fredag den 5. august 2011

The thin Line

Nogle gange er det som om hele mit liv har drejet sig om det ene: Vægt! Da jeg kom til verden - som den første af tre søskende - var det med manér. Min mor blev indlagt, fordi jeg ikke tog på. Efter nogle dages indlæggelse var der ikke sket mange ændringer, så klokken fem om morgenen bankede en sygeplejerske på døren ud til toilettet, hvor min mor sad i skjul. "Luk op, luk op - du skal føde!" "Hold kæft, jeg skider!" var svaret ... med det blev jeg jo ikke just tykkere af. Så fødslen blev sat i gang - tre uger for tidligt. Det var en noget sølle splejs, der kom til verden; fedt var der intet af. Ingen lille fed buddha med 'elastik' om håndleddene og tykke æblekinder med smilehuller. Derimod en masse sort hår. Strittende sort. "Punkeren" blev jeg kaldt på afdelingen ... Måske meget passende for en 80'er-baby. Og "Renee" - som i 'Toft-Simonsen' pga. mine mandelformede øjne.

                                           (Baby-mig i midten med store skræmte øjne)

Det med vægten forfulgte mig så i mange år. Vores barnepige plejede at sidde og overvåge, jeg spiste, når jeg kom hjem fra skole. Gik det ikke hurtigt nok, nev hun. Men det var som om maden bare voksede i munden, voksede helt op i øjnene og pressede sig ud, som tårer. Da jeg var seks ville vores familielæge have mig indlagt, hvis jeg tabte mere. Efter det gik det ligesom bedre med at spise. Nu var der et mål: At undgå den farlige verden - den hvide verden med kitler og sure mennesker. Jo, det havde jeg godt kendskab til. Det var dér, jeg kom hen, fordi jeg blev født med for stort hjerte, og der 'skulle holdes øje med mig'. Det var dér jeg kom hen, fordi min mor fandt ud af, jeg ligesom tiltede til den ene side ... pga. skæv ryg. Det var dér jeg kom hen, fordi jeg fik mæslinger og over 40 i feber, mens vi var på ferie i Skallerup Klit. (Det var nu ellers skægt nok med ambulancen og det hele ... lige indtil jeg kom ind på sygehuset og anbragt i et kosteskab, fordi man ikke ville have mig ind på afdelingen og smitte den andre børn. Og en led kittelkælling dukkede op med torturinstrumenter, der skulle indføres både her og der). Der var dér jeg kom hen, da jeg ikke kunne slippe af med min bihulebetændelse og skulle have bihulerne suget. Det var faktisk lidt som om alle veje førte til ... ja, desværre ikke Rom, men sygehuset! Så hvis det absolut skulle være, kunne jeg da godt spise lidt mere for at undgå dét!

I ni års alderen, begyndte jeg virkelig at komme efter det ... måske lidt for meget. Der begyndte pludselig at oplejre sig mærkelige fedtdepoter både her og der. I tolvårs alderen var jeg decideret småfed. Og besluttede mig for at tabe det. Det gjorde jeg også i den grad - fra 51 kg til 39 og tilbage i lægestolen med trusler om indlæggelser. Det hjalp dog ikke meget i denne omgang. Vægten var rimelig stabilt lav ... indtil jeg nåede de 20 år. Siden da har mit liv været et cirkus af henholdsvis slanke- og fedekure.


Alle kvinder kender det jo. Alle har prøvet at være på en af de sider: For tyk eller for tynd. Alle kender følelsen af, ikke at være god nok, når vægten ikke passer med tallet i en hoved. Det er nok det, der altid har fået mig til at føle, jeg ikke var god nok. Folk kunne trampe på mig, hvis de ønskede det. Om så jeg var tyk eller tynd. Det er dét der er baggrunden for mit valg af navn til bloggen - 'Walking on a thin Line'. Det er ikke fordi, jeg vil koncentrere mig om vægt, vor herre bevares! Bare for, at der ligesom kommer en forklaring på navnet bag bloggen, bag personen, bag mig, Line.

2 kommentarer:

  1. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Jeg tænker det, du skriver det ...tilsyneladende. Welcome inside my head!

    Du har fået dig en fast læser, så gå amok med alle de indlæg du vil :)

    SvarSlet
  2. Årh, hvor er du sød, Cæcilie. Tusinde tak for de søde ord! :) (En læser - yeah!!!).

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...