Ydmyg

Jeg har oplevet noget sært de sidste par dage ... En aften sad jeg og legede med nogle ord og lagde det, sådan lidt for sjov, ind på Fyldepennen. Det tog mig kun nogle minutter at skrive, måske en halv time. Jeg fik heller ikke rettet det ordentligt igennem. Faktisk finder jeg, at jeg oftere og oftere får læst henover egne fejl. Også her på bloggen finder jeg de særeste tryk- og stavefejl. Eller ord, jeg simpelthen får opdigtet. Det er som om alle de ord, der har ligget derinde de sidste mange år bare vælter ud over det hele. Og fejlene med. Jeg tager også mig selv i at have glemt nogle af de gyldne regler og teknikker. Og jeg finder pinlige fejl, der får mig til at græmmes - folk må tro, jeg bare trykker 'upload' og slet ikke gennemlæser, hvad jeg egentlig har fået på tryk. 

Nu vælter det så ind med kommentarer. Positive tilbagemeldinger - også trods fejlene. Jeg er ellers selv en streng betalæser, og de fleste der kender mig, ved at jeg godt kan tage (negativ) kritik. Hvis det er noget lort, vil jeg gerne vide det - også selvom jeg selvfølgelig bliver såret. Men er det ikke værre at være til grin? Er det ikke værre med falske skulderklap? De værste kommentarer er de, der ikke er ment. 'Rigtig sødt digt'. 'Jeg smilede'. 'Den var god'. Hvad kan man bruge det til? Hellere vide, hvorfor en tekst er god eller præcis hvad der er (særlig) godt. Det kan også gøre det svært, at være den, der skal give kommentarer. Jeg er god til at fortælle, hvad der ikke fungerer. Men når noget bare fungerer, når jeg flyver gennem teksten og føler mig helt høj på poesiens vinger, så er det svært for mig at beskrive. Især uden at virke falsk. Så skal jeg ofte bruge nogle dage til at tænke over, hvad præcis, jeg vil sige.

Her er boganmeldelser også en god hjælp. Jeg læser også en bog på en anden måde, hvis jeg ved, jeg skal anmelde den. Jeg bemærker de særligt gode steder, hvilke teknikker der fungerer, hvorfor de fungerer. Jeg tager teksten ind på en helt anden måde. Det er noget, jeg ellers ikke er god til. Jeg er blevet sådan én, der zapper fra den ene til andet, har tusinde ting i hovedet og ikke kun kan tænke én ting ad gang. Det har altid været mit problem. 'En drømmer' blev jeg altid kaldt i skolen. Let at distrahere, når emnet ikke interesserede mig. Men opmærksom nok, når jeg selv ville. Det samme gør sig gældende (som I måske har bemærket!) i mine tekster. Når jeg blogger har jeg ikke sat en tekst op med klart mål. Tankerne får bare frit løb og fiser i alle retninger som en ballon, der lukker luft ud; jeg starter på ét emne, løber ad et sidespor til det næste og ender et tredje sted uden at få færdiggjort nogle af dem. Men når jeg skriver kommer der en ro. Lidt ligesom når jeg mediterer (hvilket efterhånden sker alt for sjældent). Det samme begynder at gøre sig gældende, når jeg læser. Jeg finder mere og mere fokus.

Men tilbage til det jeg kom fra - og ikke fik gjort færdigt. Det er underligt at 'komme tilbage' til Fyldepennen og få disse positive tilbagemeldinger. Det er underligt at logge ind på bloggen til nye kommentarer og nye læsere. Forleden loggede jeg mig så ind på min mail og havde fået besked fra CopyDan. 3587 kr. for min tekst! Det får mig til at føle mig så ydmyg. 

Så til alle jer, der læser med; til alle jer, der kommenterer; til alle jer, der giver jer tid: Tak!