tirsdag den 23. april 2013

Mafiabossen

Beklager stilheden - har været ret død de sidste par dage. Er ikke egentlig attakramt, bare brugt, så jeg har haft brug for lidt stilledage.

Jeg har længe tænkt over at lave dette indlæg, men det har også krævet lidt tænketid, da jeg egentlig har skrevet semi-anonymt. Dog er anonymiteten forsvundet mere og mere og flere gange har mit fulde navn da også optrådt på bloggen. Jeg vil da også fortsat holde min familie udenfor dette forum, men det er svært, da jeg virkelig bare er familiemenneske!

Men der er alligevel et hedengangent medlem, I skal møde:


Her er min oldefar, Ludvig Find, der var kunstmaler. Da vores lille familie (som nævnt i tidligere indlæg) bliver kaldt 'Mafiaen Find-*resterende efternavn*' (bl.a. pga. vores tætte sammenhold) kalder jeg dette Mafiabossen. For det er fra Ludvig, førstedelen af mit efternavn stammer. Jeg er stolt af at være en Find. Jeg er en rigtig Find. Jeg ligner min far og Find-familien enormt meget og har da også 'Find-profilen', som vi også kalder 'fugleprofilen' pga. den store næse (næbet) og vigende hage. For at vise, hvor dominerende Find-genet er kommer her et billede af Ludvigs far (min tipoldefar) og farfar (altså min tiptipoldefar). Kan I se ligheden?

 Ludvigs far, som Ludvig ligner til forveksling.
Ludvigs farfar.

Da mine forældre skulle navngive deres nye hvalp, var det da også mig, der fandt på navnet: Ludvig! Min mor holdt stærkt på, at den nye hund skulle have menneskenavn. Resten af familien var dog mere til et dyrenavn, som altid har været brugt tidligere. Men min mor var urokkelig. Navne som Sofus (det er da ellers passende til en lille 'isbjørn'!) og Osvald (endnu mere isbjørne-passende!) blev forkastet. Men Ludvig gik de alle med til og sådan fik Ludde (som han nu bliver kaldt) sit navn. Så her er en anden Ludvig Find:


Kan I se ligheden? c",)

Mange af Ludvigs billeder var barnebilleder - af egne børn og børnebørn. Da min far i januar fyldte 70, gik vi børn samt mor og mormor sammen og købte et Find-billede til ham på en auktion. Det sjove er, at vi anede ikke, hvem det var på billede. Det lignede ikke en blodsbeslægtet Find. Så vi spurgte i Facebooks Find-forum og der gik da heller ikke mange sekunder, før en besked tikkede ind: "Det er da Herle! Hun var kæreste med ..." osv. Og sådan fandt vi ud af, hvem det var på billedet. Og man kan tydelig se det, når man ved det. Se selv og bedøm:


Her er det indkøbte maleri.


Og her er Herle yderst til venstre på fotografiet. Kan I se ligheden?

Men Find-navnet kan også skabe problemer på sin vis. Jeg har jo et ekstra efternavn (fra min farfars side). Min far tilføjede denne del til vores efternavn, da han var træt af at blive kaldt 'Find', som var det hans fornavn, når det nu ret beset er hans efternavn. De sidste par år er jeg begyndt at opleve, at for mig fremmede, kontakter mig på Facebook og spørger: 'Er det dig, Line?'. Og ja, vist er jeg mig! Men hvorfor skulle fremmede spørge ind til min identitet? Ved at grave i sagen fandt jeg så ud af, der er en 'Line Find' derude, som altså ikke er mig. Og som desuden er ældre end og ikke ligner mig. Men det forklarede så, hvorfor fremmede prikkede til mig og skreg 'FUNDET!!' ... når jeg nu ikke engang vidste, jeg var væk. Jeg har siden 1995 floreret mange steder på nettet med mit fulde navn. Både forfattersites og sociale sider som Facebook (dog meget senere) og debatforums.


Der er dog stadig megen forvirring blandt folk om, hvem der er hvem. Da jeg i sin tid giftede mig med HG, tog han mit navn. Da jeg er meget tæt på min familie og han kun har kontakt med sin bror, valgte vi derfor mit efternavn. Det gjorde så, at man fejlagtigt troede, at HG er 'søn af apotekeren'. Det forstår man da på sin vis også godt. Når jeg er ene pige blandt tre brødre, må det jo gå galt. Og folk har stadig svært ved at finde rundt i det. Men HG har altså 'kun' giftet sig til navnet. Han er ikke blodsbeslægtet.

Om en måned er det turen for den årlige anejagt. Sidste år var det primært min mors familie, vi fik optrævlet. Men vi fandt da også Find-navnet mange steder. Mange af Find'erne var præster, så vi var rundt omkring i kirker og fandt familienavnet flere steder. Jeg er spændt på, hvad vi finder i år.

Anyway, det var så lidt mere af anonymiteten, der røg. Jeg tvivler på, I ved hvem Find var, da han ikke var blandt de største. Men han var der og gennem hans arbejde er mange af mine slægtninge foreviget i form af malerier.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...