Før og efter

Jeg begynder så langsomt at vågne af min dvale. Jeg kan stadig ikke fatte, Vips er væk, men hverdagen er begyndt at blive mere normal igen ... bortset fra, at jeg ikke bliver vækket klokken fire om morgenen, fordi hun har tømt vandskålen (eller madskålen), og at jeg ikke bliver vækket igen mellem syv og elleve, fordi hun bider mig og vil kæles, hun kommer ikke og springer op, når jeg går i seng og spinder og skal hvæsse kløer i mit lammeskindstæppe, mens vi snakker om striber og kattemad og dagen der gik. Hun ligger ikke i min knæhase og sover om natten. Og hendes glædesskrig lyder ikke, når vi kommer hjem fra indkøb og låser døren op. Det er mærkeligt - hvordan kan en kat fylde så meget? Ti år af mit liv - og nu er hun væk! Og jeg forundres stadig, når jeg ser den tomme lænestol, hvor hun skal ligge. Og må stadig græde, når jeg kommer hjem, og hun ikke er der.

De andre kan ikke udfylde tomrummet. Og det skal de jo heller ikke. Hvert dyr (og menneske!) sin personlighed. Men Shiloh gider bare ikke kæle. Og Sipzap kun af og til, i korte intervaller og på egne præmisser. De er ikke meget hjemme (Vips var altid inde - kun ude på terrassen, når jeg var!). Og det kan bare ikke leve op til mit behov. Jeg skal have en kat, der følger efter mig som en hund, der gider ligge hos mig, som er ... Vips! Jeg har aldrig oplevet at miste nogen, hvor det gjorde så ondt. Hverken mormor, morfar, farmor, farfar, Oldemor, Tante Tut, Onkel Ove, de andre kæledyr ... aldrig har det været så hårdt.

Normalt når nogen dør, har jeg ikke rigtigt kunne tage det ind. Der går lang tid (også når det gælder vores husdyr). Jeg forventer, at lige om lidt, når jeg kigger hen på pladsen under vinduet, står Lurifax' bur der stadig og han sidder dér og gnasker tørrede bananer. Eller jeg tager telefonen og ringer til Tut og hun sidder dér i den anden ende og svarer og er levende. Eller morfar sidder og venter i lænestolen, når vi kommer derud ... Og når det ikke sker, har jeg alligevel kunnet fortrænge det. Men med Vips er det svært. Hun fyldte for meget! Man kan ikke bilde sig ind, hun ligger inde på herreværelset, for så ville man kunne sidde i stuen og høre hende spinde. Og man ved, hun ikke ligger i sengen om natten, for man kan ikke høre den hvislende lyd fra hendes næse. Og jeg skal aldrig høre den igen - og det er ubærligt!

Hver dag har jeg haft forskellige opgaver, jeg har stillet mig selv. "I dag skal du se de sidste billeder, vi tog" eller "i dag skal du have lavet nogle hverdagsting som at rydde op og vaske tøj, og bare være hjemme og erkende, hun ikke længere er". I dag var opgaven "du skal have skrevet på bloggen". Det er bare svært ... det samme gælder mht. at logge på Facebook, for der er billeder af Vips og det er hårdt!

Søndag d. 11. havde ellers været en god dag. Vi har jo ikke længere bil, så min mor kørte os hjem. Jeg ville tage nogle billeder til bloggen - til mandagens indlæg. Vips sneg sig - som altid - med. Men hun virkede ikke ... på. Om lørdagen var HG ude hos sin bror. Jeg var alene hjemme med dyrene og lagde mærke til, at Vips trak vejret sjovt. Regnede med, det var bronkitis/lungebetændelse igen - for det har hun døjet med tre gange i løbet af i år. Da HG kom hjem, blev vi enige om, hun skulle til dyrlæge mandag. Men søndag da vi kom hjem fra spilleklub, var det blevet værre. Hun trak nu synligt besværligt vejret. Og ville ikke bevæge sig. HG bemærkede, hun var kold. Panikopkald til min mor, der var nået at køre hjem. Panikopkald til vagtdyrlæge ... det er langt væk. Burde tage halvanden til to timer at komme derud, når min mor først skulle herud og hente os og videre til dyrlægen. Det tog tre kvarter! Undervejs skreg hun ... og jeg græd, tiggede hende om ikke at dø. Dyrlægen kom flyvende, da vi åbnede døren og Vips skreg. "Jeg kommer, jeg kommer!". Hun lagde ud med at lytte på lunger og hjerte ... men kunne ikke finde hjertelyd. Sagde, hun mente, hjertet var ved at stå af. Men jeg ville ikke acceptere det. Hendes kropstemperatur var alt for lav, fordi hun var ved at dø. Dyrlægen græd - hun havde selv aflivet sin hund dagen før. Hun indvilgede i at tage røntgenbillede. Jeg kunne ikke gå med - kan være gravid. Så HG tog med og holdt hende, og bagefter kom min mor og jeg ind for at se med på billedet. Lungerne og bughulen var fyldt med væske - og hjertet næsten ikke at se. Hun led. Og jeg græd! Hun tog om mig, dyrlægen, og vi græd - både hende, jeg, HG og min mor. Og Vips blev lagt i narkose for derefter at blive aflivet. Det tog så lang tid, fordi hjertet næsten ikke pumpede medicinen rundt. Og jeg stod der og ønskede, at det aldrig ville ende, og samtidig, at det måtte ende straks. Og jeg holdt hendes pote, HG hendes hoved, mens hun sov ind. Vi var hjemme ved midnat. Lagde hende i yndlingskurven og op i sengen. Jeg holdt om hende i flere timer og dagen efter begravede vi hende. Og jeg følte, en del af mig blev begravet med hende!