Hudløs

Nogle dage er man on top of the world, andre dage ligesom helt hudløs, som om hver sætning, der bliver sagt er personlig og strejfer den nøgne hud som skærver. Og typisk bliver første del afløst af anden. 

I dag er en af de dage. I går var jeg flyvende og i dag er jeg hudløs. Min infektion er blusset op igen, måske er det dét, der giver den bratte opvågning. Fra de store højder til den hårde landing. Realiteten med sygdom og hverdag, som altid rammer mig som et chok efter en optur. 

Jeg sov til klokken ti i morges, og blev liggende i sengen med Samsara, der spandt. Hendes lille krop snoede sig om mit håndled, med besvær fik jeg vendt siderne i min bog. Morgensolen lyste gennem de tynde gardiner og spaltedes og verden var egentlig ganske smuk. Jeg spiste min morgenmad, mens morgenen spiste natten, og jeg stadig lå på siden i sengen med kat og bog og stort besvær. 

Den daglige penicillin og de smertestillende blev skyllet ned og jeg var ligesom alene i verden med Samsara og min bog. Alle andre sov - ja, også Samsara - og til sidst faldt jeg også i søvn igen, faldt ind i en virvarsverden med brudstykker af flere drømme flettet sammen til ét. Med elevatorer, der gled opad og opad, hjemløse dyr og børn, der havde brug for min hjælp, et hus (min krop?), der skulle istandsættes fra bunden, og støv og puds, der gled ned fra loftet som tryllestøv fra himmelen. Og så denne træthed, usigelig træthed. Og et sted i virkeligheden, hvor en bankelyd insisterer på at trænge ind i min søvn, ind i hjernebarken og virkeligheden og vække Tornerose, selvom der endnu ikke er gået hundrede år. Og jeg hører HG, der står op og hundene, der går. Zappen, der kommer ind ad kattelemmen fra nattens jagt og putter sig i min fodende. 

Men i min indre verden fortsætter udmarvelsen, og trætheden gør kroppen mere og mere tung. Vips besøger mig fra et sted i sin himmel, og jeg kan høre min egen gråd et sted i den virkelige verden, der adskiller drømmene med et tyndt gardin, som det foran vores soveværelsesvindue. Og jeg vil vågne og glemme, men kan ikke slå øjnene op. Kroppen bliver vendt med besvær, som et tungt dyr, og jeg tænker 'om lidt vil jeg vågne og du vil være her i nærheden og du kan gøre hvad du vil', for jeg har læst "Kontinuum" før jeg faldt i søvn med Samsara i favnen. Men det var alligevel ikke sådan den var, sætningen, og da jeg vågner er ingen i nærheden, huset er tomt og jeg er alene med min smerte. 

Jeg hader disse dage, hvor sygdommen trækker mig så langt ind i søvnen, at jeg nogle gange føler, jeg danser på grænsen til dødens land. For en søvn kan da ikke være så dyb? Og når jeg vågner igen er det med smerten som følgesvend, og tiden, der bare forsvandt. Og jeg får lyst til at sætte mig på det bare gulv, med de nøgne fodsåler fast plantet; skyde håret ind foran ansigtet som et gardin og bare lukke hele verden ude, som et barn. 

Klokken er over otte om aftenen, HG går i haven med hundene og alt er stilhed. Men så snart jeg står op, er de om mig; som møl om en flamme og deres nærhed gør ondt. Mit sind er stadig inde i søvnen, min krop i dødens land og jeg kan ikke klare kærlighed og omsorg, og ord, der rammer mig som projektiler. For selv om det bare er 'godmorgen' eller 'her', ord, der ikke engang er sætninger, gør de ondt på kroppen, der sender de neurologiske impulser alle de forkerte steder hen. 

Og de gør ondt på ham, de ord, jeg (ikke) returner ved ikke at svare, men være som en stum. De gør ham hudløs på samme måde, som jeg selv er, når jeg beder ham om at gå og lade mig være i fred. Når jeg fejer hunden ned af skødet og sukker som en døende og ser glæden, der slukkes i hans øjne, fordi jeg dræbte den. Jeg vil ikke gøre dig ondt, skat, men når kroppen gør ondt, gør alting ondt, og jeg vil bare være alene til jeg igen er mig selv.