onsdag den 9. november 2011

Mandag - challenge 1. dag/Salvador Dali nigthmare

Mandag var challengens første dag. And a long one as well. Endte med at være oppe 20 timer straight. ZzzZzzZz ... Siden da har mit indre ur været temmelig screwed up. Har sovet det meste af tirsdag og onsdag. Anyway, here goes. Dagnes måltider (alt for mange!):

1) Nuposhake
2) En skive rugbrød med smørbar figen.
3) Et æble
4) En Nupobar
5) En portion All Brand med skummetmælk.
6) En portion Ylette med mysli.

En del af dagens indtag
Øv. Ikke helt tilfredsstillende. Men fordelt på 20 timer og sindssyg dag, får det være sådan. Fik til gengæld også gået en del.

Havde egentlig regnet med, at dagen primært skulle køres på Nupo. Men for en gangs skyld, havde jeg lyst til rigtig mad! (What is that about?). 

Mit mål er altså som følger: At tabe minimum fire kg - og allerhelst otte (end goal!). Samtidig skal jeg trappes ud af min Diclofenac - så det ligger ligesom en dæmper på det fysiske aktivitetsniveau. Dernæst vil jeg gerne skære ned på mit overforbrug af Cola light - det kommer dog i anden række indtil videre. Lige nu er det med Diclofenacen vigtigere ...

Her ender så den del af dagen, der havde med min challenge at gøre. Men jeg vil da gerne lige updatere lidt på, hvad der ellers skete resten af denne surrealistiske dag.

Kender I de dér dage, hvor man vågner op og tror, det er 'just another day at the office' ... men når man så når sengetid og lægger sig under dynen, begynder man at spekulere på, om man overhovedet huskede at vågnede om morgenen, før man stod op? Det er sådan et surrealistisk Salvador Dali-fænomen - ala hans billeder med smeltede ure, hvor tiden er relativ og resten af tingene på billedet bare ikke synes at høre hjemme.


Billedet er lånt her: http://blog.onlineclock.net/clocks-that-melt-by-salvador-dali/

Dagen startede kl. halv seks, hvor jeg vågnede og ALT gjorde ondt. Tågen var tyk udenfor, træernes grene rundt om huset var udviskede og ligned fangarme gennem tågen. Alt var pissekoldt og jeg havde sovet ca. fire timer. Men jeg kunne sove helt til halvni (stort privilegium på en kold og klam mandag i november!). Så jeg nuppede det første pillerum under 'mandag', tyllede en halv liter vand, tændte varmetæppe og lagde mig til rette under dynen igen.

Kl. halvni var kroppen ikke bedre. Og jeg vidste, det blev en lang dag! Så jeg nuppede altså en Diclofenac, selvom jeg ellers iflg. mit private udtrapningsskema først skulle have haft en torsdag. Til gengæld havde tågen lettet. Og jeg var SÅÅÅ glad for, at jeg aftenen forinden havde strøget alt mit tøj og lagt frem, så jeg ikke skulle stå dér i mit tolv grader kolde påklædningsværelse og febrilsk hive tøj ned af hylderne, mens myrepatterne dækkede min krop.


Vi havde ikke nået at køre mange km mod ørelægen, før en blaffer stod i vejsiden. Vi stoppede og samlede hende op - en ganske ung pige. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg. "Til gymnasiet." Intet problem - fem minutter fra ørelægen ... og vi havde tilmed god tid. Ca. fem km senere står endnu en ung pige med tomlen fremme. "Hey, der er én til!" griner vores medpassager. "... Guuud, hende kender jeg! Hun skal også til gymnasiet!" Så således fik HG tre skønheder med om bord (regner selvfølgelig den ti kg tung og ti år ældre mig med!) denne mandag formiddag. Pigerne tøede op på bagsædet og faldt i snak og vi kørte helt op til gymnasiet fordør og satte dem af. Nede på hovedvejen kom en overvægtig dagplejemor med anstrengt smil og gigavogn kørende med fire-fem indpakkede småstørrelser. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at da jeg gik i 2. g. som de to sylfider vi lige havde sat af, var de ikke meget ældre en dagplejemoderens små marcipangrise ... mand, man er blevet gammel lige pludselig!


Vi var ved ørelægen halv elleve. Og jeg havde først tid kl. elleve. HG skulle pludselig ud på 'hemmeligt julegaveærinde', så jeg måtte alene ind i løvens hule (ja, jeg har en aparte og galoperende lægeskræk!). Foran sekretærburet stod en meget forvirret dame og snakkede engelsk med en sær (polsk?) accent. Kunne ud fra samtalen greje, at hun troede, hun var havde hos øjenlægen. Den overbærende sekretær fik skrevet nummeret op til to andre øjenlæger:

Overbærende sekretær: "But you have to call first - they can't just take you ... you probably have to wait weeks or month for an appointment!"
Forvirret polak: "Oh, this number ... this doctor is in *bynavn*"
OS: "Yes."
FP: "I live there!"
OS: "Then why did you come here?" (15 km længere væk!).
FP: "My neighbour told me to."
OS: "..."
FP: "Okay, bye!"

Og her skal jeg lige til at aflevere mit sygesikringsbevis, da et styks polak nærmest fejer mig væk fra buret.

FP: "Where is the street ... for this doctor?" (Ikke ham i hendes hjemby).
OS: "Here in *bynavn* ... giver adresse. But you have to call first!!"
Herefter er der en længere samtale, der ender med, at overbærende sekretær sukker: "Do you have a map?"
FP: (Ser stolt ud!) "Yes!"
OS: "..." (Afventende).
FP: "In my car!"
OS: Finder telefonbog frem, kopierer kort og tegner ruten ind, mens hun forklare.
FP (pludselig endnu mere forvirret): "Where is habbe?"
OS: "Habbe?"
FP: "Habbe! Habbe!!" Vender sig om mod hele lægehuset: "Where is habbe?!"
OS: "Oh, you meen harbour?" (Dette har intet med øjenlægen eller stedet at gøre).
FP: "Yes! ... Well, bye!"
Og her fordufter hun så. ??? Hvad i alverden det gik ud på, aner jeg ikke. Men ti minutter efter jeg stillede mig i kø bag forvirret polak, bliver jeg endelige registreret og kan sætte mig.


Der sidder en del og venter foran ørelægen. Og der er ingen ugeblade. What so ever! ... Altså ud over de "Hjemmet", som en ældre herre sidder og vrider i hænderne (hvis han er færdig med det, hvorfor kan en af de andre 775.000 ventende patienter så ikke få glæde af det?).


Pludselig er det tumult bag mig. En stor matrone omkring de 45-50 og med mørkt svenskerhår vralter ned ad midtergangen og hen til sekretærlågen ved lægen ved siden af. Hos en knap så overbeærende sekretær.

Hidsig svenskerhår: "NU HAR JEG VENTET PÅ DEN BLODPRØVE, DU SENDTE MIG TIL, I EN HALV TIME!!!" (En halv time? I et lægehus? Det svarer til ti minutter på en skadestue fredag nat ... efter juleøllen er kommet i handlen ... Og der er stor fodboldkamp!).
Knap så overbærende sekretær: "Jeg har da ikke sendt dig til blodprøve!"
HS: "DU sagde, at JEG skulle have taget den blodprøve!"
KSOS: "Jeg sagde bare, du ikke behøvede at gå ind til lægen i dag, med mindre du fik den taget ... ellers har I ligesom intet at tale om! Og sidst ville du ikke have den taget ... fordi du synes det var vigtigere, du nåede til frisøren!"
HS: "Og hvad så?! Bare fordi jeg prioriterer mit hår højere!" (læs: End mit helbred!) "Og DU!" (hæver en fed finger og peger på sekretæren) "... Snakker SLET IKKE pænt til mig!"
KSOS: "Du snakker ikke pænt til mig, og jeg svarer dig på samme måde."
HS: "Nu kan det kræftedemig være nok! Nu skifter jeg sgu læge!
KSOS: "Ved du hvad? Det synes jeg ville være alletiders idé ... så er jeg nemlig fri for dig!"


Herefter sætter svenskerhår sig til at vente. På hvad ved jeg ikke. Men da jeg halvanden time senere forlader lægehuset, sidder hun der endnu!


Inde hos lægen gik det på sin vis fint nok. Jeg fortalte både om bihulebetændelsen og mine tiltagende maveproblemer. Og blev henvist til røntgen af bihulerne. Og fik akuttid, så jeg ikke skal ringe til egen læge, med ham, når/hvis det blusser op igen. Fik også en speciel næsespray med prednisolon mod selvsamme. Og så spurgte han til kæberne - som jeg var ude hos ham med for over otte år siden! Og jo tak - det går slet ikke. De låser stadig. Og det hjalp ikke at få bortopereret visdomstænderne. Eller at tage Stesolid (ved ikke om det er leddet, der låser eller musklerne, der kramper). Og selvom jeg ved, at jeg har slidgigt i kæben (ørelægen: "Det er kun kvinder, der får det - de snakker for meget! Høhø!") og har min kroniske sygdom, der også gør sit til at forværre det, synes han ikke, det kunne være rigtigt. Så nu skal jeg også se en specialtandlæge, han har udvalgt til mig. Mht. maven, var det - trods alt - bedre end forventet. Der var rødme og irritation i spiserøret igen. Men ingen blødninger eller ardannelser. Så jeg slipper for gastroskopi (læs: Haveslange med kamera ned i kæften!). Thank God!


Da vi ved halv et-tiden kunne forlade lægehuset, kørte vi mod centrum for at fornye recept - og hente håndkøbsmedicin - handle lidt småting til nogle engle, jeg selv vil lave og hænge på juletræet. Vi skulle også hente min fars ur, der havde fået ny rem, se på nye vinterstøvler m.v. Da vi endelig når apoteket, havde vi glemt min recept i bilen! Klasse - og der er måske 300 m. til P-pladsen. Langt, når man på en god dag kan gå 200 m. uden at få ondt. Et marathon, når man har fået ændret i sin medicin. Opgav at hente den igen. Videre til hobbybutik, der hverken havde guld/sølvspray eller flamingokugler til englehovedet. Videre til tre forskellige skohandleren. Der stort set kun havde vinterstøvler med hæl (kan dårligt nok gå i flade sko uden at vrikke om!). Jeg HADER shoe-shopping (som den eneste kvinde på denne jord). Videre til H&M, hvor jeg skulle se på et par briller, jeg havde set på nettet. Ingen briller. Videre til tøjbutik, hvor HG skulle have en hættetrøje, mage til den han havde købt på tilbud nogle uger forinden. Ikke flere hættetrøjer. Videre til Netto, hvor HG havde set en ass-ugly støvleholder, så man ikke få sne og sjap på gulvet. Netto lukket pga. ombygning. Og et enligt toilet står på P-pladsen. Weird stuff! I det mindste fik vi min fars ur med.


Vi nåede lige hjem og vende, før mine forældre kom og hentede mig, så vi kunne komme på vores filosofi/historie/religionskursus. 


Kunne ikke sove om natte. Lå til kl. halv fem og så "Farven Lilla" på en eller anden kanal. (Har Whoopi Goldberg virkelig været så ung engang?).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...