Color of the day

Kender I det, man har en dag, hvor man bare ikke aner, hvad i al verden, man skal skrive om? Nogle dage vælter inspirationen ned over én, andre gange er man blank.

Da i dag er en af de blanke dage, har jeg valgt at lave et 'dagens farve'-indlæg. Jeg tænker så, der kommer flere til efterhånden. :)

På en måde, burde jeg have fået denne idé før. For emnet 'farver' har jo været på bloggen op til flere gange. Jeg dur ikke til et liv uden farver; jeg skal være omgivet af regnbuer.

Havde jeg nu tænkt mig om, havde jeg valgt farven rød, da det er HGs fødselsdag. Men nu valgte jeg altså gul.
          I betragtning af at gul slet ikke er min yndlingsfarve, har jeg forbavsende mange ting af denne kulør i hjemmet. Både i garderoben og andetstedes i hytten, er det en farve, der går igen.

Ovenfor ser I lidt af hvert. Der er en rigtig fin cardigan, som jeg købte for den beskedne sum af 15 kr. i en genbrugsbutik. Så er der en taske, som jeg fik af mine forældre, da de kom hjem fra ferie (tasken er købt på Willum Clausen ... altså færgen). Næste ting er det påskegule armbånd, som jeg købte, da H&M for nogle år siden lancerede serien 'By Sonial Rykiel'. Næste igen er en overdådigt hårklip, som også er en rejsegave fra mine forældre - den er købt i udlandet og jeg har brugt (og bruger) den rigtig meget. Så er der et fint, og meget gammelt, armbånd, som er en familiearv. Det er købt i USA af noget familie, der emigrerede dertil for en milliard år siden. I min mors barndom i 60'erne, gæstede de Danmark og havde dette armbånd med til min mormor. Det er blevet brugt rigtig meget og mangler nogle sten, men jeg synes stadig godt man kan bruge det. Så er der den fine sommertop med broderede blomster og træperler. Den er fra Vero Moda og knap ti år gammel, men jeg bruger den altså stadig i ny og næ. Næste ting er et par unikaøreringe, som en bekendt smykkedesigner har lavet til mig. Så er der den gule top (på bøjle), som jeg købte i H&M sidste forår. Den bliver brugt meget ofte og gerne sammen med cardiganen. Så er der endnu et sæt unikasmykker - denne gang øreringe og halskæde, designet af en anden smykkesælger. Så er der min H&M bikini med sølvtråde; den er såååå fin og jeg er spændt på, om der bliver brug for den i år eller om sommeren er helt død? Til sidst er der skolehæfterne, som min klumme er udgivet i samt et af bindene fra serien "Det lille hus på prærien". Selvom jeg (ifølge min dåbsattest) for længst er blevet voksen, læser jeg stadig (også) børnebøger i ny og næ.

US-arven

Unikaøreringene close up

Det andet unikasæt

Hårnålen, så fin med sommerfugl i midten.

Armbåndsdetaljer

Toppen med de mange detaljer

Her til sidst skal i møde denne herre, der bor i min reol. Han hedder Olie og er købt i en genbrugsbutik i Christiansfeld (byen med honningkagerne). Vi var sidste år på ferie i Ribe og kørte en weekend til Christiansfeld, fordi min mormor ville smage byens honningkager. Der spottede jeg Ollie i et vindue, men der var weekendlukket. Jeg var dog så forelsket, at jeg insisterede på, vi om mandagen tog turen tilbage, så jeg kunne få min ugle. Er han ikke skøn? :)

Her kan I se et ca. størrelsesforhold på ham - en god favnfuld. Ca. 20 cm. høj. Beklager den grimme stage, der trænger til pudsning. Selvom det kun er et halvt år siden sidst, trænger den i dén grad til en pudseklud (nu ved jeg, hvad jeg skal lave i morgen!).

Hvis du kunne vælge én af de viste ting, hvad ville du så vælge? :)

En fødselar har valgt en vinder

Så er det i dag, der skulle vælges en vinder af min giveaway - et signeret eksemplar af Kim Leines roman "Tunu". Når jeg har valgt at trække vinderen i dag, er det fordi, det er den kære HGs fødselsdag. Så derfor gjorde jeg også det, at jeg lod HG vælge.

Selv havde jeg to kommentarer, der var gået lige i mit hjerte. Men da følelser godt kan spille ind, lod jeg HG vælge (mellem alle kommentarer). Han fandt tre, han synes, der havde gode begrundelser (heraf var to de samme som mine). Til sidst læste jeg de tre kommentarer højt, hvorefter han kiggede på mig og sagde:

"Nu har jeg valgt en vinder." Det havde jeg i mit stille sind også, så jeg var spændt på, om det var den samme. Og det var det. Her er, hvad hun skrev:

Hvem kan stå for det? Jeg er sikker på, selv Kim villle bifalde mit valg.

Så kære, Louise: Jeg glæder mig SÅ meget til at pakke bogen ind og få sendt af sted til dig. :) Jeg ville gerne sige 'Jeg håber, den gør lykke', men det behøver jeg ikke, for det ved jeg, den gør.

Ten to ...

... learn from.

Vi har alle et talent ... Og et eller andet, vi bare er komplet håbløse til. Jeg er ikke bange for at gå i spidsen og blotte mig selv, så here goes: Min personlige akilleshæl er alt, der har med tal at gøre. Hver gang jeg lægger to og to sammen, får jeg forskelligt resultat. Dankortet er min gode ven, da jeg på den måde bliver sparet for pinlige episoder, når jeg tæller mønter forkert op. Jeg hader når jeg ikke kan betale med dankort, for når jeg skal regne, går det altså bare galt. Og det ender gerne med, jeg giver et helt, helt forkerte beløb ... eller forsøger at betale med solarie- eller vognpoletter.

Noget jeg til gengæld er god til, er ord og bogstaver. Når jeg ser en stavefejl er den lige så tydelig som en mågeklat på en nyvasket forrude. Følgelig kan jeg heller ikke lade være med at stønne 'hvor svært kan det være?!', når jeg ser folk lave fejl med nutidsendelser, stavefejl m.v. Og hvor svært kan det så være? Tjo, hvis du spørger mig, hvor svært matematik kan være, ville svaret være: Umuligt - SÅ svært!

Så det er ikke for at føje spot til skade, når jeg retter folk. Det er simpelthen fordi jeg er så pedantisk og det bare slipper ud, som en fis, der ikke lader sig indeklemme.
          Jeg snakkede nærmest perfekt, da jeg var et år. Til gengæld kunne jeg dårligt gå - al motorik var ikke eksisterende. Og det med tal haltede også gevaldigt. Den dag i dag sidder jeg stadig og tæller på barnemanér med fingrene på 'en-to-tre'-måden, når jeg skal lægge til eller trække fra.

Så ja, min pointe er, at det ikke er for at virke skadefro, overlegen eller provokerende, når jeg retter på folk. Der er flere ordblinde i familien, så jeg ved det kan være svært at få styr på det med grammatikken. Og jeg vil så nødig såre folk, virke som en, der latterliggør eller nedgør folks vanskeligheder. Når det er sagt, er der visse ting, jeg bare ikke kan sidde overhørig uden at få tics. Kald det bare arbejdsskade pga. mine mange år som betalæser. Men der er også flere måder, at sige tingene på. Man kan gøre som min mormor, der f.eks. siger: "Nej, det hedder ikke BRantex, men Bantex!" Sagt med høje suk og 'er du dum eller hvad?!' udtryk. Men har man en konstruktiv måde at lære fra sig på, kan det rent faktisk hjælpe. Således takker jeg da f.eks. de forskellige pædagogiske matematiklærer, der med små fif hjalp mig med at komme helskindet gennem folkeskolens afgangsprøve i matematik ved hjælp af små fif og regler. Det gjorde, jeg lige kunne få røven over grænsen 'bestået' i dette fag, hvor jeg ellers nærmest var tilbage på 3. klasseniveau.

Nu er jeg så stødt på en nyoprettet gruppe på Facebook, som altså nær havde fået mig til at brække mig af grin. Måtte til sidst sidde med pose på hysteri-måden for at få tjek på vejrtrækningen, for aldrig har jeg set en mere genial måde at vise forskellen på ord.

En af mine personlige kæpheste, er den mani, der florerer i landet med at dele alle ord. Intet under folk bliver forvirrede når selv stavekontroller og søgeværktøjer går ind og vil rette dine 'stavefejl' og dele ord, der ellers burde være joined by the hip. Nej, det hedder ikke 'lever postej'. Det hedder leverpostej! På den måde bliver flere og flere danskere gevaldigt rundforvirrede og ender med at lave fejl, der er virkelig uheldige.

F.eks.:

* Lammekoteletter - er noget du spiser. 'Lamme koteletter' er en kotelet, der har brug for kørestol!
* Mormorboller - er noget du spiser. 'Mormor boller' er seniorsex, som vi strengt taget ikke har lyst til at vide noget om.
* Eller et eksempel, jeg faldt over i dag: Kalvelever i skiver - er noget du spiser og kan bruge som pålæg. 'Kalve lever skiver' er noget helt, helt andet, som Dyrenes Beskyttelse bør gå ind og se på!

Men nu har Facebookgruppen (og ikke 'Facebook gruppen'!) Bekæmp malplacerede ordmellemrum fundet en yderst pædagogisk måde at vise forskellen på. Se med og lær:

Og nu håber jeg ikke, der er nogle af jer kære læsere, der sidder og bliver stødt. Jeg håber virkelig, at jeg ved at udstille mig selv og mine fejl, kan få jer til at le sammen med mig over disse fejl, som flere og flere danskere nærmest oplæres i.

... Det er trods alt fejl som disse, der giver ekstraskilling i min lomme. For var der ingen, der begik disse fejl, ville mit job som korrekturlæser ikke blot være kedeligere, men pludselig ville jeg nærmest være overflødig. For (desværre) er fejl som disse samt fejl med nutidsendelser de fejl, jeg oftest støder på. Og tro mig, I ville være chokerede over, hvor mange (tilmed kendte forfattere), der træder i spinaten i ny og næ. :)

Nå, hvad siger du? Har du en favorit blandt disse? Eller er du en af dem, der har svært ved at styre mellemrumstasten og synes, det er svært at være menneske i den sproglige jungle?

[Som efterskrift kan jeg bemærke, jeg har opdaget, jeg har begået en matematisk fejl i dette indlæg. Men for at vise, jeg er menneske med fejl, lader jeg indlægget være som det er - kan du finde min fejl? Og stak den dig i øjet?].

Mormormasakren

Beklager weekendtavsheden, men det myldrer frem med fødselsdage i familien. Og da min mormor altid skal holde fødselsdag af mindst tre omgange, bliver det til en del Find-festivitas i disse dage. Jeg sværger, selvom jeg stadig holder min kur, har jeg det sådan, jeg ikke vil se et lagkagestykke det næste års tid! Trods min fedtfornægtelse, har jeg fået sukkeroverdosis af det bare syn.

Min mormor havde ellers nær fået røgforgiftet hele klanen samt et par aldrende medsøstre, der ellers har en alder, hvor de nok selv kan gå mod lyset - uden hjælp.
          Hun har helt mistet evnen til multitaskning, den kære Momo. Så mens hun sad og mæskede sig i henholdvis sukkergodt og gaver, glemte hun aaaalt om sin kakkelovn (som hun havde glemt at lukke lågen på). Desværre havde hun lagt et par briketter 'til tørre' på den opvarmede ovn, som først kom hende i hu, da de var helt sortsvedne og røgen vældede ud i lokalet. Så da HG og jeg kom forbi med buket og gave, stod der sort os ud af alle døre og vinduer og over et tykt lag røg i stuen, kunne man ikke ane anden end duften af kaffe og otte, svævende grå parykker, hvis rynkede ansigter nådigt forsvandt i røgbølgerne.

Selvom vi på selve dagen således kun var kort forbi for at aflevere blomster og overbringe hilsner, havde vi 'glæde' af røgen et halvt døgn efter. Utroligt at det samlede gæstebud overlevede, når man tager deres alder og skavanker i betragtning!

Nå, men i går fejrede hun så dag ... igen. Og der var vi inviterede. Heldigvis var der hverken røgskyer eller ildebrand. Til gengæld glemte hun at lukke havedøren, så mine forældres (i dyredomme indkøbte) Coton de Tulear, der kunne fejre en beskeden et års dag - mod momos 84 - havde nær sparet på gravstenens inskription ved at lade sig nedkøre på sin fødselsdag. Han er ung, nysgerrig ... og meget liderlig, så den vide verden kaldte. Og hvem kan bebrejde kræet? Først da en hund vedvarende gør og min mor udbryder: "Den hund gør da ligesom Ludde!" går der en prås op for os. For det er ikke første gang det sker - altså det med havedøren. HG plejer altid at tjekke, når vi har Gøg og Gokke (læs: dræberpudlerne) med. Men da min mormor har et problem med at 'spilde' (læs: Skamfodre!) ved bordet, tager vi dem ikke længere med hos hende. Damen kan simpelthen ikke styre sit handicap. Ludde nåede da også at blive fodret med størstedelen af et farsbrød, en halv lagkage samt diverse mindre måltider, smuldret ned i skødet og fejet ned på gulvet. Så det var et par meget trætte forældre, jeg havde i røret i dag. Mine stakkels forældre, der ikke selv er helt unge længere, havde været oppe hele natten med exorcistopkastende og megaskidende hvid bomuldshund. Tillykke med dagen Ludde! c",) Nyd dit bad.

Anyway, jeg snakker og røven går ... egentlig ville jeg jo bare poste et hurtigt indlæg med et par godbidder (apropos hund). For jeg har fået brugt mit gavekort til Miinto - den slags ligger de færreste vel inde med særlig længe. :) Så til gårsdagens fejring/henretning, kunne jeg vifte med disse nye sager:

Taske fra Friis & Co og strømpebukser fra Pamela Mann.

Fine detaljer

Nu mangler jeg bare at få brugt et sidste gavekort, som jeg har reserveret til disse beauties. Det var den der med at spotte leoparden på pletterne. Gæt, hvilket dyreprint jeg har en fetish for. c",)

Til sidst får I lige et billede af Luddebergen og jeg. Tænk, at mormor nær havde fået ham fræset ned til frimærkestørrelse! ;o

Overfaldsalarm

I indlægget herunder kan I læse, at jeg har prøvet at stå i den situation, at døren til vores lejlighed blev sparket ind. Så da jeg fik tilbud om at teste en overfaldsalarm fra Miraca var jeg ikke i tvivl om, at det ville jeg enormt gerne. Hvis nogen havde fortalt mig, man kunne få en alarm til 149,- havde jeg købt den for længst!

Alarmen fås i lyserød, orange eller blå. Men man er vel ikke barn (okay teenager) af 90'erne for ingenting. Så selvfølgelig gik der girlpower i den og jeg valgte lyserød.

Alarmen udløses ved at trække stikket ud, som I kan se her:

Den stoppes på tilsvarende måde ved at sætte stikket i igen. Jeg følte mig som én, der var blevet bedt om at udløse en håndgranat, da jeg skulle teste den. Jeg forestillede mig at 120 db var meget! Og det er det på sin vis også - det skal nok tiltrække sig opmærksomheden. Men det er alligevel ikke som tyverialarmen på min fars apotek, som jeg engang af vanvare kom til aktivere. Jeg havde virkelig indstillet mig på, at nu ville jeg sprænge trommehinderne, men så voldsomt var det dog ikke. Jeg havde ellers på forhånd lagt en advarsel til gen- og nabo, da jeg var bange for, de skulle kommer stormende med kamphund og køller. Men det er måske lige i overkanten. c",)

Men for at være seriøs: Hvis du f.eks. har natarbejde og færdes alene, er enlig kvinde og føler dig utryg eller ældre og skrøbelig, må det være en tryghed at have. Jeg har tænkt mig at forære min mormor en alarm, da hun bor alene. Hun bor i en andelsbolig, hvor husene ligger tæt op ad hinanden, så den er høj nok til at naboerne ville blive adviseret, hvis hun udløste den. Den ville give hende en tryghed og trods det, at hun ikke er med på de tekniske noder, er den enkel nok til at hun ville kunne betjene den. Og jeg tror nok liiiige, jeg ville få et chok (samt benene på nakken), hvis jeg forsøgte at overfalde en person, jeg troede var skrøbelig og vedkommende trak overraskelsen her op af lommen. Derudover er alarmen lille (passer til at kunne ligge i min håndflade), så man kan have den med sig i tasken eller rundt om halsen i den medfølgende snor.

Miraca anbefaler alarmen til folk der gerne vil:

* Føle sig sikre, når de går mørke steder
* Føle sig sikre, når de går alene hjem
* Sikre deres børn bedst muligt, når de går på byture
* Give deres børn tryghed på en hurtig og let måde
* Undgå overfald og vold i byen

[Den kursiverede del er taget fra produktbeskrivelsen på Miracas hjemmeside].

I kommer direkte til alarmen, ved at trykke på linket her

[Miraca har sponsoreret dette indlæg ved at forære mig en alarm, jeg kunne afprøve. Tekst og holdninger er udelukkende forfattet af mig].