mandag den 4. februar 2013

Hvem har neglet mine feminine gener?

Valentinesdag nærmer sig med hastige skridt, og overalt får man smidt reklamer for blomster og vammelt store chokoladeæsker i hovedet, mens mega kort med en fedladen engel i ble huserer på hylderne. Og så er det jeg spørger: Hvor er mine feminine gener? Er mit ene x-kromosom blevet skizofrent og tror, der er et y-kromosom, så det underminerer enhver romantisk følelse, som hver en kvinde (åbenbart) bør have eller hvad sker der? I hvert fald kan jeg ikke oparbejde den dér følelse, som alle kvinder synes at emme af for tiden. Man kan ligefrem se tankeboblerne over deres hoveder, hvori der står: "Mon jeg får tyve langstilkede roser og en æske fyldte chokolader i år, eller er han fedterøv som sidste år og nøjes med det halvvisne karsebundt fra Netto og en omgang flade kattetunger? (Tør han?)"


Men jeg er ligeglad. Jeg er så inderligt ligeglad, at det er nærved skræmmende! Skal HG gøre mig glad, må han hellere tage opvasken end diske op med champagne og blomster! c",)
Og nu jeg tænker over det, har det stort set altid været sådan. Jeg er bare en lille smule mindre kvinde på lige dét punkt. Det der med at huske fødselsdage, bryllupsdage m.v. er bare ikke mig. Og slet ikke min egen bryllupsdag! Jeg kan aldrig huske den præcise dato, og om det er juni eller juli, kan jeg heller ikke huske. Årstallet kan jeg tælle mig frem til, fordi jeg kan huske min far blev tres samme år. Og jeg ved, min far er født i ’43 – så tag dén: Vi blev gift i 2003! *Læg mærke til lyden af anerkendende bifald!*

Til gengæld kan jeg altid huske, at HG og jeg begyndte at komme sammen fredag d. 13. februar 1998 (snart 15 år - hvor skræmmende er det lige? ... Hvor gammel er jeg lige?!). Enhver, der nu sidder og tænker: "Aha – de fandt sammen til en valentinesfest!", må jeg desværre skuffe. Det var et rent tilfælde, og jeg kan kun huske det, fordi 13 er mit lykketal, og at datoen står i vores forlovelsesringe. Selve Valentinesdag blev da heller ikke fejret med mit nye scoop. Derimod sad jeg sammen med en håndfuld andre kvinder hos en alternativ behandler, den ungarske Katalin, og lærte maleteknik og mediterede, mens røgelsespindene gjorde luften tyk og tung. Og mine tanker om denne, min første kæreste (af yderst fornuftige årsager, listet af mig selv, tæller *beeep* ikke med som egentlig kæreste!) svælgede da heller ikke så meget i det romantiske, som om det faktum, at jeg nu endelig ville få fred for klassekammerater, veninder m.m., der blev ved at prikke til mig og forlange forklaring på, hvorfor jeg ikke havde en kæreste – for nu havde de da et håndgribeligt bevis på, at det havde jeg.

I starten af vores forhold prøvede jeg dog at leve op til prototypen af en kvinde, stærkt pacet frem af min yderst feminine veninde. Med hende som guide i 'Kvinde kend din pligt'-land blev der de første år købt nuser valentines-, fødselsdags- og julekort, men da hun begyndte at føre mig ind i det univers der hed "månedsdagsgaver", var jeg i den grad ved at brække mig, så det projekt blev hurtigt droppet. 


For mig var de romantiske stunder i vores forhold mere lig med de stunder, vi tilbragte i den parkerede Plet (en udtjent Opel et-eller-andet fra syttenhundrede hvidkål) på en øde parkeringsplads ved stranden. Her sad vi og hørte natradio, pimpede Stroh og kæderøg Gauloise, hvis røg kunne krybe ud ad vinduessprækken, der til gengæld lukkede lyden af bølgeslag ind. Imens snakkede vi om alt mellem himmel og jord, og her hentede jeg al den romantiske inspiration, jeg havde brug for. I disse stunder, var det tilladt at glemme den tyske oversættelse, der ventede derhjemme, med afleveringsfrist mandag, samt de to biologirapporter og tre naturfagsrapporter, der var long time overdue og tanken om forældre, der evt. ventede oppe med hævede øjenbryn og vibrerende næsefløje, forvandt lige så stille. Så kan den blebrugende engel godt pakke sammen med al sin pladderromantik! 


Men nuserhygge, fodmasage og kæleri giver mig knopper! Jeg hader at ligge i ske og blive holdt om – føler jeg bliver kvalt, og at Heino "klistrer" – I need my space! Jeg skal ikke have noget af deledyner og 'icky lååååve'. Sådan har jeg altid været. Selv som baby, nægtede jeg at sidde i sele på min mors bryst. Jeg forsøgte at vrikke mig væk med benene og skreg så højt mine lunger tillod det. 
     I starten af vores forhold var det okay, i mindre doser ad gangen anyway, men i dag, efter femten år sammen, er det ikke længere videre fedt. Kys og sex er fint, men nus og romantik – nej tak. Det eneste jeg, mærkeligt nok, stadig godt kan lide er at gå hånd i hånd med min kæreste. Det føles rart og trygt uden at det bliver for vammelt (og så er der større chance for, jeg kan gå lige. c",)).


Så nu kommer det spændende spørgsmål: Om elleve dage er det Valentinesdag, så hvad skal jeg der? Svaret er ganske enkelt: Et eller andet, der intet har med romantik at gøre! Måske se 'Saw'-serien og nusse med den eneste, der får lov at ligge og nusse hos mig: Min Cleo. c",)

Men i aften kan det da godt være at HG, i dagens anledning, får lov at ligge lidt tættere end han plejer.

... I hvert fald, hvis han husker opvasken!





7 kommentarer:

  1. Søde Line, jeg er bange for at du er som kvinder er flest. ;) Der er lavet mængder af studier, og størsteparten af kvinder vil langt hellere have at deres udkårne hjælper til derhjemme end modtage blomster og lignende.

    At du ikke gider sove i ske er fuldt forståeligt - jeg har det på præcis samme måde. Faktisk har vi hvert vores værelse, for jeg gider heller ikke høre på hans snorken. Og det er fantastisk. :) Den eneste der må sove op ad mig er min mors puttehund, når hun engang imellem overnatter.

    SvarSlet
  2. Måske der i virkeligheden er flest kvinder, der er ligesom dig, og mig for den sags skyld der ikke går op i det der valentins-noget. Jeg gør i hvert fald ikke. Og rigtig kliché-agtigt, så vil jeg sige, at jeg da hellere vil nyde at blive forkælet på alle mulige tænkelige måder, det kan være at han tager rengøringen, vasker tøjet, bringer en kage med hjem, eller inviterer i biffen - i hverdagene, frem for én dag hvor alle de kære mænd åbenbart skal føle sig pressede.

    Så du er ikke alene :)

    SvarSlet
  3. Har det ligesom dig! Den ene dag om året batter ikke det store. Det er mere de små ting i hverdagen, der gør mig glad. At han tager opvasken, tømmer skraldeposen på eget initiativ, smider sit vasketøj i kurven osv.
    Jeg elsker så at få nusset hår, ryg og arme, men deledyne nej tak!

    SvarSlet
  4. Du har en rigtig hyggelig blog :) kig gerne forbi!

    Celina
    hejcirkeline.blogspot.dk

    SvarSlet
  5. Her i Sverige går de meget mere op i Valentines dag end i Dk, men jeg er lidt ligeglad faktisk. Så meget hellere kærlighed og alt det der fis alle andre dage. Hvorfor gøre det en dag "alle andre" gør samme ting!?!
    Jeg fik mere end nok når jeg var under uddannelse i en blomsterbutik - Oh my, har folk ingen fantasi!! Tænkte jeg hvert år...Neeej jeg er mere til hverdagens små glæder.

    Håber du har det godt :)

    SvarSlet
  6. Jeg synes virkelig også at man i Danmark er begyndt at tage den dag lidt for meget til sig.. Jeg vil erkende at jeg er meget romantisk anlagt, men valentinsdag er for mig ikke vildt speciel :-)

    www.simonie.dk

    SvarSlet
  7. Tak for kommentarerne allesammen. Er helt overrasket over, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. She's normal! ;P I dag så jeg en reklame, hvor der stod: 'Har du fået skrevet din ønskeseddel til valentinesdag?' ØNSKESEDDEL?! Så nu skal det ikke engang længere være en (godt nok kunstig) spontan glæde over sin bedre halvdel, hvor manden selv vælger gave? Nu er vi helt ude på det forlorne overdrev, hvor de også skal have udpeget, hvad man vil have?

    Haha, Betina, i perioder sover jeg også på sofaen. HG har en skade på sine bihuler som følge af en ubehandlet, langvarig infektion, så når han er forkølet, er der perioder, hvor han snorker, så alle vejens huse ryster i deres grundvold. Hvis jeg har gennembrudssmerter, kan jeg slet ikke have det! Så er jeg meget lydfølsom, og så daffer jeg ind på sofaen - med ørepropper.

    Endnu engang tusinde tak for kommentarerne, I skønne kvinder. Det er rart at høre sine medsøstres mening om denne dag (og sag) ... mændene hader den, kvinderne er ligeglade - det er vist kun blomster- og chokoladeindustrien, der har bleenglen som forbillede. c",)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...