torsdag den 7. marts 2013

Nupo-challenge dag #5

Dag fem på dette projekt blev skuffende. Jeg vågnede i fuld vigør og havde et aktivitetsniveau der - for mig - var ret højt. Jeg fik rigtig mange ting for hånden og havde tilmed været tidligt oppe. Da vi nåede aften, havde jeg indtaget tre hindbær/blåbær-shakes.

Efter en produktiv dag, ville jeg slutte af med et varmt bad inden sengetid og derefter kaste mig i dynerne og læse. HG var taget ud til sin bror, og kunne ikke hjælpe mig med at få tændt for det varme vand. Kontakten sidder ret højt og i det, jeg rækker derop, giver det et smæld fra nakken ...

... PAIN! PAIN! PAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAIN!!!

Okay, normalt synes jeg, jeg er rimelig hårdfør, men som jeg stod der i det oliestinkende, mørklagte bryggers og nær var væltet ned i kattebakkerne i al min elendighed, havde jeg virkelig ondt af mig selv. Skyllede hurtigt en af mine milde piller mod muskelkramper ned, da jeg havde på fornemmelsen, hvordan dette kunne udvikle sig, og skyndte mig i bad. Tænkte, varmen nok var god for musklerne.

Ikke så snart var jeg kommet ud ad badet, før kvalmen vældede op i mig og sød, Nuposmagende galde skvulpede op i spiserøret. Jeg forsøgte at lægge mig på sengen og tænke på noget andet, men efter nogen tid måtte jeg opgive og give efter for kramper, der startede i tæerne, bølgede gennem kroppen og fik mig til at vælte hele dagens Nupoindhold ud i toilettet.


Nu skal jeg ikke kunne sige, hvad årsagen er. Havde jeg været for overaktiv? Var det smældet i nakken? Eller var det fordi, mine piller har været i restordre? Jeg har således manglet både Kodipar (smertestillende) og Omeprazol (mod GERD/mavesyre i spiserøret) og måttet klare mig med håndkøbsmidler. Og til min skræk opdagede jeg, at jeg i tilgift havde glemt min daglige Diclofenac (også smertestillende), der synes at være med til at holde smerterne nede. Så med mit aktivitetsniveau måtte det næsten ende galt.

Normalt er jeg ikke meget for at ringe til HG, som en slavepiskende viv, når han er på besøg hos venner eller familie. Men her måtte jeg smide håndklædet i ringen og få fat i svogerskabet og bede ham sende HG hjem. Han havde nemlig lånt sig til nogle Kodipar hos min mor. Imens nedsvælgede jeg Stesolid mod kramperne og bad til guderne om at Nupobølgen ville lægge sig. Om det er tegn på gudernes modvilje mod mig eller fordi en større magt er fornærmet over det faktum, jeg er agnostiker, skal jeg lade stå hen i det uvisse, men i hvert fald fortsatte Nupoen med at skylle op. Anede ikke, at væske kan ligge så længe i mavesækken.

Og lige lidt bonusinfo: Er I klar over hvor klamt blendet Nupo-bærshake er på retur?

Da HG kom hjem fik jeg mine piller, forsøgte at lægge låg på maven med et stykke bart rugbrød og en håndfuld Gaviscon. Og rent faktisk fik jeg fred resten af natten.

Men jeg tror aldrig, jeg kan nedsvælge hindbær/blåbær-shaken igen.

Så kortene på bordet: Nu er kuren ændret til Nupo/fedtfattig mad. Jeg har simpelthen så anstrengt et forhold til den let kemiske Nuposmag lige nu, er det er umuligt at fortsætte på pulver alene. Jeg havde virkelig håbet på at kunne fortsætte ugen ud, men da jeg ikke vil have det skal ende i sultekur, hvor jeg intet kan, melder jeg pas. Jeg håber, at jeg efter nogle uger på normal kost kan tage et par Nupodage igen. Jeg ville gerne veksle mellem Vægtvogternes madplan og Nupo, ligesom jeg gjorde under sidste vægttab.

Jeg takker alle jer, der har fulgt mine Nupodage og heppet på sidelinjen. Jeg vil fortsat komme med små opdateringer med nyt om projektet og melde, hvis jeg kommer op på hesten igen. Ryggen har det bedre, omend jeg stadig har en pukkel i nakken, men medicinen er i hus igen.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...