søndag den 2. marts 2014

Punkterede Michellinmænd

Hvis her er lidt stille de næste dage, skal I ikke fortvivle (som om! ;P). Vi har bare nogle lidt overfyldte dage og jeg prøver at passe på mig i al stresset, men det er lidt svært, når der pludselig er så meget på programmet.

I går skulle vi have tømt resten af Mumis hus, så alt hun ikke kunne have med på plejehjemmet skulle fordeles. Min far er en ældre herre, der har rundet de 70 for nogle år siden. Min mor har en meget slem scoliose (en rygskævhed der er så slem, at hun i mange år var observeret tæt, da lægerne frygtede, hendes ribben kunne punktere hjertet, hvis ryggen drejede mere), så hun skal helst skånes før løft. Jeg er ikke meget bevendt, da jeg kun lige er kommet op i lodret position efter sidste attak, så ret beset er der kun HG til at slæbe. Heldigvis meldte min lillebror sig på banen og ville tage fra København her til øen for at hjælpe. Der gik dog lidt kludder i planerne allerede fredags aften ... På det tidspunkt lillebror skulle have været på øen, finder vi ud af, færgen er gået i stykker og returneret til Kbh. og at en ny skal sættes ind. Det betød, at lillebror først var i havn ved tretiden om natten, så klokken blev mere end fire om morgenen før HG (der var chauffør) og min lillebror kom i seng.

Det endte også med at al den flytten frem og tilbage i går tog meget længere tid end beregnet, selvom vi skippede frokosten. Efter aftensmaden var vi kun færdige med at fordele ting og få alt slæbt til mine forældre, der bor lige på den anden side af gaden i forhold til Mumis (nu tilsalgsatte) hus. Først dér skulle vi til at køre møblerne frem og tilbage mellem Allinge og Rø. Tågen lå tyk over øen, så det var noget med 40-50 km i timen og en bøn til de højere magter om, vi var på rette kurs. Første ubehagelige (men også forventede) overraskelse kom, da vi åbnede døren herhjemme: MY GOD - ni timer væk hjemmefra og seks katte alene hjemme. Fy for pyffer en stank af gammel kattebakke at komme hjem til!!! Måtte åbne alle vinduer og døre i tre timer, mens jeg har lå som en pølse i svøb i varmetæppe og dyner og flokken var lukket inde i rummene med tremmer for vinduerne.

Nu er det dog meningen, vi skal have åbnet for kattelemmen, da vi ikke længere har Cleo at tage hensyn til. Dog skal Sekhmet lige have taget sine sting efter sterilisationen og Zazen og Shakira skal lære at komme ud.

I dag åbnede vi for Myrledyret og Samsara, så de kunne følges med Sipzap, der er en del ældre end de andre i flokken og vant til at være ude hver dag. Samsara og Myrledyret har været ude sidste sommer af små etaper. De har siden kun været ude på mindre ture, men foråret kalder og de var totalt klar i morges. Men hvad sker der så? Da Myrledyret og Samsara kom ud, stæsede Sipzap (der allerede var ude) ind igen, som om hun tænkte 'Årh nej, ikke de små på slæb!' Derefter vendte Samsara direkte om og løb efter hende ind ad lemmen. Myrledyret tog en tur rundt om huset og løb også ind. *Sigh* altså. Nå, men i det mindste er det nok fordi vi i går slæbte så meget nyt herhjem, hvilket bare er SÅ spændende. 

Da klokken var omkring midnat var vi ikke færdige (jeg gav op timer før det!), men da måtte selv mændene opgive som punkterede Michellinmænd. Pt. står vores 'herreværelse/bibliotek/kontor' næsten tomt, fordi de tunge sofaer og stole, der stod her da vi flyttede ind, er kørt til genbrug og gør plads for mormors lettere, der er i bedre stand. Kontoret står dog endnu tomt, da jeg skal have malet huller over, fordi Samsara flere steder har været lidt hård ved tapetet. Men det er altså MEGET spændende (og mindst lige så farligt) at ét rum er tomt og at stuen er overfyldt. Har nu seks katte med øjne så store som thekopper, der går på stive ben og undersøger det hele. Dog er bænken i køkkenet allerede blåstemplet og taget i brug. Der ligger de på stribe! Jeg skal se at få taget et billede, jeg kan dele med jer herinde. 

I morgen skal vi til Rønne, hvor vi har mindst en milliard ærinder! Dels skal vi have hentet træpiller, da jeg fik et tip om, det er bedre end kattegrus. Det skulle minimere bakkelugten og kattene skulle være glade for det, fordi det lugter af 'udenfor'. Nu håber jeg jo godt nok at vi de næste par måneder oplever en stor nedgang af bakkebrug, fordi de kommer ud, men det ville stadig være skønt, hvis man slap for den tunge lugt af kattegrus og det støv, det medfører. Vi overvejede ellers at prøve krystalgrus, men nu køber vi lidt af begge dele og ser, hvad der funger. 

Samtidig skal vi have købt nye gardiner til kontoret, da der nu er kommet nye farver, så intet passer (den slags magter jeg ikke, så jeg håber, jeg kan finde et godt tilbud på nogle billige gardiner, der er lige til at smække op). Vi skal have hentet et TV vi har fået gratis, forbi svogerskabet, aflevere en del ting, jeg har solgt, som jeg har lovet at tage med, når vi nu skal til byen og så en masse småærinder af den slags, man udskyder i det uendelige.

Tirsdag skal vi have Phoeba trimmet og forhåbentlig har vi fået taget en urinprøve på Samsara, som vi kan køre forbi dyrlægen med ved samme lejlighed. Onsdag skal vi have alle tingene herhjemme på plads og forhåbentlig få malet kontoret. Torsdag skal vi til middag hos nogle venner, så torsdag og fredag byder forhåbentlig på nogle slappedage.

Det lyder måske sindssygt at man kan stresse over så små ting, når nu jeg ikke har job eller børn at passe og derfor har en rimelig stille hverdag, men når jeg lige er kommet ud af en attak-periode, er det altid meget sløjt med energi og kroppen holder ikke rigtigt til noget. Jeg er vant til at sove mindst 16 timer om dagen og være liggende resten af tiden. Er ikke vant til at bevæge mig rundt, medmindre det er i rullestol, så alt skal gå lidt gelinde.

Det betyder dog også, at hvis der er lidt stille herinde, er det derfor. Jeg glæder mig dog til at vise billede af alle de ting, jeg har fået med mig fra Mumis gemmer samt ting, mine forældre har ryddet ud i. Jeg har fået skrabet en del skønne bøger til mig og mine forældre ryddede ud i deres Disneyfilm, som vi ikke har fået taget med os, da vi flyttede. Desværre er det VHS-bånd, men da vi har arvet Mumis DVD/VHS-afspiller kan jeg rent faktisk se dem, så det må gå an indtil jeg med tiden får samlet dvd'erne. Nu er samlingen i hvert fald stort set komplet, når man lægger VHS og DVD'er sammen.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...