onsdag den 9. oktober 2013

Glemmer du, så husker jeg alt

Kære Mumi

"Kan du huske ...?" Hvor ofte bruger vi ikke det ord uden at tænke over betydningen, fordi vi ved, at selvfølgelig husker modparten. Selvfølgelig husker du, Mumi! Du husker første gang du holdt mig, første gang du så mine øjne. Selvfølgelig husker du, da du gik op ad kirkegulvet med mig, så jeg kunne få mit navn. Selvfølgelig husker du, dengang jeg havde en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. Du skulle passe mig, fordi mor var syg, men jeg ville ikke med. Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen, sikkert fastspændt. Men du kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte du lade mig få gummistøvlerne på - selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav du dig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.
           Og dér gik du så Hvidovres gader tynde - med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: "Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!". Og det var som om du krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at din ellers så ranke og strunke statur i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste dig mange stolte centimeter! Så selvfølgelig må du huske det, selvfølgelig er erindringen derinde; taget som gidsel i din hjerne. Det kan ikke passe den er væk, at vores fælles historie er væk. Hver gang vi sidder sammen og snakker, glemmer jeg, at du ikke husker. Kommer hele tiden til at udtale de fatale ord: "Husker du ...?"



Det virker så ondt af skæbnen, af livet, af hvem der nu styrer dette spil, at man kan slette en persons erindring og hele liv på den måde. Hver gang du er væk et sekund, er dagsresten væk. Hver dag er en ny historie. Hver dag undres du over, hvor du er og hvorfor du er der. Du vil hjem, men du ved ikke, hvor hjem er. 
          I dag var du tilbage i 1968 og vores højteknologiske verden var helt fremmed for dig. Hvor er din lejlighed? Hvor er din mand? Hvor var alle dem du holdt af? Du vil ikke bare hjem, men tilbage til noget, der ikke længere er, til en start, der aldrig kan spoles tilbage til. Og intet jeg eller nogen anden kan sige noget, gøre noget, der gør tabet mindre. Hver gang er sorgen ny for dig. Hver gang mister du ham på ny, din store kærlighed. Men Mumi ... du husker ham! Du husker det, I havde. Du husker det, I har skabt. Det trøster mig i alt dette. Måske husker du ikke, da vi i sommer kørte langs vejen og så de udsprungne syrener, måske husker du ikke det hus, du nu ejer, men ikke længere kan bo alene i. Men du husker jeres historie. Du husker alt det, der udsprang af jeres kærlighed. Du ved, at jeg er Line og at jeg er til i kraft af dig. Du ved hvem dine børn og børnebørn er ... endnu? Mumi, vil du også glemme os en dag? Vil verden være så ond?

Nogle dage virker det som om, du har glemt, hvem du selv var. Du ved, der var et før og at det der er nu for altid vil være 'efter'. Du ved, du ikke bliver rask og at du langsomt forsvinder ind i erindringens tågeland, hvor mennesket kerne går til grunde. Lige nu klamrer jeg mig til det du stadig husker, det der stadig er vores fælles historie. Det der ikke bare er dna og gener, men det er kærlighed, fællesskab, historie. I morgen er det måske også væk for dig. Men kære Mumi, glemmer du ... så husker jeg alt.







10 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak Marlene og tak fordi du læser med. :)

      Slet
    2. Jeg arbejder inden for ældreområdet og kan nikke genkende til dine tanker. Det er så sørgeligt, når man kan se den ældres frustration over at være syg, ikke at kunne huske, ikke at kunne give udtryk for sine ønsker, meninger og holdninger. Det må være hårdt at være fange i sin egen krop...

      Slet
    3. Det må også være hårdt at arbejde med. Både fordi man hele tiden skal gentage, hvad man sagde for fem minutter siden, men også fordi der ikke er tid til at sætte sig ned og trøste og forklare situationen. Og selvom der var, er det glemt efter kort tid. Vi kan bruge meget tid på at forklare Mumi, hvad der er sket, hvor hun er og hvorfor hun er det. Så siger hun måske: "Hvorfor har I ikke fortalt mig, jeg er så syg?!" Men det har vi jo også. Hun glemmer det bare. Der kan ikke være meget plads til at have en dårlig dag, når man arbejder med ældre (og især demente ældre), fordi man hele tiden skal være på og have overblik. Jeg er imponeret over det overskud og den varme, Mumis plejere har mødt både hende og os med. Det gør virkelig én glad, når man ikke selv kan være der hele tiden.

      Slet
  2. Det er et meget stærkt indlæg, Line.
    Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt det må være at miste et menneske på den måde, og jeg føler virkelig med dig og din familie.
    Du må fortælle hende historien om gummistøvlerne. Jeg smilede i hvert fald, da jeg læste den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - bliver meget benovet over at en af mine bloggerhelte synes om et af mine indlæg. :) Ja, jeg skal prøve at bringe gummistøvlerne på bane. Den kunne jeg godt forestille mig, hun husker, men man ved aldrig.

      Slet
  3. Svar
    1. :) Tak fordi du trofast læser med. :)

      Slet
  4. Kære Line, endnu engang rørte du mig dybt med et af dine indlæg, og tårene begyndte bare at trille. Det er godt, at du husker - især nu hvor din elskede Mormor husker mindre og mindre. Line, du er en fantastisk kvinde <3 Kram fra Louise, der har det godt, men bare har behov for stilhed i store mængder pt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Louise

      Dejligt at høre fra dig! :) Der skal være plads til at trække sig tilbage til stilhed - er glad for at høre, du er okay. Ellers kan du altid skrive. :)

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...