt tid på at modtage noget man har købt & betalt.

    Rikke // Sigaards.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rikke

      Ja, det vigtigste er trods alt, hun har det godt. Det er ikke værd, hun får flere år, hvis hun ikke er til noget, men bare er syg og trist.

      Ja, det var også rart at kunne drage til fødselsdag med noget håndgribeligt, når nu gaven ikke var kommet endnu.

      - Line

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...