onsdag den 18. juli 2012

Det dér med facebook og privatliv

Jeg har altid været af en nysgerrig natur. Lige siden jeg var barn, kom jeg ustandselig ud for ulykker, fordi jeg liiige skulle se, hvad der skete, hvis man nu ... Min mor læste trofast op af "Peter Pedal" - sikkert i håbet om, at jeg kunne se, hvad nysgerrighed kunne føre til. Alligevel sad jeg fast i fletkurve med mine ben, trak et appelsinnet over hovedet eller kom på anden måde i uføre som følge af min ubændige trang til at finde ud af, hvad der skete, hvis man nu liiiige ...


Jeg havde (og har) altid et øje og et øre i hvert rum. For tænk nu, hvis jeg gik glip af noget! HG kalder mig 'Kaninøre' eller 'langøre', for selv under søvnen opfatter jeg ting, jeg ikke burde kunne opfatte. Hvis telefonen ringer og han tager den, mens jeg ligger i min sødeste (ræve)søvn, kan jeg, når jeg vågner flere timer senere spørge: "Hvad var det for en undersøgelse?" eller "Hvad ville banken?" eller "Hvornår skal vi være hos mine forældre?" Og han kan måbende spekulere over, hvordan jeg både kan sove og opfatte, hvem han snakker i telefon med - og rette ham, hvis han citerer stemmen i den anden ende forkert (det er da ikke min skyld, at folk snakker så højt og at min hørelse er exceptionel!).

Måske er det også derfor, jeg sluger krimibøger, elsker krimiserier/film og kan bruge timer på at spille et eller andet latterligt pc-spil for at løse mordgåden. Spørgsmålet: "Hvem var det?" bliver bare aldrig kedeligt!

Med Facebook åbner der sig en hel ny verden for os nysgerrige. Det bliver pludselig muligt at stalke fjender, gamle flammer eller vildt fremmede. Jeg må tilmed - modstræbende - erkende, at jeg har et par sider med vildt fremmede mennesker, som jeg nogle gange småstalker, fordi der altid er sådan nogle saftige skænderier på deres side. (I am not proud!).


Det undrer mig dog, hvor lidt folk hæger om deres privatliv (sagde kvinden, der udgiver tekster i offentligt tilgængelige bøger om sit privatliv!). Det undrer mig, hvad de skriver, uploader af billeder m.v. Man kan nærmest følte deres privatliv time for time og billede for billede. Måske er vi bare med alle disse sociale medier blevet mere ekshibitionistiske af natur?

Det er blevet endnu lettere - og mere fristende - efter at 'tickeren' kom til. Hvis ens venner kommenterer et billede fra en tredje part, kan man vupti klikke sig ind og være med på den luskede 'fluen på væggen'-måde. Det samme gælder livlige diskussioner. Jeg har været hemmeligt vidne til mange et skænderi, fordi jeg er ekspert i at opfange, når noget er på færde.

Jeg er også ekspert i at finde folk. Også folk, der ikke vil findes! Mange gemmer sig på Facebook under falsk navn eller ved ikke at være på venneliste med familie og venner. Til gengæld lægger de så ofte på f.eks. en søskendes eks-kærestes liste eller lignende, så de på den måde alligevel kan findes. Hvis jeg ikke kan google eller Face mig frem til folk, ER de ikke at finde på nettet. Det er til dels også fordi jeg husker alt. Jeg husker navnet på folks forældre, søskende, bedsteforældre og fætre og kusiner, deres gamle gade, deres uddannelsessted eller deres papegøjes afkom. Jeg har fundet en del gamle bekendtskaber til min mor, der også er på Facebook. Hvis hun f.eks. siger "Jeg ville ønske, jeg kunne finde Vita," siger jeg: "Giv mig fem minutter ...!" 



Nysgerrighed har dog også sin pris. Har du f.eks. nogensinde prøvet at være vidne til et eller andet, du ikke skulle være vidne til? Har du f.eks. overhørt en samtale, det ikke var meningen at nogen - udover de involverede parter - skulle høre, og bagefter tænkt: 'Hvordan gik det? Fik de så det barn?'

Sådan kan jeg tænkte over fuldstændig tåbelige, latterlige ting, jeg opfanger på Facebook. Og nogen gange kommer der aldrig en slutning. Man kan jo ikke så godt skrive til en vildt fremmed: "Hva' så? Fik din bedstefar sat benet af?"

På den måde koster Facebook mig nogle gange søvnløse nætter over de mest latterlige ting. F.eks. var der for nogle uger siden en af mine venners andre venner, der fandt et eller andet klamt i sin slikpose under lørdagshygge med ungerne. Der var billeder og det hele og mange kom med bud på, hvad det kunne være. Selv ville hun kontakte Malaco for at få et svar. Senere har jeg være inde for at lure om der var et svar, men alle har åbenbart glemt alt om den vingummi. Alle undtagen mig!

... Og nu er det eneste, jeg kan tænke: Hvad fanden var der i den slikpose?!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...