"Bliver du så rask?"

Jeg har fået mange skønne beskeder omkring mit seneste indlæg; de fleste via private mails eller via facebook og jeg takker for hver og en. :) Mange af jer har spurgt, om jeg nu bliver rask ...

På sin vis kan man vel sige ja, hvis det virkelig er saltmanglen, der har givet kramperne og de andre generende symptomer. Men svaret er nej i forhold til, om jeg bliver normaltfungerende. Jeg har stadig ME og en tillægsdiagnose, som der pt. er tvivl om - diagnosen fibromyalgi har været inde over, MS har været på tale, men hele tiden er det som om, ingen af diagnoserne passer og jeg venter pt. på CT-scanning og ny rygmarvsprøve. Da der kan gå lang tid før jeg slipper helt af med symptomerne på hyponatriæmien, må jeg vente med at komme til neurolog, da det kan være svært at sige, hvilke symptomer der er blivende.

Min hverdag er stadig meget anderledes end andres; jeg har stadig smerter 24/7, har stadig føleforstyrrelser (omend ikke i lige så voldsom grad) samt svært ved at gå. Jeg vil stadig have kognitive problemer og være kronisk træt mm. Mange af mine symptomer er de samme som dem hyponatriæmien giver, hvilket også har gjort at den har kunnet snige sig ind på mig og gøre mig gradvist dårligere uden jeg har tænkt over det. Symptomerne kunne jo ikke undre! Det er først nu, hvor det har lettet lidt, det er gået op for mig, præcis hvor meget dårligere jeg er blevet i løbet af de sidste to år.

Der er stadig lang vej igen og jeg går stadig og tvivler på, jeg slipper af med sitringerne, muskeltrægheden og hovedpinen. Jeg tør simpelthen ikke tro på, jeg får det bedre, for jeg har kun været vant til, at min sygdom ændrer sig i negativ retning. Jeg døjer især med muskelkraften og spasmerne i rygmusklerne.

Så bliver jeg rask? Nej - for jeg har været syg længe for saltmanglen slog til. Men bliver jeg bedre? Forhåbentlig.

På gode dage kan jeg gå ca. 200-300 m., så min kørestol er min bedste ven i dårlige tider og når vi rejser. Her er jeg sidste år i Den Fynske Landsby, da mine forældre, mormor samt mine forældres hund, Ludvig (kaldet Ludde) var på Fyn. Gennem mine 16 år som syg, har jeg haft mange aversioner mod kørestolen, men vi bliver bedre og bedre venner og jeg bliver mere og mere ligeglad med, om folk glor.