Der skete det, der ikke måtte ske ...! - En neurotikers bekendelser.

Har haft verdens værste døgn - i går that is. Startede allerede kort efter midnat, hvor der pludselig lød et skræmmende skrig udenfor stuevinduet. Lød nærmest som Myrledyret. Fór op af sofaen og løb ud, hvor et lille styks Supaya sad med store runde øjne og diverse buskads i den hvide pels. What the fuck?!? Hvordan fanden i helvede er hun smuttet ud?! Og det endnu større spørgsmål: Hvorfor gik hun ikke ind ad kattelemmen? Nu har vi i et halvt år øvet med hende; haft hende ude i snor i haven og på terrassen, så hun kender området, i tilfælde af, at ovennævnte skulle ske. Og derefter smække hende ind ad kattelemmen, så hun ved, hvad den er til. Sluttet af med godbid, så hun forbinder kattelem med noget positivt. Og hun har da også forstået princippet: I hvert fald skraber hun på lemmen og skriger, når Sipzap er ude (kattelemmen står låst, så man kun kan komme ind og ikke ud).

Hun må være smuttet, mens jeg havde vinduet i stuen åbent. Sad ellers, så jeg ikke kunne undgå at bemærke, hvis nogen skulle hoppe op. Har jeg sovet? Er jeg gået ud for at tisse og har glemt det? Er jeg blevet dement?

Hun må have været ude mindst seks timer! Syntes godt nok, her var så stille ... På et tidspunkt i løbet af aftenen lød der et sært brag fra taget. Som om en kæmperotte var faldet ned fra himlen. Har siden da haft diverse fantasier om Myrledyret som rotten (mors lille Ratatouille!), der er drattet ned fra et træ og ramt taget. Eller er kravlet derop i forsøget på at kure ned til vinduet og komme ind samme vej, som hun kom ud.

Har den sorteste samvittighed! Og føler mig som ravnemor. Kunne ikke sove pga. bebrejdende tanker. Havde endnu ikke lukket et øje klokken fire. Skulle op halv otte, ringe til læge for svar på urinprøve, til dyrlæge og bestille penicillin til Samsara med bronkitis og videre til Rønne, hvor der var havevareudsalg. Først på sommeren kiggede vi på en dobbelt solvogn, da vores gamle plastikvrag knækkede under snemængden i vinters (der var ikke lige plads til at få dem på loftet, så et styks evnesvag her tænkte, at de nok ikke tog skade af en vinter ... bumbum! Remember last year, mrs. Line?). Endte med at stille vækkeuret to timer frem og håbede, jeg ville være frisk nok.

Vågnede klokken halv ti, så træt at jeg var skeløje og ikke kunne huske mit eget navn. Måtte nærmest sætte tændstikker fast for at holde øjenlåg oppe. Fik ringet til lægen. Givtig samtale! (Sagt på den stærkt sarkastiske måde). "Sig mig, Line, får du penicillin?" Øh nej - hvorfor skulle jeg så aflevere en prøve? Duh! Hun lød i høj grad som én, der mistænkte mig for at opbevare apotek i lommerne. Hvorfor bliver jeg altid spurgt om det, når jeg er i kontakt med lægen? Bare fordi ens far er pensioneret apoteker ... tror de, han stadig har adgang til apotekets lager efter pension? Lagernøgle i stedet for gyldent håndtryk? Følte mig SÅ lusket ... som én der bliver taget i spritkørsel og prøver at bortforklare brandert ved at jeg 'bare' er lidt bagstiv. Føler mig altid skyldig, når folk spørger mig om noget - også selvom jeg intet har gjort. Får lyst til at bryde sammen og tilstå: "Ja, hr. politibetjent. Jeg spiste et stykke fyldt chokolade ... for tre år siden! Og jeg drømmer nogle gange våde drømme". Kunne slet ikke koncentrere mig om resten hun sagde. Også fordi jeg sad og spekulerede på, hvorfor de tror det? Lugter min urin specielt anderledes end andres? Og er det farligt? Fejler jeg i virkeligheden noget vildt eksotisk, de ikke kan finde ud af? (Har jeg nævnt, jeg er lettere neurotisk?). Fik dog fat i, at der var vækst i prøven, men 'ikke så meget.' Og at mit immunforsvar burde kunne slå det ned. Aaaaaaaghediaaaaargh! Hvor mange gange har vi ikke haft den diskussion?! Jeg HAR intet immunforsvar! Ville ønske, jeg virkelig havde lagernøgle. Så ville jeg aldrig mere gå til lægen. Har lige siden følt, jeg pissede glasskår. Ved nu ikke, om det er bakterier, der er boltrer sig lystigt i mit indre, eller neurotiske hjerne i selvsving. Jeg fik engang at vide af en psykolog, at det med at være neurotisk og lettere paranoid egentlig tydede på stort ego: At man tror, man er så interessant, at alle gider tale om én bag ens ryg. Det er muligt, damen havde ret. Der er vel en grund til, at en af de etiketter, der har flest indslag er 'mig'. Men jeg forestillede mig nu alligevel alle lægehusets sekretærer sidde og vælte sig lystigt i min sygdomshistorie over frokosten.

Ej, er simpelthen nødt til at lade denne hænge som en amerikansk cliffhanger og fortsætte senere. MÅ i seng igen og have søvn. Ser dobbelt og føler mig som badedyr, hvor luften er sivet ud. Kan. Ikke. Holde. Øjne. Åbne.

Udbryderkongen!