'Du forsvinder' ... og det gjorde gårdagen også

Så så man lige mig vågne op og have misset en hel dag. Pludselig var det onsdag ... hvor fanden blev tirsdagen af?!

Det dér legen Speedy Gonzales har åbentbart hævnet sig. Jeg troede jeg kunne snige lidt hyperaktivitet ind i hverdagen. Men straks lå jeg vandret med stængerne i vejret og genopblusset blære- og bihulebetændelse. Jamen altså!

Kan stort set ikke huske noget af tirsdagen. Vågnede (ifølge min kalender) klokken 06.25 og fik medicin. Og igen 17:35 (for stort spring! Må max. gå otte timer!). Og 00:35. Husker svagt noget om, at jeg havde febergennemsvedt hele dynen, så vinduerne i rummet duggede og HG måtte hjælpe mig i tørt tøj og tvinge ekstra væske ned i halsen på mig. Ellers husker jeg kun diverse forstyrrede drømme.

Havde en ret intens drøm, hvor jeg var hos en ny læge. Hun så ret så nervøs ud (hey, det er mit job!) og kiggede på mine fødder. "Jeg kan se, din venstre fod har tendens til at vende ud af," sagde hun (det er altså kun i drømme, den gør det!). Det havde jeg nu ikke selv bemærket. Pludselig begyndte hun at snakke om en ny neurologisk sygdom, der hed GERD (sygdommen er sådan set rigtig nok, og jeg har den også, men i virkeligheden, er det problemer med mavesyre. Det har sikkert været vævet ind i min drøm, fordi penicillin generer maven, så mavesyren går helt amok og symptomerne flammer op). I hjørnet af lægens værelse sad min mor og så nervøs ud. I drømmen undrer jeg mig over, hvad hun laver dér? Men åbenbart er jeg - i drømmen - ung teenager og ikke den 26årige ... Okay, 30årige! ... jeg i virkeligheden er. Det viser sig så, at GERD (i min drøm that is!) er en neurologisk sygdom, der rammer hele kroppen og giver en spastiske lammelser. Fødder og hænder vil langsomt komme ud af min kontrol, jeg vil begynde at skele på øjnene og langsomt vil jeg miste mit sprog. I drømmen sidder jeg langsomt og tænker over, hvilke centre i hjernen, der bliver ramt (den dér bog jeg lige har færdiggjort, ik? Den har vist sat sig godt fast!). Så spørger hun, om hun må tage en test på mig og sende til undersøgelse. Den kan afsløre, hvorvidt jeg har sygdommen eller ej. Min mor ser nu decideret dårlig ud. Jeg sidder bare og virker sært fjern og lalleglad. Lægen forklarer, det foregår ved, at man skærer toppen af den højre tommelfinger, for at få fat i de nervebaner, der løber under huden. Det vil gro ud igen. Samtidig beder hun mig kigge væk, så det ikke skal gøre ondt. Hun forklarer, at hvis jeg har GERD, vil nerverne så langt ude være døde, så jeg intet mærker. Men hjernen kan stadig spille mig puds - så hvis jeg ser hende gøre det, kan hjernen sende falske smerteimpulser - lidt ligesom ved fantomsmerter. Jeg kigger bare med et dumt grin på ud ad vinduet. Foran klinikken er der en stor plæne, hvor der sidder en masse studerende spredt rundt og læser til eksamen. "Så er vi færdige," siger hun, og jeg kigger på min højre hånd. Og så mangler hele tomlen! Hun forklarer, at hun var nødt til at lyve - de fleste reagerer voldsomt, når de hører, at hele fingeren skal amputeres, og at det ikke vil vokse ud igen. Hun forbinder såret, lægger min afskårne tommel i en konvolut og beder sekretæren sende den til laboratoriet. Min mor græder stille tårer. Jeg griner bare dumt.

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg står på plænen og kigger på alle de studerende, der ligger i græsset med bøger, kuglepenne, drikkeflasker og vildt blik. Får øje på HGs bedste ven og spørger ham, om han ved, hvor HG er. Han er til undervisning. Vennen kan se, at noget er galt ... Til sidst får jeg samlet vennerne, HG, min svoger og svigerinde, der alle lå med hver deres pensumliste og læste (selvom de i virkelighedens verden for længst er færdiguddannede og har jobs). Og da jeg så skal fortælle det, ramler det for mig. Endelig går det op for mig, at jeg er meget syg. Jeg løfter hånden med den manglende finger og forsøger at fortælle, hvad der venter mig - og dem.

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg har fået bekræftet diagnosen. HG og jeg er flyttet hjem til mine forældre, der hjælper med at passe mig. Jeg sidder trodsigt på sengen med lange savltråde ud af munden og arme og ben i akavet stilling, helt fordrejede i spastiske anfald. Jeg er trodsig. Lægen har fortalt min mor, at mit hår skal klippes af. Jeg er begyndt at få problemer med ikke at kunne bevæge mig i sengen. Jeg har fået at vide at mit hår er så langt, at jeg risikere at blive kvalt i det under søvnen. Jeg forsøger at forhandle med min mor; kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare til natten kan flette det og sætte det op. "Det er mig, der skal passe det!" vrisser min mor. "Jeg er træt af det hår, der både skal vaskes og tørres og glattes - det tager mig over to timer om dagen!". "Du forstår det ikke!" skriger jeg med en stemme, der ikke er min. "Det er alt jeg har tilbage! Til sidst vil jeg bare sidde her som en tom skal uden at kunne kommunikere. Min krop er ikke længere min - jeg ligner én, der er syg i hovedet, selvom intelligensen intet fejler. Hvorfor må jeg ikke i det mindste beholde min værdighed?!" "Og din værdighed sidder i håret?" spørger hun. "Ja," vræler jeg. "Og i min makeup, i pænt tøj, i velplejede negle ... du forstår det ikke! Ingen af jer gør!" "Men du risikere at DØ af det, Line! Er du villig til at dø for din forfængelighed?" "Åh, mor, se på mig. Jeg er allerede død!"

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg er blevet korthåret. Men ikke helt kort. Åbenbart er vi nået frem til et kompromis. Mit hår er faktisk rigtig pænt. Det er blevet lysnet og er klippet i en lang page, der er løst flettet. Min far er begyndt at studere i min sygdom. Han har fundet ud af, at patienter i Grønland, på Island og Færøerne pludselig er begyndt at komme i bedring. Jeg er begyndt at læse alt der er om emnet og sidder nu på Island hos en familie, hvis søn er ramt. Familien sejler meget, og de har fundet ud af, at når de er på havet, er sønnen i bedring. De mener, det er noget med undervandsstrømme. Eller energier fra havet. "Er der mange hvaler her i området?" spøger jeg faderen. Det er tydeligt, at jeg også er inde i en god periode. Mine lemmer vender ikke i sindssyge retninger og jeg skeler kun på det ene øje. "Ja, det er sjovt, du skal spørge," svarer han. "Forskere har opdaget en forøget aktivitet af hvaler her i området og områder nær Grønland og Færøerne. Der er også tale om en helt ny hvalart, man ikke før er stødt på." Pludselig løber tankerne løbsk. Familien og jeg laver skemaer over, hvornår hvalaktiviteten er på sit højeste. Hver dag, når den er højest tager vi på havet, og både deres søn - der er betydeligt mere syg end jeg - og mig selv oplever forbedringer. Mine spastiske lammelser har næsten fortaget sig. En dag får jeg en idé: Hvad hvis vi dykker ned i havet? Hvis det er en energi fra hvalerne, vi reagerer på, burde det blive bedre, jo tættere vi er på dem. Til sidst har vi samlet et helt lille hold af sygdomsramte og deres familier. Vi eksperimenter med forskellige dykkerprojekter og finder ud af, at det både er en energi fra hvalerne, men også energier fra visse steder på havbunden i sig selv, vi reagerer på ...

Meget mærkelig drøm. Og meget detaljeret. Jeg kan sagtens analysere den, så den giver mening. Når jeg er teenager i drømmen, er det sikkert fordi, det var der jeg fik min neurologiske sygdom. Når jeg drømmer, jeg sikkert har en anden og værre neurologisk sygdom end den jeg reelt har, er det fordi mine symptomer er blevet værre det sidste år. I drømmen er det de spastiske lammelser. I virkeligheden er det krampeanfaldene, der har en svag lighed med dem. Hvor min krop begynder at sitre, jeg mister kontrollen over den og kan ryste og krampe i timer. Den ene gang ramte det også stemmen, så jeg havde svært ved at snakke og udstødte svage lyde, der minder om dem der kommer fra en med spastiske lammelser, under et anfald. Når jeg i drømmen ikke kan vende mig i sengen, er det virkeligheden, der spiller ind. Jeg vågnede nogle gange op og ville vende mig, men kunne ikke pga. smerter. Jeg forsøgte at vågne nok til at få mine piller eller kalde på HG, men jeg strejfede kun overfladen til denne verden, og dykkede så ned i søvnen igen. Håret ... det har generet mig længe. Jeg er ikke blevet klippet i 1½ år! Andre elsker at gå til frisør, jeg hader det. Det er ligesom med tandlægen - det er bare noget, der skal overståes. Mit hår når efterhånden langt nedover taljen og min nakke bliver tvunget tilbage pga. dets vægt. Hver dag tænker jeg, at nu må jeg se at få ringet til den frisør. Men så er jeg syg, så er der noget vigtigere (dyrlægen) og så glemmer jeg det igen. Vandet ... i drømme symboliserer vandet følelser. Vi kan drukne i dem. De kan overvælde os. Koldt vand er negative følelser, varmt vand positive. I drømmen dykker jeg ned i vandet (mine følelser), men er alligevel adskilt fra dem af båden. Jeg står inde og betragter dem og forsøger at finde ud af, hvad de gør ved mig.

Al min forskning i drømmen og tankerne om hjernen, kommer selvfølgelig fra bogen ("Du forsvinder" af Christian Jungersen). Da jeg læste psykologi, for snart hundrede år siden, havde vi også et langt afsnit om hjernen - det var det mest interessante. Jeg har tænkt endnu mere over det, fordi min mormor har forandret sig sådan. Selvom hendes egen læge (pfff!) påstår, hun ikke er dement, er det tydeligt for os andre, at der er noget galt og har været det i mindst ti år. Og hun har haft flere små blodpropper i hjernen. På hospitalet taler de også til hende som om hun er dement - og ringer konstant min mor op, fordi min mormor skaber problemer. De sidste to gange hun har været indlagt, er hun havnet på enestue, fordi hun gjorde sig uvenner med de andre patienter. Det er svært at se på. Man bliver så irriteret på hende, når hun sidder dér ved bordet om søndagen, forklædt som min mormor og siger upassende ting og opfører sig som en femårig. Når hun siger "Aaad! Det kan jeg ikke li'!" og vrænger af maden - og samtidig klandrer alle andre for at være kræsne. Når hun brister i gråd uden synlig grund, hver gang hun ser min mor. Når hun græder over sit liv, fordi det ikke blev som hun ønskede, men hun ikke kan forklare, hvad hun ville gøre anderledes. Når hun kalder os forkerte navne, ikke kan huske, hvem der er ældst, fortæller de samme historier hver søndag i træk. Når hun græder over at mine oldemor var uretfærdig, da hun var barn, fordi hendes storebror fik skinkesalat og hun kun fik russisk salat (det sidste sagt mens hun storbrøler!). Så ved man godt, der er noget galt. Og man har lyst til at køre ned til hendes læge og tæske ham i hovedet med én af de store opslagsbøger fra reolen. Hvordan kan han sige, der ikke er noget galt? Hvordan kan han forny hendes kørekort, når hun dårligt kan finde ud af at sætte bilnøglen i det rigtige sted?! Hvordan kan han undgå at se, at det ikke er hende - navnet på journalen - der sidder over for ham, men et hylster, hvor hjernen er brændt sammen? Den stive mimik, hendes barnlige fnisen, hendes grådudbrud ... I søndags var den helt gal. Hun kunne dårligt blande kortene, kunne ikke fordele dem til os uden at starte forfra tre gange (og kun når vi sad helt stille og ikke snakkede lykkedes det). Hun blev ved med at spørge til Cleo (som bare er 'den tyske kat') og annoncen og Tove, der interviewede mig. Selvom hun har stillet nøjagtig de samme spørgsmål de sidste tre søndage. Og jeg har givet de samme svar. Det har sat mange tanker om hjernen i gang. OM det, at vi mennesker kun er en omgang kemi. Dét vi troede var vores sjæl, vores jeg, er slet ikke bestandigt, men tværtimod meget flygtigt. Én lille skade og vi er ændret for altid. Ligesom jeg heller ikke er den samme, som jeg var for ti år siden. ("Livet har hærdet mig, du!" som Olsen siger i 'Huset på Christianshavn'). Buddhisterne har ret. Vi ændrer os hele tiden. I dag er jeg ikke den samme, som den jeg var i går. Vi flytter os hele tiden et skridt længere væk fra den, som vi blev født som. På nogle måder er det jo godt - når vi forandrer os, fordi vi lærer, bliver mere tolerante, vokser af vores fejl. Men når vi udvikler os den forkerte vej, mister viden og færdigheder, glider mere og mere væk fra ikke bare nogle af vores egenskaber, men alle, er vi er vokset eller forandre, men forsvundet.

... Jeg synes forøvrigt, det var lettere interessant, at jeg - da jeg vågnede op - var iført HGs sygeplejerske T-shirt. Han hjalp mig jo ud af de febervåde gevandter og af alle garderobens T-shirts, var det altså lige den jeg havnede.