lørdag den 24. november 2012

Hvad pokker er det med den kasserolle?!

For efterhånden hundrede år siden, lovede jeg at forklare, hvad det er med mig og den kasserolle. For det er af og til hændt, at jeg hvis jeg har skrevet noget i retning af "Men jeg troede jo, det ville give sig selv ..." så kan jeg ikke lade være med at tilføje: 'Jeg troede også, der var bund i kasserollen'. Og hvad pokker er det så med den kasserolle? Jo, det er faktisk ikke helt ligetil at forklare.

Man finder ikke sådan liiiige et billede af en kasserolle uden bund - heller ikke på da world wide web. Dette er det tætteste jeg kom, da jeg i sin tid ledte og tyvstjal det herfra

Historien starter med min mormor, der er en kradsbørstig dame, men også med glimt i øjet. Hun er en lettere excentrisk dame, med verdens mest finurlige humor. Min mormor har en kusine, der (tro det eller ej!) er endnu mere excentrisk. De to plejede, for nogle år tilbage, da de var lidt yngre, ofte at rejse sammen. Og Kusine Else er god til at underholde på busture. Især med vittigheder ... og gerne de lidt mere vovede, men når nu de rejste med pensionistforeningen, kunne hun dog godt vælge nogle lidt mere stuerene. Således underholdt hun med denne historie på en bustur til Tyskland:

"En ældre mand går en tur på stranden. Det er en dejlig lun sommeraften og stranden er øde. Da han ser ud på havet, får han lyst til en tur i bølgerne, og da han har forsikret sig om, han er ene på stranden, tager han alt tøjet af og hopper i. Da han i nogen tid har skvulpet rundt i bølgerne og glemt alt omkring sig, vender han sig pludselig om og opdager, der sidder en dame ved siden af hans tøj. Han vinker til hende, at hun skal gå væk, men hun bliver trodsigt siddende. I panik roder han rundt på havbunden og får til sin lettelse øje på en lille kasserolle, halvt begravet på sandbunden. Han hiver den op, dækker for sig og stiger op af bølgerne. Da han når hen til sit tøj siger han vredt: "Jeg troede, at når jeg vinkede sådan, ville du forstå, du skulle gå!" Damen måler ham fra top til tå et par gange og svarer så tørt: "Du troede og du troede ... du troede også, der var bund i kasserollen!"

Det morsomme i historien bliver da min mormor på en lidt forsigtig måde genfortæller historien, da hun kommer hjem. Vi kan simpelthen ikke lade være med at le. Nogle uger senere, optræder min mormor med vittigheden i pensionistforeningen (siddende på en ældre herres skød!).

En del år efter fik vi Frik. Og Frik ville bare ikke lære. Noget som helst! Og slet ikke, at man ikke hopper op på stolene og hugger mad fra bordet. Under julefrokosten, hopper hun op bag min mormor og får stukket sit lille hvalpehoved ud under hendes armhule og skal til at sætte tænderne i et stykke højtbelagt. Min mor når ud af øjenkrogen at fange alt dette og reagerer med en hurtighed, som kun en erfaren mor kan reagerer med; hun flår min mormors tallerken til sig, mens hun skriger: "AH AH AH! Du troede lige!" Min mormor, der ikke engang har opdaget Frik står bag hende, ligner én, der er faldet ned fra månen, og jeg siger med tegneseriestemme til Frik: "Du troede også der var bund i kasserollen!" Hele episoden skal simpelthen have været opdaget - Frik, min mormors blik, min mors hurtighed og den gamle joke, der pludselig slog ned i mit hoved, da min mor sagde de vise ord.

Siden da tilføjer vi altid: "... du troede også, der var bund i kasserollen!", når nogen siger de gyldne ord: "Du troede ...".

Et meget hurtigt og vildt uprofessionelt redigeret billede (det er sent og sådan) af Frik og manglende bordskik. Man kan se, hvordan hun næsten ikke kan styre sig - og det er bare et tomt papir. I baggrunden sidder mine forældres velopdragne, forsigtige puddel lige så fint, på behørig afstand af bordet og ude af tiggevidde!

Da min mormor blev 81, anede vi ikke, hvad vi skulle give hende i gave - damen ønsker sig jo aldrig noget! (Sidste års ønskeseddel: Tandbørste, batterier, lysstofrør, skraldespandsholder ... come on!). Så vi blev enige om, bare at give hende penge. En folkepensionist kan da altid bruge penge! Men for at det ikke skulle blive for kedeligt, ville jeg skrive et sødt kort. Kortet endte dog med at blive 'Ode til kasserollen':

"Kære lille mormor
Tillykke med i dag
Hvor du vil blive fejret
Med en kage, fin i lag

Du bli’r en gammel traver,
der fylder over tres
og derfor skal ha’ gaver
se, det har givet stress!

For hvad skal man gi’ en mormor,
der har … ja næsten ALT
Vi valgte jo derfor,
vi holder det basalt

Blomster kan alle bruge
I deres dagligdag
De kan stå her i din stue,
Her ved siden af

Men blomster er lidt tamt
At give et gammelt liv
Så vi tænkte jo og troede:
Du er jo tynd som siv

Så måske lidt chokolade
og godt med guf og knas
… Men er skuffen allerede fyldt
Du kunne blive hvas

Så nu har vi valgt,
At give en pengegave
Du kunne bruge pengene
Til krukker til din have

Men du kunne også vælge
Bar’ at gemme den,
Kasserollen er et snedigt sted,
at lægge sedlen hen.

Men nu vil vi slutte, før det bli’r aftenstund
Men be’ dig om at huske(!):
Kasserollen mangler bund!"

Så nu, mine kære læsere, ved I fremover, hvorfor denne sætning kan opstå herinde med mellemrum. Jeg beklager, hvis den nogle gange har forvirret jer, men den er simpelthen så yndet et citat i hverdagen herhjemme, at jeg glemmer, det ikke er et velkendt ordsprog. 

2 kommentarer:

  1. Åh Line, som jeg dog kom til at grine af at læse din sjove beretning. Latter er en dejlig måde at starte dagen på, men jeg ler åbenbart for lidt, for Blaze kiggede lamslået på mig - han er vist ikke vant til, at jeg griner højlydt :-D

    Ønsker dig en dejlig og lattermild weekend fuld af lige netop de ting, du måtte ønske :-)

    Kærlige tanker fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor dejligt, du kunne lide indlægget. Jeg fik også skræmt et styks kat herhjemme i dag. Sad lige og genså videoklippet med 'Oh Long John'-katten. Samsara kan så IKKE lide den video, den kat må, efter hendes mening, være meget syg og meget farlig. c",)

      Håber også, du og Blaze får en dejlig weekend.

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...