Det dér med facebook og privatliv

Jeg har altid været af en nysgerrig natur. Lige siden jeg var barn, kom jeg ustandselig ud for ulykker, fordi jeg liiige skulle se, hvad der skete, hvis man nu ... Min mor læste trofast op af "Peter Pedal" - sikkert i håbet om, at jeg kunne se, hvad nysgerrighed kunne føre til. Alligevel sad jeg fast i fletkurve med mine ben, trak et appelsinnet over hovedet eller kom på anden måde i uføre som følge af min ubændige trang til at finde ud af, hvad der skete, hvis man nu liiiige ...

Jeg havde (og har) altid et øje og et øre i hvert rum. For tænk nu, hvis jeg gik glip af noget! HG kalder mig 'Kaninøre' eller 'langøre', for selv under søvnen opfatter jeg ting, jeg ikke burde kunne opfatte. Hvis telefonen ringer og han tager den, mens jeg ligger i min sødeste (ræve)søvn, kan jeg, når jeg vågner flere timer senere spørge: "Hvad var det for en undersøgelse?" eller "Hvad ville banken?" eller "Hvornår skal vi være hos mine forældre?" Og han kan måbende spekulere over, hvordan jeg både kan sove og opfatte, hvem han snakker i telefon med - og rette ham, hvis han citerer stemmen i den anden ende forkert (det er da ikke min skyld, at folk snakker så højt og at min hørelse er exceptionel!).

Måske er det også derfor, jeg sluger krimibøger, elsker krimiserier/film og kan bruge timer på at spille et eller andet latterligt pc-spil for at løse mordgåden. Spørgsmålet: "Hvem var det?" bliver bare aldrig kedeligt!

Med Facebook åbner der sig en hel ny verden for os nysgerrige. Det bliver pludselig muligt at stalke fjender, gamle flammer eller vildt fremmede. Jeg må tilmed - modstræbende - erkende, at jeg har et par sider med vildt fremmede mennesker, som jeg nogle gange småstalker, fordi der altid er sådan nogle saftige skænderier på deres side. (I am not proud!).

Det undrer mig dog, hvor lidt folk hæger om deres privatliv (sagde kvinden, der udgiver tekster i offentligt tilgængelige bøger om sit privatliv!). Det undrer mig, hvad de skriver, uploader af billeder m.v. Man kan nærmest følte deres privatliv time for time og billede for billede. Måske er vi bare med alle disse sociale medier blevet mere ekshibitionistiske af natur?

Det er blevet endnu lettere - og mere fristende - efter at 'tickeren' kom til. Hvis ens venner kommenterer et billede fra en tredje part, kan man vupti klikke sig ind og være med på den luskede 'fluen på væggen'-måde. Det samme gælder livlige diskussioner. Jeg har været hemmeligt vidne til mange et skænderi, fordi jeg er ekspert i at opfange, når noget er på færde.

Jeg er også ekspert i at finde folk. Også folk, der ikke vil findes! Mange gemmer sig på Facebook under falsk navn eller ved ikke at være på venneliste med familie og venner. Til gengæld lægger de så ofte på f.eks. en søskendes eks-kærestes liste eller lignende, så de på den måde alligevel kan findes. Hvis jeg ikke kan google eller Face mig frem til folk, ER de ikke at finde på nettet. Det er til dels også fordi jeg husker alt. Jeg husker navnet på folks forældre, søskende, bedsteforældre og fætre og kusiner, deres gamle gade, deres uddannelsessted eller deres papegøjes afkom. Jeg har fundet en del gamle bekendtskaber til min mor, der også er på Facebook. Hvis hun f.eks. siger "Jeg ville ønske, jeg kunne finde Vita," siger jeg: "Giv mig fem minutter ...!" 

Nysgerrighed har dog også sin pris. Har du f.eks. nogensinde prøvet at være vidne til et eller andet, du ikke skulle være vidne til? Har du f.eks. overhørt en samtale, det ikke var meningen at nogen - udover de involverede parter - skulle høre, og bagefter tænkt: 'Hvordan gik det? Fik de så det barn?'

Sådan kan jeg tænkte over fuldstændig tåbelige, latterlige ting, jeg opfanger på Facebook. Og nogen gange kommer der aldrig en slutning. Man kan jo ikke så godt skrive til en vildt fremmed: "Hva' så? Fik din bedstefar sat benet af?"

På den måde koster Facebook mig nogle gange søvnløse nætter over de mest latterlige ting. F.eks. var der for nogle uger siden en af mine venners andre venner, der fandt et eller andet klamt i sin slikpose under lørdagshygge med ungerne. Der var billeder og det hele og mange kom med bud på, hvad det kunne være. Selv ville hun kontakte Malaco for at få et svar. Senere har jeg være inde for at lure om der var et svar, men alle har åbenbart glemt alt om den vingummi. Alle undtagen mig!

... Og nu er det eneste, jeg kan tænke: Hvad fanden var der i den slikpose?!

“Listen do you want to know a secret ...

 

 ... and do you promise not to tell?"

Kan I huske den Beatles-sang? (Okay ikke mere Lars Saabye Christensen til mig!). Jeg kom bare til at tænke på den, da jeg havde forestillet mig at skrive dette indlæg, der vel egentlig handler om noget ret tabubelagt. Funny, havde aldrig forestillet mig, jeg skulle komme til at gøre mig i kvindegenren, men med alderen ryger intimitetsgrænserne ... åbenbart!

Sidder nemlig her, ramt af blærebetændelse - igen! Og bihulebetændelse - igen! Har døjet med det første over et halvt år nu. Sådan ca. siden jul faktisk. Og det andet et år. Er pt. på dobbeltkur (tyve dage) med Nitrofurantoin for blærebetændelsen og penicillin mod bihulebetændelsen. Før skyede jeg Nitrofurantoinen som pesten, de små gule piller. De var mit værste mareridt og gjorde mig hundesyg. Nu tænker jeg ikke engang over dem.

Det er noget sjovt noget, det skal plage mig sådan (det er blærebetændelsen, jeg tænker på her). Det skyldes vel mit hullede immunforsvar. Alle lymfekirtler er hævede, kan slet ikke holde ud at have noget på, der sidder tæt under armene. Denne gang har jeg haft meget ondt i blæren. Ret heftigt i forhold til, at jeg får seks forskellige slags smertestillende. Normalt ville man kunne sætte benet af mig, mens jeg sov. Og jeg ville først opdagede det, når jeg stod ud af sengen og tiltede så sært. Men denne gang har det gjort nas. Som av for fucking God, just put me down noooow!!! I dag kom så svaret på hvorfor - gigablødning (overshare?).

Så ja, vi snakker ladytime, så hvis du er mand, sart eller på anden måde handicappet, må du hellere springe fra her! c",)

Som barn var mit store mareridt at få mit lort. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at 'blive kvinde', som min mor og mormor kunne finde på at sige med rørte tårer i øjnene. Jeg kunne ikke se, der var noget at tude for - eller jo; for jeg skulle sgu ikke være kvinde!

Da jeg var ti-elleve år, begyndte jeg at blive temmelig buttet. Da jeg var tolv, var jeg nærmest småfed. Og til min skræk medførte det wannabe bryster. Hele min krop skreg og jeg ville bare file dem af og være normal igen. Ret hurtigt fandt jeg dog på noget smart ...

     For en dag var der indkaldelse til sundhedsplejersken. Alle i klassen skulle af sted, én efter én. Og her skulle vi blandt andet vejes. Jeg var SÅ glad for, vi var af sted én ad gangen, for jeg vidste godt, at jeg stort set ville veje det samme som resten af klassen tilsammen. Til min store gru skete der dog noget: Den første pige kom tilbage fra sundhedsplejersken og alle vendte sig om og skreg i kor: "Hvad vejede du, hvad vejede du?" "45," svarede hun og så lettere skamfuld ud. Selvom hendes taljemål kunne have været omkredsen af min ene overarm. Sådan kom flere og flere tilbage. Den 'fedeste' vejede 49 ... og var en dreng. Langsomt kunne jeg mærke sveden drive ned ad kroppens sider og da jeg endelig blev kaldt af sted sad jeg nærmest i en pøl, der kunne sammenlignes med Storkespringvandet.                                

Men vægten var ikke mit eneste mareridt. Pludselig begyndte sundhedsplejersken nemlig at hive foldere om pubertet og seksualitet frem og ville belære. Jeg mener: Hallo! Jeg kommer fra en apoteksfamilie! Jeg har sat prismærker på kondompakker siden jeg var seks år. Mine far er fra 60'er-generationen og min mor snakker åbent om sex hen over middagsbordet. Hun havde intet at lære mig. Jeg havde med garanti kunnet lære hende noget! Frigjorte forældre har dog medført, at jeg bare er blevet endnu mere bly. Jeg hader kropslighed, kroplugte og intimitet. Og dér sad hun med sin pubertetssnak og hygiejnebind. Sidstnævnte gav hun mig i hånden: "Alle pigerne får en pakke, så I er forberedt, når den tid kommer." Ja, hallo dame, som om jeg havde tænkt mig at spankulere ind i 6. klasse (som den nye, weird girl) med en pakke bind på størrelse med firs foldede Nettoposer. No way! Så jeg sagde, hun kunne beholde dem selv. Den dag min 'tid var inde', ville jeg ikke have det store problem i dén henseende. Mine forældre havde byens største lager af hygiejnebind og tamponer på apoteket. Lige som jeg sad dér og troede, det ikke kunne blive værre, sagde hun dog én ting, der ikke kunne have været mere overraskende end hvis hun havde nikket mig en skalle. "Bare husk, at passe på vægten. Den er lidt høj. Og så er du også i større risiko for at få din menstruation endnu tidligere!" *BAM* En kugle for panden. Man når at tænke mange tanker på sådan en walk of shame tilbage til klasselokalet. Så mange, at jeg ikke nåede at skænke det en tanke, hvad jeg skulle svare, når de spurgte om min vægt. "Hvad vejer du?" spurgte en af klassens mest kæphøje drenge, da jeg kom tilbage. "Jeg ved det ikke!" svarede jeg ligeglad og satte mig (tungt!) på min plads. "Tag lige hendes kort," plaprede stankelbenet videre til klassens kvindelig førerhund. "51!" læste hun med tydelig skadefro (hun var en af klassens tyndeste). Og jeg vidste det var løgn. Vægten hos lægen og den hos sundhedsplejersken vejer altid for lidt. Derhjemme vejede jeg mindst et halvt kilo mere. Og det var jo heller ingen hemmelighed, jeg var en af de laveste.

Allerede samme aften gik jeg i gang med min slankekur. Og nogle måneder efter, da jeg startede på min nye skole, var jeg allerede fire kilo lettere. Og mine bryster var - trods det jeg var blevet ældre - også svundet. Resten blev klaret ved at bruge for lille en top, min såkaldt 'minimeringstop', der fordelte fedtevævet som en pølse under armene i stedet.

I slutningen af syvende klasse, hvor jeg var tretten et halvt, havde vi en 'girls only' biologitime (mens drengene rendte rundt med vores dansklærer og smed kondomer med vand efter hinanden), hvor vores lærer spurgte, hvor mange af os, der havde fået vores menstruation. Og alle på nær mig og (lad os kalde hende) Kristine, stak hånden i vejret. Kristine var dog også et år yngre end os andre i klassen. Til min undren kiggede de andre næsten medlidende på os. Jeg syntes jo, det var os, der skulle have ondt af dem! "Er det noget I bekymrer jer om?" spurgte vores lærer. Og jeg var ved at falde ned af stolen. Sig mig, var hun dum?! Det eneste, der bekymrede mig i den henseende var, at jeg ikke kunne være sikker på at undslippe min skæbne (som kvinde) i al evighed.

Et par måneder efter forlangte min mor, jeg skulle til lægen. Hendes påskud var, at mine hænder og fødder havde det med at blive blå og iskolde. Det var jo fair nok, for det skete jo. Og da jeg var født med for stort et hjerte og havde gået til kontrol som barn, kunne jeg sagtens se fornuften i hendes ræsonnement. Det viste sig dog, hun havde en noget anden agenda. For da vi sad hos lægen og jeg havde fået en henvisning til sygehuset, sagde min mor: "Line er blevet for tynd ... jeg er bange for, hun har fået et spiseproblem!" Jeg følte mig skudt. Forrådt. Forladt. For selvom jeg qua mine forældres erhverv kender til diverse medikamenter og sygdomme, vidste jeg ikke helt, hvad 'spiseproblem' dækkede over. Jeg havde dog en fornemmelse af, at det kunne dække over det, at jeg cyklede 20 km. hver dag på vores træningscykel. Og startede dagen med 100 mavebøjninger. At jeg altid lod benene hoppe op og ned - også når jeg sad stille - for at forbrænde flere kalorier. Folk troede, jeg var nervøst anlagt. Og jeg lod dem tro det. Dét at jeg var mester i at køre maden rundt på tallerkenen, mens de andre spiste; at jeg ikke kunne tåle, maden på gaflen rørte mine læber; ikke kunne spise, mens andre så det (hvis jeg gik fuldstændig sukkerkold i skolen, måtte jeg låse mig inde på toilettet og spise noget frugt. Det skete dog sjældent. Normalt kunne jeg gå til klokken var tre-fem om eftermiddag, før jeg indtog andet end væske) - kunne det være dét, hun mente?

     Da jeg stod dér og skulle klæde mig af, følte jeg mig sært nøgen. Ikke fordi jeg kun var iført undertøj, men fordi lægen sendte sigende blikke til min mor, som jeg ikke kunne tyde. Han bad mig sidde på briksen og lod sine fingre løbe ned langs min rygrad. Jeg kunne høre bumpene fra hans finger. "Hm ... tendens til hår på ryggen," mumlede han. Jeg måbede. Hår på ryggen?! Diskret mærkede jeg efter i min nakke, og fik fat i en tot dun, som mindede om det man ser på for tidligt fødte babyer. "Får du stadig din menstruation regelmæssigt?" spurgte han og tog noter. "Jeg har ikke haft den nogensinde," svarede jeg. Igen dette mærkelige sideblik til min mor. "Så skal vi have dig op på vægten," mumlede han. Og jeg rystede (please lad mig ikke veje for meget, please lad mig ikke veje for meget!). Men jeg fejlede. Igen. Og så min mor, der vendte ansigtet i afsky, da han noterede mine 39 kilo i journalen. Selvom hun prøvede at være diskret, så jeg, hvordan hun blinkede tårerne væk.

Undskyld mor, undskyld jeg altid svigter!

Derefter op ad væggen og måles den anden vej. 162 cm høj ... igen ikke helt ifølge statistikken. Altid enten for kort, for lang, for tynd, for fed.

 Det følgende år gik jeg til vægtkontrol. Det ændrede dog ikke vildt meget. Jeg tog to kilo på, men jeg blev også ældre (om end ikke højere). Da jeg var femten fik jeg en pletblødning. I månedsvis var jeg ved siden af min selv, tænkte ikke på andet. Alle kvinder jeg så, betragtede jeg og tænkte "bløder du også? Hvordan udholder du dig selv?". For selvom det kun var en pletblødning vidste jeg, at det dog måtte være starten. Men månederne gik. Og der skete ikke mere.  

Da jeg var knap 16 startede jeg i gymnasiet. Jeg begyndte pludselig at ændre mig. Jeg blev egentlig ikke højere, men mine hofter blev meget brede, bækkenet bulede ud og jeg følte mig som en kvinde med en tournure placeret på hvert hofteben. 
          "Det er mærkeligt, dine hofter er så fede, når du ellers er så tyng!" tænkte min veninde en dag højt, mens hun stod og betragtede mit udseende, der desværre har temmelig meget lighed med en metronom. Jeg vidste ikke, om jeg skulle slå hende, for ordene 'fed' eller smækkysse hende, fordi hun trods alt også sagde 'tynd'. Disse modsætninger, totale kontraster, forvirrede mig. For var jeg så tyk eller tynd? Et paradoks, det var, hvad jeg var. Et metronomformet paradoks!
          Mine bryster blev store nok til at kunne være i verdens mindste bh. Men min hud, mine fødder og fingre, havde stadig konstant denne blålige undertone, som var jeg et lig, der var lagt på køl. 'Undervægt' blev det diagnosticeret som i lægeverdenen. Og 'latterligt' i min. 
          Det var mens jeg gik i 1. g. at jeg fik min første menstruation. Min vægt steg til 45 kg og jeg græd i tre uger. Men uanset, hvad jeg gjorde, fik jeg den ikke ned. Det var også i 1.g. jeg fik min første kæreste, HG. Han flyttede ind hos mig og mine forældre, da han var boligløs (hans mor var død et par år forinden, hans far boede det meste af tiden hos sin nye kæreste og deres gård havde hverken bruser eller toilet). HG blev hurtigt en del af vores familie. Mine brødre fik en ny storebror, mine forældre endnu en søn. Han passede bare ind fra starten. Og selvom jeg stadig kæmpede med mig selv, faldt der mere ro over mig. For uanset, hvor meget jeg prøvede at trække mig væk fra ham, holde ham ude af mit indre kaos, som jeg så ihærdigt forsøgte at bringe orden i ved at skabe ydre harmoni i form af skemaer og strukturer, så trængte han sig på og ødelagde det. Insisterede på, at jeg skulle med ud at spise, at leve, være normal. I starten sad jeg der bare, kold, betragtende. Men efterhånden tøede jeg mere op. En af mine klassekammerater i 1.g. spurgte mig en dag: "Sig mig, spiser du aldrig?", mens de andre sad over madpakkerne. Efterhånden kunne jeg spise sammen med og foran mine nærmeste. Min familie, HG, min veninde og hendes kæreste.

En dag kort før årsprøverne sidder vi midt i en dansktime. Jeg skal fremlægge en tekst sammen med min gruppe. Men mens de andre grupper sidder for skud, bliver jeg mere og mere dårlig. Om morgenen startede min menstruation. Det er som om, de bliver værre og værre for hver gang. Jeg mærker kvalmen. Synsforstyrrelserne, hovedpinen. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom gennem fremlæggelsen, bare at jeg intet kunne se. Mine omgivelser var forvandlet til flimren for øjnene, der blev værre og værre sammen med smerten, der dundrede løs i mit hoved for hvert hjerteslag. Bagefter følger min veninde mig til bussen. Jeg er nødt til at tage hjem. Ved stoppestedet går jeg ind på badeværelset og spiser tre Ibumetiner a 200 mg. Verden er begyndt at blive mere normal, jo værre migrænen bliver, des mere letter grynene fra mine øjne.  Min veninde ser nervøst på mig: "Du ligner noget katten har slæbt ind - er du sikker på, du kan finde hjem?" Jeg ser hendes ansigt i en sær tåge. Som i sort/hvid. Mere husker jeg ikke, før jeg vælter op af trappen derhjemme. Jeg kan høre min far og yngste bror på kontoret. Min far plejer ellers ikke at være hjemme, min bror må være syg. Jeg stikker hovedet derind: "Må jeg låne dit varmetæppe?" spørger jeg. Og min far kommer med Panodil og putter mig, som da jeg var barn. Jeg indånder hans duft - duften af apotek og laboratorium. Jeg kan ikke mærke hverken Panodilen eller Ibumetinen. Bare knytnæven i maven. Pigtråden, der snor sig rundt om mine tarme og underliv og flænser dem op. Blodet, der pumper ud af mig, som en varm, klæbrig væske. Mit værste mareridt er blevet virkelighed. Men hvis dette her er at være kvinde, så vil jeg helst ikke være overhovedet.

De følgende år har jeg sygedage fra gymnasiet hver gang jeg har menstruation. Jeg bløder simpelthen for kraftigt til at kunne gå nogle steder. Gennembløder alt. Jeg føler mig ulækker, afskyelig, usoigneret. Blodet render ned ad lårene, ned i kummen, ud af mig, ud over mig. Men det er intet mod smerterne. De første tre dage ligger jeg i fosterstilling og mine forældre kommer med piller og portvin. Jeg får migræneanfald, ser dobbelt, ligger i min egen verden fyldt af smerte. Nogle gange varer det mere end syv dage. Til gengæld går der måneder - nogle gange halve år mellem menstruationerne. Lægen forsøger sig med p-piller. Jeg bløder konstant i to måneder og dropper dem igen. Jeg har altid været imod p-piller. Og de ændrer intet. Det føles bare mere kemisk, det blod, der fosser ud. Det er ikke væske, som min krop producerer, det er ikke blod fra mine årer. Det er kemi fra en pille, der strømmer gennem min krop som en gift. Og det er forkert. Det skal ikke være sådan! Så jeg smider pillerne i kemisk affald på apoteket og fortsætter som hidtil.

Jeg er 22. HG og jeg er næsten lige blevet gift. Vi er flyttet i ny bolig, vi har fået hund og jeg har fået en diagnose. Jeg har en neurologisk sygdom. Om den har noget med blødningerne at gøre tænker jeg ikke rigtigt over. I fire år har jeg fået stærkere smertestillende medicin pga. min sygdom, og pludselig mærker jeg ikke længere noget til min menstruation; der er bare en latent murrende fornemmelse i mit underliv. Hvis ikke det var for de kraftige blødninger, ville jeg end ikke tænke over det. 

     Men en dag sker der noget. Min blødning er så kraftigt, at jeg bliver bange. Jeg kan ikke engang nå at løbe ud på toilettet, før blodet fosser gennem tampon, bind, tøj. Klumper af rødt blod vælter ud af mig, og hvis ikke det var fordi jeg vidste bedre, ville jeg tro, jeg var ved at abortere. Men jeg har aldrig været gravid. Pludselig slår en tanke ned i mig: Hvad hvis jeg ikke kan blive gravid? Hvad hvis der er noget galt med mig? Min mor har siden jeg var 16-17 bedt mig gå til læge. Men det er for intimt. Jeg kan ikke ligge dér med benene i bøjlerne og blive gloet op i mit allerhelligste. "Man vænner sig til det," siger min mor, der har tre børn og har prøvet lidt af hvert. Jeg har dog ikke lyst til at prøve noget som helst. Og desuden nærer jeg en stærk mistillid til alle læger. Hvorfor skulle det ellers tage dem over fem år for at stille en diagnose på mig? Hvorfor skulle rygmarvsprøver, scanninger, blødprøver og røntgenbilleder være sådan en kamp? Nej, jeg stoler ikke på dem, lægerne. Men nu er jeg bange. Hvad hvis jeg ikke kan få børn? Ikke fordi jeg nogensinde har forestillet mig, vi skulle have det. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg sikker på, jeg i hvert fald ikke ikke vil have dem. Med ét ved jeg pludselig, at jeg ikke kan få det. HG kigger bekymret på mig. Han ved godt, jeg ved ting, man ikke kan vide. Og modsat mig har han tænkt over det med børn - og han vil gerne have dem. Men han ved også, at jeg stadig lider under traumerne fra min anoreksi og dernæst bulimi og har et meget anstrengt forhold til min krop. Han ved, at mit største mareridt er dét, der er de fleste andre kvinders drøm: Det at få love at være kvinde og bære et barn. Jeg kan dårligt bære at dele krop med mig selv, hvordan skal jeg så kunne dele krop med et barn? Men én ting er sikkert: Det er ikke min krop, der skal bestemme, hvorvidt det en dag skal ske eller ej. Så jeg bestiller en lægetid.

Jeg sidder og hopper nervøst i venteværelset. Min sygdom har givet mig lægeskræk. Jeg begynder at ryste og bliver som et barn. Da jeg sidder foran lægen er jeg tør i halsen. En klump vokser og vokser og tager al min luft, min stemme. "Det er noget galt med mig," får jeg til sidst fremstammet. Langsomt hakker jeg mig gennem problemerne, mens min læge løfter det ene øjenbryn, på den dér nedladende måde, som læger åbenbart er specialuddannede i og betyder: 'Du spilder min tid!' 
         "Alle kvinder bløder!" vrisser hun. Og jeg ønsker bare at stikke ned med en af de sterile skalpeller fra stålbakken. Hun er selv kvinde. Hun ved vel for pokker, hvornår der er noget galt?! Meget modvilligt går hun med til ar sende mig til en specialist. Mest fordi jeg siger, jeg er bange for, jeg ikke kan få børn. Det vækker åbenbart alligevel et eller andet kvindegen dybt i hende.

Der er kaos den dag. HG er ikke hjemme, så der er min mor, der skal køre mig til hospitalet. Min mormor får sneget sig med som blind passager. Hun fylder dog godt for en blind passager at være. Hun skal have taget røntgenbilleder og farer vild, så hele personalet bliver sat i gang. 

     Imens følger verdens sødeste sygeplejerske mig ind i et lille aflukke. Jeg har for en gangs skyld været heldig. Jeg får ellers altid hende den dominerende, med overarme som skinker og et brystparti, der truer med at springe uniformen. Hende, der ser lægerne som ophøjede og fungerer som den bjæffende køter på dørtærsklen. Hende her er mild og rund, med smilerynker og bløde hænder. En ældre mand kommer ind i lokalet. Han minder mig om en morfar. Begynder at spørge mig ud og siger blidt, men bestemt, at jeg skulle være kommet langt tidligere. Han får hurtigt konstateret, at jeg har bagoverbøjet livmoder. Det kommer, så at sige, ikke bag på - selvfølgelig skal den gemme sig og gøre alting endnu mere besværligt. Han gennemgår mine papirer. 

     "Hvad står der her?!" spørger han og retter på brillerne. Jeg læser datoerne op. 

     "Vil det sige, der går måneder mellem dine blødninger?" Jeg nikker spagt og føler mig forkert og uartig, fordi jeg ikke er kommet før. Så begynder han at scanne mig. Udvendig først. Jeg kigger med på skærmen, og kan godt se, at noget er forkert. Der står allerede ’barnebarn’ i øjnene på min mor, men jeg forsikrer hende om, at det nok ikke er et glædessmil hun skal stille med lige nu. Lægen beklager, han er nødt til at foretage en vandscanning på mig. Sygeplejersken med de bløde hænder holder om mig, men jeg ryster ikke længere. Jeg er slet ikke bange. Mindst af alt for at det skal gøre ondt - det er jeg så vant til. 

     Mens de står og pumper vand op i min livmoder, vader en eller anden ind i rummet. Jeg ligger med stængerne i vejret, min mor har frit udsyn til barnebarnsslusen og den milde sygeplejerske bliver pludselig brysk og skriger: "UUUUUUUD!" med verdens vredeste stemme. 

     "Dér har vi den!" summer morfar og fortæller, han har fundet en polyp på størrelse med en valnød. Jeg ånder lettet op - det er ikke kræft! 

     "Men den gør, at du ikke kan blive gravid," fortæller han. Den fungerer som en slags ’naturlig’ spiral. Så havde jeg alligevel ret. Der burde dog ikke være problemer, når først den er væk. Han skriver mig op til operation. Når den er væk, burde tingene blive bedre og de voldsomme blødninger aftage. 

     Han fortæller mig dog også, jeg har PCOS. Jeg får en pjece med mig. Der står at man som PCO(S)-kvinde vil have to eller tre af følgende symptomer:

1) Uregelmæssige menstruationer/ingen ægløsning.

2) Forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og/eller øget mandlig hårvækst.

3) Polycystiske æggestokke ved ultralydsskanning.

Jeg priser mig lykkelig for, at det er toeren, jeg er gået fri for. Godt nok har jeg måske temmelig behårede ben, men ellers ingen hårvækst underlige steder (selv dunene på ryggen forsvandt, da anoreksien slap sit tag og vægten – i dén grad – steg). Selv dét får jeg pludselig en undskyldning for: Mange PCO(S)-kvinder har problemer med vægtøgning. 

Siden jeg fik bortopereret polyppen, har jeg næsten ikke tænkt over mine blødninger. Jeg kan tælle på én hånd de gange, hvor det har gjort ondt. Jeg bløder heller ikke lige så kraftigt længere. Badeværelset ligner ikke længere en rituel offerplads eller scenen hos en halalslagter, men et ganske almindeligt badeværelse. 

     Men i dag driller det hele altså og som jeg ligger her i natten, er jeg pludselig blevet sendt på denne rutsjebanetur down memory lane. Ved siden af mig ligger penicillin, smertestillende, tranebærkapsler (jeg magter ikke saften!) og æblecidereddike. Alt sammen ordineret af lægen, der kigger på mig, som om det er med vilje, jeg bliver ved at få blærebetændelse. Og det slår mig pludselig, hun har gjort det igen: Sagt til mig, at alle kvinder får blærebetændelse. Det er normalt og jeg skal bare huske tranebær og æblecidereddike. Jeg tager kapsler til de står vandret i mit spiserør, drikker endnu mere væske end jeg plejer og gør alt, hvad jeg får besked på. Og stadigvæk får jeg dette mistroiske blik – som om, jeg gør det med vilje. Som om, det er noget, jeg selv maner frem. 

     

Så er det, jeg forbander dét at være kvinde. For selvfølgelig får mænd også blærebetændelse. Men ikke lige så ofte som kvinder. Nogle gange er det som om, vi er brændemærket. Og sjovt nok er de, der har mest travlt med at fortælle os, at vi er hypokondere andre kvinder, som ikke selv har de problemer. Mændene er mere overbærende. Det sker også oftere i den hvide verden. Når jeg gæster dem med kramper, skal opereres eller til kontrol, er det altid de mandlige sygeplejersker og læger, der er de mest empatiske. Det får mig til ikke bare at hade at være kvinde, men også at hade andre kvinder.

... I mit næste liv vil jeg være mand!

The money maker - egotrip!

På opfordring kommer her min tekst, som jeg - endnu - venter på at finde ud af, om har indtjent mig et nyt køkken, en større middag eller en slikkepind.

Af hensyn til min (families) anonymitet, har jeg ændret lidt i den (bl.a. slettet navne). Og så er der indsat lidt crazy pics ind imellem mine guldkorn (høhø!). But here it is:

"Jane Aamund udtaler i et interview i bogen "Lys i livet", at hun af sin søn bliver betragtet som en 'tossemagnet', og er der nogle tossede mennesker i nærheden, kommer de direkte hen til hende og siger mærkelige ting.
Selvom jeg nu har brugt næste 25 år på at ignorere det, må jeg nok efterhånden indse, at det også er nøjagtig dét, jeg er: En tossemagnet! 

Trods min næsten invaliderende generthed falder jeg altid i snak med fremmede, når jeg færdes alene. Det er ofte sket, at folk i bussen er kommet hen og sat sig ved siden af mig, og er begyndt at snakke, som er vi gamle bekendte. Tre gange er jeg under en bustur blevet inviteret ud af mænd, jeg ikke kendte, og uden på nogen måde at have søgt kontakt med dem. Og en enkelt gang kom der en indvandrer hen til mig med et brev og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham med at oversætte brevet, der var på dansk, til engelsk?
Præcis, hvad det er, folk bliver tiltrukket af, ved jeg ikke. Tit og ofte er det ældre damer, folk i nød eller de decideret ... eh, ja skal vi bare kalde dem 'mærkelige', der bliver suget ind i mit tiltrækningsfelt.
  Men jeg har også altid følt et sært fællesskab med de lidt mere skæve eksistenser. Måske fordi, jeg ikke behøver foregive at være noget, jeg ikke er. 

Som barn ville jeg gerne være en af dem, der blev set op til. En af dem, der havde et prædikat som f.eks. 'den populære pige' i klassen. Eller 'den smukkeste', 'den sjoveste', 'den klogeste' eller 'den flittigste'. Men min generthed satte visse begrænsninger. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for en stor del var at betragte som 'den pæne pige' (der gjorde, hvad der blev sagt) eller 'hende den stille'.
  Som barn betød det ikke det helt store, men da jeg kom i puberteten, kunne det godt virke enormt frustrerende altid at være 'den pæne pige'. Præcis hvorfor, jeg blev betragtet som en sådan, ved jeg ikke. Måske fordi jeg i et år havde gået på en kristen skole ... Det gjorde i hvert fald, at mange fejlagtigt troede, at jeg kom fra et religiøst hjem. Engang sad jeg alene i klassen og læste "Kammerat Napoleon". Pludselig kom en af pigerne uventet brasende ind og jeg skyndte mig at gemme bogen væk, for det var ikke ligefrem cool at læse George Orwell som 13-årig. Pigen spurgte straks, om det var Bibelen, jeg læste i? Det var billedet, de havde af mig: Den pæne, kristne pige.
  Måske gik det mig på, fordi jeg inderst inde mere følte mig som lidt af en rebel. Som barn var jeg typen, der kastede mig gulvet og skreg: "JEG DØØØR!" med voldsom dramatik, hvis ikke jeg fik min vilje. Eller bare et langtrukkent: "Neeej!" Hvad jeg så sagde nej til, eller hvorfor, var ikke så vigtig, men trodsig ville jeg være og for mit vedkommende droslede det ikke af med alderen, men varede (til mine omgivelsers mareridt) ved! Jeg kunne manipulere, provokere og charmere til den helt store guldmedalje. Og når ikke jeg fik min vilje, var jeg temmelig ubehagelig at være i rum med. Mange ville nok kalde mig forkælet, men jeg tror egentlig ikke, det er det rette ord, for i det ligger en bebrejdelse af forældrene; de må have gjort noget for at barnet er blevet forkælet! Men mine forældre var uden skyld i min opførsel. De forkælede mig ikke. Der skulle meget til, før min mor gav efter for mine luner - min far var lettere at overvinde. Jeg var i dén grad en fars pige, og der udspillede sig det helt store Elektrakompleks i vores hjem. Når jeg blinkede uskyldigt med de lange, sorte vipper, der indrammede mine dådyrøjne og smilede stort, så de hvide tænder glimtede, smeltede min far som en iglo i Sahara, og bag hans ryg sendte jeg triumferende blikke i min mors retning, mens jeg knugede mit trofæ (som kunne være en dukke, en bamse eller andet) ind til mig.
  Men i den virkelige verden havde jeg svært ved at gøre brug af min charme. Min generthed sparkede benene væk under charmen og indtog i stedet scenen. 

En anden hæmsko har været den kraft i mig, der tiltrækker tossestreger og ulykker. Jeg havde ikke lyst til at kaste opmærksomheden på mig selv, for gjorde jeg det, endte det altid med noget katastrofalt pinligt. Jeg er typen, der ikke kan gå tre skridt uden at snuble over mine egne ben! Har legende børn tegnet en kridtstreg på fortovet, falder jeg over den!
  Som niårig oplevede jeg, at en tung keramiklampe drattede ned fra loftet og landede lige præcis dér, hvor min hamster havde siddet og hygget sig halvandet minut forinden.
  Som elleveårig gik jeg - til stor morskab for mine omgivelser - ind i en stol og brækkede foden. Jeg blev pakket ind i gips, helt op til knæet og måtte humpe rundt som en idiot og udstille mine klodsede tendenser. Få dage senere, i skolen, skvattede jeg ned ad trappen pga. et grineflip - med gipsben og det hele og lå dér og så dum ud, til stor fornøjelse for mine kammerater.
  Som tolvårig tabte jeg et fad med forårsruller ned i skødet på mig selv, da jeg skulle spise hjemme hos en veninde ... og det var da for resten også det år, jeg faldt ned af et tre meter højt legetårn. Der var et stort hul i midten, der ikke var blevet dækket til eller repareret, og mine ben, som helt bestemt troede de skråede hen over hullet, plumpede i stedet direkte gennem det. Dér lå jeg så - for jeg landede selvfølgelig ikke i det bløde græs - men pladask oven på en samling brædder og slog al luften ud af mig. Jeg var lige startet på en ny skole og hele klassen og min nye lærer stod og gloede målløse og vidste ikke, om de skulle le eller græde, for jeg lå bare blå i hovedet og ude af stand til at sige en lyd. Det jeg husker mest fra den episode var, hvor flov jeg var over at græde, for det gjorde egentlig ikke ondt, men jeg blev så forskrækket og så flov, at jeg ikke kunne lade være.
  Så var det mindre dramatisk, da jeg som 21-årig var indlagt på hospitalet, og der skete den ene underlige ting efter den anden. Bl.a. faldt loftet på mit værelse ned.
  Og som resultat af en af mine nyere ulykker brændte jeg for nogle måneder siden et stort stykke maveskind, da jeg skulle stryge en skjorte og fik kørt strygejernet ind mod kroppen og det lille stykke hud, mellem de lavtaljede jeans og den korte T-shirt, der var blottet. Så for en tid måtte jeg rende rundt med et meget ucharmerende 'kejsersnit', jeg ikke var meget for at forklare, hvordan var opstået. 

Men sådan har det altid være, hvor jeg befinder mig. Der sker underlige ting! Helt fra jeg var lille, var mit store ønske at være 'en fin dame' - elegant i høje hæle og med lyserød mund. Men jeg er typen, der kan gå hele dagen med blusen vendt den forkerte vej, med to forskellige sko på eller andet, der får mig til at se usædvanlig åndssvag ud.
  Da jeg første gang forsøgte mig med høje hæle, lignede jeg en lam idiot på rulleskøjter i en udsædvanlig brandert! Bedre blev det ikke af, at jeg måtte støttes hele vejen, fordi jeg ikke kunne stå ordentligt oprejst i dem. Mine hypermobile led snoede sig som blød stanglakrids. Da jeg nogle år senere forsøgte mig med et par hæle, der var knapt så høje, satte de sig fast mellem nogle brosten, så jeg stod dér og steppede, som en ubeslutsom hest, der ikke ved, om den skal springe over forhindringen eller refusere, mens min veninde hylende af grin nær havde tisset i bukserne.
  Læbestift dur jeg heller ikke til, af uransagelige årsager lægger den sig altid på tænderne i stedet for læberne, eller håret klistrer fast, og forstyrrer mit udsyn. Eller som tredje mulighed får jeg tværet den ud i hele ansigtet, så folk i min nærhed tror, at de er kommet på Bakken, hvor en kvindelig Pjerrot byder dem velkommen.

Senere fandt jeg ud af, at humoren måske kunne være det, der kendertegner netop mig. I mange år havde den virket enormt forstyrrende, fordi den altid kom på ubelejlige tidspunkter. Latteren starter altid dybt nede i maven på mig og bobler hele vejen op gennem kroppen på mig, indtil jeg ikke kan holde den inde længere. Det er som med hikke: Man kan ikke kontrollere den, og jo mere man forsøger at få den væk, des værre bliver det! Men hvis nu jeg kunne vende den til noget positivt og gøre grin med mig selv, når jeg havde begået en fatal brøler ...?
  Engang jeg fik et alvorligt grineflip under en time, kiggede læreren strengt på mig og hvæsede: - Det er ikke spor morsomt! Det var nok det værste, han kunne have sagt, for netop de fem ord virker som en rød klud for mine øjne, og jeg bryder total sammen i krampe. Det samme sket hin dag, hvor jeg til min store skam måtte smides uden for døren, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine.
Men det frygtelige er, at latteren indtager den sidste rest af koordination min krop (ikke) er i besiddelse af. Så når først latteren begynder, knækker jeg i bogstaveligste forstand sammen, og ender med at sidde på gulvet og hive efter vejret og tage mig til maven. Hvis nogensinde klichéen 'at dø af grin' skulle finde sted i virkeligheden, ville det nok ske for ... ja, moi! 

For snart mange år siden begyndte jeg at skrive sammen med en jævnaldrende dreng. På et tidspunkt sendte jeg nogle billeder, fra en tur jeg havde været på til USA. Da der kom brev tilbage, var han fuld af forundring over, hvordan jeg i virkeligheden så ud. Hans forestilling om mit udseende havde - meget uflatterende - været, at jeg var en platfodet og bredmåset brunette med korthåret kasserolle frisure, små griseøjne og alt for stor mund, iført spraglede, hjemmestrikkede gevandter. Med andre ord en krydsning mellem en lesbisk fængselsbetjent og ... ja, en sugemalle! Af det kunne jeg så udlede, at det indtryk, jeg gjorde på folk, ikke stemte overens med det billede, de havde af mig. Han forestillede sig, at jeg gik i 'underholdende' tøj og var piercet over hele kroppen. 

Nogenlunde samtidig med fejrede jeg min 17-års fødselsdag. I den anledning gav min veninde mig et fødselsdagskort, hvor man ser en elefant og en mus solbade. Elefantens enorme omfang kaster en skygge over musen, så denne slet ikke får del i solens stråler. Kortets tekst lød: "Din skønhed overskygger alt". Med kuglepen havde min veninde tilføjet: "Og det passer!"
  Jeg tror aldrig, at et kort har gjort mig så glad. For jeg tror såmænd ikke, at det var mit udseende, hun hentydede til, men lige så meget min måde at være på. Uanset hvad stemte det ikke overens med det billede, jeg havde af mig selv som den lille grå mus, der var den overskyggede. Men det fik også mine øjne op for, at det måske er okay at være menneskelig. Der er ingen, der forventer, at nogen af os skal være fejlfri. Det er okay, hvis vi græder, når vi læser "Brødrene Løvehjerte". Det er okay, hvis vi griner, når andre dummer sig. Og det er okay, hvis vi begår en dumhed, andre griner ad. Det kan godt være, det føles flovt og ubehageligt, men det er også menneskeligt.
  Så næste gang jeg daffer ned ad gågaden i (knapt så) høje hæle med en halv meter toiletpapir flagrende efter mig, og sender flirtende blikke til mændene, der kigger efter mig (fordi jeg tror, de glor, fordi jeg er lækker), behøver jeg måske ikke at skamme mig halvt til døde? For det sker jo af og til for nogle af os - i hvert fald de dødelige af os. 

Så alt i alt er jeg glad for, at vi i dag lever i en verden, hvor det - om ikke er populært - så i hvert fald er okay ikke altid at være perfekt. Fra 90'ernes Barbieunivers er vi ved at stile i retning af et mere Bridget Jones-præget univers, der stiller mere realistiske krav til det at være menneske (og især kvinde). Det er pludselig lidt mere okay at have kaffepletter på nederdelen. Og det er ikke længere en dødssynd, hvis neglelakken skaller. Det kan godt være, at det på nogle punkter virker lidt ynkeligt, men i stedet for 'taber', får man status som klodset (og morsom).
  Nu mangler vi bare det sidste stykke ... Vi mangler det, der gør, at vi tør færdes frit uden altid at have perfekt makeup, matchende undertøj eller barberede ben. For det er i dag stadig lidt pinligt! Men måske der kommer en dag, hvor vi ligesom i 60'erne, tør smide bh'en og hylde vores bryster (selv dem uden silikone) og skide på, at det ligner en slatten tennissok med en rynket mandarin i tåspidsen!"

 

Sorte sjæle c",)

Glædelig fredag d. 13. fra mig og husets sorte slyngler! c",)

Clicker Clacker is back!!! :)

Du kan godt huske min lille Cleo Clicker Clacker, går jeg ud fra? Hun fyldte meget de måneder, hun boede her, før hun vendte hjem til Tyskland. Men nu er Cleo tilbage på dansk grund. Og ikke nok med det ... hun bor her nu!!!

Lige siden Cleo vendte hjem, har hendes tyske forældre været så søde at sende updates om, hvordan det gik hende. Jeg græd hele den første måned, hun var væk herfra. For Cleo er bare speciel! På mange måder minder hun mig om min lille Vipsepige, som ikke længere er. Og pludselig var Cleo heller ikke længere ... eller jo, i Tyskland og i vore hjerter, men jeg troede ikke på, jeg nogensinde skulle komme til at se hende igen.

Men da Cleo vendte hjem, var det til en ny lillebror, Monty. Og det var hun altså ikke meget for! Hun syntes, det var tarveligt, hun sådan var gået hen og blevet storesøster, i de måneder, hun havde kæmpet for livet i Danmark. Så Cleo var vred. Og fornærmet og alt hvad ellers dertil hører. Monty forsøgte ellers hårdt, fik vi at vide. Lod hende spise først - ja, forærede hende endog sin legetøjsmus! Men dét kunne ikke imponere min lille Clicker Clacker. Hun ville have fred! Og det var den ene ting, Monty ikke var meget for at give hende - for han er en stor killing, der gerne vil lege. Men Cleo er 14 år og vil bare sove og spise.

Da Cleo var her, var hun heller ikke udpræget fornøjet over husets øvrige firbenede beboere (hun vender mottoet fra Animal Farm om og siger: "To ben godt (de har mad!), fire ben ondt (med mindre det er sofaen!)), men hun tolerede dem. Og med tiden kom hende og Myrledyret endog helt tæt ind på hinanden - de lå side om side under sofaen og betragtede verden og jagtede vores ben. De sov sammen i sofahjørnet og nød hinanden selskab. Faktisk var den eneste, hun ikke brød sig om, Shiloh. Og nu er han væk.

Så efter mailskrivning frem og tilbage, skrev Cleos tyske familie, at de gerne ville bortadoptere hende til os. Og selvom det gør mig ondt, hun ikke trivedes i Tyskland, var der glædestårer her i hytten. I nogle uger har vi ventet besked om, hvornår hun ville komme. I søndags, hvor vi var til vores vanlige kortspil og middag, fik jeg pludselig en sær følelse. Og kort efter ville jeg bare hjem. "Der er mail, Cleo er på vej!" sagde jeg og hoppede utålmodigt i sædet. Og selvom HG er vant til, jeg sender på dyrefrekvens, medgav han, at han ville være svært imponeret, hvis der virkelig var Cleomail. Men det var der!

I går gik turen så til Hasle, hvor Cleo min Cleo lå i havnen med sine tyske ejere. Og klokken 22.30 var hun tilbage in da house. Hun fór ud i stuen (jeg troede ellers, hun ville tilbringe de første dage i sikkerhed under sofaen), besøgte alle sine gamle yndlingssteder, hoppede om bord i sin rede, og gav sig til at snorke højlydt.

I formiddags vågnede hun så op til dåd. Hun var henne og hilse på mig, få sig en kæl, fik mad og sad lidt og kiggede. Så strakte hun sig veltilfreds med smaskende lyde og gik runder i stuen med sine 'click clack, click clack'. Og nu sidder hun her, smuk, fantastisk, vidunderlig.

Cleo min Cleo. Min Cleo!